Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet hos Disney

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.

Så ja, ikke skidt alt sammen, selv om der er meget af det.

Karakteristiske træk i gode og dårlige serier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::

1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.

 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i dem alle. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer de slutningen af årgangene, dominerer disse venstrehåndsarbejder mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.