Italienerne kommer - Jumbobogen

Baggrundshistorien

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde  Western Publishing været eneleverandører, og deres team var  stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre ofte præget af at være venstrehåndsarbejder, sagt med al respekt for de gode undtagelser.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham  om at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!

Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet hos Disney

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.

Så ja, ikke skidt alt sammen, selv om der er meget af det.

Karakteristiske træk i gode og dårlige serier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::

1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.

 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i en stor del af dem. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer disse venstrehåndsarbejder mere og mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.