Sild og en flyvende sørøver - AA i Topform del 2

Jeg har så gjort det usædvanlige at have en hel jumbobog som ugens anbefaling, og så har jeg af hensyn til længden delt i to.
Sidste uge behandlede jeg den første historie om Balladeskolen og så denne sammenkædning, som efter min mening er akilleshælen i de tidlige jumbobøger. I denne overgang har Joakim fået en sag på halsen om en kontrakt, som Anders var vidne til indgåelsen af. Så nu er Joakim ikke vred på sin nevø mere, nu har han brug for hans hjælp, men her er Anders noget fræk og benægter ethvert kendskab. Det synes Rip, Rap og Rup er noget uforskammet, for det er en historie, som de aldrig har kunnet glemme.
Så starter som et flash-back historien om...

Den Flyvende Skotte.

På de første to sider hører vi om, at der hvert år, den 3. maj, regner med sild over Tegucigalpa, den mellemamerikanske stat Honduras' hovedstad. Indbyggerne er begejstrede og videnskabsmændene søger forgæves efter en forklaring.
Så hopper det til Andeby. Endnu engang er det Romana Scarpa, der står bag som tegner, men i denne historie gør han Joakim mere menneskelig. Han er ensom blandt sine penge og beslutter sig at købe en tam fugl. Det er en fantasifugl - for dette er virkelig en fantasihistorie i mere end den sædvanlige forstand, at ænder taler! - den koster tyve kroner, så Joakim skal lige høre i telefonen, hvordan hans forretninger går, men han køber den så. Kitty hedder den, og den er billig at have på kost, for den spiser kun en halv sild om ugen, som skal være helt frisk. Det skulle være let nok, men ak, der er pludselig mangel på sild og stakkels Kitty sygner hen. Kampen for at finde den sild sætter nogle balstyrige løjer i gang, Anders og ungerne involveres, og Joakim modtager et tilbud om at købe en sildefabrik. Han slår til, og nu skulle alt være godt, fra hans egen fabrik kan han nu bare få en halv sild om ugen til lille Kitty, men det viser sig, at han har købt et fallitbo. Søfolkene fortæller, at der ingen sild er, de bliver enten fanget eller skræmt væk af Den Flyvende Skotte, et flyvende spøgelsesskib. Det er let at se inspirationen fra det gamle sagn om Den Flyvende Hollænder. Ænderne beslutter selv at rejse ud for at fange nogle sild, men de finder også ud af, at det er forgæves. De tror ikke på det vrøvl om den flyvende skotte, men da ser de pludselig et flyvende sejlskib med et skotsk navn.
Da historien kom første gang i Italien i 1957, sluttede den her med Fortsættes i næste nummer, men i den danske jumbobog får man lov at læse videre med det samme. Joakim får set sørøveren gennem en kikkert og synes, at der er noget bekendt ved ham. Da ryger en hel stime sild ombord på ændernes båd, de flygter fra Den Flyvende Skotte. Så kan Kitty få sin ugentlige sild, men der opstår et skænderi om, hvorvidt de skal smide de andre sild ud, Anders og ungerne ræsonnerer fornuftigt, at de ikke kan holde sig til de kommer i havn, men Joakim raser. De spærrer ham inde og kaster sildene over bord, men gemmer lige en, så Joakim kan få lov at lugte den som rådden.
Imidlertid er de havnet ved Honduras' kyst netop på 3. maj og oplever dermed silderegnen. De kommer overens med de lokale forskere om, at de vil udforske fænomenet og går op i en ballon. I skyen støder de ind i den flyvende skotte og border skibet, men sørøveren kaster et net over dem og tager dem til fange. Da de skal til at gå planken ud, kommer Joakim i tanke om hvem han er - Andrik McNærig. Det er en af hans aner, som han har blandt sine familiebilleder derhjemme, og sørøveren bliver rørt og blødgjort. Han fortæller sine efterkommere om, hvordan han plyndrede de fattige ved kysterne, men til sidst gjorde hans mandskab mytteri og stak af. Det så han som en straf for hans ugerninger, så han aflagde det løfte, at han i 300 år ville lade sild regne over Tegucigalpa en gang om året. Han har nu otte år tilbage, men det er meget når han er gammel og træt.
Her er det tydeligt, at oversættelsen har villet sløre, at han er et spøgelse, der først kan få fred, når han har holdt sit løfte. I den danske oversættelse stejler man over, at han skulle være mere end trehundrede år. Men ok, historien er da god nok alligevel, det har meget at gøre med, hvad man på Gutenberghus mente, at børn kunne klare at læse. Joakim tilbyder nu at lade silderegnen falde for ham de sidste otte år, så kan han få ro - ja, og så vil han til gengæld holde sig væk, så Joakims fabrik kan få fanget nogle sild. Anders og ungerne er noget forargede over, at han i den grad spiller hellig. men kontrakten underskrives, og det gamle spøgelse flyver dem hjem til Andeby.
Nu kan han lægge sig til hvile og flyver væk. På historiens sidste billede står Joakim med Kitty på sin stok og har tårer i øjnene. Det glæder hans nevøer at se, at så var der alligevel noget medmenneskelighed i det.
Ja, det er en af Scarpas bedste historier, synes jeg, og jeg kan godt forstå, at Rip, Rap og Rup aldrig har glemt den oplevelse. Det er tydeligt inspireret af to legender, silderegnen i Honduras og Den Flyvende Hollænder. som Scarpa får kombineret elegant. Den er også en demonstration af, at Scarpa har evne til at gøre Joakims nærighed komisk mere end usympatisk, netop når han skal gøres mere sympatisk i en historie. Tegningerne af hans apoplektiske anfald over at give penge ud er en sand fornøjelse at se.
Samtidig er det også en historie, der midt i løjerne har en melankolsk tone i forbindelse med sørøverens skæbne. Det er et træk, der langt på vej er Scarpas speciale.

Klassiske amerikanske fortællinger

Så er vi igen tilbage hvor vi slap, Joakim er jo overbevist om, at kontrakten er hos Anders. Denne forlanger så halvtreds kroner for at lede efter den. For en gangs skyld lykkes det Perrega at lave en situation, der virkelig er lattervækkende. Men da Anders  har overbevist sin onkel om, at kontrakten ligger i en sildekasse i Honduras, tager Joakim af sted og nu skal Anders nyde friheden. Ikke en særlig overbevisende overgang, hvem ville dog lægge en kontrakt i en sildekasse?
Men ok, så kommer der en stribe amerikanske historier, bundet sammen af, at Anders og ungerne ser lysbilleder, der får dem til at tænke på tidligere oplevelser. De hører til de såkaldt fotoalbumhistorier, som også var kendt fra Anders And-bladet, der indledes med at de ser på billeder og så tænker tilbage, så får vi historien. Et par af disse historier er ganske skægge. Der er Fyret på Gråt Papir, en Bedstemor And-historie, hvor hun for en gangs skyld bliver så gal på Fætter Guf, at hun fyrer ham. I stedet for ansætter hun en Tor Tornado, der passer til sit navn. Han arbejder i en sådan hast, at hun ikke kan nå at bestille noget, og det keder hende. Så hun genansætter straks Guf, han tager i det mindste ikke arbejdet ud af hånden på hende. Der er også en Joakim-historie, hvor han drømmer sig på rejse, fordi han er for nærig til at betale en.
Denne længere sammenkædning af historier ender så igen med, at Perrega skal lave en overledning til det næste. Anders finder kontrakten i sin hue og i Honduras er Joakim for retten. Anders dukker nu op og prøver at slippe udenom med den løgn, at han fandt den i en sildekasse. Så dukker Mickey Mouse og hans venner op, og som det er tradition, når han optræder, så udreder han det hele og alt er godt.
Joakim inviterer dem alle til Disneyland, og der er de så i den sidste, der også er en sammenkædning af amerikanske historier. Her er det dejligt at se en lille Barks-perle, Den Store Kapsejlads. Joakim og Andrea - som Bedstemor And hedder, men kun bliver kaldt af Joakim - sejler i en flodbåd og får fortalt en af sin rige brors ungdomsminder, da han sejlede med flodbåd med Georg Gearløs' bedstefar Gregor Gearløs som maskinmester og hans første konfrontation med Bjørnebanden. Alene for denne lille klassikers skyld er den sidste afdeling værd at læse, men så er der science fiction historien , hvor Anders og ungerne bortføres til en anden planet for at lære dem at bruge tømmer, og historien med Mickey og Fedtmule på flodtur i junglen, de er heller ikke uefne.
Ja, som helhed er det nok den bedste jumbobog. Det betyder så ikke, at jeg ikke også vil anbefale historier fra denne udgivelse fremover, men jeg syntes bare, at jeg lige ville pege på den jumbobog, som jeg finder den bedste.

Anders And i topform del 1

Jeg gør det usædvanlige i denne og næste uges anbefaling, at jeg anbefaler en hel Jumbobog, nr. 4 med titlen Anders And i Topform. Det gør jeg, da jeg nærmest anser den for at være den bedste Jumbobog. Titlen burde have været de italienske Disney-tegnere i topform.

Den svage rammehistorie

Som i alle andre tidlige jumbobøger kædes historierne sammen af en rammehistorie, der slås an med en lille forhistorie. Som i de fleste andre jumbobøger er det lige det svage punkt, da de ikke er så godt tegnede og fortalte og ofte virker søgte i den måde de kæder sammen på. Joakim er rasende på Anders og venter på ham med en kæp uden for den skole, hvor han er skolebetjent. Da han ikke kan dy sig for at ringe og fortælle det til sin nevø, er Anders bange. Heldigvis går hans tre nevøer på samme skole, så de får arrangeret en komedie, så Joakim kommer væk og Anders slipper uskadt forbi.

Balladeskolen, Anders And bliver lærer

Så kommer den første historie, der skal forestille at være baggrunden for, at Joakim vil give sin nevø tæv. Den er så til gengæld helt i top, tegnet af Romano Scarpa med hans klare stempel. Rip, Rap og Rup skal starte i skolen, hvad de er meget kede af. Anders bliver rasende og fortæller, at han altid var nummer et, da han gik i skole. Da ungerne går på loftet for at finde deres skolesager frem, finder de en gammel karakterbog med dårlige karakterer, en uåbnet regnebog og en dosmerhue. Der står deres onkels navn i den, og så driller de ham. Men den konflikt afbrydes af posten, der kommer med et brev. Anders har fået en ansvarsfuld stilling, og han bliver strålende glad. Han afviser Onkel Joakims tilbud om at sejle med ham til Antillerne med et rungende nej og får sine tre nevøer gennet i skole. Det viser sig, at deres nye lærer er deres Onkel Anders, og så bliver det balladetime. Midt i den kommer inspektøren ind med den rigtige lærer og fortæller, at han havde forbyttet et brev om ansættelse med en rykker for nevøernes skolepenge. En af klassens drenge har hældt lim på katederstolen, så Anders ikke kan komme af. Det pinlige optrin gør ungerne skamfulde, de vil aldrig vise sig i skolen mer.

Anders og ungerne på eventyr til søs

Så vender historien som det er typisk for de lange italienske historier og i særdeleshed Scarpa, fra hverdagskomedie hjemme i Andeby til et rejseeventyr. Ungerne lister sig om bord på et skib som blinde passagerer, da Anders går med brevet om ansættelse, som han vil bruge til at lægge sag an med, blæser det ud på det samme skib og han går ombord for at finde det. Det viser sig, at det er Bjørnebanden, der er ejere af skibet og stakkels Anders er nu fange ombord og tvinges til at spule dæk. Ungerne holder sig skjult i lasten.
Bjørnebandens mission er at plyndre Joakims skib for den million han har om bord til at købe sukkerplantager på Antillerne. De har en kanon i stævnen, og da Anders ser skibet og vil tilkalde hjælp uden at vide, at det er hans gerrige onkels skib, skyder han kanonen af med det resultat, at den rammer skibet, så det synker. Joakim og hans eneste matros reddes om bord af Bjørnebanden og bliver deres fange. De vil skaffe en løsesum for ham, men Rip, Rap og Rup er om bord og får lukket Bjørnebanden ind i en celle ved list og befriet deres onkler. Joakim har fundet ud af, at Anders afskød kanonen og er rasende. Ungerne får dem til at holde fred så længe de er på søen (men så heller ikke længere, skumler Joakim) og tilkalder hjælp over radioen. De reddes af et af marinens skoleskibe, der lige er startet på en tre måneders ekspedition, som de fem ænder så må gå med på. Ungerne skal i skole ombord, en skole der er meget værre end den de flygtede fra. Anders sættes til at spule dæk, det mente kaptajnen han kunne klare, Joakim skal skrælle kartofler og holde tal på dem, fordi han er god til tal.
Endelig kommer de hjem, og nu må Anders flygte for Joakim. For Rip, Rap og Rup er det en stor glæde, for når der er gået tre måneder skal de ikke i skole. Men da bliver det for alvor tragisk, da skoleinspektøren dukker op og fortæller, at skolen lukkede efter de var rejst på grund af en kighosteepidemi, så nu skal de i skole. Anders får tilbudt et job, som inspektøren mener han kan klare.
Så sidder ungerne til timer, hvor de skal have mange lektier for med henblik på at indhente hvad de er bagud med i skolen, og Anders vasker nu skolens gulv på billede, hvor han siger noget, der burde kandidere til at være den bedste tegneseriereplik: "Folk er forbløffende enige om, hvad jeg kan klare!" Joakim venter udenfor med kæppen, ja, så har vi forklaringen på det. Hvor kunne man ønske, at den bare havde været som selvstændig historie, så man ikke fik den lidt kedelige overledning til næste historie bagefter. Den vil jeg komme ind på næste gang.

Scarpa når han er bedst

Den er virkelig Romana Scarpa i sit bedste hjørne med en grotesk humor, som leder tanken hen på den tidlige Barks, og konflikter mellem hele familien And, der emmer af drama, og nogle gode ironiske pointer, som Anders der hele tiden bliver sat til at vaske gulv, ungerne der ikke slipper for skole uanset hvad de gør, og Joakim, der er godt rasende over den tabte million selv om han har mange af dem.
Næste uge skal vi høre noget om den næste historie, Den Flyvende Skotte, som også er af Scarpa.
Se tidligere anbefalinger

Italienerne kommer - Jumbobogen

Baggrundshistorien

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde  Western Publishing været eneleverandører, og deres team var  stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre ofte præget af at være venstrehåndsarbejder, sagt med al respekt for de gode undtagelser.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham  om at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!

Nytårsspøg: Figurer jeg ikke kan lide

En blog som denne er først og fremmest skabt af kærlighed til de Disney'ske universer, Nu er der bare mange forskellige tegnere, der har leveret stof til universerne og klart: de er ikke lide gode alle sammen.
På et tidspunkt har der også været skabt nye figurer, når man ikke kunne finde på nye historier. Nogen af disse figurer er gode nyskabelser, her kan man tænke på Barks' Fætter Højben, Joakim von And, Bjørne Banden og Hexia de Trick. Af senere nyskabelser er det ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af den skrupforvirrede Fætter Vims. Også på den italienske front, som især dominerer Jumbobøger og lignende udgivelser i dette land,  er der skabt nogle skønne nye personer, især af Romana Scarpa. Her er Joakims beundrer Mary Moseand helt skøn, den nye konkurrent til Joakim Næbhøj, Sortepers kæreste Hilda og ungernes teenageveninde Tinka.
Men af og til er der også skabt figurer, som man godt kan undvære - for nu at sige det venligt. Nu skal det her så først og fremmest tages som en nytårsspøg og ikke andet, men dem jeg nævner her bryder jeg mig ikke om.

Øjvind Ørn.

På et tidspunkt gav man Gearløs en ond konkurrent, Øjvind Ørn, han hed Ejvind Eagle på originalsproget. I starten var det meget sjovt, især at han havde et skilt foran sit hus, hvor han åbenlyst reklamerede med, at han var den onde opfinder af grimme og skadelige ting, lige så skørt som at Bjørnebanden går rundt med masker og reklamerer åbent med at de er tyveknægte. I længden syntes jeg bare han blev en noget ensporet figur, især da man begyndte at bruge ham som skurk i Mickey Mouse-historierne. Nu er skurkene i disse historier godt nok i mere stereotype end skurkene i andehistorierne, men den hidsige ørn blev efter min mening for meget. Der var næsten ikke andet at spille på end hans vilde koleriske anfald. Så syntes jeg Sortepers irritationsudbrud over, at snushanen Mickey altid ødelægger hans "forretninger" er sjovere. Nu udnyttede man også i Mickey-historierne, at ørnen er opfinder så de bliver en slags science fiction, men ikke af den rigtig morsomme slags som i historierne om den venlige konkurrent Gearløs, der er en af mine storfavoritter.

Gilbert.

På et tidspunkt gav man Fedtmule en hyperklog nevø for at lave en kontrast til Fedtmules alternative intelligens. Han er klog på alt, fysik, matematik, kemi, historie og hvad ved jeg. Han må ofte vejlede sin onkel, det er hans egentlige funktion i historierne. Nu kan flere af de historier han medvirker i godt være ganske skægge, men det skyldes mest Fedtmules fjollerier. Efter min mening kan Gilberts klogskab godt være lidt for meget efter min mening.
Rip. Rap og Rup har også ofte den funktion at vejlede deres ikke særligt kløgtige onkel, men deres karakter er mere sammensat og de kan godt være "rigtige" børn ind imellem og lave gale streger. Gilbert er bare så perfekt, at man ikke kan holde ham ud i længden. Det blev især klart, da man i serien Walt Disney Præsenterer havde hæftet Spejder Fedtmule, hvor Fedtmule bliver spejderleder ved en fejltagelse og Gilbert gennem anstrengende dage må rage kastanjerne ud af ilden for ham.  Hæftet har sine morsomme passager, men man får for meget af Gilbert.

Musse.

Hun er Minnies niece, som blev introduceret i tresserne i museuniverset som et sødt og artigt modstykke til Mickeys to nevøer Mik og Mak. På originalsproget hed hun Melody. Aarrggghhh, hvor er hun sukkersød. Nuvel, det kan Lille Ulv også være ind imellem, men han kan i det mindste godt finde på nogle lidt gale streger, når han skal forhindre sin stygge far i at æde hans venner. Musse er bare det gennemførte dydsmønster uden ridse i lakken. Jeg er næsten så hjerteløs at jeg godt kan forstå Mik og Mak ikke gider lege med hende og synes, at hun er en dum tøs.
Nu var hun heller ikke en figur, der holdt ret længe i bladet, lige så lidt som Moby And (der også er lidt kedelig i længden efter min mening), Dumriand og alle de mange andre tresser-nyskabelser. Godt det samme, ellers tror jeg mange Anders And-læsere var blevet indlagt med sukkerchok.
Nuvel, det var nytårsspøgen, efter årsskiftet vil jeg vende tilbage og skriver om de figurer, jeg kan lide. Indtil da, så læs da mine indlæg om Anders Ands start som solostjerne Fedtmule og Chip og Chap og mine Ugens Anbefalinger.