Iagttagelse fra Bogforum

Så var det tid for Bogforum i Forum. Traditionen tro deltog jeg, og jeg hørte da mange interessante interviews, de må nok siges at ligge uden for denne blogs emne. Traditionen tro havde Egmont også en stand. Det gjaldt også andre tegneserieforlag og ditto butikker.
Det bemærkelsesværdige var, at Disneyprodukter - såvel blade som bøger - glimrede ved deres fravær på Egmonts stand. Har de helt opgivet offensiven for Anders And-bladet? Er populariteten dalet så meget, at det ikke nytter noget mere. Der var heller ikke de sædvanlige arrangementer for  at lokke børn til, som Jumbobogs-opstabling og at lære at tegne de kendte figurer. Tankevækkende, det er ikke længere Egmonts salgssucces og store flagskib. Her kunne man nok se, at der var nye tider.
Sandt at sige tror jeg også, at gennemsnitsalderen for læserne bliver højere. Vi er nogle mere eller mindre gamle nisser, der stadig læser de skønne tegneserier, som berigede vores barndom, men måske har mangaen helt overtaget den nye generation. Hvem ved?

Et eminent portræt af Don Rosa

Don Rosa

I mandags var jeg til filmen Life and Times of Don Rosa, titlen taget fra hans store saga om Joakim von Ands vej til rigdommen. I Grand Teatret var adskillige donaldister mødt op, Søren Vinterberg gav en introduktion Filmens skaber Sebastian Cordez, der var debutant, var også til stede, og han gav en meget kort intro.
Filmen var absolut et smukt portræt af den nu noget nedbrudte andetegner, der havde ladet sig overtale til at give interviewet på hans bopæl i Kentucky.
Rørende og oprigtigt fortalte han om sin ikke særligt rare opvækst, om hans vej ind i tegneserien via hans søster og senere i underground-serierne som Robert Crumb og lignende. Der blev også pillet grundigt ved Disney-koncernens system, han havde ikke modtaget mange af de kroner, som der rullede ind.
Interessant var det især at se ham fremvise hans arbejdsmetoder, hvordan han havde en perfekt streg, så mange ikke troede, at hans skitser var skitser.
Sørgeligt var det også at høre, hvordan øjensygdommen havde sat en stopper for hans virke som tegner. Om han så skulle få det mentalt bedre, så vender han nok ikke tilbage på grund af den.
En dejlig oplevelse at se - og fint med muligheden for spørgsmål bagefter.

Månedshæftet

Typisk månedshæfte i museuniverset

I starten af min skoletid begyndte Gutenberghus at udsende Månedshæfte, som det fremgår af navnet var det et hæfte, der udkom en gang om måneden.

Månedshæfternes indhold

Det var en erstatning for Walt Disney Præsenterer, som kom i starten af tresserne med uregelmæssige mellemrum, det var igen en erstatning for Solohæfterne, der i halvtredserne udkom sideløbende med det gængse Anders And-blad. Før dem var der i de første årgange B-hæfterne.
Disse blade havde samme størrelse og format som Anders And & Co., men indeholdt enten kun en lang historie eller  flere korte historier fra det samme univers, ind imellem også tegneserieudgaven af de lange tegnefilm.
Tressernes hæfter, Walt Disney Præsenterer og Månedshæftet, havde desuden tegneserieudgaver af Disneystudiernes live-actionfilm. Ofte var disse live actiontilm heller ikke det store sus, men tegneserieudgaverne var decideret bovlamme.

Som man ser dem i dag

Når jeg i dag ser på Månedshæfterne, så er de ikke det store sus, for de gode af dem var genudgivelser af Solohæfter fra halvtredserne. Nuvel, det gav  min generation mulighed for at læse nogle af de historier, der kom før vi blev født. Jeg vil især fremhæve Barks-klassikere som Anders And på Grønland og Lejrturen. Det var godt at læse dem, uden at de blev splittet op i flere fortsatte dele i det gængse blad.
De to særhæfter fra ulveuniverset var bestemt heller ikke så ringe. De var tegnet af Harvey Eisenberg, der ved at tegne Tom og Jerry havde udviklet en grotesk komik, som han udnytter til det yderste i sine Disneyserier. I sådanne ulvehistorier går noget af det rørstrømske af Lille Ulv-figuren, der ellers kan være ulvehistoriernes svaghed.
Paul Murry-historierne var især den sene Murry, hvor Sorte Slyngel har overtaget Sortepers plads som Mickeys evige ærkefjende og Anders And er blevet en følgesvend på linie med, lejlighedsvis i stedet for Fedtmule. Desuden blev Fedtmule til Supermule, da det viste sige jordnødderne i hans have havde overnaturlige evner. Jeg vil ikke kalde alle disse historier dårlige, men de er heller ikke Murry, som han var i sin glansperiode.
Junglebogen, der fik Danmarkspremiere 2. juledag i 1968 fik også sit hæfte i nr. 1 i 1969. Den er tålelig, men ikke på højde med filmen.
I 1970 skiftede det navn til Ekstra Hæfte, senere blev det Anders And Ekstra.