27. september 2010

Fedtmule, den elskelige klodsmajor

Ingen tvivl, er der nogen, der  brillerer med en lav intelligenskvotient, så er det Fedtmule. Om end Anders And ikke altid er lige kløgtig, så kommer han da ikke hjem i sin bil og ser den tomme garage, hvorpå han tror, at den bil han selv sidder i er stjålet. Det gjorde Fedtmule i en lille fire-siders historie i nr. 20/1956. Ikke så sært, at Carl Barks udtalte, at Fedtmule var en total idiot. Han kom heller aldrig til at tegne museuniverset og dermed Fedtmule.

Fedtmule på film

Fedtmule som golfspiller i en de mange sportsparodier på film
Fedtmule i sportsparodi
Fedtmule - med det sigende navn på originalsproget Goofy, skør fyr - var en bifigur i de tidlige Mickey Mouse-film og gjorde sig snart bemærket med sin fjogede latter. Underligt nok er det først i løbet af 80'erne at man i tegneserierne fandt på at gengive den med hydr, hydr, i betragtning af, at det virkelig er hans varemærke på filmene.
Fra starten af var han et rent paphoved. Han tænkte dybt og grundigt over den mindste ting han skulle gøre, men når han så endelig gjorde det, så gjorde han det alligevel forkert. På et tidspunkt lavede man triofilmene, de film, hvor Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule klovnede med Mickey som den kloge hvide klovn, Anders som kujonen og hidsigproppen og Fedtmule som den totale dummepeter, der er skyld i at en campingvogn hægter sig løs fra bilen og kurtiserer en galleonsfigur, som han tror er en virkelig kvinde. Ingen tvivl, han er et fæ. Siden var han stjerne i egne film, nogen gange i parløb med Anders And, men Walt Disney mistede tidligt interessen for ham. Han fik mest lov til at lægge krop til en række sportsparodier og samfundssatiriske småstykker.

Fedtmule i seriestriber.

Mickey Mouse jager Fedtmule med en kost.
Fedtnule i Gottfredsons streg
I starten var han også en bifigur på den trykte stribe, klummergøjen, som Mickey må rage kastanierne ud af ilden for og den, der ved sine dumheder sætter Anders' eklatante raserianfald i gang - ja, ligesom på filmene. I de tidlige tegneserier - nej, hvor er han dum - ja, og sød. Han er jo på en eller anden led ikke til at stå for. Han vil det bedste for sine medskabninger, men kommer bare altid til at gøre det helt forkert. Fedtmule-striberne kan være Århushistorier eller blondinevitser.  Korte tegneseriestriber kan i det hele taget sammenlignes med de vittigheder, som vi underholde hinanden med til fester, det sidste billede er en pointe, der i bedste fald udløser latter - det sker ikke, hvis den enten er dårlig eller læseren ikke forstår den. Gentagne gange tager han talemåder bogstaveligt (stakkels oversætter, tænker man af og til) eller løser de praktiske problemer på en helt vild måde.

Fedtmule i længere tegneserier.

Fedtmule tegnet af Murry med den karakteristiske hånd for munden
Fedtmule i Paul Murrys streng
I lang tid anså man ham primært for at være Mickeys tro følgesvend i jagten på forbrydere. Det var især i Paul Murrys lange eventyr, der en overgang var fast indslag i Anders And og Co. som fortsat serie. Her introduceredes Fedtmule med hånden for munden, der får ham til at se ekstra fjoget ud. Det er godt nok udpræget spændingshistorier, men Fedtmule laver altid et eller andet skørt i dem og slutter dem ofte med en komisk bemærkning.
Men lad os da ikke glemme alle de historier, hvor Fedtmule er hovedpersonen (på et tidspunkt gav man ham en nevø, Gilbert, der efter min mening er lige lovlig højtravende klog). De er så godt som alle præget af, at han laver den ene brøler efter den anden.
I en historie bliver han i starten dagens helt, fordi han falder i et par rulleskøjter der flyder på gaden og dermed ruller over og skubber et barn ind på fortovet, der var lige ved at blive kørt over. Bilens fører, der er ham taknemlig over denne dåd, belønner ham ved at give ham et job på sin koncern med det resultat, at det  går grueligt galt.
Det kunne være en Anders And-historie, hvor det går lukt mod katastrofen, men Fedtmule er jo så elskelig, at mange manuskriptforfattere og tegnere ikke har nænnet at få ham ned i skidtet - ikke for meget i hvert fald. Utallige er de historier, hvor han forhindrer en forbrydelse på grund af sine klodsetheder uden at være klar over det selv, og så til sidst får tak og belønning. Her er han beslægtet med den klodsede yngste søn i eventyrerne, der til sidst klarer det hele og får prinsessen og det halve kongerige. Så meget får Fedtmule ikke, men han får altid i disse historier en klækkelig belønning, med den beskedne bemærkning, at han gjorde jo ingenting, han passede bare sit arbejde.

Selv om han er en figur, som Disney tidligt mistede interessen for, så har han sine fans. Det forstår jeg godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.