Sild og en flyvende sørøver - AA i Topform del 2

Jeg har så gjort det usædvanlige at have en hel jumbobog som ugens anbefaling, og så har jeg af hensyn til længden delt i to.
Sidste uge behandlede jeg den første historie om Balladeskolen og så denne sammenkædning, som efter min mening er akilleshælen i de tidlige jumbobøger. I denne overgang har Joakim fået en sag på halsen om en kontrakt, som Anders var vidne til indgåelsen af. Så nu er Joakim ikke vred på sin nevø mere, nu har han brug for hans hjælp, men her er Anders noget fræk og benægter ethvert kendskab. Det synes Rip, Rap og Rup er noget uforskammet, for det er en historie, som de aldrig har kunnet glemme.
Så starter som et flash-back historien om...

Den Flyvende Skotte.

På de første to sider hører vi om, at der hvert år, den 3. maj, regner med sild over Tegucigalpa, den mellemamerikanske stat Honduras' hovedstad. Indbyggerne er begejstrede og videnskabsmændene søger forgæves efter en forklaring.
Så hopper det til Andeby. Endnu engang er det Romana Scarpa, der står bag som tegner, men i denne historie gør han Joakim mere menneskelig. Han er ensom blandt sine penge og beslutter sig at købe en tam fugl. Det er en fantasifugl - for dette er virkelig en fantasihistorie i mere end den sædvanlige forstand, at ænder taler! - den koster tyve kroner, så Joakim skal lige høre i telefonen, hvordan hans forretninger går, men han køber den så. Kitty hedder den, og den er billig at have på kost, for den spiser kun en halv sild om ugen, som skal være helt frisk. Det skulle være let nok, men ak, der er pludselig mangel på sild og stakkels Kitty sygner hen. Kampen for at finde den sild sætter nogle balstyrige løjer i gang, Anders og ungerne involveres, og Joakim modtager et tilbud om at købe en sildefabrik. Han slår til, og nu skulle alt være godt, fra hans egen fabrik kan han nu bare få en halv sild om ugen til lille Kitty, men det viser sig, at han har købt et fallitbo. Søfolkene fortæller, at der ingen sild er, de bliver enten fanget eller skræmt væk af Den Flyvende Skotte, et flyvende spøgelsesskib. Det er let at se inspirationen fra det gamle sagn om Den Flyvende Hollænder. Ænderne beslutter selv at rejse ud for at fange nogle sild, men de finder også ud af, at det er forgæves. De tror ikke på det vrøvl om den flyvende skotte, men da ser de pludselig et flyvende sejlskib med et skotsk navn.
Da historien kom første gang i Italien i 1957, sluttede den her med Fortsættes i næste nummer, men i den danske jumbobog får man lov at læse videre med det samme. Joakim får set sørøveren gennem en kikkert og synes, at der er noget bekendt ved ham. Da ryger en hel stime sild ombord på ændernes båd, de flygter fra Den Flyvende Skotte. Så kan Kitty få sin ugentlige sild, men der opstår et skænderi om, hvorvidt de skal smide de andre sild ud, Anders og ungerne ræsonnerer fornuftigt, at de ikke kan holde sig til de kommer i havn, men Joakim raser. De spærrer ham inde og kaster sildene over bord, men gemmer lige en, så Joakim kan få lov at lugte den som rådden.
Imidlertid er de havnet ved Honduras' kyst netop på 3. maj og oplever dermed silderegnen. De kommer overens med de lokale forskere om, at de vil udforske fænomenet og går op i en ballon. I skyen støder de ind i den flyvende skotte og border skibet, men sørøveren kaster et net over dem og tager dem til fange. Da de skal til at gå planken ud, kommer Joakim i tanke om hvem han er - Andrik McNærig. Det er en af hans aner, som han har blandt sine familiebilleder derhjemme, og sørøveren bliver rørt og blødgjort. Han fortæller sine efterkommere om, hvordan han plyndrede de fattige ved kysterne, men til sidst gjorde hans mandskab mytteri og stak af. Det så han som en straf for hans ugerninger, så han aflagde det løfte, at han i 300 år ville lade sild regne over Tegucigalpa en gang om året. Han har nu otte år tilbage, men det er meget når han er gammel og træt.
Her er det tydeligt, at oversættelsen har villet sløre, at han er et spøgelse, der først kan få fred, når han har holdt sit løfte. I den danske oversættelse stejler man over, at han skulle være mere end trehundrede år. Men ok, historien er da god nok alligevel, det har meget at gøre med, hvad man på Gutenberghus mente, at børn kunne klare at læse. Joakim tilbyder nu at lade silderegnen falde for ham de sidste otte år, så kan han få ro - ja, og så vil han til gengæld holde sig væk, så Joakims fabrik kan få fanget nogle sild. Anders og ungerne er noget forargede over, at han i den grad spiller hellig. men kontrakten underskrives, og det gamle spøgelse flyver dem hjem til Andeby.
Nu kan han lægge sig til hvile og flyver væk. På historiens sidste billede står Joakim med Kitty på sin stok og har tårer i øjnene. Det glæder hans nevøer at se, at så var der alligevel noget medmenneskelighed i det.
Ja, det er en af Scarpas bedste historier, synes jeg, og jeg kan godt forstå, at Rip, Rap og Rup aldrig har glemt den oplevelse. Det er tydeligt inspireret af to legender, silderegnen i Honduras og Den Flyvende Hollænder. som Scarpa får kombineret elegant. Den er også en demonstration af, at Scarpa har evne til at gøre Joakims nærighed komisk mere end usympatisk, netop når han skal gøres mere sympatisk i en historie. Tegningerne af hans apoplektiske anfald over at give penge ud er en sand fornøjelse at se.
Samtidig er det også en historie, der midt i løjerne har en melankolsk tone i forbindelse med sørøverens skæbne. Det er et træk, der langt på vej er Scarpas speciale.

Klassiske amerikanske fortællinger

Så er vi igen tilbage hvor vi slap, Joakim er jo overbevist om, at kontrakten er hos Anders. Denne forlanger så halvtreds kroner for at lede efter den. For en gangs skyld lykkes det Perrega at lave en situation, der virkelig er lattervækkende. Men da Anders  har overbevist sin onkel om, at kontrakten ligger i en sildekasse i Honduras, tager Joakim af sted og nu skal Anders nyde friheden. Ikke en særlig overbevisende overgang, hvem ville dog lægge en kontrakt i en sildekasse?
Men ok, så kommer der en stribe amerikanske historier, bundet sammen af, at Anders og ungerne ser lysbilleder, der får dem til at tænke på tidligere oplevelser. De hører til de såkaldt fotoalbumhistorier, som også var kendt fra Anders And-bladet, der indledes med at de ser på billeder og så tænker tilbage, så får vi historien. Et par af disse historier er ganske skægge. Der er Fyret på Gråt Papir, en Bedstemor And-historie, hvor hun for en gangs skyld bliver så gal på Fætter Guf, at hun fyrer ham. I stedet for ansætter hun en Tor Tornado, der passer til sit navn. Han arbejder i en sådan hast, at hun ikke kan nå at bestille noget, og det keder hende. Så hun genansætter straks Guf, han tager i det mindste ikke arbejdet ud af hånden på hende. Der er også en Joakim-historie, hvor han drømmer sig på rejse, fordi han er for nærig til at betale en.
Denne længere sammenkædning af historier ender så igen med, at Perrega skal lave en overledning til det næste. Anders finder kontrakten i sin hue og i Honduras er Joakim for retten. Anders dukker nu op og prøver at slippe udenom med den løgn, at han fandt den i en sildekasse. Så dukker Mickey Mouse og hans venner op, og som det er tradition, når han optræder, så udreder han det hele og alt er godt.
Joakim inviterer dem alle til Disneyland, og der er de så i den sidste, der også er en sammenkædning af amerikanske historier. Her er det dejligt at se en lille Barks-perle, Den Store Kapsejlads. Joakim og Andrea - som Bedstemor And hedder, men kun bliver kaldt af Joakim - sejler i en flodbåd og får fortalt en af sin rige brors ungdomsminder, da han sejlede med flodbåd med Georg Gearløs' bedstefar Gregor Gearløs som maskinmester og hans første konfrontation med Bjørnebanden. Alene for denne lille klassikers skyld er den sidste afdeling værd at læse, men så er der science fiction historien , hvor Anders og ungerne bortføres til en anden planet for at lære dem at bruge tømmer, og historien med Mickey og Fedtmule på flodtur i junglen, de er heller ikke uefne.
Ja, som helhed er det nok den bedste jumbobog. Det betyder så ikke, at jeg ikke også vil anbefale historier fra denne udgivelse fremover, men jeg syntes bare, at jeg lige ville pege på den jumbobog, som jeg finder den bedste.

Anders And i topform del 1

Jeg gør det usædvanlige i denne og næste uges anbefaling, at jeg anbefaler en hel Jumbobog, nr. 4 med titlen Anders And i Topform. Det gør jeg, da jeg nærmest anser den for at være den bedste Jumbobog. Titlen burde have været de italienske Disney-tegnere i topform.

Den svage rammehistorie

Som i alle andre tidlige jumbobøger kædes historierne sammen af en rammehistorie, der slås an med en lille forhistorie. Som i de fleste andre jumbobøger er det lige det svage punkt, da de ikke er så godt tegnede og fortalte og ofte virker søgte i den måde de kæder sammen på. Joakim er rasende på Anders og venter på ham med en kæp uden for den skole, hvor han er skolebetjent. Da han ikke kan dy sig for at ringe og fortælle det til sin nevø, er Anders bange. Heldigvis går hans tre nevøer på samme skole, så de får arrangeret en komedie, så Joakim kommer væk og Anders slipper uskadt forbi.

Balladeskolen, Anders And bliver lærer

Så kommer den første historie, der skal forestille at være baggrunden for, at Joakim vil give sin nevø tæv. Den er så til gengæld helt i top, tegnet af Romano Scarpa med hans klare stempel. Rip, Rap og Rup skal starte i skolen, hvad de er meget kede af. Anders bliver rasende og fortæller, at han altid var nummer et, da han gik i skole. Da ungerne går på loftet for at finde deres skolesager frem, finder de en gammel karakterbog med dårlige karakterer, en uåbnet regnebog og en dosmerhue. Der står deres onkels navn i den, og så driller de ham. Men den konflikt afbrydes af posten, der kommer med et brev. Anders har fået en ansvarsfuld stilling, og han bliver strålende glad. Han afviser Onkel Joakims tilbud om at sejle med ham til Antillerne med et rungende nej og får sine tre nevøer gennet i skole. Det viser sig, at deres nye lærer er deres Onkel Anders, og så bliver det balladetime. Midt i den kommer inspektøren ind med den rigtige lærer og fortæller, at han havde forbyttet et brev om ansættelse med en rykker for nevøernes skolepenge. En af klassens drenge har hældt lim på katederstolen, så Anders ikke kan komme af. Det pinlige optrin gør ungerne skamfulde, de vil aldrig vise sig i skolen mer.

Anders og ungerne på eventyr til søs

Så vender historien som det er typisk for de lange italienske historier og i særdeleshed Scarpa, fra hverdagskomedie hjemme i Andeby til et rejseeventyr. Ungerne lister sig om bord på et skib som blinde passagerer, da Anders går med brevet om ansættelse, som han vil bruge til at lægge sag an med, blæser det ud på det samme skib og han går ombord for at finde det. Det viser sig, at det er Bjørnebanden, der er ejere af skibet og stakkels Anders er nu fange ombord og tvinges til at spule dæk. Ungerne holder sig skjult i lasten.
Bjørnebandens mission er at plyndre Joakims skib for den million han har om bord til at købe sukkerplantager på Antillerne. De har en kanon i stævnen, og da Anders ser skibet og vil tilkalde hjælp uden at vide, at det er hans gerrige onkels skib, skyder han kanonen af med det resultat, at den rammer skibet, så det synker. Joakim og hans eneste matros reddes om bord af Bjørnebanden og bliver deres fange. De vil skaffe en løsesum for ham, men Rip, Rap og Rup er om bord og får lukket Bjørnebanden ind i en celle ved list og befriet deres onkler. Joakim har fundet ud af, at Anders afskød kanonen og er rasende. Ungerne får dem til at holde fred så længe de er på søen (men så heller ikke længere, skumler Joakim) og tilkalder hjælp over radioen. De reddes af et af marinens skoleskibe, der lige er startet på en tre måneders ekspedition, som de fem ænder så må gå med på. Ungerne skal i skole ombord, en skole der er meget værre end den de flygtede fra. Anders sættes til at spule dæk, det mente kaptajnen han kunne klare, Joakim skal skrælle kartofler og holde tal på dem, fordi han er god til tal.
Endelig kommer de hjem, og nu må Anders flygte for Joakim. For Rip, Rap og Rup er det en stor glæde, for når der er gået tre måneder skal de ikke i skole. Men da bliver det for alvor tragisk, da skoleinspektøren dukker op og fortæller, at skolen lukkede efter de var rejst på grund af en kighosteepidemi, så nu skal de i skole. Anders får tilbudt et job, som inspektøren mener han kan klare.
Så sidder ungerne til timer, hvor de skal have mange lektier for med henblik på at indhente hvad de er bagud med i skolen, og Anders vasker nu skolens gulv på billede, hvor han siger noget, der burde kandidere til at være den bedste tegneseriereplik: "Folk er forbløffende enige om, hvad jeg kan klare!" Joakim venter udenfor med kæppen, ja, så har vi forklaringen på det. Hvor kunne man ønske, at den bare havde været som selvstændig historie, så man ikke fik den lidt kedelige overledning til næste historie bagefter. Den vil jeg komme ind på næste gang.

Scarpa når han er bedst

Den er virkelig Romana Scarpa i sit bedste hjørne med en grotesk humor, som leder tanken hen på den tidlige Barks, og konflikter mellem hele familien And, der emmer af drama, og nogle gode ironiske pointer, som Anders der hele tiden bliver sat til at vaske gulv, ungerne der ikke slipper for skole uanset hvad de gør, og Joakim, der er godt rasende over den tabte million selv om han har mange af dem.
Næste uge skal vi høre noget om den næste historie, Den Flyvende Skotte, som også er af Scarpa.
Se tidligere anbefalinger

Italienerne kommer - Jumbobogen

Baggrundshistorien

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde  Western Publishing været eneleverandører, og deres team var  stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre ofte præget af at være venstrehåndsarbejder, sagt med al respekt for de gode undtagelser.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham  om at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!

Et lettere tåbeligt eksperiment

Har man Joakim von Ands 50-årsjubilæums Jumbobog stående, så indeholder den en historie, som er en af de rigtig skægge med sin science fiction ide. Den er tegnet af italienske Franco Lostaffia på basis af en manuskript af Giorgio Pezzin og kom i Italien 1979, jubilæumsbogen fra 1997 er den eneste udgivelse af historien i Danmark.

Handlingen

Andeby har fundet på at deponere det farlige atomaffald på månens bagside og har sendt en raket op. Åh nej, tænkte jeg straks, den ide er taget fra Månebase Alfa, som er en af de ringeste sf-serier nogensinde. Heldigvis blev denne skepsis gjort til skamme, da katastrofen sker, og raketten eksploderer på månens bagside. Månen løsriver sig ikke fra Jorden og flyver væk i himmelrummet som i nævnte tv-serie, den rykker 250 km nærmere Jorden. Det er straks en mere troværdig ide, og konsekvensen bliver da også, at alting bliver meget lettere på jorden, fordi Månen med sin tyngdekraft er rykket nærmere. Pludselig er Anders And i stand til at løfte tunge ting og alt går bare lettere. Men det giver problemer i længden, så nu må Månen tilbage på sin plads. Naturligvis spørger Joakim så Gearløs - hvem ellers, fristes man til at spørge - og han arbejder nu på en raket, der skal få månen tilbage på plads. Sideløbende følger vi Bjørnebanden, der vil udnytte situationen til at stjæle von Ands pengetank, som nu er meget lettere. Mens de fører deres skumle plan ud i livet, er Joakim med familie på vej mod Månen og forehavendet lykkes. Det giver Bjørnebanden en slem overraskelse, Joakim vender tilbage og giver dem det glatte lag med en kæp og de penge, der ved en utæthed sivede ud af tanken, har nu fået deres normale vægt og regner mod jorden.

Science Fiction-elementet

Ja, det er et eksempel på en andehistorie med science fiction, og ideen er så langt mere troværdig end i den tv-serie, som indledningen fik mig til at tænke på. Årstallet for udgivelsen i Italien giver jo også et praj om, at den blev til på en tid, hvor man diskuterede problemet omkring atomaffaldet, skulle man have atomkraft nu eller skulle problemet med affaldet løses først? Ikke sært, at også andetegnere kunne tage emnet op, og det sker så netop i Italien, hvis Disney-tegnere ikke er bundet af helt de samme restriktioner, som de er i USA og herhjemme. Derfor kan man også se italienske serier tage emner op, som man ellers aldrig ser behandlet i Disney-serier. Denne historie er bestemt en ganske skæg historie med en god science fiction ide.
Se tidligere anbefalinger

Holdes Anders And-bladet kunstigt i live?

Det sidste nummer af Anders And & Co. lokker med, at man kan få sange fra X-Factor med i købet, kraftigt understreget af et forsidebillede af Anders And, der synger i en mikrofon med tydeligt selvhøjtidelig mine. Jeg vil ikke i denne forbindelse gøre meget ud af, hvad jeg mener om X-Factor - jeg kan godt love det langtfra er mit yndlingsprogram - det er mere det, at bladet prøver at hæve oplaget, som de sidste år har været faldende.

De senere år har der næsten altid været en eller anden billig form for plasticlegetøj med bladet. Ofte er det legetøj for børn, hvis alder ligger under de børn, der for det meste læser Disneyserier, så det er ikke sært, hvis det ikke hjælper ret meget.
Så har man forsøgt med at tage Olsen Banden ind i en historie for at plyndre Joakim Von Ands pengetank. Man har sendt Anders og ungerne til Danmark i en historie med parodier på danske personer. Listen kunne snart blive lang, hvis jeg skulle remse alle disse salgstrick op.

Anders And-bladet og pocketformaterne

Et blad af den type burde ellers sælge sig selv på, at det indeholder herlige tegneserier med Disneys skønne figurer, men der skal åbenbart mere til.
Det er jo ikke fordi, at Disneys universer er dalet i popularitet, i hvert fald er andeuniverset stadig populært, men de fleste køber Jumbobogen i stedet for. Den holder også længere med mere læsestof og giver derfor mere for pengene.
Vi kommer så ikke udenom, at det er to traditioner, der er i de to medier, bladet indeholder de historier i formatet 4 per række, hvis længde er fra 1 stribe over 4-10 sider op til et helt blads længde - de er oftest som fortsatte serier - der i større eller mindre grad står i traditionen fra veteranerne Barks, Taliferro, Gottfredson, Murry og Bradbury.
Pocketformaterne står i den italienske tradition med 3 per række, lange historier, som oftest er vilde i stregen og noget grove ind imellem.
Det er en smagssag om man foretrækker den ene frem for den anden, nogen kan nok lide både og, men man kommer ikke uden om den større fordel lommeformaterne giver.
Vi har jo også set det med superhelte: ingen læser superhelteserier mere, bladene med dem har lidt bladdøden, men filmene med dem sælger billetter i massevis, de er ikke faldet i popularitet. Muligvis er det problemet med de to forskellige traditioner i Disney-serier, der får Egmont til at holde bladet gående trods det faldende oplag. Hvor skulle man ellers trykke de gamle klassiske amerikanske serier og de nye, der viderefører deres stil, hvis bladet gik ind? Flere forsøg på at ombryde dem til Jumbo-formatet har ikke været særligt vellykkede.

Seriernes situation i dag

Men det må nok ses i øjnene, at serieblade i det hele taget er en mindre luktrativ forretning. Da Dan Folke ville starte Anders And-bladet i de sene fyrrere var mange skeptiske, det ville aldrig gå med et rent tegneserieblad. I dag er der større grund til den skepsis. Tegneserier lider lige så meget på markedet som bøger, de japanske manga har taget meget af dette marked. Selv tegneseriealbums, som vi især har solgt de fransk-belgiske serier i, har det svært.

Forslag

Jeg tror så heller ikke mange af de ting, som Egmont gør for at sælge bladet, har særlig meget appeal til dem, der elsker at læse serierne. Bladet holdes kunstigt i live, frygter jeg. Måske var det en ide bare at lave et årshæfte med Disney-serier? Eller et kvartalsalbum? De kunne så være tykkere end bladet og indeholde nogle gode serier, både gamle klassiske og nyere i den tradition. Bare et forslag.

Joakim von And og julen 4 - De italienske

Første del
Anden del
Tredje del
Den ide, som jeg sidste gang undrede mig ikke var så ofte forekommende omkring Joakim og julen, den har de italienske tegnere, som vi mest kender fra Jumbobøger og lignende, til gengæld udviklet. Hos dem er julen profit for Joakim, ofte i konkurrence med Anderbilt, der i dem som mange andre historier til sidst sidder og gnaver sin hat af ærgrelse over, at Joakim har vundet.
I det hele taget er Joakim i de italienske serier i langt højere grad en beregnende profitmager, den bizarre kærlighed til pengene for deres egen skyld, som vi kender fra den klassiske Joakim synes at være helt forduftet her, omend der er lidt af den.
Det giver sig også udslag i julehistorierne, som vi kan finde i den årlige udgivelse Fra Alle Os til Alle Jer, der indeholder julehistorier fra Italien. I de fleste af disse historier udnytter han julen til penge, nye smarte gaver og meget andet.
Her vil jeg bare opfordre læseren til at gå på opdagelse. Glædelig jul.

Superhelte i Disney universet

I årgangsbog 6-1962 skriver Ove Høyer, kaldet Super-Ove, om superheltene hos Disney, Supermule og Stålanden. Han er skeptisk overfor det og synes ikke rigtig, at de hører hjemme der. Han kan i det mindste forstå det med Supermule, for han er amerikansk, skabt af den klassiske musetegner Paul Murry, og det er forståeligt at de derovre laver en parodi på superheltene.
Men Stålanden blev skabt af de italienske tegnere - derfor er han også mest i Jumbobøgerne - og der virker det malplaceret. Anden hører hjemme i jordnære omgivelser ifølge Super-Ove.

Supermule

Supermule

På en måde forstår jeg godt hans skepsis. I mange af Supermule-historierne er fortællerne ofte nødt til at gøre Fedtmule lidt klogere, når han i superkostumet skal jagte forbrydere. Jeg personlig synes Fedtmule er sjovere, når han er alternativ intelligent og superklodset, derfor bliver han en tand kedeligere som Supermule. Dog vil jeg ikke underkende, at der er Supermule-historier, der er ganske skægge på deres præmisser.

Stålanden

Stålanden

Stålanden er så den evigt uheldige Anders, der for en gangs skyld har været heldig. Den historie, hvor han finder Stålande-udstyret i et forladt hus er ganske skæg, nok mest optakten, hvor han kappes med ungerne om at fange en hund, som der er en stor findeløn for.

I de videre historier med Stålanden kan det godt føles, at Anders er knap så sjov, ligesom tilfældet er med Fedtmule som Supermule. Men jeg kan da godt læse dem med god vilje og se dem som festlige parodier på superhelte af Batman-typen. De gør grin med hele det univers, og når Super-Ove taler om at det virker malplaceret hos italienske tegnere, så skal vi ikke glemme, at italienerne altid har haft et godt øje til amerikansk populærkultur og endda har kunnet forny den, som vi så med westerngenren i tresserne.

Så omend jeg kan synes den elskede and og den herlige klodsmajor bliver lidt kedeligere som superhelte, så kan jeg læse historierne med god vilje som genreparodier, der i deres bedste øjeblikke kan være skægge.

Barksisme

På grund af den lydlige lighed mellem Den Gode Tegners navn, og så den politiske teoretiker Karl Marx, så var det nærliggende, at man kaldte fans af Barks for barksister. Det var især en morsom joke på et tidspunkt, hvor de politiske holdninger stod meget skarpt og alle skulle tilhøre en eller anden politisk isme.

Nu har mange også beskyldt barksisterne for nærmest at være lige så militante. Alt andet end Barks var rent affald, man kunne højest svinge sig op til Murry, Gottfredson og Taliafero. Især magasinet Carl Barks & Co., som udsendtes i halvfjerdserne og firserne kunne godt være præget af denne holdning.
Jeg vil stadig sige, at Barks er den bedste, men jeg er ikke så militant. Trods alt var der også mange historier af Strobl, som jeg kunne lide som barn. Desuden fandt jeg da også, at Jumbobøgerne og Fætter Vims var et frisk pust.
Men der er ingen tvivl om, at Barks-fandommen har sat sit præg på andehistorierne nu. Andeby tegnes med statuen af Kornelius Blisand, der rager op, historierne formes som de klassiske historier af Barks, enten som ubønhørlige motorveje mod katastrofen for Anders And eller som eksperthistorierne. Kun godt, så er der konsensus i universet. Men så kan man godt savne Anderbilt og Mary Moseand, som jeg synes er nogle festlige figurer i  italienernes serier.

Ja, jeg er barksist, men ikke militant.

En side om Disneyserier - hvorfor ikke?

Som mange andre er jeg donaldist, medlem af Donaldistforeningen, for mig har Anders And været den store helt siden jeg var barn. Jeg er også en af dem, der mener, at Carl Barks er den bedste - men uden at forklejne andre, selv om guld er det mest værdifulde, så skal man ikke forklejne sølv af den grund.
Som mange andre i min generation elskede jeg, når der i Anders And & Co. fra tresserne stod En Udvalgt Serie, jeg vidste bare, at de var skidegode, som vi "uartigt" sagde dengang. Senere fandt jeg jo ud af, at det var genoptryk af tidligere udgivne historier. Ellers var bladet på det tidspunkt i lidt af et kvalitetsdyk, men Fætter Vims dukkede op i og satte liv i kludene.
Så kom Jumbobøgerne, og her var det tilskud af fantasi, som var tiltrængt, omend jeg indrømmer, at jeg godt kunne se, at de var noget mere voldelige. De er jo også tegnet i Italien, og forskellen på Jumbobøger og de amerikanske serier svarer næsten til forskellen på en amerikansk western og en spagettiwestern.
Denne blog vil komme til at indeholde indlæg om tegneserier, om deres skabere, donaldismen som sådan og så mine egne tanker om det. Film og tv-serier er heller ikke udelukket. Velkommen til at kigge ind igen - nu når jeg nok ikke mere, da jeg er travlt optaget næste weekend, men jeg vender tilbage.