Anders And og Søslangen - Barks-klassiker

Forside til Anders And og Søslangen

Denne uges anbefaling er en af Carl Barks' store klassikere efter min mening. Den så dagens lys i USA i 1951 under titlen No Such Varmint og er en af dem, der ligger lige i overgangen fra den grove komik hos den tidlige Barks til den mere afdæmpede stil, hvor Anders And er en tragikomisk figur. I vores andedam kom den første gang som Solohæfte i 1955, men den er siden blevet genoptrykt adskillige gange, se oversigt på ComicWiki. Har man adgang til Barks' samlede værker, så er det bind 8, side 246.

Placeringen i Carl Barks' produktion

Barks havde tidligere lavet en historie om en søslange, der spredte skræk og rædsel, Flodens Skræk, den viste sig at være styret af en grum skurk via en ubåd. I denne historie er det ikke fup, det er en søslange, så det må siges at være et eksempel på en andehistorie, der er fantasy ud over det sædvanlige, at ænder taler, se mit indlæg Er andeserierne fantasy?

Den er blevet til på et tidspunkt, hvor Onkel Joakim var en forholdsvis ny figur (han dukkede op i 1948). Det var endnu ikke sikkert, at han ville blive en hovedfigur som han senere blev og i denne historie spiller han en perifer rolle. Første billede i historien viser at fragtskib, der er ved at synke og på det næste ser vi mandskabet i redningsbåden, hvor kaptajnen spekulerer over, hvad det var de stødte på. Det er et af Joakims skibe, der var på vej ind med en kostbar last, så kender man til andeuniverset, så er man straks klar over, at det passer ham absolut ikke.

Handlingen i Anders And og Søslangen

Anders And som slangetæmmer

I første omgang er det Rip, Rap og Rup, som det skifter til, og de sidder og spekulerer over, hvorfor nogen kommer højt på strå og bliver berømte. De kigger på forbipasserende og genkender flere berømtheder i blandt dem. Denne passage giver Barks rig mulighed for at demonstrere sin evne til at tegne karakteristiske bipersoner, her er mange sjove typer.

Så kommer deres onkel Anders, og han er tydelig i godt humør. Det er hans nevøer ikke, for hvorfor er han ikke blevet noget stort som alle andre? Anders indrømmer, at han hidtil har været uduelig, men nu har han fundet noget, som han er god til: slangetæmmer. Nu gribes de tre nevøer for alvor af flovhed, men Anders går op i det med liv og sjæl, og gennem historien er der flere komiske situationer, hvor han går op i sit slangetæmmeri. Dog må man sige, at det er rørende at se hans entusiasme.
Rip, Rap og Rup finder frem til en mand, der med et apparat kan måle folks hjernesvingninger, så man kan se, hvad de er egnede til - nu nærmer historien sig næsten science fiction. De får overtalt deres onkel til at komme med hen til ham, Anders gør det for at glæde dem, og hans hjernesvingninger bliver aflæst. Der er bare ingen der ser, at en stor flue sætter sig på et ettal, så det ligner et syvtal, og ifølge det antal svingninger dette forkerte tal angiver, kan han blive en stor detektiv. Nu er ungerne begejstrede, men Anders vil stille og roligt blive ved med at tæmme slanger. Hans tre nevøer åbner imidlertid et kontor til hans detektivbureau, og nu hopper vi til Joakim, der er godt rasende over, at ingen kan finde ud af årsagen til hans skibsforlis, så han beordrer hidsigt sin sekretær til at finde en detektiv. Han finder så annoncen, som Rip, Rap og Rup har indrykket og bestiller detektiven Anders And til at opklare mysteriet.

Anders på flugt fra søslangen

Så tager Anders og ungerne ud til den bugt, hvor det skete. Her er det mest ungerne, der gør detektivarbejdet, mens deres onkel går op i slangetæmning. Da de sejler ud i en båd, der har en glasbund, finder Anders på at spille på slangetæmmerfløjten i jazzrytme, og så dukker søslangen op. Her er brugt store billeder, så den virkelig ser stor og skræmmende ud. Den kan lide Anders' musik, og det viser sig, at nu er han nødt til at blive ved med at spille, ellers bliver den gal. Så får vi over flere billeder Anders' kvaler med at skulle fortsætte med at blæse i flere dage, mens han bliver mere og mere udkørt. Her har vi stadigvæk noget af den groteske humor fra den tidlige Barks man ved næsten ikke, om man skal grine eller græde.
Ungerne sender efter hjælp hos Onkel Joakim, der ikke tror på det med søslangen, men han går dog ind på at sende dem krudt. Ved en fejl får de peber, men ungerne ved råd - deres siden almindelige rolle som problemløsere er begyndt at udvikle sig i denne historie - og ved hjælp af en vippeanordning får de slynget peberet i gabet på søslangen. Nu er den tørstig, den kravler om i vulkankrateret tæt ved og drikke alt ferskvandet, som det indeholder. Så kommer Joakims skib til syne, men søslangen er stadigvæk syg af peberet, så den søger mod havet og tager skibet med sig. Anders kæmper for at få vejret efter de mange dages spilleri på fløjten, og ungerne er godt ærgerlige, for nu kan de ikke vise deres rige onkel søslangen og dermed vælte hans skepsis.

Da de sidder hjemme i deres have, godt slukørede mens Onkel Anders daser tiltrængt i hængekøjen, dukker videnskabsmanden op, han har opdaget fejlen ved hans aflæsning, så nu kender han de rigtige antal hjernesvingninger hos Anders. De viser, at han kan blive en stor slangetæmmer. Anders får et nervøst rysteanfald af at høre det, nu har han fået nok efter alt det tæmmeri af søslangen.

Så nu bider historien sig i halen: ungerne sidder igen og ser på berømthederne på gaden og spekulerer, mens deres onkel fløjter fornøjet, idet han passer sit gadefejerjob.

Historiens kvaliteter.

Når jeg godt kan lide denne historie, så er det fordi den netop ligger i overgangen i to perioder af Barks' karriere og kombinerer det sjove i den tidlige periode og det gode i den midterste. Anders er begyndt at blive den tragikomiske figur, som donaldister elsker så højt. Det her er alt i alt en fortælling om, at man skal gøre hvad man har lyst til og gerne vil frem for alt det, som alle andre synes man skal og gerne vil presse en til. Der er jo noget tragisk ved, at Anders, der så endelig har fundet noget han er god til, får det ødelagt fuldstændig af en situation, hvor han må gøre det for meget. Samtidig må man også sige, at han tilsyneladende da er tilfreds med sit ufaglærte job til sidst, og så burde hans tre nevøer da være tilfredse med det. Det er for en gangs skyld en historie, hvor de tre har en mindre flatterende rolle, men som før nævnt, deres senere almindelige rolle som problemløsere er begyndt at vokse frem. De er ikke rene møgunger længere, som de var ved deres første opdukken.

Så det er for mig en af de store Barks-klassikere.
Se tidligere anbefalinger