Landsholdet i Anders And

Nu hørte man så lige på tv2 her til aften, at det danske landshold til EM sandelig skal være i det næste nummer af Anders And & Co. Det skorter vist ikke på forsøg på at hæve det skrantende oplag. Nu skal man jo ikke dømme på forhånd, men da jeg så plakaten, som skulle være indlagt i bladet og det blev konstateret, at de var lavet meget som realistiske mennesker, så sidder jeg og tænker på de tidligere gange, at det har været forsøgt i Disney-serier.
Barks forsøgte det i Old California og i hans tidlige historier dukkede der smukke kvinder op, der bedårede Anders. De var jo godt nok tegnede, disse realistiske mennesker, men de virkede malplacerede sammen med ænderne - eller på de billeder, hvor der var mange af dem virkede ænderne malplacerede. Så gjorde Barks det rigtige, da han lavede sine bifigurer med hundesnuder, som Joakims evige ærkefjender Bjørne Banden også er. Så havde han nogle grisebifigurer, som den ofte tilbagevendende borgmester for Andeby og en ofte tilbagevendende griseskurk i Onkel Joakim-historierne. Ellers kunne disse bifigurer også være ænder eller en anden form for fugl.
Også Mickey og Fedtmule kom til at virke helt forkerte i sene Murry-tegnede serier med realistiske mennesker. Mickey, hvis nærmeste følgesvend er en (host, host) intelligent hund og hvis vennekreds iøvrigt tæller en krikke og en ko og hvis evige ærkefjende Sorteper muligvis er en kat,virkede malplaceret blandt rene James Bond-figurer.
Selv forsøget på at sende Anders og ungerne til Danmark, som jeg ellers ikke syntes var så vellykket, var dog gjort så klogt, at Lars Grynte Grismussen og Slibrig Lee var en gris og dronningen var en slags høne.
Men jeg skal så ikke dømme landsholdshistorien på forhånd. Måske skulle det overvejes, at bladet bare skulle have lov at dreje nøglen om og Egmont så satsede på Jumbobøgerne og lignende udgivelser.

Den mørke alder

Et indslag i Troldspejlet.

I den sidste Troldspejlet på TV var der et indslag om en ny forlystelse i Legoland. Her blev nogen af dem, der byggede i legoklodser interviewet. En af dem fortalte, at Lego-entusiaster havde en periode i ungdommen, som blev kaldt The Dark Age, den mørke alder, den periode hvor man ikke vil indrømme, at man stadigvæk er vild med Lego. Når han gik ind i en legetøjsbutik som 16-årig og købte et legosæt, så sagde han altid ja, når ekspedienten spurgte, om det skulle pakkes ind. Han ville ikke indrømme, at det var til ham selv.

Min mørke donaldist-alder

Mon ikke de fleste voksendonaldister har været igennem det samme? De har nok også en mørk alder. Jeg selv kan da huske, at jeg i mine teenageår ikke fortalte nogen, heller ikke forældre, at jeg i dag havde været til Disney tegnefilmshow og når jeg købte Anders And-bladet skete det i hemmelighed. Når mange af mine jævnaldrende skulle drille nogen og antyde, at de var barnagtige, så var det ofte noget med at gå hen og købe Anders And.& Co.

Over den tid

Muligvis er det ikke så slemt mere. I hvert fald husker jeg, at det hjalp, da Den Store.. bøgerne begyndte at komme og mange unge voksne via dem opdagede deres kærlighed til de gode gamle andehistorier. Jeg var selv en af dem og det varede da ikke længe inden jeg turde indrømme åbent, at jeg elskede ænderne og især når de var tegnet af Carl Barks, hvis navn da var ved at komme frem i lyset.
Men mon ikke alle donaldister i teenageårene alligevel har haft en mørk alder - ligesom Lego-manden.