Sild og en flyvende sørøver - AA i Topform del 2

Jeg har så gjort det usædvanlige at have en hel jumbobog som ugens anbefaling, og så har jeg af hensyn til længden delt i to.
Sidste uge behandlede jeg den første historie om Balladeskolen og så denne sammenkædning, som efter min mening er akilleshælen i de tidlige jumbobøger. I denne overgang har Joakim fået en sag på halsen om en kontrakt, som Anders var vidne til indgåelsen af. Så nu er Joakim ikke vred på sin nevø mere, nu har han brug for hans hjælp, men her er Anders noget fræk og benægter ethvert kendskab. Det synes Rip, Rap og Rup er noget uforskammet, for det er en historie, som de aldrig har kunnet glemme.
Så starter som et flash-back historien om...

Den Flyvende Skotte.

På de første to sider hører vi om, at der hvert år, den 3. maj, regner med sild over Tegucigalpa, den mellemamerikanske stat Honduras' hovedstad. Indbyggerne er begejstrede og videnskabsmændene søger forgæves efter en forklaring.
Så hopper det til Andeby. Endnu engang er det Romana Scarpa, der står bag som tegner, men i denne historie gør han Joakim mere menneskelig. Han er ensom blandt sine penge og beslutter sig at købe en tam fugl. Det er en fantasifugl - for dette er virkelig en fantasihistorie i mere end den sædvanlige forstand, at ænder taler! - den koster tyve kroner, så Joakim skal lige høre i telefonen, hvordan hans forretninger går, men han køber den så. Kitty hedder den, og den er billig at have på kost, for den spiser kun en halv sild om ugen, som skal være helt frisk. Det skulle være let nok, men ak, der er pludselig mangel på sild og stakkels Kitty sygner hen. Kampen for at finde den sild sætter nogle balstyrige løjer i gang, Anders og ungerne involveres, og Joakim modtager et tilbud om at købe en sildefabrik. Han slår til, og nu skulle alt være godt, fra hans egen fabrik kan han nu bare få en halv sild om ugen til lille Kitty, men det viser sig, at han har købt et fallitbo. Søfolkene fortæller, at der ingen sild er, de bliver enten fanget eller skræmt væk af Den Flyvende Skotte, et flyvende spøgelsesskib. Det er let at se inspirationen fra det gamle sagn om Den Flyvende Hollænder. Ænderne beslutter selv at rejse ud for at fange nogle sild, men de finder også ud af, at det er forgæves. De tror ikke på det vrøvl om den flyvende skotte, men da ser de pludselig et flyvende sejlskib med et skotsk navn.
Da historien kom første gang i Italien i 1957, sluttede den her med Fortsættes i næste nummer, men i den danske jumbobog får man lov at læse videre med det samme. Joakim får set sørøveren gennem en kikkert og synes, at der er noget bekendt ved ham. Da ryger en hel stime sild ombord på ændernes båd, de flygter fra Den Flyvende Skotte. Så kan Kitty få sin ugentlige sild, men der opstår et skænderi om, hvorvidt de skal smide de andre sild ud, Anders og ungerne ræsonnerer fornuftigt, at de ikke kan holde sig til de kommer i havn, men Joakim raser. De spærrer ham inde og kaster sildene over bord, men gemmer lige en, så Joakim kan få lov at lugte den som rådden.
Imidlertid er de havnet ved Honduras' kyst netop på 3. maj og oplever dermed silderegnen. De kommer overens med de lokale forskere om, at de vil udforske fænomenet og går op i en ballon. I skyen støder de ind i den flyvende skotte og border skibet, men sørøveren kaster et net over dem og tager dem til fange. Da de skal til at gå planken ud, kommer Joakim i tanke om hvem han er - Andrik McNærig. Det er en af hans aner, som han har blandt sine familiebilleder derhjemme, og sørøveren bliver rørt og blødgjort. Han fortæller sine efterkommere om, hvordan han plyndrede de fattige ved kysterne, men til sidst gjorde hans mandskab mytteri og stak af. Det så han som en straf for hans ugerninger, så han aflagde det løfte, at han i 300 år ville lade sild regne over Tegucigalpa en gang om året. Han har nu otte år tilbage, men det er meget når han er gammel og træt.
Her er det tydeligt, at oversættelsen har villet sløre, at han er et spøgelse, der først kan få fred, når han har holdt sit løfte. I den danske oversættelse stejler man over, at han skulle være mere end trehundrede år. Men ok, historien er da god nok alligevel, det har meget at gøre med, hvad man på Gutenberghus mente, at børn kunne klare at læse. Joakim tilbyder nu at lade silderegnen falde for ham de sidste otte år, så kan han få ro - ja, og så vil han til gengæld holde sig væk, så Joakims fabrik kan få fanget nogle sild. Anders og ungerne er noget forargede over, at han i den grad spiller hellig. men kontrakten underskrives, og det gamle spøgelse flyver dem hjem til Andeby.
Nu kan han lægge sig til hvile og flyver væk. På historiens sidste billede står Joakim med Kitty på sin stok og har tårer i øjnene. Det glæder hans nevøer at se, at så var der alligevel noget medmenneskelighed i det.
Ja, det er en af Scarpas bedste historier, synes jeg, og jeg kan godt forstå, at Rip, Rap og Rup aldrig har glemt den oplevelse. Det er tydeligt inspireret af to legender, silderegnen i Honduras og Den Flyvende Hollænder. som Scarpa får kombineret elegant. Den er også en demonstration af, at Scarpa har evne til at gøre Joakims nærighed komisk mere end usympatisk, netop når han skal gøres mere sympatisk i en historie. Tegningerne af hans apoplektiske anfald over at give penge ud er en sand fornøjelse at se.
Samtidig er det også en historie, der midt i løjerne har en melankolsk tone i forbindelse med sørøverens skæbne. Det er et træk, der langt på vej er Scarpas speciale.

Klassiske amerikanske fortællinger

Så er vi igen tilbage hvor vi slap, Joakim er jo overbevist om, at kontrakten er hos Anders. Denne forlanger så halvtreds kroner for at lede efter den. For en gangs skyld lykkes det Perrega at lave en situation, der virkelig er lattervækkende. Men da Anders  har overbevist sin onkel om, at kontrakten ligger i en sildekasse i Honduras, tager Joakim af sted og nu skal Anders nyde friheden. Ikke en særlig overbevisende overgang, hvem ville dog lægge en kontrakt i en sildekasse?
Men ok, så kommer der en stribe amerikanske historier, bundet sammen af, at Anders og ungerne ser lysbilleder, der får dem til at tænke på tidligere oplevelser. De hører til de såkaldt fotoalbumhistorier, som også var kendt fra Anders And-bladet, der indledes med at de ser på billeder og så tænker tilbage, så får vi historien. Et par af disse historier er ganske skægge. Der er Fyret på Gråt Papir, en Bedstemor And-historie, hvor hun for en gangs skyld bliver så gal på Fætter Guf, at hun fyrer ham. I stedet for ansætter hun en Tor Tornado, der passer til sit navn. Han arbejder i en sådan hast, at hun ikke kan nå at bestille noget, og det keder hende. Så hun genansætter straks Guf, han tager i det mindste ikke arbejdet ud af hånden på hende. Der er også en Joakim-historie, hvor han drømmer sig på rejse, fordi han er for nærig til at betale en.
Denne længere sammenkædning af historier ender så igen med, at Perrega skal lave en overledning til det næste. Anders finder kontrakten i sin hue og i Honduras er Joakim for retten. Anders dukker nu op og prøver at slippe udenom med den løgn, at han fandt den i en sildekasse. Så dukker Mickey Mouse og hans venner op, og som det er tradition, når han optræder, så udreder han det hele og alt er godt.
Joakim inviterer dem alle til Disneyland, og der er de så i den sidste, der også er en sammenkædning af amerikanske historier. Her er det dejligt at se en lille Barks-perle, Den Store Kapsejlads. Joakim og Andrea - som Bedstemor And hedder, men kun bliver kaldt af Joakim - sejler i en flodbåd og får fortalt en af sin rige brors ungdomsminder, da han sejlede med flodbåd med Georg Gearløs' bedstefar Gregor Gearløs som maskinmester og hans første konfrontation med Bjørnebanden. Alene for denne lille klassikers skyld er den sidste afdeling værd at læse, men så er der science fiction historien , hvor Anders og ungerne bortføres til en anden planet for at lære dem at bruge tømmer, og historien med Mickey og Fedtmule på flodtur i junglen, de er heller ikke uefne.
Ja, som helhed er det nok den bedste jumbobog. Det betyder så ikke, at jeg ikke også vil anbefale historier fra denne udgivelse fremover, men jeg syntes bare, at jeg lige ville pege på den jumbobog, som jeg finder den bedste.