17. februar 2014

Anders And og Den Gyldne Hjelm


Forsidebilledet til Anders And-historien Den Gyldne HjelmJeg ville ellers gerne overraske med denne ugentlige anbefaling af en historie og anbefalet nogen, som ingen andre havde tænkt på at anbefale. Så anbefaler jeg nu en, som så godt som alle donaldister er enige om er et mesterværk, ja, man behøver ikke engang være en donaldist, den var ligefrem med i Kulturministeriets danske kulturkanon, sikkert især på grund af oversætteren Sonja Rindoms indsats.
Alligevel tager jeg den med, for ingen tvivl, det er et mesterværk fra Barks' velmagtsdage, ingen tvivl om det. Den hører så til en af de lange eventyr, der fylder et helt blad og jeg er glad for, at den både i første udgivelse i Solohæfte 9 fra 1954 og i senere genoptryk er trykt samlet i et hæfte og ikke lavet som fortsat serie. Det ville have været synd og skam at bryde den op på den måde. Den var også i et stræk i den originale amerikanske udgivelse fra 1952 i serien One Shots.
Men hvad skal man dog skrive om en historie, som der er skrevet så meget om, lige fra nordmanden Jon Gisles bog fra 78 Donaldismen, på dansk Andelogien, over alle fanzinxene og til nyere Barks-biografier? Er der nogen donaldister, der ikke kender den? Om ikke andet, så kan jeg kun sige: så læs den dog, så du kender dine klassikere. Alle andre: prøv at læs den, måske vil du forstå, hvorfor nogen er så vilde med andeuniverset.

Placering i Carl Barks' produktion

Den er så fra det, man ofte kalder Barks' midterste periode, som man regner det meste af halvtredserne med til og det er også i disse årgange, at danske læsere først læste fra denne periode i den nu berømte tegners karriere. Anders er blevet en mere nuanceret figur, mindre hidsig, men han kan stadig prale og overvurdere sig selv, ofte får han en tragisk drejning. Fætter Højben, Onkel Joakim, Andersine og Bedstemor And var blevet introduceret, men de bruges ikke i denne historie. Det er et rigtigt valg, for hvis man tænker sig om, hvad de kunne have fundet på, så ville de have ødelagt historiens ide. Rip, Rap og Rup er blevet til de kløgtige børn, som de er mest kendt for at være.

Handlingen i Den Gyldne Hjelm

Ja, i al korthed: Anders er kustode på et museum og går og drømmer sig tilbage til vikingetiden, hvor der virkelig var tapre ænder til og føler sig som en vovehals. Men så dukker skurken Steen Grå op og finder et kort, der viser hvor den gyldne hjelm fra vikingetiden ligger, og ejeren af den er i følge et gammelt dokument konge af Amerika. Steen Grås sagfører Skarp Skarpson taler et dunkelt jarasprog og manipulerer groft. Anders bliver nu enig med den rare museumsinspektør, der er hans arbejdsgiver, at nogen må tage af sted nord på og finde den gyldne hjelm først, så de ikke skal være Steen Grås undersåtter.
Sten Grå snupper hjelmen fra ænderne.
Sten Grå overrasker ænderne
Så starter ekspeditionen med Anders, hans tre nevører og inspektøren, og det er en færd fuld af spænding med oprørte bølger og ærtetåge og et nervepirrende kapløb med Steen Grå og Skarpson.Tilsyneladende kommer der en happy ending meget tidligt, men da Anders og ungerne i triumf finder den gyldne hjelm ved de ikke , at Grå iagttager dem i en kikkert. Da hjelmen er i inspektørens sikre hænder, border Grå og sagføreren skibet. Sagføreren stiller dog i udsigt for museumsinspektøren, at nu kan han blive konge af Amerika og så tager storhedsvanviddet ved den godmodige herre og forvandler ham til en ren museums-Mussolini, der vil tvinge alle til at gå på museum hver dag.

Ja, typisk for Barks især i hans mellemperiode og sene periode: skellet mellem de onde og gode, helte og skurke, er fyldende. Det er jo den gode gamle historie om, at magtsyge korrumperer, som der har været skrevet så meget om i verdenslitteraturen, men her får den en ny drejning. Da Anders har fået vristet hjelmen fra den korrumperede inspektør og vil kaste den i havet, gribes han også af tanke om magt og tilskyndes af Skarpson. Så nu vil han være konge og han er bindegal, han vil tage betaling for at trække vejeret, så alle skal gå med målere.
Anders And holder hjelmen i hånden og gribes af storhedsvanvid
Anders And med storhedsvanvid
Inspektøren er nu blevet klogere og allierer sig med Anders' nevøer. De bliver af Anders og Steen Grå med sagfører sat på en øde ø. Men Anders' og hans nye kumpaners skib farer vild og snart har de ikke mere proviant om bord. Snart indser Anders det latterlige i at være konge af Amerika, når han er ved at dø af sult.
Ungerne er jo, som de fleste andelæsere ved, smarte og hugger et vikingeskib ud af et isbjerg og får opsporet det vildfarne skib. Deres onkel er blevet klog af skade og afvise blankt alle sagførerens appeller. Så vil Skarpson selv være konge, men nu er det nok, mener ungerne, så Rip tager en rå fisk op fra dækket og rammer med et kast sagføreren i synet med den, så han taber hjelmen i havet og dermed alle vilde drømme om at være konge af Amerika. Til sidst står Anders glad og tilfreds på museet og glæder sig over en rolig tilværelse.
Den er et eksempel på, at Anders And i Barks' mellemperiode kan blive klogere, hvad han oftest ikke blev i de tidlige historier, se den tidligere anbefalede Kæphøje Krystere som eksempel. Nok er hans velkendte selvovervurdering her kørt ud i det ekstreme, men han indser sin egen tåbelighed.

Den Gyldne Hjelms kvaliteter

Ja, det er nok ikke den mest overraskende anbefaling jeg har lavet her, men det er en af Barks' de virkeligt gode. Den indeholder både hans typiske humor, men også en masse spænding, så den underholder og så har den et budskab, en slags morale, men uden at løfte en pegefinger. Figurerne er i modsætning til hvad man ofte ser i musehistorierne nuanceret tegnet, selv den rare inspektør bliver vanvittig af tanken om magt. At så Steen Grå er ensidigt ondt tegnet, hm, ja, men spørgsmålet er, om hans storhedsvanvid er værre end de andre, der rammes af den. Rip, Rap og Rup kommer så til at stå som heltene, og så alligevel... da hjelmen falder i havet, står en af dem alligevel med et fjernt blik og tænker, at nu bliver ingen konge af Amerika. En af hans brødre må lige give ham et spark bagi, for at få ham til at vågne op.
Ja, nu sad jeg her til sidst og ville lige prøve at se, om jeg ikke kunne være lidt original og finde en eller anden skønhedsfejl i denne historie. Det lykkedes ikke. Så den blev denne uges anbefaling med al risiko for, at nogen vil kalde mig en efterplaprer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.