Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

Et gratis juletræ

I Mandelgaven 1 (1961) er der en Chip og Chap-historie, som er ganske skæg. Den udkom første gang i USA december 1956, hvor der endnu ikke var gået så meget venstrehåndsarbejde i det, og den er tegnet af Jack Bradbury. De to egern bor i et træ klods op ad Gårdmand Bjørns gård og hører hvordan kyllingerne i hans hønsegård græder højlydt, for de vil have et juletræ. De to venner beslutter sig for at hjælpe dem til et og henvender sig først til Bjørn, der ikke vil have noget med det at gøre. Det næste de gør er, at de sørger for at få Gårdmand Bjørns juletræ ned i hønsegården ved hjælp af en kælk, men da de så skal skubbe kælken tilbage har han opdaget tyveriet og da han løber ud render han ind i den kælk, som Chip og Chap skubber tilbage og tager en kælketur ned i hønsegården. Da fjerner han juletræet derfra.
Den næste ide er at lave et erstatningsjuletræ ved at male hønsenes æg og hænge dem på et almindeligt træ, men... VRÆÆÆL! det ligner ikke et rigtigt juletræ.
Men så får vi happy ending: på grund af at æggene hænger på træet tror Gårdmand Bjørn, at det skyldes en vrede hos hønsene over, at han tog træet og af frygt for ikke at få nogen æg mere, kommer han med juletræet til dem, og de tudende kyllinger jubler.
Chip og Chap sælger de malede æg på historiens sidste billede med et slogan om at forberede påsken i god tid - et lille hip til forretningernes tidlige juleudstillinger med samme slogan om julen.
Jack Bradbury var en habil tegner af så godt som alle Disney-figurer. Er hans historier ikke lige store klassikere som Barks' bedste, så kan de være ganske skægge og have nogle festlige gags. Denne lille julehistorie er et godt eksempel.
Se tidligere anbefalinger

Chip og Chap før Nøddepatruljen

Deres oprindelige rollefag som
Plutos modstandere

To chipmonks

I dag er disse to søde små fyre, som Mickey Mouse kalder dem, mest kendt fra Disneys Juleshow, som DR stadig pr. tradition sender juleaften og som har filmen Plutos juletræ som det første filmindslag. De er ikke så ofte gæster i Anders And & Co. længere som de var en gang og i pocketformaterne glimrer de ved deres fravær.
Men i Disney Sjov dukker de da op fra tid til anden, dels i nogle af de gamle korte klassikere, dels fordi de er brugt som hovedpersoner i en af de nyere tv-serier, Nøddepatrulien, der af og til tages op, så helt glemte er de da ikke.
Men i Anders And-bladet fra midt-halvtredserne og langt op i fra halvfjerdserne var de hyppige optrædende blandt alle dem, der hørte under tilføjelsen "& Co." Endda meget populære.

En virkelig chipmunk

De er dannet efter den specielle nordamerikanske egernart, jordegern, på engelsk chipmonks, herfra har de fået deres karakteristiske stribe på ryggen. En mærkværdighed her er, at sådanne chipmunks, som den danske betegnelse siger, lever i jordhuler, men de to hurtigtsnakkende figurer lever i træer som alle andre egernarter. Sådan er der mange mærkværdigheder i tegneserier.
De fik så også hver sin personlighed, Chip som den kloge af de to og Chap som småskør og pjattet, han får ofte et gok i nøden af sin kammerat, når han er for irriterende.

Chip og Chap på filmstrimlen

De debuterede i 1943 i filmen Private Pluto, hvor de ligner hinanden fuldstændig og ikke har navne. Her er de to egern, der er oppe imod Pluto som i juleshowets film og det var en rolle de blev tildelt i flere film. Senere kom de op imod Anders And, som Jack Hannah lavede flere film med, hvor han kæmpede med forskellige modstandere, der gav den hidsige and kamp til stregen og altid tilførte ham et knusende nederlag. Her udviklede man så en forskel på dem, hvad det ydre look angår har Chip en sort snude og Chap en rød, desuden har Chap en hårtot i toppen. Her fik de også navnet Chip and Dale efter det gamle møbelfirma Chippendale, det blev så fordansket til Chip og Chap. De blev snart meget populære, og man startede snart en filmserie med dem som hovedpersoner, der så kun blev til tre film.

Chip og Chap på seriestriben

I Bradburys streg

Til gengæld blev der lavet overordentlig mange tegneserier med dem. Deres første rollefag som Plutos modstandere blev ikke brugt så meget, men som Anders Ands modstandere så man dem lidt oftere. Den gode tegner Carl Barks brugte dem aldrig, men den anden andetegner Jack Bradbury, der heller ikke er dårlig om ikke på højde med Barks, lavede en righoldig mængde af historier, hvor de dyster mod den for dem irriterende and. I mange af disse historier er de to jordegern de egentlige hovedpersoner med Anders som skurken, en tendens der også kunne ses i nogle af filmene.
Men de fik også deres egen serie, hvor de indgår som en del af skovuniverset, mange af de forskellige skovdyr fra forskellige Disney-film dukker op, Bror Kanins tilbagevendende ærkefjender Bror Ræv og Bror Bjørn optræder ofte som Chip og Chaps fjender. Mange af historierne handler om problemet med at samle nødder eller at få lov at beholde træet, som er deres bolig, i fred.

Chip og Chaps udvikling

De har fået en blødere personlighed i mange af disse historier, fra rene drillepinde på film til to vakse fyre, der altid er villige til at hjælpe deres andre venner i skoven. De kan dog godt drille ind imellem og få sig nogle utrolige skænderier indbyrdes, især når der er et kønt hunegern med i spillet (og så påstår man Disneys figurer er kønsløse!), men som regel er de fiffige og hjælpsomme. Lidt af samme udvikling, som Rip, Rap og Rup tog fra rene møgunger i starten til kloge børn, der altid vil hjælpe deres Onkel Anders.
Der er så det at sige til Chip og Chaps fiffighed, at den ofte bliver hjulpet godt på vej af, at deres modstandere er nogle paphoveder. I de fleste af de historier hvor de er oppe mod ræven og bjørnen vinder de mere på grund af de to modstanderes utrolige alternative intelligens end deres egen klogskab.
Udover Bradbury har også Al Hubbard og Harvey Eisenberg bidraget med ganske skægge historier. I Eisenbergs streg har de fart på med hans karakteristiske fartstriber.
Trods deres popularitet hører de til nogle af de figurer, der desværre blev sendt på pension i bladet. Nogen af os kunne godt ønske en renæssance for dem på striberne.

Anders And Mandelgaven

Det første nummer af Mandelgaven

I 1961 udsendte Gutenberghus, som Egmont hed den gang, en lille ekstra udgivelse før jul, kaldet & Co. Mandelgaven, den ændrede senere navn til Anders And Mandelgaven, i daglig tale bare kaldt Mandelgaven.

Hermed lagde de sig i en tradition, som kendtes fra adskillige andre tegneserier: det årlige julehæfte med serien, som i nogen familier bruges som mandelgave i forbindelse med risengrød eller ris a la mande. Det lille hæfte var på størrelse med Anders And-bladet i bredden, men kun halvt så høj, så historierne blev brudt om fra de otte billeder per side til fire billeder per side, men i kraft af den ekstra tykkelse svarer længden til et gængs blad. Højtlæsningshistorierne fra de første årgange har fået et come-back her ( se Disney i prosaform).

Nu var det ikke første gang, at der blev lavet specielle juleudgivelser. I Solohæfterne, der udkom sideløbende med det gængse blad i halvtredserne, var der til jul en Juleparade med julehistorier. Dette var så bare en helt ny indpakning, et nyt format. 

Det var kun to år efter, at det gængse blad var gået fra at være fjortendages-blad til at være ugeblad, og forsiden af den første mandelgave var tegnet af danskeren Nils Rydahl, der startede med at tegne forsider til bladet og senere historier, da det kneb at få stof nok fra Staterne til bladet hver uge. Hvad skulle man egentlig også med en ekstra udgivelse, når manglen på stof var blevet et problem? Det har været et problem for udgiverne siden intervallet mellem udgivelserne blev speedet op, og de sidste måneder af tresserårgangene bærer som årtiet skrider frem mere og mere præg af infantile historier til at fylde pladsen ud.

Sandt at sige er en stor del af julehistorierne i hæftet heller ikke det helt store. Her skal ikke generaliseres, der er undtagelser, der bestemt er gode, men ofte fyldes pladsen ud af lignende venstrehåndsarbejder, som mere og mere kendetegnede Anders And & Co. op gennem tresserne. I den første er der en ganske skæg Paul Murry-tegnet Chip og Chap-historie, hvor de kæmper for at få et juletræ til Gårdmand Bjørns høns, og der er nogle ganske herlige Barks-julehistorier ind imellem. Men meget af det er en tynd kop te. Mange inkarnerede donaldister er af den mening, at Gutenberghus aldrig skulle have speedet udgivelserne så meget op som de gjorde, og jeg må siges at være enig.

Den sidste udgave af Mandelgaven kom i 2000, så den nåede et fyrreårs jubilæum.

Skovuniverset

Dette er mit eget udtryk for et fleksibelt univers, som har været i Anders And & Co., det er ikke så meget mere. Jeg kalder det skovuniverset, da det er i skoven.
Er det så skoven omkring Andeby? Det vil jeg da tro, for af og til er ænderne fra Andeby dukket op i skoven.

De første beboere

Ude i skoven bor Store Stygge Ulv med sin dydsmønstersøn Lille Ulv, som af en besynderlig grund kaldes Lille Stygge Ulv i historiernes titler, men bare Lille Ulv i historierne. De er gennemført menneskeliggjorte og bor i huse, ligeledes Gårdmand Bjørn. Han er Lille Ulvs gode ven, der ofte hjælper ham, men han er farlig for den store ulv når han bliver gal. Der er De Tre Små Grise, som voksenulven ser som de lækre flæskestege, men de er gode venner med lilleulven.
Ja, det startede det med i første årgang, men så kom historierne om den undslupne cirkusbjørn Bongo og hans evige ærkefjende, grizzlybjørnen Knortekæbe, de bor i huler eller sover i de fri som bjørne nu engang gør, men Bongo har sin ethjulede cykel med fra cirkus.

Bror Kanin og Bror Bjørn

Senere i halvtredserne fik vi så onkel Remus' fortællinger om Bror Kanin, hvor Gårdmand Bjørn ikke længere er den hidsige, men rare bondeknold, men en tomhjernet godtroende vindbøjtel, som Bror Kanin kan narre så let som ingenting, og så Bror Ræv, lidt klogere, men dog ikke mere end at Bror Kanin kan snyde ham. Disse historier bygger på folkeeventyr fra den sorte befolkning i Sydstaterne, hvor Bror Kanin altid er kløgtig nok til at bruge hovedet, så han vinder over sine fysisk stærkere fjender.
Paul Murry, der ellers er mest kendt for Mickey-historierne, tegnede nogle af de bedste historier med den snedige kanin.

Da der kom flere til

De lovløse kræfter i skoven

På et tidspunkt skulle vi have historier med Chip og Chap, der i serierne kun lejlighedsvis er oppe imod Anders And. Ofte handler historierne om besværet med at finde nødder til vinteren eller at finde et træ at bo i. Jack Bradbury tegnede flere ganske skægge historier med de to egern, og han lod dem også være oppe imod Anders And flere gange.
Følger man årgangene af Anders And & Co., så må man konstatere, at der i den skov, der er befolket af disse søde og sjove figurer, danner sig et helt univers a la den franske forfatter Balzac, der lod sine personer optræde i alle sine romaner. Hovedpersonen fra en roman kunne dukke op som biperson i en anden. Skovuniverset er et sådant fleksibelt univers, man kan bare se hvad jeg nævnte før om Gårdmand Bjørns ændring af karakter alt efter om han er sat i forbindelse med ulvene eller med Bror Kanin.

Chip og Chap mod Anders And-
almindeligt på film, sjældnere i serier

Samtlige skovens dyr samt De Syv Små Dværge, som kendes fra filmen om Snehvide, befolker tilsyneladende den samme skov, de kan dukke op som bipersoner i hinandens historier. Heksen fra Snehvide er endda opstået fra de døde og dukker op som skurk adskillige gange, men uden at vi får noget at vide om hendes kongelige oprindelse. Selv Jesper Fårekylling, Tim og Bum fra Askepot og andre velkendte figurer fra filmene dukker op.
I visse historier er Bror Kanin biperson og bliver lidt af en skurk i form af en drillepind, der gør livet surt for de andre, ofte Chip og Chap.
I tresserne lod man også heksen Madam Mim fra Sværdet i Stenen bosætte sig i skoven, og hun kan være både god og ond alt efter hvem hun optræder med.

Madam Mim i Sværdet i Stenen

og i en typisk 60'erserie.

Karakteristik af universet

Det er ikke et univers, der har skabt de lange eventyr, som vi kender fra Barks' lange andehistorier eller Murrys lange musehistorier, der findes udelukkende korte historier. Nu har disse skovdyr  heller ikke mulighed for at rejse ud og opdage verden som beboerne i storbyen Andeby, men figurerne kunne nok heller ikke bære en længere historie. Men det skal ikke forklejne, at det er et charmerende univers, der i sine bedste øjeblikke har skabt søde og sjove små historier.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Pluto siger kun vov

Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern

Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.