Gys og Disneyserier

Mange vil nok ikke tænke først på horror, når man siger Disney-serier.

Disneys film med gys

Men at Walt Disney havde adskillige gys i sine film, det tror jeg er velkendt. Det startede  allerede tidligt med Skeletdansen i hans Silly Symphony-serie, hvor skeletterne hopper op ad graven og danser. For ikke at tale om den Mickey Mouse-film The Mad Doctor, hvor Pluto er forsøgsdyr for en bindegal videnskabsmand (en klassisk figur i horrorgenren) og Mickey redder ham på hængende hår. I en anden film Pluto's Judgment Day er Pluto under anklage i kattehimlen for at have været slem ved kattene.
Det er tidlige film, som nok mest er kendt af inkarnerede Disney-fans, men mange har vel set Snehvide, hvor den onde dronning i bedste Jekyll-Hyde stil forvandler sig til en grim heks og forgifter et æble,. Da hun drager af sted ser man skelettet af en i fangehullet, der tydeligvis har grebet desperat efter et vandfad. Hun følges af to gribbe  og hele passagen, hvor hun står ved dværgenes hus og dværgene er i fuld fart hjem, kunne Hitchcock ikke have gjort bedre. Da hun under sin flugt fra dværgene styrter i en kløft flyver de to gribbe ned efter hende. Klassisk gysertrick.
Så overgås den dog af Pinnochio. Hvem husker ikke scenen med titelpersonen i kløerne på teaterlederen Stromboli eller den gåsehudsfremkaldende sekvens, hvor de skulkende drenge bliver til æsler på Pleasure Island?

Gys i Mickey Mouse-historier.

Sorte Slyngel

Hvor meget indgik det så i tegneserier? I de tidlige: ikke så lidt endda. Floyd Gottfredsons Mickey-historier er fulde af gys. I en historie er Klaus Krikke uskyldig anklaget, og det lykkes på hængende hår Mickey at finde den virkelig skyldige og redde sin ven fra en lynchhob, der vil hænge ham. I disse tidlige serier var man ikke så bange for at berøre sådanne emner som man blev senere.
Det var også Gottfredson  der skabte The Phantom Blot, som på dansk fik navnet Sorte Slyngel, et sort spøgelse, der altid efterlader en seddel med en klat, hvor han begår sine forbrydelser. Hans debuthistorie er en ægte gyser med alle elementer af skummelhed og ildevarslende signaler, og Sorte Slyngel prøver at gøre det af med Mickey på flere sadistiske måder, den ene mere grum end den anden, men Mickey undslipper dem alle. Denne debuthistorie er den eneste historie med denne skurk, hvor vi får lov at se, hvad der gemmer sig under masken, det komiske er, at han ligner selveste Walt Disney. Sortepers ondskab i Gottfredson-historierne overskrider også en grænse, så det ligner ægte gys.
Da det senere blev Paul Murry, der overtog Mickey-historierne, genoplivede han Sorte Slyngel, og flere af hans tidligere historier med ham som skurk er rene gysere med Gottfredsons historie som forbillede. Det er lige før han er en mere effektiv farlig skurk end Sorteper, der hos Murry er gjort mere komisk. Efterhånden bliver Sorte Slyngel en lidt tandløs figur, de senere historier med ham som skurk, der kom som Månedshæfte i tresserne, virker han lidt flad, omend jeg så kan blive imponeret over, hvor meget Murry kan give ham af udtryk med bare de to øjne.

Gys i andehistorier.

Rip, Rap og Rup jages af et spøgelse i The Old Castles Secret

Den tidlige Carl Barks må siges at være en sand gysets mester. Flere lange andehistorier fra hans tidlige periode blev ikke brugt i de første årtier af Anders And-bladet, fordi man mente, at de var for skræmmende for børn. I flæng kan nævnes Flodens Skræk om en søslange, der spreder skræk og rædsel, den viser sig at være styret fra en u-båd af en grum skurk. Der er Spøgelset i Grotten, hvor Anders og ungerne holder ferie et sted, hvor der hvert år på samme dag forsvinder et barn, og denne dag er netop i ændernes ferie. På denne dag forsvinder Rap, men han reddes af sin onkel og sine brødre fra det uhyggelige spøgelse i grotten, der viser sig ikke at være så slem alligevel. Voodoo Hoodoo, hvor Joakim forfølges af en zombie, eller Det Magiske Timeglas, hvor Anders og ungerne kæmper med Onkel Joakim om et timeglas med magiske kræfter, den er en af de få tilfælde hos Barks, hvor Joakim decideret bruger grove midler.
Fra barn af kan jeg huske, at jeg læste The Old Castles Secret på svensk som Den Gamla Borgens Hemlighet. Den er senere kommet på dansk som Det Gamle Slots Hemmelighed, men da jeg var barn mente den danske redaktion, at den var for skræmmende for børn. Her rejser Anders og ungerne med Onkel Joakim til hans slægts borg i Skotland, hvor der skulle være en skat. Den gamle hushovmester Scottie hjælper dem, men advarer dem imod, at en af Joakims forfædre spøger på borgen og slår alle dem ihjel, der vil tage skatten. Det er en gammel borg i en skummel øde egn, som en ægte gotisk gyser a la Poe. De møder så et spøgelse i form af en usynlig skikkelse, der jager dem, men man kan se skyggen af et skelet hvor det er. En særlig uhyggelig scene er der, hvor Rip, Rap og Rup finder skatten, men så forfølges af spøgelset, der søger at dræbe dem med sværd. De får til sidst afsløret, at det hele er trick, foranlediget af hushovmesteren, der i virkeligheden er en berygtet juveltyv, den ægte Scottie har været død i syv år.
Så er der jo også historien Dangerous Disguise, hvor Anders og ungerne møder en farlig kvindelig spion. Den scene, hvor hun har givet dem sovemiddel og Anders falder i søvn på et banelegeme, men man ser et tog nærme sig, den alene kunne have været gjort af Hitchcock på film, hvis ikke det havde været talende ænder.

Restriktionerne på Disney-serierne

Senere begyndte der at blive stærke restriktioner på, hvad Disneyserierne måtte vise, man skulle nødig have vrede forældre på nakken. Barks formåede så som en historiefortæller med pondus at udnytte den restriktion på bedste måde og gøre Anders til en mere neddæmpet, tragikomisk figur. Da han i den senere periode introducerede Hexia de Trick var der godt nok noget, der kaldte på gyset, når hun gik i gang med sit hokus pokus, men adskilligt af det var nok blevet gjort mere uhyggeligt i den tidlige periode.
Italienerne har  ikke været bundet af de samme restriktioner. Hos dem har man set Anders blive reddet fra en halshugning på hængende hår, blive dødsdømt med ungerne i en afrikansk landsby, komme i kløerne på hovedjægere og meget andet, der kalder på gyset. Sorte Slyngel er i de italienske Mickey-historier næsten lige så grum som i debuthistorien hos Gottfredson.
Men selv med disse gyserelementer er der dog ingen af dem, der har overskredet grænsen til de horrorserier, der kunne have været trykt af EC Comics. Det vil jeg nok også mene ville vær for meget.
Men er man til gys, så kan der være noget at hente i tidlige amerikanske serier og de italienske serier.

1965-årgangen af Anders And & Co. - en broget årgang

Man må sige, når man i dag genlæser 1965-årgangen af Anders And & Co., at den er temmelig broget.

De fortsatte seriers tilbagekomst

Først og fremmest er den karakteristisk ved, at de fortsatte historier vender tilbage, efter at de havde glimret ved deres fravær det foregående år. Har det været en måde at holde salget i gang på? Vi mennesker er jo født nysgerrige og vil gerne se, hvad en historie ender med, hvilket også er en af hovedårsagerne til, at denne sætning "fortsættes i næste nummer" er en af de mest frygtindgydende sætninger, især for et barn, der brænder efter fortsættelsen.
De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.

Første møde med italienske Disney-tegnere

Samtidig er det også den årgang, hvor vi første gang ser de italienske tegnere, og det er både i afsluttede og fortsatte historier. Personlig synes jeg, at standarden af de italiensktegnede historier, der senere kom i Jumbobøgerne, var bedre, men det må nok siges at være en smagssag. Den ellers udmærkede fortsatte historie Den Højest Uheldige Skovtur skæmmes efter min mening af en lidt for rosenrød happy end.

Nye figurer

Madam Mim

Så dukkede der nye figurer op. I juleferien året før havde Sværdet i Stenen, eller Da Kongen var Knægt, som den også hedder på dansk, fået dansk premiere, og i denne årgang ser vi for første gang spin-off serien med bifiguren, den skøre heks Madam Mim. Allerede fra starten forsøger Bjørne Banden at udnytte hendes heksekunster for at få hjælp til deres kup, men madammen fatter ikke en pind af hvad det går ud på og lever i sit eget drømmeunivers, der får næring fra eventyrerne. Som et tilbagevendende element bliver det også heksekunsterne, som hun til sidst hævner sig på banditterne med, når hun bliver sur.
Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.

Fætter Vims

Men ingen regel uden undtagelse: fra disse studioserier kom også fra Al Hubbard og Dick Kinneys hånd den skrupforvirrede Fætter Vims, der evig og altid har en ny hobby, som han dyrker entusiastisk med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Han havde set dagens lys allerede i 1964 i hjemlandet, men først i 65 får danskerne lov til at more sig over, at denne skøre fætter sætter Anders' hus på den anden ende, og flere gange er ved at friste Anders til næsten at begå mord. Vims blev også en populær figur netop i Danmark, som er et af de få lande, hvor han er dukket op med jævne mellemrum lige siden. Forståeligt nok, for han er efter min mening ikke til at stå for. Han er så gennemført plimmelim, at man ikke kan andet end at holde af ham.
Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.

Opdraget til terror, Anders Hjorth-Jørgensen

Så fik jeg læst den, Anders Hjorth-Jørgensens store omfattende erindringsbog, Opdraget til terror?. For tegneserielæsere er han et kendt navn. Født 1949 i Jyderup, hvor han også voksede op, blev uddannet til biblotekar og i den stilling var han foregangsmand for, at også tegneserier skulle være til at få på biblioteket. Han redigerede Politikens tegneserieleksikon og forlaget Stavnsagers serie med faglitteratur om tegneserier, skrev i det hele taget meget selv om mediet og endte med at stå for Tegneseriemuseet, der i dag, efter lang tid i Kalundborg, er endt på Storm P. museet på Frederiksberg.

Erindringer fra tegneseriernes verden

Undertitlen på bogen er Erindringer fra de kulørte siders brogede verden, og det er det sandelig. Det er hans liv med tegneserier fra barn af, hvor han læser tegneserierne i hans mosters kiosk i fødebyen over hans genopdagelse af mediet som bibliotekar og alle de mange arrangementer og møder han har været med i og til hans bestyrelse af Tegneseriemuseet. Bogens titel er taget fra psykologen Tørk Haxthausens bog Opdragelse til Terror, der i halvtredserne satte gang i en vild hetz mod tegneseriemediet, jeg har skrevet om det her i indlægget Ufrivillig Komik. Han voksede netop om som barn under denne hetz og oplevede den ved, at han den ene uge fik lov at læse Wild West-bladet, men næste uge sagde hans forældre, at nu var der ikke råd til det mere. Senere fandt han ud af, at det skyldtes hans velmenende skolelærers formaning til forældrene om at værne børnene mod disse skrækkelige seriehæfter.

Det er også på grund af den holdning til serier, at han mister interessen, men da han er bibliotekar kommer den igen, og her bliver han så en af fortalerne for tegneserier på bibliotekerne.

Fremstillingen er krydret med mange morsomme iagttagelser, og man får meget at vide om både Will Eisner, Morris, Claus Deleuran og andre betydende personligheder i tegneseriens verden. Den er så også omfattende, med mange illustrationer, der har lange billedtekster. Det kan føles som lidt af en stor mundfuld. Til gengæld kan man så sige, at man har sit eget lille tegneseriemuseum på bogreolen, som man kan tage ned og glæde sig over.

Disneyserier i bogen

Af interesse her på en blog om Disney-serier er det, at han i sine barndomserindringer fortæller, at han fik Anders And & Co. nr. 9/1949 til sin to års fødselsdag. Den havde forside af Walt Kelly, der senere tegnede den satiriske serie Pogo, der en snes år senere blev en af Anders' storfavoritter. Hæftet blev billedlæst i første omgang, men da han kunne læse teksten fandt han  ud af, at at alle de andre historier med Mickey Mouse, Fedtmule og Lille Ulv kunne gå an, men den virkelig gode historie var Anders And-historien, tegnet af Carl Barks. Det er den elskede klassiker, hvor Anders And er skoledetektiv med opgave at fange skulkende børn, inklusiv hans egne tre nevøer. Denne historie fik ham til at læse bladet regelmæssigt, og Barks får her det ord med på vejen, at han er en fortæller i H. C. Andersen-klassen.
Så skal det også nævnes, at da han senere laver udstillinger på bibliotekerne om tegneserier er også Freddy Milton med, som i en lang periode tegnede historier til det hollandske Donald Duck, men først senere kom ind i Egmont og med rødder i Barks-traditionen tegnede den satiriske serie om dragefamilien Gnuff, som jeg varmt kan anbefale at stifte bekendtskab med, hvis du ikke har gjort det.
Så oplever han selvfølgelig også Barks' besøg i København i 1994. Han er ikke med til at interviewe ham, der var sat en grænse for hvor mange der skulle det på grund af andetegnerens nedsatte hørelse, men det lykkes at få en hilsen til Tegneseriemuseet.
En stor omfattende, men læseværdig bog for tegneserieelskere.
Den er på 300 sider og koster 249 kr.

Landsholdet i Anders And

Nu hørte man så lige på tv2 her til aften, at det danske landshold til EM sandelig skal være i det næste nummer af Anders And & Co. Det skorter vist ikke på forsøg på at hæve det skrantende oplag. Nu skal man jo ikke dømme på forhånd, men da jeg så plakaten, som skulle være indlagt i bladet og det blev konstateret, at de var lavet meget som realistiske mennesker, så sidder jeg og tænker på de tidligere gange, at det har været forsøgt i Disney-serier.
Barks forsøgte det i Old California og i hans tidlige historier dukkede der smukke kvinder op, der bedårede Anders. De var jo godt nok tegnede, disse realistiske mennesker, men de virkede malplacerede sammen med ænderne - eller på de billeder, hvor der var mange af dem virkede ænderne malplacerede. Så gjorde Barks det rigtige, da han lavede sine bifigurer med hundesnuder, som Joakims evige ærkefjender Bjørne Banden også er. Så havde han nogle grisebifigurer, som den ofte tilbagevendende borgmester for Andeby og en ofte tilbagevendende griseskurk i Onkel Joakim-historierne. Ellers kunne disse bifigurer også være ænder eller en anden form for fugl.
Også Mickey og Fedtmule kom til at virke helt forkerte i sene Murry-tegnede serier med realistiske mennesker. Mickey, hvis nærmeste følgesvend er er en (host, host) intelligent hund og hvis vennekreds iøvrigt tæller en krikke og en ko og hvis evige ærkefjende Sorteper muligvis er en kat,virkede malplaceret blandt rene James Bond-figurer.
Selv forsøget på at sende Anders og ungerne til Danmark, som jeg ellers ikke syntes var så vellykket, var dog gjort så klogt, at Lars Grynte Grismussen og Slibrig Lee var en gris og dronningen var en slags høne.
Men jeg skal så ikke dømme landsholdshistorien på forhånd. Måske skulle det overvejes, at bladet bare skulle have lov at dreje nøglen om og Egmont så satsede på Jumbobøgerne og lignende udgivelser.

Den mørke alder

Et indslag i Troldspejlet.

I den sidste Troldspejlet på TV var der et indslag om en ny forlystelse i Legoland. Her blev nogen af dem, der byggede i legoklodser interviewet. En af dem fortalte, at Lego-entusiaster havde en periode i ungdommen, som blev kaldt The Dark Age, den mørke alder, den periode hvor man ikke vil indrømme, at man stadigvæk er vild med Lego. Når han gik ind i en legetøjsbutik som 16-årig og købte et legosæt, så sagde han altid ja, når ekspedienten spurgte, om det skulle pakkes ind. Han ville ikke indrømme, at det var til ham selv.

Min mørke donaldist-alder

Mon ikke de fleste voksendonaldister har været igennem det samme? De har nok også en mørk alder. Jeg selv kan da huske, at jeg i mine teenageår ikke fortalte nogen, heller ikke forældre, at jeg i dag havde været til Disney tegnefilmshow og når jeg købte Anders And-bladet skete det i hemmelighed. Når mange af mine jævnaldrende skulle drille nogen og antyde, at de var barnagtige, så var det ofte noget med at gå hen og købe Anders And.& Co.

Over den tid

Muligvis er det ikke så slemt mere. I hvert fald husker jeg, at det hjalp, da Den Store.. bøgerne begyndte at komme og mange unge voksne via dem opdagede deres kærlighed til de gode gamle andehistorier. Jeg var selv en af dem og det varede da ikke længe inden jeg turde indrømme åbent, at jeg elskede ænderne og især når de var tegnet af Carl Barks, hvis navn da var ved at komme frem i lyset.
Men mon ikke alle donaldister i teenageårene alligevel har haft en mørk alder - ligesom Lego-manden.

Donaldisme

I det sidste nummer af Donaldistforeningens blad er der en artikel, der tager begrebet donaldisme op til overvejelse. Det kan der være god grund til, for hvem er egentlig donaldist?
Det er nok især nordmanden Jon Gisle, der opfandt begrebet. Hans bog Donaldismen kom i dansk oversættelse til at hedde Andelogien, men vi overtog så alligevel hans norske udtryk donaldisme. I nævnte artikel nævnes flere måder at være donaldist på, samler, læser og meget andet. Der prikkes en del hul i de opfattelser, at nogen donaldister er "på et lavere niveau."
Der er den besynderlige del af donaldismen, som kaldes den videnskabelige donaldisme, hvor man forsker i livet i Andeby som om det var virkeligt eksisterende. Her drøftes spørgsmål som hvorfor der kun er onkler og nevøer, ingen fædre og sønner, og hvorfor de aldrig rammer, når de skyder etc. Det kan være meget morsomt, men for meget af det synes jeg nok er lidt kedeligt. Jeg personligt er nok donaldist på den måde, at jeg trods min fremskredne alder har en stadigt levende kærlighed til serieuniverserne i Disneys serier, med Carl Barks i spidsen uden at forklejne andre gode, og jeg kan stadigt vende tilbage og læse dem, de bedste holder i dag. Så kan jeg lide at forske i det historiske, tegnerne, hvornår de virkede og hvornår historierne kom. Det er så min donaldisme.

Skovuniverset

Dette er mit eget udtryk for et fleksibelt univers, som har været i Anders And & Co., det er ikke så meget mere. Jeg kalder det skovuniverset, da det er i skoven.
Er det så skoven omkring Andeby? Det vil jeg da tro, for af og til er ænderne fra Andeby dukket op i skoven.

De første beboere

Ude i skoven bor Store Stygge Ulv med sin dydsmønstersøn Lille Ulv, som af en besynderlig grund kaldes Lille Stygge Ulv i historiernes titler, men bare Lille Ulv i historierne. De er gennemført menneskeliggjorte og bor i huse, ligeledes Gårdmand Bjørn. Han er Lille Ulvs gode ven, der ofte hjælper ham, men han er farlig for den store ulv når han bliver gal. Der er De Tre Små Grise, som voksenulven ser som de lækre flæskestege, men de er gode venner med lilleulven.
Ja, det startede det med i første årgang, men så kom historierne om den undslupne cirkusbjørn Bongo og hans evige ærkefjende, grizzlybjørnen Knortekæbe, de bor i huler eller sover i de fri som bjørne nu engang gør, men Bongo har sin ethjulede cykel med fra cirkus.

Bror Kanin og Bror Bjørn

Senere i halvtredserne fik vi så onkel Remus' fortællinger om Bror Kanin, hvor Gårdmand Bjørn ikke længere er den hidsige, men rare bondeknold, men en tomhjernet godtroende vindbøjtel, som Bror Kanin kan narre så let som ingenting, og så Bror Ræv, lidt klogere, men dog ikke mere end at Bror Kanin kan snyde ham. Disse historier bygger på folkeeventyr fra den sorte befolkning i Sydstaterne, hvor Bror Kanin altid er kløgtig nok til at bruge hovedet, så han vinder over sine fysisk stærkere fjender.
Paul Murry, der ellers er mest kendt for Mickey-historierne, tegnede nogle af de bedste historier med den snedige kanin.

Da der kom flere til

De lovløse kræfter i skoven

På et tidspunkt skulle vi have historier med Chip og Chap, der i serierne kun lejlighedsvis er oppe imod Anders And. Ofte handler historierne om besværet med at finde nødder til vinteren eller at finde et træ at bo i. Jack Bradbury tegnede flere ganske skægge historier med de to egern, og han lod dem også være oppe imod Anders And flere gange.
Følger man årgangene af Anders And & Co., så må man konstatere, at der i den skov, der er befolket af disse søde og sjove figurer, danner sig et helt univers a la den franske forfatter Balzac, der lod sine personer optræde i alle sine romaner. Hovedpersonen fra en roman kunne dukke op som biperson i en anden. Skovuniverset er et sådant fleksibelt univers, man kan bare se hvad jeg nævnte før om Gårdmand Bjørns ændring af karakter alt efter om han er sat i forbindelse med ulvene eller med Bror Kanin.

Chip og Chap mod Anders And-
almindeligt på film, sjældnere i serier

Samtlige skovens dyr samt De Syv Små Dværge, som kendes fra filmen om Snehvide, befolker tilsyneladende den samme skov, de kan dukke op som bipersoner i hinandens historier. Heksen fra Snehvide er endda opstået fra de døde og dukker op som skurk adskillige gange, men uden at vi får noget at vide om hendes kongelige oprindelse. Selv Jesper Fårekylling, Tim og Bum fra Askepot og andre velkendte figurer fra filmene dukker op.
I visse historier er Bror Kanin biperson og bliver lidt af en skurk i form af en drillepind, der gør livet surt for de andre, ofte Chip og Chap.
I tresserne lod man også heksen Madam Mim fra Sværdet i Stenen bosætte sig i skoven, og hun kan være både god og ond alt efter hvem hun optræder med.

Madam Mim i Sværdet i Stenen

og i en typisk 60'erserie.

Karakteristik af universet

Det er ikke et univers, der har skabt de lange eventyr, som vi kender fra Barks' lange andehistorier eller Murrys lange musehistorier, der findes udelukkende korte historier. Nu har disse skovdyr  heller ikke mulighed for at rejse ud og opdage verden som beboerne i storbyen Andeby, men figurerne kunne nok heller ikke bære en længere historie. Men det skal ikke forklejne, at det er et charmerende univers, der i sine bedste øjeblikke har skabt søde og sjove små historier.

Barksisme

På grund af den lydlige lighed mellem Den Gode Tegners navn, og så den politiske teoretiker Karl Marx, så var det nærliggende, at man kaldte fans af Barks for barksister. Det var især en morsom joke på et tidspunkt, hvor de politiske holdninger stod meget skarpt og alle skulle tilhøre en eller anden politisk isme.

Nu har mange også beskyldt barksisterne for nærmest at være lige så militante. Alt andet end Barks var rent affald, man kunne højest svinge sig op til Murry, Gottfredson og Taliafero. Især magasinet Carl Barks & Co., som udsendtes i halvfjerdserne og firserne kunne godt være præget af denne holdning.
Jeg vil stadig sige, at Barks er den bedste, men jeg er ikke så militant. Trods alt var der også mange historier af Strobl, som jeg kunne lide som barn. Desuden fandt jeg da også, at Jumbobøgerne og Fætter Vims var et frisk pust.
Men der er ingen tvivl om, at Barks-fandommen har sat sit præg på andehistorierne nu. Andeby tegnes med statuen af Kornelius Blisand, der rager op, historierne formes som de klassiske historier af Barks, enten som ubønhørlige motorveje mod katastrofen for Anders And eller som eksperthistorierne. Kun godt, så er der konsensus i universet. Men så kan man godt savne Anderbilt og Mary Moseand, som jeg synes er nogle festlige figurer i  italienernes serier.

Ja, jeg er barksist, men ikke militant.

Olsen Banden - ak ja!

Jeg havde misforstået forhåndsomtalen, der er ikke nogen historie i det nye Anders And & Co., hvor han møder Olsen Banden.
I stedet er der et gammeldags brætspil over Olsen Banden, hvor man i samme princip som i ludospillet slår en terning og flytter brikkerne det antal felter. Så kan man havne på et heldigt eller uheldigt felt, og den, der kommer først i mål, har vundet. Den slags brætspil kom altid i min barndom over en Disney-film - for så vidt over de fleste familiefilm. I dag er det computerspil, der laves over film og får en ekstra indtægt ud af den. Brætspil over film sælger næppe - så hvad i alverden får dog Egmont til at tro, at de kan sælge mere af Anders And & Co. ved et primitivt brætspil over den nye animerede Olsen Bande-film?
Øv øv, det kunne ellers have været sjovt, hvis man lige havde mødt den berømte tyvebande i en andehistorie. Men hvad, den første historie i bladet, Anders' sidste sag, er ganske skæg. Rip, Rap og Rup er ikke i skole, da det er Kornelius Blisand-dag. Den er plantet i arven fra Barks, de fleste af os barksister husker nok, at han er Andebys grundlægger, som Onkel Joakim kappes om at rejse en statue af mod maharajahen af Pengostan.
Historien som helhed har også rødderne plantet i Barks-muld, da Anders er blevet privatdetektiv. Han er helt overbevist om, at han kan opklare forbrydelser med alle de krimier af Jo Nesquick (der er lige skævet til den norske krimiverden) han har læst. Da han skal opklare en kunsttyveri, laver en alle de Sherlock Holmes'ske logiske følgeslutninger, men han gør dem alle forkert, selv Onkel Joakim beskylder han for tyveriet. Det viser sig, at billedet bare har været til rensning. Så er han færdig med det detektivpjat - men da han så ser Indianer Jesper i tv, så kaster han sig over arkæologi. Der er mange mindelser til Barks-klassikeren Sheriffen i Seksløberdalen, den samme indbildskhed hos Anders og parodi på populærkultur i historien.

Anders And og Olsen Banden

Nu skal Anders And sandelig have hjælp af Olsen Banden. Det er lidt af en offensiv, som Egmont i øjeblikket kører for at få oplaget op igen. Nu er der så lige premiere på den nye computeranimerede udgave af den berømte tyvebande. Jeg sad lige og så anmeldelsen i Troldspejlet, der blev sagt af Jakob Stegelmann, at det var mest for dem, der ville hygge sig med det gammelkendte uden de store overraskelser.

Jeg har købt bladet og vil anmelde historien, når jeg har fået den læst. Jeg kan så ikke lade være med at tænke nogle tanker.
Det at genoplive Olsen Banden - ja, jeg var vild med dem som ung mand, men jeg er blevet noget træt af dem, sikkert fordi, at jeg har genset dem lidt for mange gange på flimmerkassen. De er da nogle herlige typer, og jeg er vild med Yvonnes sædvanlige: "Meget har du budt mig, men det her..." Ja, hun kunne sige det, hende Kirsten Walther. Min frygt for den nye animerede er, at det er et forsøg på at koge yderlige suppe på et ben, der for længst er udtjent.

Når så Egmont prøver yderligere at få salget af Anders And & Co. op ved hjælp af dem, prøver de så ikke at holde liv i noget, der måske ikke rigtig holder mere? Mange nutidige læsere foretrækker Jumbobogen og beslægtede pocketudgivelser, de giver mere for pengene. Skulle man så ikke bare holde sig til dem? De små billige legetøjsgaver til bladene forekommer mig også pinlige.

Men det var lidt forhåndstanker, jeg vil vende tilbage med en omtale af historien, når jeg har læst den.

De oversete tegneseriekunstnere

Dem, der ofte beundres i tegneserieverdenen, er tegnerne. Deres indsats er også væsentlig nok, for hvor er det vigtigt, at figurens ansigtsudtryk er overbevisende - i mange af de venstrehåndsarbejder, som kom i Anders And & Co. i midt-60'erne, findes der rigeligt eksempler på figurer, der render rundt med et torskedumt udtryk og skal foregive at være i følelsesmæssigt oprør.

Forfattere overses.

Men vi glemmer ofte forfatterne. For hvad nytter nok så gode tegninger, hvis historien er dårlig? Flotte tegninger til en dårlig historie er en typisk faldgrube i tegneseriemediet.
Forklaringen på den større bevågenhed af tegnerne er givetvis, at det er lettere at kende en tegner på hans streg og figurernes udseende. Man åbner et Anders And-blad, og når man ser ændernes udseende, siger man straks: Barks, Strobl, Bradbury, Vicar og så videre. Det er ikke uden videre let at kende en forfatter på samme måde.

Det sjældne dobbelttalent.

At have et dobbelttalent for både at tegne og fortælle, det er en sjældenhed. Carl Barks var en af dem, udenfor Disney ser man undtagelsen hos Tintins far, Hergé. De bedste tegneserier udover de to undtagelser er oftest parløb mellem en forfatter og en tegner. Et eksempel på, hvor meget forfatteren betyder, kan uden for rammerne af Disneyserierne ses ved Asterix. Da tekstforfatteren René Coscinny døde, faldt tekstens kvalitet drastisk. Asterix blev herefter for kedelig.
Må vi barksister ikke spørge, med hånden på hjertet: havde vi kaldt Barks Den Gode Tegner, hvis historierne havde været dårlige? Jeg tror det ikke. Tegningerne havde givetvis været lige så gode, men de ville ikke have haft noget særligt at vise. Jeg personlig finder også de historier, som er skrevet af en anden forfatter, for de svageste i hans produktion.

Carl Fallberg.

Hvis jeg skal nævne nogen eksempler i Disneys regi på forfattere, der har gjort en stor indsats, så vil jeg nævne Carl Fallberg, der leverede manuskripter til størstedelen af Paul Murrys Mickey og Fedtmule-historier i deres glansperiode. Selv om Murrys streg er fin, så kommer man ikke udenom, at Fallbergs evne til at fortælle en spændende historie om Mickeys kamp mod skurkene. De er nok mere kulørte end Barks' andehistorier, men hvis Barks så er tegneseriernes H. C. Andersen, som Spirits skaber Will Eisner kaldte ham, så er Fallberg/Murry deres Conan Doyle. De sene Murry-historier er tydeligt præget af, at Fallberg ikke skriver ordene i taleboblerne mere. Nok er Murrys Fedtmule med hånden for munden herlig, men var det nok, hvis ikke Fallberg havde givet ham nogle idiotiske påfund?

Dick Kinney.

En anden forfatterindsats jeg vil trække frem, er Dick Kinney. Han havde tidligere lavet manuser til tegnefilm, hvor han viste at have en stor forkærlighed for at skildre en munter plageånd. Den forkærlighed tog han med ind i tegneserierne, da han skabte en ny personage blandt Anders' mange fætre: Fætter Vims. Ganske vist har Al Hubbard en underfundig, skødesløs streg, hvor ænderne har et hyggeligt udseende, og han kan tegne Anders' raseriudbrud over Vims så det er en lyst - men figuren Vims er Dick Kinneys påfund, ingen tvivl om det. Altid opslugt af nye hobbies, altid med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Læser man tidlige Hubbard-historier skrevet af andre forfattere, så er de en skuffelse.
Parret Hubbard/Kinney har også skabt nogle skønne andehistorier uden Vims - jeg mindes en historie, hvor Anders åbner en køreskole og får en skingrende skør gammel dame som sin første elev.
Eller den herlige fra 1965, hvor Anders har foreslået ungerne og Onkel Joakim, at de skal gå tidligt i seng, når de skal besøge Bedste, så forstyrres han i søvnen hele natten, så han på sidste billede ude hos Bedstemor And går søvndrukken rundt, mens de andre er friske som havørne.
Ingen tvivl om, at Dick Kinney har gjort disse historier festlige, uden at forklejne Hubbards streg.

Så fremhæves Al Taliafero ofte som den store skaber af avisstriberne med Anders And. Men var de morsomme uden Bob Karp til at finde på herlige gags?
Jeg håber med dette at have bragt forfatterne lidt til ære og værdighed i tegneseriemediet.

Disney i prosaform

I de første årgange af Anders And & Co. var der små historier om Disney-figurerne - de gik ud af bladet, men kom igen senere i Gavehæfterne og andre ekstraudgivelser. På et tidspunkt havde man også en hæfteserie, der hed Bedstemor Ands Godnathistorier, indeholdende nogle af disse historier. De viste ofte på forsiden Bedstemor And, der læste op for Rip, Rap og Rup.

Baggrunden for disse små noveller var, at man i USA kunne opnå kulturstøtte, hvis der var noveller i et blad. Så for at få denne støtte, havde Western Publishing disse fortællinger i Walt Disney Comics & Stories. De kom så med i det danske Anders And & Co. og andre udgivelser. Det hører også med til billedet, at man i nogle morgenmadsprodukter lod medfølge små hæfter med disse Disney-historier.

Når jeg ved lejlighed har læst de gamle hæfter, så må jeg sige, at disse historier nok også - ligesom filmserierne - er akkilleshælen. De er noget litterært misk mask, og hvis de er taget med af Gutenberghus - senere Egmont - for at give bladet et vist "respektabelt" præg, så er det et stort paradoks, at Barks og Co. leverer langt mere litterær kvalitet i billeder og ord end disse fortællinger, som det ved adskillige genlæsninger har været meget svært for mig at læse til ende. De er i en fad ugebladsstil, tilpasset et yngre publikum.

Nogle af historierne - især i de senere gavehæfter - bygger på tegneseriehistorier, men ofte med en anden mere "lyserød" slutning end forlægget. Tilpasset de mindste, der ikke kan klare at se Anders jage ungerne med en kæp på sidste billede?

Ufrivillig komik

Der er ikke lavet en trykfejl i overskriften. Det skulle man tro, da man ellers forbinder Disney-tegneserierne med frivillig komik, der i bedste fald lykkes.

Beroligende bagsider.

Det hentyder til adskillige af bagsideteksterne, som i løbet af halvtredserne blev trykt bag på det navnkundige blad. Hvor de gode tegneserier af Barks, Gottfredson, Taliafero og Murry er tidløse, så er bagsideteksterne en tidsrejse tilbage til den tid, hvor tegneserier var et frygtet medium. Allerede i 1949, hvor Dan Folke mødte betænkeligheder over sådan at udgive et blad med kun tegneserier, der slutter hver af de præsentationer, som man bag på bladet skrev af figurerne, med en forsikring om, at bladet er sund og god læsning.

I halvtredserne blev der skruet op for det blus. Her er et citatududpluk:

Ni ud af ti pædagoger siger god for Anders And & Co.
Der er intet skadeligt eller overspændt i bladet.
Du kan trygt bede dine forældre om penge til bladet, det vil nyde det lige så meget som dig.
De kan trygt købe Anders And & Co. til Deres barn, der er intet usundt i det.

Når jeg ler af disse forsikringer, så er det på en anden måde, end når jeg ler af Anders And og Fedtmule.

Tegneseriehetzen.

Baggrunden er, hvad tegneseriehistorikerne kalder tegneseriehetzen. Den startede i USA, da psykiateren Frederik Wertham i 1954 udgav sin bog Seduction of the Innocent, ovs. Forførelsen af de uskyldige, hvor tegneserierne blev fremstillet som opdragelse til terror, der trak de unge ind i en afstumpet holdning. En god kur mod stigningen i volden ville være, at dette medium blev stoppet. Hans bog satte straks en debat i gang, og mange blade måtte lukke - man indførte i tegneseriebranchen The Comics Code, en liste over hvad der ikke måtte forekomme i serier af sex og vold.

Herhjemme blev Werthams bog taget til hjertet af Tørk Haxthausen, der udgav en bog med samme titel som Werthams. Selv om den ikke var en direkte oversættelse, så var indholdet i store træk det samme: tegneserierne forførte de unge til vold, og han brugte mange af de samme eksempler som Wertham, hvilket er lettere grinagtigt, da det drejer sig om horrorserier, der på det tidspunkt ikke engang var udkommet i Danmark (dem havde vi først et boom af i 70'erne).
I hans bog får Anders And & Co. også et ord med på vejen:

I længden må det have en dårlig indflydelse på dem, der studerer hæfterne.

 Ja, Don Quijote og vindmøllerne! Mon ikke!

Han havde i forvejen god jord at så i, fordi mange anså tegneserier for et medium for dem, der ikke kan læse og at det ødelagde børns læsefærdighed - heraf alle forsikringerne på bagsiden allerede i 49. Da Haxthausens bog kom, udløste den naturligvis debat, og man hetzede mod "det skadelige medium" fra alle sider. Anders And-bladet overlevede, men flere andre blade, f. eks. Kong Kylie og Skipper Skræk, måtte lukke.

Det skal nævnes, at journalisten Håkon Stangerup - far til den senere kendte forfatter Henrik - forsvarede tegneserier, og anså dem for at være en god afslapning i aviserne mellem alt det tunge, men han var dog totalt afvisende overfor rene tegneserieblade, og spændingsserierne anså han for ødelæggende.

Vi kan grine af det i dag og huske, at det samme blev sagt, da romanen blev masselæsning i det 19. århundrede, og da biograferne gik deres første sejrsgang. Lignende ting siges i dag om computerspil.

Hjælp, jeg er Fætter Guf!

På Facebook har man en test, en af de mange som laves for sjov, hvor man kan se, hvem fra Andeby man er. Jeg kunne da ikke lade være med at tage den - hjælp, jeg blev Fætter Guf! Bedstemor Ands gårdskarl, verdensmesteren i dovenskab, han bestiller ikke andet end at spise og sove. Det er tydeligt, at Bedste kun holder fast ved ham på grund af godgørenhed, der er ingen andre, der vil have ham. Den virkelige ubarmhjertige karakteristik af ham fik man i oktober 1951, hvor han endelig - foranlediget af musene Tim og Bum - vil gøre noget for at hjælpe Bedste med arbejdet og hjælpe hende. "De må ikke slide sådan i det, Bedste! Nu deler vi arbejdet! Nu trækker De, så stønner jeg. Puh-ha! Puh-ha! Puh-ha!" Så er han vist karaktermyrdet en gang for alle.

Fætter Guf totalt udleveret

Men hvad er det dog for et spørgsmål i den test, der har fået mig til at blive ham? Nå, det er jo kun sjov. Tænk hvis jeg var blevet Fætter Højben, uha, uha, den narrøv!

Filmserier

Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.

Tegneserier over kortfilmene.

Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.

Tegneserier baseret på langfilm.

Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i B- hæfterne og solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.

Fra tegnefilm til tegneserie

Mange forveksler tit de to ting tegneserie og tegnefilm. Hvis jeg i korthed skal forklare, hvad forskellen er, så er tegneserier trykt på papir uden lyd, tegnefilm er på en celluidstrimmel, der ved gennemlysning projiceres op på et lærred - den kan også vises via TV eller på en DVD eller video på Nettet.
Selv dem, der er klar over denne forskel, kan alligevel have tendens til at opfatte det som to ensartede medier. Det må jeg også sige nej til.

Starten på figurernes tegneseriekarriere.

Nu er jeg ikke uforstående overfor forvekslingen af den grund, at det er et historisk faktum, at de samme figurer, der lavede ustyrlige gags på filmlærredet, også har været i tegneseriernes ruder. Skaberne af tegnefilm - inklusiv pioneren Walt Disney - indså, at det kunne betale sig at lave serier med filmenes figurer. Derfor kom adskillige af disse figurer til at optræde på avisstriber i amerikanske aviser, der efterhånden blev eksporteret til andre landes blade i oversættelse. Efterhånden begyndte man i 40'erne at skabe rene tegneserieblade - det blev starten på bladet Walt Disney Comics & Stories fra selskabet Western Publishing, der også udgav blade med andre figurer end Disneys. De startede med at genoptrykke avisstriber, men da de slap op, måtte de skabe nye og længere historier. Det blev forbilledet for Anders And & Co., der i starten købte alle sine serier fra Western Publishing.

Forskellene.

Men trods det, at det er de samme figurer, så må det siges, at det er to forskellige medier.
Alene det, at tegneserien er lydløs, gør en forskel. På grund af den stemme, som Anders And taler med i tegnefilmene - skabt af lydimitatoren Clarence Nash - så kan han ikke være så veltalende. Det bliver meget med Uh.. Oh..! og lignende udbrud og små korte sætninger. Hans "sang" bliver ofte en skræppen uden ord. Carl Barks' Anders er derimod veltalende, især når han skal tale om sine egne fortræffeligheder i starten af historierne.
Den anden afgørende forskel er, at tegneseriens billeder er statiske, man har tid til at kigge på dem, inden man går videre til næste rude i ens eget tempo. Tegnefilmen bevæger sig, og her er det oftest baseret på visuel komik, hvad der ser sjovt ud, i lighed med stumfilmens klassiske komikere, som for en stor dels vedkommende heller ikke klarede overgang til lydfilm. De tidlige avisstriber af Al Taliaferro efterlignede dette, især når han tegnede Anders Ands raserianfald (se nærmere Anders Ands start som solostjerne.
Carl Barks indså at han var nødt til at dæmpe anden ned og gøre ham mere nuanceret. Det kunne ikke blive ved med at gå med 10-siders historier af ren visuel komik. Derfor blev det mere sjove ansigtsudtryk og rappe replikker, der kom til at dominere. Historien i september 1949 indleder med et volapyk-skænderis mellem Anders og Højben, der forstummer på næste side, da Andersine dukker op og beder om hjælp. Den er et stjerneeksempel på Barks' verbalt baserede komik.
Dog kan man også se groteske ydre ting hos Barks, som i f. eks. i historien i januar 1950, hvor Anders har pralet med, at han turde hoppe i vandet på nytårsdag. Da Højben tager ham på ordet, får vi nogle helt groteske billeder af Anders' forsøg på at komme i det kolde vand.
Også Fedtmule er i forhold til tegnefilmene mere verbal - i tegneserierne baserer det sig meget på hans utrolige evne til at misforstå talemåder. Benny Andersen kunne have frydet sig over flere af disse striber.
Men trods forskellen på tegnefilm og tegneserier, der gør de samme figurer forskellige, så har de to medier inspireret hinanden og lånt hinandens historier. Det vil jeg poste indlæg om senere.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Pluto siger kun vov

Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern

Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

Fedtmule, den elskelige klodsmajor

Ingen tvivl, er der nogen, der  brillerer med en lav intelligenskvotient, så er det Fedtmule. Om end Anders And ikke altid er lige kløgtig, så kommer han da ikke hjem i sin bil og ser den tomme garage, hvorpå han tror, at den bil han selv sidder i er stjålet. Det gjorde Fedtmule i en lille fire-siders historie i nr. 20/1956. Ikke så sært, at Carl Barks udtalte, at Fedtmule var en total idiot. Han kom heller aldrig til at tegne museuniverset og dermed Fedtmule.

Fedtmule på film

Fedtmule i sportsparodi

Fedtmule - med det sigende navn på originalsproget Goofy, skør fyr - var en bifigur i de tidlige Mickey Mouse-film og gjorde sig snart bemærket med sin fjogede latter. Underligt nok er det først i løbet af 80'erne at man i tegneserierne fandt på at gengive den med hydr, hydr, i betragtning af, at det virkelig er hans varemærke på filmene.
Fra starten af var han et rent paphoved. Han tænkte dybt og grundigt over den mindste ting han skulle gøre, men når han så endelig gjorde det, så gjorde han det alligevel forkert. På et tidspunkt lavede man triofilmene, de film, hvor Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule klovnede med Mickey som den kloge hvide klovn, Anders som kujonen og hidsigproppen og Fedtmule som den totale dummepeter, der er skyld i at en campingvogn hægter sig løs fra bilen og kurtiserer en galleonsfigur, som han tror er en virkelig kvinde. Ingen tvivl, han er et fæ. Siden var han stjerne i egne film, nogen gange i parløb med Anders And, men Walt Disney mistede tidligt interessen for ham. Han fik mest lov til at lægge krop til en række sportsparodier og samfundssatiriske småstykker.

Fedtmule i seriestriber.

Fedtnule i Gottfredsons streg

I starten var han også en bifigur på den trykte stribe, klummergøjen, som Mickey må rage kastanierne ud af ilden for og den, der ved sine dumheder sætter Anders' eklatante raserianfald i gang - ja, ligesom på filmene. I de tidlige tegneserier - nej, hvor er han dum - ja, og sød. Han er jo på en eller anden led ikke til at stå for. Han vil det bedste for sine medskabninger, men kommer bare altid til at gøre det helt forkert. Fedtmule-striberne kan være Århushistorier eller blondinevitser.  Korte tegneseriestriber kan i det hele taget sammenlignes med de vittigheder, som vi underholde hinanden med til fester, det sidste billede er en pointe, der i bedste fald udløser latter - det sker ikke, hvis den enten er dårlig eller læseren ikke forstår den. Gentagne gange tager han talemåder bogstaveligt (stakkels oversætter, tænker man af og til) eller løser de praktiske problemer på en helt vild måde.

Fedtmule i længere tegneserier.

Fedtmule i Paul Murrys streng

I lang tid anså man ham primært for at være Mickeys tro følgesvend i jagten på forbrydere. Det var især i Paul Murrys lange eventyr, der en overgang var fast indslag i Anders And og Co. som fortsat serie. Her introduceredes Fedtmule med hånden for munden, der får ham til at se ekstra fjoget ud. Det er godt nok udpræget spændingshistorier, men Fedtmule laver altid et eller andet skørt i dem og slutter dem ofte med en komisk bemærkning.
Men lad os da ikke glemme alle de historier, hvor Fedtmule er hovedpersonen (på et tidspunkt gav man ham en nevø, Gilbert, der efter min mening er lige lovlig højtravende klog). De er så godt som alle præget af, at han laver den ene brøler efter den anden.
I en historie bliver han i starten dagens helt, fordi han falder i et par rulleskøjter der flyder på gaden og dermed ruller over og skubber et barn ind på fortovet, der var lige ved at blive kørt over. Bilens fører, der er ham taknemlig over denne dåd, belønner ham ved at give ham et job på sin koncern med det resultat, at det  går grueligt galt.
Det kunne være en Anders And-historie, hvor det går lukt mod katastrofen, men Fedtmule er jo så elskelig, at mange manuskriptforfattere og tegnere ikke har nænnet at få ham ned i skidtet - ikke for meget i hvert fald. Utallige er de historier, hvor han forhindrer en forbrydelse på grund af sine klodsetheder uden at være klar over det selv, og så til sidst får tak og belønning. Her er han beslægtet med den klodsede yngste søn i eventyrerne, der til sidst klarer det hele og får prinsessen og det halve kongerige. Så meget får Fedtmule ikke, men han får altid i disse historier en klækkelig belønning, med den beskedne bemærkning, at han gjorde jo ingenting, han passede bare sit arbejde.

Selv om han er en figur, som Disney tidligt mistede interessen for, så har han sine fans. Det forstår jeg godt.

Spin-off

Et spin-off vil sige, at en biperson fra en serie får sin egen serie som hovedperson. Det kendes fra TV i form af, at psykiateren Fraser fra Sams Bar fik sin egen serie.
Disneys koncern har i sandhed været eksperter i spin-offs. Bare i nyere tid ser man Timon og Pumba fra filmen Løvernes Konge på Disney Sjovs halvtimes-tegnefilm.

Anders And som spin-off

I virkeligheden er Anders And et stort spin-off. Han var oprindelig bifigur, først i en Silly Symphony, som Disney kaldte sine korte tegnefilm uden fast gennemgående figur, senere som Mickey Mouses kujonagtige og koleriske ven, se nærmere Anders Ands start som solostjerne. I dag er han hovedfiguren. Selv om Walt Disney ikke brød sig om ham, så kunne han ikke komme uden om, at han stjal billedet.
Carl Barks skabte sit eget univers omkring anden, og det blev en hel spin-off kæde, snart kom der historier med Andersine And, Bedstemor And og Rip, Rap og Rup. Selv den nærige onkel Joakim von And fik snart sit eget blad, sågar begyndte der at komme historier med hans evige ærkefjender Bjørne Banden som hovedpersoner. Selv den skøre biperson Georg Gearløs fik sin egen tegneserie.

Masser af eksempler

Det vi ser med Timon og Pumba var meget almindeligt i Anders And & Co. tidligere. De Syv Små Dværge fik nogle historier, Snehvide kunne endda medvirke i dem. Selv heksen dukkede op og var skurk i adskillige af de historier, der foregår i skoven, hvordan hun så end kan det, når hun styrter ned i kløften i filmen Snehvide. Chip og Chap fik deres egne film uden Anders And som modstander, og dermed også deres egne serier. Jesper Fårekylling dukker op fra tid til anden, ofte som hovedperson - det kan Pinocchio endda også gøre ind imellem. Tim og Bum fra Askepot har også deres serier, de har endda i en stribe historier flyttet ind hos Bedstemor And.
Se indlægget Skovuniverset.

Vaks

Om det så var figurer, som man kun ser i et kort glimt, så kunne der laves spin-off på dem. Sidst i Lady og Vagabonden har de fået hvalpe, og minsandten om ikke den lille hanhvalp kunne få sin egen serie under navnet Vaks. Den blev ofte tegnet af Al Hubbard og er en lille børnehyggelig serie om den lille hvalps hverdag og hans problemer med andre hunde. Lady og Vagabonden er her i forældrerollen, og mange af bifigurerne fra filmen dukker op som bifigurer. Den  henvender sig nok mest til de helt små, som Rasmus Klump også henvender sig til. Det er  forståeligt, at større børn finder den noget barnlig. Den har så været et indslag i bladet for dem, der ikke var gamle nok til at forstå pengemekanismerne i Barks' historier.

Madam Mim

I midttresserne kom filmen Sværdet i Stenen, hvor der optrådte en komisk heks ved navn Madam Mim. Hun var mere skæg end uhyggelig, og hun fik snart sin serie i bladet. Hun kunne være ond, men altid på en komisk måde, ofte bestod humoren i, at hun vendte op og ned på det hele, f. eks. sagde Du Ondeste i stedet for Du Godeste. Hun indgik makkerskab med Hexia de Trick og Bjørnebanden, de sidste har hun et specielt had-kærlighedsforhold til, og naturligvis var modstanderen Joakim von And. Når hun senere optrådte i forbindelse med diverse figurer fra andeuniverset kunne hun være godmodig og venlig, om end altid lidt småfarlig. Skør kælling, vil man sige, men som barn syntes jeg da, at hun var skæg. Et nærliggende spørgsmål: hvordan kunne hun dog pludselig komme fra middelalderens England, hvor filmen foregår, til nutidens Andeby? En af Gearløs' tidsmaskiner?

Det første nummer af Anders And & Co.

Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Forsiden til første nummer

De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.

Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.

Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn

Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.