Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

Filmserier

Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.

Tegneserier over kortfilmene.

Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.

Tegneserier baseret på langfilm.

Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i B- hæfterne og solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.