Italienerne kommer - Jumbobogen

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde  Western Publishing været eneleverandører, og deres team var  stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre for det meste præget af at være venstrehåndsarbejder.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham  at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!