torsdag

Anders And Gavehæfte

Forside til første gavehæfte
Det første gavehæfte
I 1957 kom det første såkaldte Gavehæfte, et hæfte på størrelse med det gængse Anders And-blad, men tykkere. I lighed med julehæftet Mandelgaven, der startede lidt senere, er de ikke med i årgangsbøgerne, så for mange vil det nok være ukendt land.

Hvad er Gavehæftet?

Langt på vej kan jeg godt forstå det, for dette hæfte indeholder ikke bare tegneserier, men sider med barnlige opgaver og spil, som selv barnlige sjæle, der stadig læser Disney-tegneserier, er vokset fra, krydsord og andre ting til at underholde børnene med i den sommerferie, der står for døren. De kan i høj grad ligne en lidt klam kommerciel fidus. På en eller anden led kan man sige, at det er lidt en skam, for der kan jo gemme sig gode serier i disse forsøg fra Egmonts side på at presse citronen yderligere. det skal man ikke være blind for. Samtidig må der siges også at være en del skidt, som de lige får afsat.
Men i det første gavehæfte - med forside af Tony Strobl - var flere af andeserierne lavet af Paul Murry - der ellers mest er kendt for musehistorier - og Jack Bradbury, det er så ikke de værste der har aflastet Carl Barks, disse historier her er heller ikke så ringe endda.

Udvidelser med SommerSjov og VinterSjov

Det blev siden en udgivelse, der kom regelmæssigt, en gang om året, så lavede man yderlige et hæfte, der hed Sommersjov før sommerferien og udsendte så Gavehæftet om efteråret. Det har været en af de mindre heldige træk ved Gutenberghus - senere Egmont - at når successen er hjemme, så skal mængden af udgivelser presses op, hvor det ikke kan bære.
I 1978 ændrede efterårsudgivelsen navn til Vintersjov for at matche forårshæftet. I 1985 ændrede de navn til Sjov med Anders And, og under det navn fortsatte det til 1997, hvor Anders And-bladet begyndte at tabe i oplag. Så var det heller ikke sært, at man var nødt til at skære ned på ekstraudgivelserne.

Vurdering

Som sagt: der kan godt skjule sig udmærkede serier her, men de bliver let overset af voksendonaldister, fordi Gavehæftet ofte ikke har den store interesse, det anses - egentlig med rette - for at være et barnligt hæfte, men ikke på den gode måde.
Ind imellem fyldte man også serierne op med mange af de rædsomme Studio-serier og med nogle striber af Nils Rydahl med Anders And, som ikke er specielt morsomme. Men af og til kom der da nogle italiensk tegnede serier, der ikke var så ringe endda. Det var i Gavehæftet i 1968, at man først blev introduceret til Rip, Rap og Rups teenageveninde, som blev kaldt Tinka (siden ændrede man hendes navn til Anita), skabt og tegnet af Romana Scarpa. Heller ikke det værste, men det, som ikke er så ringe endda, fylder kun lidt i forhold til det, som man snart mister interessen for.

mandag

En besværlig fridag

Denne uge anbefaler jeg en historie, En besværlig Fridag, der egentlig har flere odds imod sig.

  1. Den blander universerne. Det er Andersine og Minnie Mouse fra henholdsvis andeuniverset og museuniverset, der optræder sammen. Det er ofte set, at man forsøger at blandet universerne i Disneyserierne, f. eks. at Sorteper dukker op som skurk i en andehistorie, eller at Pluto lige pludselig bliver fundet af Lille Ulv. Det får ofte historierne til at halte, fordi deres skaber ikke rigtig ved, hvordan figurerne skal opføre sig i forhold til hinanden.
  2. Dens to hovedfigurer, Andersine og Minnie, er lige præcis de to figurer, der er dårligst udviklede i deres respektive universer. Barks ærgrede sig lidt over, at han aldrig rigtig fik udviklet Andersine.
  3. Den bygger på et meget spinkelt plot.
Alligevel fungerer den og er på sine præmisser læseværdig. Den var oprindelig fra et særhæfte udgivet af Dell Comics i 1961, hvor temaet er Show Boat, figurerne optræder på en teaterbåd, sat tilbage til en tid, hvor disse havde deres storhedstid på amerikanske floder, især Mississippi.
I denne historie er klædedragten også fra starten af det 20. århundrede. Den er tegnet af Tony Strobl, som der er delte meninger om blandt donaldister, men efter min mening har han sine lyse øjeblikke. Danske læsere så den i Anders And & Co. 30/1963, og i flere andre numre fra 62 og 63 har vi andre af disse teaterbådshistorier fra samme amerikanske temahæfte.
Udgangspunktet er enkelt: Minnie og Andersine optræder på teaterbåden og har en fridag, som de vil tilbringe i den lille flodby, hvor båden ligger lige nu. Det bliver ikke let som titlen antyder, for - som Andersine irriteret siger på sidste side - byen vrimler åbenbart med folk, der vil optræde på teaterbåden. Alle deres forsøg på at slappe af falder til jorden af det ene fjols efter det andet, der mener at have et talent. Først er det en mor, der vil have at hendes tvillinger skal optræde på båden, for de synger som engle. At dømme efter de Minnie og Andersines mimik skal vi vist være glade for, at tegneserien er et lydløst medium.
Så er der en købmand, der mener de mangler nogle gode vittigheder på teaterbåden og straks trakterer de to piger med vitser, der ville fryse til is på Grønland. Da de går på restaurant vil indehaveren absolut vise, at han kan jonglere, hvad han gør med æg, der knuses i hovederne på de to piger. Sådan bliver det ved og da de til sidst sætter sig ud på en mark uden for byen, skræmmes de af en skytte, der absolut vil vise hvor godt han skyder for at kunne optræde på teaterbåden med det. Da ender det med, at de to piger sætter sig på teaterbådens dæk og nyder deres madpakke i fred og ro.
Egentlig en spinkel handling, ja, men de bifigurer, der plager de to skuespillerinder, er bestemt herlige, deres tåbelighed er flere steder hovedrystende morsom.
Vi mærker ikke meget til de to kendte figurers normale personlighed. De kunne lige så godt være to andre piger end lige Minnie og Andersine. Måske er det netop derfor, at historien fungerer på sin egen præmis, der er ingen forvirring om, hvordan de skal opføre sig i forhold til hinanden, de er to almindelige piger, der holder fridag sammen, og det er så det. Historiens styrke er de tåbelige personer, som de udsættes for.
Er historien ikke et mesterværk, så kan den læses som et eksempel på, at selv historier med odds imod sig kan fungere.
Se tidligere anbefalinger

onsdag

Opdraget til terror, Anders Hjorth-Jørgensen


Forsiden til Anders Hjorth-Jørgensens bogSå fik jeg læst den, Anders Hjorth-Jørgensens store omfattende erindringsbog, Opdraget til terror?. For tegneserielæsere er han et kendt navn. Født 1949 i Jyderup, hvor han også voksede op, blev uddannet til biblotekar og i den stilling var han foregangsmand for, at også tegneserier skulle være til at få på biblioteket. Han redigerede Politikens tegneserieleksikon og forlaget Stavnsagers serie med faglitteratur om tegneserier, skrev i det hele taget meget selv om mediet og endte med at stå for Tegneseriemuseet, der i dag, efter lang tid i Kalundborg, er endt på Storm P. museet på Frederiksberg.

Erindringer fra tegneseriernes verden

Undertitlen på bogen er Erindringer fra de kulørte siders brogede verden, og det er det sandelig. Det er hans liv med tegneserier fra barn af, hvor han læser tegneserierne i hans mosters kiosk i fødebyen over hans genopdagelse af mediet som bibliotekar og alle de mange arrangementer og møder han har været med i og til hans bestyrelse af Tegneseriemuseet. Bogens titel er taget fra psykologen Tørk Haxthausens bog Opdragelse til Terror, der i halvtredserne satte gang i en vild hetz mod tegneseriemediet, jeg har skrevet om det her i indlægget Ufrivillig Komik. Han voksede netop om som barn under denne hetz og oplevede den ved, at han den ene uge fik lov at læse Wild West-bladet, men næste uge sagde hans forældre, at nu var der ikke råd til det mere. Senere fandt han ud af, at det skyldtes hans velmenende skolelærers formaning til forældrene om at værne børnene mod disse skrækkelige seriehæfter.

Det er også på grund af den holdning til serier, at han mister interessen, men da han er bibliotekar kommer den igen, og her bliver han så en af fortalerne for tegneserier på bibliotekerne.
Fremstillingen er krydret med mange morsomme iagttagelser, og man får meget at vide om både Will Eisner, Morris, Claus Deleuran og andre betydende personligheder i tegneseriens verden. Den er så også omfattende, med mange illustrationer, der har lange billedtekster. Det kan føles som lidt af en stor mundfuld. Til gengæld kan man så sige, at man har sit eget lille tegneseriemuseum på bogreolen, som man kan tage ned og glæde sig over.

Disneyserier i bogen

Af interesse her på en blog om Disney-serier er det, at han i sine barndomserindringer fortæller, at han fik Anders And & Co. nr. 9/1949 til sin to års fødselsdag. Den havde forside af Walt Kelly, der senere tegnede den satiriske serie Pogo, der en snes år senere blev en af Anders' storfavoritter. Hæftet blev billedlæst i første omgang, men da han kunne læse teksten fandt han  ud af, at at alle de andre historier med Mickey Mouse, Fedtmule og Lille Ulv kunne gå an, men den virkelig gode historie var Anders And-historien, tegnet af Carl Barks. Det er den elskede klassiker, hvor Anders And er skoledetektiv med opgave at fange skulkende børn, inklusiv hans egne tre nevøer. Denne historie fik ham til at læse bladet regelmæssigt, og Barks får her det ord med på vejen, at han er en fortæller i H. C. Andersen-klassen.
Så skal det også nævnes, at da han senere laver udstillinger på bibliotekerne om tegneserier er også Freddy Milton med, som i en lang periode tegnede historier til det hollandske Donald Duck, men først senere kom ind i Egmont og med rødder i Barks-traditionen tegnede den satiriske serie om dragefamilien Gnuff, som jeg varmt kan anbefale at stifte bekendtskab med, hvis du ikke har gjort det.
Så oplever han selvfølgelig også Barks' besøg i København i 1994. Han er ikke med til at interviewe ham, der var sat en grænse for hvor mange der skulle det på grund af andetegnerens nedsatte hørelse, men det lykkes at få en hilsen til Tegneseriemuseet.
En stor omfattende, men læseværdig bog for tegneserieelskere.
Den er på 300 sider og koster 249 kr.

mandag

Måske er jeg trist...

Georg Gearløs, der oprindelig var en bifigur i andeserierne, fik efterhånden sin egen serie, hvor han var hovedfigur uden at han af den grund ophørte med at optræde som bifigur i andeserierne. Mange af dem var på fire sider, og de blev i første omgang tegnet af hans skaber Carl Barks.
Firesider-formatet er vanskeligt, det er svært at få en god historie op at stå på så få sider, men Barks mestrer det så godt som samtlige historier om den venlige, men skøre opfinder.
Nærværende historie Måske er jeg trist er et lille godt eksempel på det. Den kom i USA i juni 1958, danske læsere så den første gange i Anders And & Co. nr. 20, 1959. Den har et typisk oplæg: Georg har gjort en opfindelse og skal nu prøve den. Her er det en maskine, der kan svare på spørgsmål, og da han prøver ved at spørge den om, hvorfor den lille fugl sidder og synger uden for hans vindue, svarer maskinen:
Måske er den trist,
måske er den glad
måske vil den blot sige tak for mad.
Det er Georg ikke tilfreds med, ikke de der måske-svar, der skal komme et klart svar. Maskinen råder ham til at spørge fuglen selv, hvilket vores opfinderven synes er en god ide, for han har lige opfundet en tankelæsermaskine, som han vil sætte fuglen i. Hvordan skal han så fange fuglen?
Strø salt på fuglens hale.
Et af Gearløs' mislykkede forsøg på at fange fuglenNu må den maskine være en mislykket opfindelse,  når den to gange kommer med et dumt svar på et seriøst spørgsmål. Så får vi ellers nogle drabelige mislykkede forsøg på at fange fuglen og hver gang spørger Georg igen: hvordan så?
 Strø salt på fuglens hale.
svarer maskinen hver gang. Endelig tager Lille Hjælper - Gearløs' lille robothjælper, der også efterhånden udviklede en egen personlighed - en saltbøsse, lister sig ind bag fuglen og strør salt på dens hale. Så er den fanget, og Gearløs sætter den i tankelæsemaskinen og spørger, hvorfor den sidder udenfor og synger. Prompte svarer fuglen gennem maskinens højttaler:
Måske er jeg trist,
måske er jeg glad
måske vil jeg blot sige tak for mad.
Gearløs rammes af chok og sidder så på en gren og kvidrer som en fugl. To forbipasserende mænd spørger, hvad der dog er galt med den mand i træet, og til deres forskrækkelse svarer maskinen inde fra huset:
Måske er han trist,
måske er han glad
måske vil han blot sige tak for mad.
 Barks udnytter i denne historie gentagelsen som vi kender det fra folkeeventyrene, men giver den en ironisk drejning. Han efterlader en med den eftertanke, at det ikke er alt man kan få svar på. Det er netop på grund af den enkle, men skarpe pointe, at historien fungerer trods det lille omfang.
Filminstruktøren Lars von Trier fremhævede maskinens svarvers som stor poesi, fordi det netop sagde noget om vores manglende formåen til at forstå alting. Han har også engang sagt, at vi burde rejse en statue for Cornelius Blisand, Andebys grundlægger, til minde om Barks. Jeg er ikke så vild med ham, men her sagde han noget, som jeg kunne gå ind for.
Tidligere anbefalinger

Bage bage kage

Andersine fordeler opgaverne mellem sine niecer
Bage bage kage blev i 1964 trykt som en Andersine And-historie. Det er ellers Anders And man ser på de fleste billeder. Det er  let at forstå, hvorfor udgiverne har betragtet det som en Andersine-historie, for det er hende, der er på første billede, og Anders dukker først op nederst på samme side.
Så er det også det, at hun i denne historie viser en modenhed og positivitet, som ellers er sjælden, ellers er hun for det meste hakkende og krævende, som Carl Barks sagde om hende. Han sagde i samme åndedrag, at han ærgrede sig over, at han ikke havde nået at få udviklet hendes karakter noget bedre. En af de få undtagelser må siges at være den om de Kæphøje Krystere fra sidste uge, hvor hun har været forudseende nok til at redde Anders fra fedtefadet, som praleriet har bragt ham i.
I denne uges historie fremtræder hun som et virkeligt eksempel i forhold til sin kærestes tåbeligheder.
Denne historie er tegnet af Tony Strobl. Ham er der delte meninger om, men man kommer ikke uden om, at en stor del Anders And-læsere fra min generation har læst meget af ham. Da Barks ikke helt kunne følge med i de mange historier, der krævedes, var Strobl en af de mest produktive aflastere. Denne historie er for mig et eksempel på Strobl når han er bedst - han har lavet ting, der får mig til at forstå hvorfor flere donaldister ikke synes om ham. I hans bedste øjeblikke har han det, hvad nogen har kaldt "stilfæridigt slapstick," et paradoksalt udtryk, da slapstick er noget man forbinder med vildt halløj, men det er rammende, for Strobl er stilfærdig og rolig, men alligevel udvikler begivenhederne sig vildt bizarre situationer. Denne historie er et af eksemplerne.
Historien går ud på, at Andersine med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle vil bage en kage til en bagekonkurrence, og på første side ser man, hvordan hun har gjort en god fordeling af arbejdet, og så kan de gå i gang på en afslappet måde - indtil Anders dukker op, og som det er typisk ham har han en stærk tro på sine egne evner og uundværlighed og vil hjælpe dem med bageriet. Da det bliver afslået, vil han vise, at han er lige så godt til at bage kage som dem, og straks går han hjem og sætter Rip, Rap og Rup i gang. Historien kunne bruges som illustration på et arbejdslederkursus med rigtigt (Andersine) og forkert (Anders).
Anders And herser med sine nevøer

Han herser vildt med ungerne og vil udelukkende klare sig med det, der er i huset. Alt skal gå fisehurtigt, og snart er det et stort kaos. En forbipasserende mand bliver forskrækket over larmen inde i huset og banker på for at spørge, om de er kommer noget til.
Anders: Nej, har De aldrig set nogen bage en kage før?
Manden: Jo, men aldrig hørt det så tydeligt.
Som kontrast ser man ind imellem, hvordan det går roligt, men effektivt, hos Andersine og hendes niecer.
Anders And med glasur i ansigtet, Andersine lerTil sidst præsenteres alle kagerne til konkurrencen og Anders og hans nevøer stiller med en kæmpekage, som dommerne bliver så betaget af, at de straks tildeler den førstepræmien. Nu må ungerne gå til bekendelse og sige til Anders, at på grund af hans herseri måtte de i farten finde alle mulige uspiselige ingredienser. Da en af dommerne vil skære kagen for, er det en ballon han skærer over. Anders får som spot til skade en stor stråle glasur i ansigtet og førstepræmien tildeles Andersine.
Historien er Strobl når han er bedst med sin rolige slapstick, og det er oplivende at se Andersine positivt fremstillet.
Tidligere anbefalinger

fredag

Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

tirsdag

Sorteper, den gamle skurk


Hvis du nu er quizdeltager og så spørges: Hvilken Disney-figur, som kendes i dag, så første gang dagens lys? så svarer du måske - om du er Disney-fan - Mickey Mouse.



Hov stop lige en halv!
Billedresultat for Sorteper
En tidlig Sorteper med træben
Du siger det i god tro, for de færreste i dag, undtagen hardcore fans, tænker over, at Disney i tyverne lavede en serie stumfilm, kaldet Laugh O Gram-film, hvor han med de primitive midler, der var til rådighed den gang, lod en lille pige, Alice, opleve en masse skøre ting med tegnede figurer, en blanding af realfilm og tegnefilm, som vi skal helt frem til Mary Poppins i 1965 for at det rigtig lykkedes at gøre godt. Alice blev en overgang spillet af hans senere bedre halvdel, Lillian Marie Bounds. Disse film har mest historisk interesse, de er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men Disney og hans stab fik da trænet nogen færdigheder op.

Den tidlige Sorteper

Men i netop en af disse glemte stumfilm dukkede en stor brovtende og ubarberet karl op i 1925, som vi senere lærte at kende som Sorteper.
Ja, er det ikke underligt? Skurken opstod før helten i universet omkring Mickey. Han forpestede tilværelsen for Alice og hendes tegnede venner i flere Laugh O Gram-film, men hun vandt altid over ham ved snilde og hurtighed. Det samme gjorde Mickey i adskillige af de tidlige film, hvor den ondskabsfulde fyr, som der endnu ikke var fundet noget navn til, havde Mickey og Minnie som sine yndlingsofre.
Da Floyd Gottfredson i 30'erne tegnede Mickey Mouse-striber til dagbladene, overtog han også dette store bæst og gav ham et navn, Pegleg Pete, pegleg betyder træben og Sorteper havde også et træben i disse tidlige striber. Da de blev trykt i danske blade før og under besættelsen, hvor Mickey hed Mikkel Mus, fordanskede man skurkens navn til Per med Træbenet. På et tidspunkt blev det krævet af Gottfredson, at han skulle lade Pete have to normale ben, da man mente det andet var at gøre nar af handicappede. Han rettede sig efter det og måtte derfor omdøbe figuren til Black Pete, der i de danske Anders And-blade blev til Sorteper.

Sortepers forbryderkarriere på film og tegneserier.

Sorteper i en filmscene
I rollen som led karl på film
Figuren blev sideløbende med at være skurk i Mickey-striberne også brugt i adskillige tegnefilm som en led karl. Her kan i flæng nævnes den, hvor Anders And får job som nitter og chikaneres af Per som den skrappe chef, filmene fra 2. verdenskrig, hvor Anders And er soldat og Per er sergent, Mickey Mouse-filmen hvor hele staben af figurer skal opføre en von Suppé-ouverture med det store brød som deres manager og flere andre.
Men de fleste Anders And-læsere kender ham  især som en stadigt tilbagevendende skurk i Mickey-historierne, for den rolle beholdt han efter at andre tegnere end Gottfredson tegnede Mickey Mouse.
Sorteper tegnet af Paul Murry
I Paul Murrys udgave
Selv om Paul Murry, der stod for Mickey-historierne i en lang periode, har et galleri af brovtende skurke uden mange karakternuancer, så vender Sorteper altid frygteligt tilbage, og i dette tilfælde skal udtrykket forstås bogstaveligt. Han er en ægte vaneforbryder, altid med nye friske planer, der kan skaffe ham en god indtægt, og han har ingen skrupler. Han er støvsuget for det mindste samvittighedsnag og har intet begreb om, at han gør noget forkert. Hans raseri over, at den irriterende lille Mickey Mouse altid kommer og ødelægger hans "forretninger" er dybfølt og fuld af moralsk indignation - ja, takket være Sorteper lærte jeg allerede i den tidlige skolealder, at gåseøjne om et ord giver det en anden betydning. Selv om han mest gør i berigelsesforbrydelser, som han kalder en "forretning", så skyr han ingen midler, når han skal rydde Mickey og Fedtmule af vejen. Men Mickey er en klog og snarrådig mus, så historierne ender altid med, at Sorteper og hans makker - som vi i Danmark kalder Lusk - må ind og ruske tremmer.

Den italienske Sorteper.

Sorteper tuder, da han bliver arresteret. "Det er alt sammen den lille musesnudes skyld!"
Så skal vi ikke her glemme, at de italienske tegnere, som her i Danmark overvejende kendes fra Jumbobøger og lignende, har deres egen stil og fortolkning af de Disney'ske universer. Det gælder også Sorteper. De har endda gjort noget positivt ved ham ved at gøre ham mere rund med noget karakter. I disse historier kan han blive glad, når han ser et bord med kager og glæde sig over at slappe af. Tegneren Romana Scarpa forsynede ham endda med en kæreste, som på dansk hedder Hilda, hans hengivenhed for hende er ægte. Også i disse historier er han rasende over snushanen Mouse, der altid ødelægger hans "forretninger," men han er det med en mimik og formuleringer som en dybt forkælet møgunge, der virker som en komisk kontrast til hans store korpus.
Ja, jeg holder meget af Gottfredsons balstyrige historier og Murrys spændingshistorier med Mickey, men jeg synes italienerne har gjort noget virkelig godt ved den gamle skurk Soirteper, så han ikke bare er en enstrenget karakter.

mandag

Kæphøje krystere - klassisk Carl Barks-historie

Endnu en nytårshistorie inden det bliver alt for sent, for denne historie, der er Fætter Højbens første fremtræden, da den kom i USA i 1948, foregår nytårsdag. Danske læsere så den første gang i Anders And & Co. januar 1950, og den er et stjerneeksempel på den tidlige Carl Barks, ikke bare fordi næbbene er længere og Anders har fire knapper på matrostrøjen, men også for dens vanvittige overdrivelser af fysiske fænomener og nogen gange grove gags, der prægede Barks fra hans start som serietegner i 1945 og frem til starten af halvtredserne. Højben har i denne historie ikke fået det held, der senere blev hans kendemærke, men pralende, det er han, og Anders er ikke et hak bedre hvad det angår.
Anders beder grædende Højben om at rive kontrakten itu, men forgæves
Det er nytårsag og temperaturen er minus 25 grader. Anders og ungerne glæder sig over, at de ikke skal ud i den frygtelige kulde. Så banker det på døren, og der står Fætter Højben, og hvad har dog fået ham til at vove sig ud i det ukristelige vejr? Han kommer for at overtage Anders' hus. Anders tror først, at hans fætter er blevet tosset af kulden, men så fremdrager Højben et papir på et væddemål:
Jeg, Anders And, lover herved at bade i Isbjørnesøen nytårsdag, ellers har jeg tabt mit hus til min fætter Højben. Underskrevet Anders And.
Der er ikke noget at gøre, uanset hvor meget Anders tigger og beder, så må han hoppe i søen for at redde sit hus. Rip, Rap og Rup saver et hul i isen og kan ikke lade være med at drille deres onkel lidt:
"Værsgo, Deres Højveltalenhed! Deres bad er parat."
Anders And stikker en tå i det kolde vand og brøler højlydt.
Nu kommer det ene forsøg efter det andet på at få Anders til at hoppe i. Det er en umulighed, for han stritter til af alle kræfter og farer ind foran kaminilden bare han får tåen i vågen. Ungerne forsøger som sidste udvej at hive ham i med en traktor, men da de er tæt på hullet, er Anders ved at hive traktoren i vandet og rebet må skæres over for at redde den. Helt vildt, men sådan er den tidlige Barks.
Alt håb er ude, det er umuligt at få Onkel Pralhas i vandet.
Men da alt er den sorteste fortvivlelse, og Anders med tårer overdrager skødet til Fætter Højben, dukker Andersine op, i denne historie som en frelsende engel. Hun fik på den sommerdag, hvor Anders underskrev det fatale væddemål, Højben til at skrive under på et andet væddemål:
Jeg, Højben, forplligter mig til at drikke ti liter limonade på en time, eller give Anders And hans hus tilbage..
Fætter Højben forsøger at få lemonaden i sig og er begyndt at få kvalme
Det er kun begyndelsen...!
Nu  er det Fætter Højbens tur til at tigge og bede, men ingen vej uden om, ungerne må i køkkenet for at lave de ti liter limonade. Her diskuterer de, om de skal gøre den så sur, at han ikke kan få den ned eller så sød, at han får kvalme. Så er der ellers dømt halvanden side til at være vidne til Højbens kvaler, hvor han først hælder den i sig med nydelse, men så bliver mere og mere kvalm, og efterhånden oppustes hans mave som en ballon. Han ender med at vifte den hvide klud og overgive sig.
Så skulle man tro, at de to pralerøve var blevet klogere, men det gør de ikke i de tidlige andehistorier. Jeg vil lade det afsluttende replikskifte tale for sig selv:
Andersine (til ungerne): De er færdige med at prale, det kan I lige stole på.
Anders: Nå, så du siger jeg er fejg, fordi jeg ikke vil gå i vandet? Men jeg er betydelig skrappere end du! Vent du bare til juli måned, så skal jeg sidde en hel time i en balje isvand!
Højben: Ja, gør du det, gamle ven, så skal jeg drikke femten liter limonade og det på en halv time!
Anders: Top, vi vædder!
Højben: Hent et stykke papir, det skal skrives ned.

Ungerne (til Andersine): Sagde du ikke noget om, at det var kureret for deres praleri? Andersine (med himmelvendte øjne): Glem det, drenge.
Slutbilledet
 Se tidligere anbefalinger