Den med John Melvis..

Forkrøblende musik

 Anders And flyver forskrækket op fra lænestolen på første billede man ser, når man åbner Anders And & Co. nr. 3 fra 1958, for hvad er det dog for en larm? En taleboble med noder, der peger ind i døren bag ham, viser: "Rul, rul, rul og rok, det kan aldrig blive nok."
Denne historie har ingen titel i bladet. Det udelod man ofte med de korte historier i bladet på det tidspunkt. På det amerikanske originalsprog fra 1957 hedder den Mutilatede Music, det kan oversættes med "forkrøblende musik." Den er skabt af Tony Strobl, som var en af dem, der måtte aflaste Carl Barks, da efterspørgslen efter andehistorier steg med de stigende antal udgivelser. De fleste kender historien som "den med John Melvis."

Anders Ands forvirring

Men hvad skyldes larmen? Anders spæner ind i stuen, hvor hans tre nevøer sidder foran tv og helt vildt begejstret ser på sangeren John Melvis. På originalsproget hedder han Melvis Presbee. Behøver jeg at skrive, hvem han er en parodi på? Det er også tydeligt ud fra den figur, der er tegnet på tv-skærmen, men man skal ikke tage noget for givet: Elvis Presley, naturligvis. Historien er ikke bare sjov, den er også et dokument fra den tid, hvor nævnte sangers popularitet som teenageidol toppede, og den ældre generation var lige så forvirrede over deres børns musiksmag, som Anders er her over sine nevøers. Han vil gerne forstå, hvorfor de er vilde med Melvis, men han kan ikke. Han vader rundt og lider, så han til sidst må slukke for tv. Da Rip, Rap og Rup tuder højlydt, siger han. "Selv det lyder bedre, men jeg nænner det ikke," så han tænder tv'et igen, så de kan få deres rædselsfulde helt. Ja, Anders er trods alle sine brist en rar and.
Nu gør han ærlige forsøg på at få dem interesseret i noget andet musik, så han tropper op med en guitar og synger en gammel traver for ungerne, men det falder ikke i god jord. Så prøver han med en mundharpe, det duer heller ikke, han forsøger det ene instrument efter det andet. Så forsøger han at lade som om han forlader dem, men de er ligeglade. Han går så til tubaspil i håb om, at den måtte kunne overdøve den rædselsfulde sanger. Hans lærer er dybt fortvivlet over hans spil, men da får Anders en ide, han udfordrer John Melvis til en konkurrence om, hvem der kan larme bedst.

Så nu er han i tv med sin tuba og ryster hele nabolaget med sit (host, host) spil, det er vist et af de tilfælde, hvor man skal være glad for, at tegneserien er et lydløst medium. Da Melvis har givet op på forhånd efter at have hørt det afsindige tubaspil, har Anders vundet, så nu kommer han hjem og triumferer. Da han begyndet at blæse på tubaen, vifter ungerne med det hvide flag og laver en aftale om, at hvis de aldrig mere lukker op for John Melvis, lover han så aldrig at spille på truthornet. Anders går med på den og er egentlig henrykt, for han kunne heller selv holde sit eget tubaspil ud.

Vurdering af historien

Ja, der er delte meninger om Strobl blandt donaldister, og sandt at sige er det ikke lige godt alt han har lavet, men som man ser i denne historie har han ramt godt ind imellem. Sjovere historie om den generationkløft, der i halvtredserne opstod på grund af rock'n'roll, er svær at finde.
Et lille kuriosum fra dansk rockhistorie: Da den kom i 1958, var der en ung mand Ivan Haagensen, der som mange andre unge mænd på det tidspunkt ville spille rock'n'roll, men ville finde et godt kunstnernavn. Så sad han og læste dette nummer af Anders And-bladet og syntes, at navnet Melvis var passende,  så han indspillede plader med sit band Melvis and the Gentlemen og fik nogle hits.
Se tidligere anbefalinger

En besværlig fridag

Denne uge anbefaler jeg en historie, En besværlig Fridag, der egentlig har flere odds imod sig.

1. Den blander universerne. Det er Andersine og Minnie Mouse fra henholdsvis andeuniverset og museuniverset, der optræder sammen. Det er ofte set, at man forsøger at blandet universerne i Disneyserierne, f. eks. at Sorteper dukker op som skurk i en andehistorie, eller at Pluto lige pludselig bliver fundet af Lille Ulv. Det får ofte historierne til at halte, fordi deres skaber ikke rigtig ved, hvordan figurerne skal opføre sig i forhold til hinanden.
2. Dens to hovedfigurer, Andersine og Minnie, er lige præcis de to figurer, der er dårligst udviklede i deres respektive universer. Barks ærgrede sig lidt over, at han aldrig rigtig fik udviklet Andersine.
3. Den bygger på et meget spinkelt plot.

Alligevel fungerer den og er på sine præmisser læseværdig. Den var oprindelig fra et særhæfte udgivet af Dell Comics i 1961, hvor temaet er Show Boat, figurerne optræder på en teaterbåd, sat tilbage til en tid, hvor disse havde deres storhedstid på amerikanske floder, især Mississippi.
I denne historie er klædedragten også fra starten af det 20. århundrede. Den er tegnet af Tony Strobl, som der er delte meninger om blandt donaldister, men efter min mening har han sine lyse øjeblikke. Danske læsere så den i Anders And & Co. 30/1963, og i flere andre numre fra 62 og 63 har vi andre af disse teaterbådshistorier fra samme amerikanske temahæfte.
Udgangspunktet er enkelt: Minnie og Andersine optræder på teaterbåden og har en fridag, som de vil tilbringe i den lille flodby, hvor båden ligger lige nu. Det bliver ikke let som titlen antyder, for - som Andersine irriteret siger på sidste side - byen vrimler åbenbart med folk, der vil optræde på teaterbåden. Alle deres forsøg på at slappe af falder til jorden af det ene fjols efter det andet, der mener at have et talent. Først er det en mor, der vil have at hendes tvillinger skal optræde på båden, for de synger som engle. At dømme efter de Minnie og Andersines mimik skal vi vist være glade for, at tegneserien er et lydløst medium.
Så er der en købmand, der mener de mangler nogle gode vittigheder på teaterbåden og straks trakterer de to piger med vitser, der ville fryse til is på Grønland. Da de går på restaurant vil indehaveren absolut vise, at han kan jonglere, hvad han gør med æg, der knuses i hovederne på de to piger. Sådan bliver det ved og da de til sidst sætter sig ud på en mark uden for byen, skræmmes de af en skytte, der absolut vil vise hvor godt han skyder for at kunne optræde på teaterbåden med det. Da ender det med, at de to piger sætter sig på teaterbådens dæk og nyder deres madpakke i fred og ro.
Egentlig en spinkel handling, ja, men de bifigurer, der plager de to skuespillerinder, er bestemt herlige, deres tåbelighed er flere steder hovedrystende morsom.
Vi mærker ikke meget til de to kendte figurers normale personlighed. De kunne lige så godt være to andre piger end lige Minnie og Andersine. Måske er det netop derfor, at historien fungerer på sin egen præmis, der er ingen forvirring om, hvordan de skal opføre sig i forhold til hinanden, de er to almindelige piger, der holder fridag sammen, og det er så det. Historiens styrke er de tåbelige personer, som de udsættes for.
Er historien ikke et mesterværk, så kan den læses som et eksempel på, at selv historier med odds imod sig kan fungere.
Se tidligere anbefalinger

Bage bage kage

Bage bage kage blev i 1964 trykt som en Andersine And-historie. Det er ellers Anders And man ser på de fleste billeder.

Det er  let at forstå, hvorfor udgiverne har betragtet det som en Andersine-historie, for det er hende, der er på første billede, og Anders dukker først op nederst på samme side.

Andersines gængse karakter

Så er det også det, at hun i denne historie viser en modenhed og positivitet, som ellers er sjælden, ellers er hun for det meste hakkende og krævende, som Carl Barks sagde om hende. Han sagde i samme åndedrag, at han ærgrede sig over, at han ikke havde nået at få udviklet hendes karakter noget bedre. En af de få undtagelser må siges at være den om de Kæphøje Krystere fra sidste uge, hvor hun har været forudseende nok til at redde Anders fra fedtefadet, som praleriet har bragt ham i.

Tegneren Tony Strobl

I denne uges historie fremtræder hun som et virkeligt eksempel i forhold til sin kærestes tåbeligheder.
Denne historie er tegnet af Tony Strobl. Ham er der delte meninger om, men man kommer ikke uden om, at en stor del Anders And-læsere fra min generation har læst meget af ham. Da Barks ikke helt kunne følge med i de mange historier, der krævedes, var Strobl en af de mest produktive aflastere. Denne historie er for mig et eksempel på Strobl når han er bedst - han har lavet ting, der får mig til at forstå hvorfor flere donaldister ikke synes om ham. I hans bedste øjeblikke har han det, hvad nogen har kaldt "stilfæridigt slapstick," et paradoksalt udtryk, da slapstick er noget man forbinder med vildt halløj. Men det er rammende, for Strobl er stilfærdig og rolig, men alligevel udvikler begivenhederne sig til vildt bizarre situationer. Denne historie er et af eksemplerne.

Handlingen

Historien går ud på, at Andersine med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle vil bage en kage til en bagekonkurrence, og på første side ser man, hvordan hun har gjort en god fordeling af arbejdet, og så kan de gå i gang på en afslappet måde - indtil Anders dukker op, og som det er typisk ham har han en stærk tro på sine egne evner og uundværlighed og vil hjælpe dem med bageriet. Da det bliver afslået, vil han vise, at han er lige så god til at bage kage som dem, og straks går han hjem og sætter Rip, Rap og Rup i gang. Historien kunne bruges som illustration på et arbejdslederkursus med rigtigt (Andersine) og forkert (Anders).

Han herser vildt med ungerne og vil udelukkende klare sig med det, der er i huset. Alt skal gå fisehurtigt, og snart er det et stort kaos. En forbipasserende mand bliver forskrækket over larmen inde i huset og banker på for at spørge, om de er kommer noget til.

Anders: Nej, har De aldrig set nogen bage en kage før?
Manden: Jo, men aldrig hørt det så tydeligt.

Som kontrast ser man ind imellem, hvordan det går roligt, men effektivt, hos Andersine og hendes niecer.

Slutningen

Til sidst præsenteres alle kagerne til konkurrencen og Anders og hans nevøer stiller med en kæmpekage, som dommerne bliver så betaget af, at de straks tildeler den førstepræmien. Nu må ungerne gå til bekendelse og sige til Anders, at på grund af hans herseri måtte de i farten finde alle mulige uspiselige ingredienser. Da en af dommerne vil skære kagen for, er det en ballon han skærer over. Anders får som spot til skade en stor stråle glasur i ansigtet og førstepræmien tildeles Andersine.
Historien er Strobl når han er bedst med sin rolige slapstick, og det er oplivende at se Andersine positivt fremstillet.
Tidligere anbefalinger

Joakim von And og julen 3 .- Den senere Barks

Første del
Anden del
Det var som om, at Joakim ikke blev udnyttet ret meget til julehistorier, da vi kom til Barks's mellemste glansperiode. Dog er han i den historie, som sidst var ugens anbefaling, hvor Anders lokker ham til at give middag forklædt som oliekonge, men her er det nærmere Anders, der er noget anløben. Joakims nærighed er dog også udtalt, men den er gjort mere komisk end frastødende, hvad der også blev almindeligt som figuren udviklede sig.

Sen Barks

Senere bliver det i de julehistorier, som der dukker op senere, også mere hans ærgrelse over, at der skal gives gaver i julen, som bliver mere komisk end egentlig stødende. I første indlæg nævnte jeg historien fra december 1963 i Anders And-bladet, men her nævnte jeg også, at hans had til julen er intakt trods hans mere forsonlige træk. Barks selv syntes, at julen var lidt af en højtid med ræs og alt for meget hurlumhej, så alt tyder på, at han har forstået Joakim en hel del på det punkt.
Så er der også den sene historie fra 1964, som blev trykt i Mandelgaven 4 samme år, hvor Anders hypnotiserer sin gamle onkel til at give ham en masse flotte gaver. Da hypnosen virker, får Joakim et kort med juleremsen 12 Days of Christmas, hvor han så får ideen at give de i denne remse nævnte gaver, men dem er Anders ikke tilfreds med.
Også her er vores kære ven i matrostøjet en kende moralsk anløben, og Joakims nærighed i starten før hypnosen får hans utrolige flothed mens den virker til at stå som en skærende kontrast. Det er en læseværdig historie og en af dem, hvor vi endnu engang får en Joakim, der værgrer sig ved at give gaver.

Barks' samtidige

Når flere af Barks' samtidige andetegnere lavede julehistorier med Joakim som medvirkende, var det hele det med at give gaver, som plagede ham eller også flygtede han fra folk, der bad om bidrag til velgørenhed som den historie af Peter Alvarado, der blev trykt i Mandelgaven 2. Her ser vi også Anders og ungerne have spekulationer over, hvad de skal give til ham, der har alt, en ide man undrer sig over ingen andre har fundet på, den er ellers nærliggende, når han er verdens rigeste and.
I Mandelgaven 4 er der også en Strobl-historie, hvor Bjørne Banden stjæler hans juletræer og i sammen hæfte nr. 3 også af Strobl har vi endnu engang en Joakim, der vægrer sig ved at give et træ fra sin skov til Andebys torv. Det viser sig dog her, at skoven tilhører Andersine, fordi hendes bedstefar har testamenteret den til hende - så Andeby får sit træ.
I den forbindelse skal også nævnes to historier tegnet af Barks, hvor Bob Gregory er forfatteren. Den ene fra december 1959, den anden fra december 1960. De handler begge om en fest i Andeby, som Joakim må bidrage til, men i den første gælder det at vinde et væddemål for at få et træ højere end Andeby tårn. Her har vi endnu engang Joakim ude efter sin ære som rigmand. I den anden forsøger han at vinde en dansekonkurrence ved juleballet, pengepuger er han jo.
Men så kan man undre sig over, at en forretningsmand som Joakim ikke kan finde ud af at udnytte julen kommercielt. Det lod Barks ham gøre en gang - og det blev et gennemgående tema i de italienske seriers julehistorier, mere om det næste gang.
Fjerde del

Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet hos Disney

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.

Så ja, ikke skidt alt sammen, selv om der er meget af det.

Karakteristiske træk i gode og dårlige serier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::

1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.

 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i en stor del af dem. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer disse venstrehåndsarbejder mere og mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.