Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.
Tegneserier over kortfilmene.
Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.
Tegneserier baseret på langfilm.
Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i B- hæfterne og solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.
