Fra fedtsyl til flottenhejmer

Nu har jeg tidligere været ude efter julehæftet Mandelgaven og antydet, at det var en overflødig udgivelse, men forhåbentlig kom det også med her, at der var gode historier ind imellem.
Som ugens anbefaling har jeg en af disse fra Mandelgaven 4 i 1964, hvor den gennemsnitlige kvalitet af Anders And-bladet ellers er ved at dykke. Det er en rigtig forvekslingsfniser af Carl Barks, som blev udgivet i februar 1964, den kan i Barks samlede værker findes i bind 26.

Optakten

Den starter med, at vi ser Joakim udføre sine yndlingslege i pengene, som blev introduceret i Den Snedige Onkel Joakim (Only af poor old man), og så har han kræfter til lidt af hvert og kan se julegavelisten, som han på grund af sin nærighed afskyr. Det er nærige gaver: til Anders en golfkugle, til Rip, Rap og Rup en glaskugle hver.
Så klippes der til hans nevø Anders, der står med et hypnoseapparat, som Gearløs har opfundet. Han sætter et lysbillede i af sig selv. Med det kan han hypnotisere sin gerrige onkel til at give en masse flotte gaver. Da han går et øjeblik, ser ungerne apparatet og prøver det i den tro, at det er et lysbilledapparat, og i stedet for billedet af deres onkel Anders putter de et billede i af "en eller anden dum hund," som de siger.

Så ruller den...

Så skal Anders udføre sit nummer og lige i det, at Joakim har set, at Bedstemor And skal have en støvleknap, retter Anders apparatet mod sin onkel i den tro, at der er et billede af ham selv i det, men Joakim ser den ukendte hund og kan ikke forstå, at det skal være morsomt. Men apparatet virker og straks bliver den gamle fedtsyl grebet af en ubændig trang til at give den hund en masse flotte gaver. Da han løber ud for at finde ud af, hvor den hund er, giver sekretæren ham et julekort med den gamle engelske juleremse 12 Days of Christmas, hvor der på julens 12 dage gives nogle helt skøre gaver (se teksten her). Hypnosen får nu Joakim til at ville give disse gaver og på vej hen for at spørge sin nevø om den hund, skyder han genvej gennem en park, der ejes af en grevinde, der til forveksling ligner Bedstemor And, og da han forfølges af hendes hund, viser det sig at være

hunden på billedet.

Og det bliver mere bizart

Nu begynder han at skaffe de 12 sækkepibeblæsere og 11 trommeslagere og så videre, og Anders tror gaverne er til ham, så han bliver helt konfus over at skulle have alle de gaver, der er dyre på kost. Hele den passage, hvor han farer forvirret rundt for at stoppe disse gaver, har alle elementerne til en rigtig forvekslingskomedie, som er en gammel traditionel genre: læseren/publikum ved godt, hvordan det hele hænger sammen og kan så more sig over figurerne, der har misforstået situationen fuldstændig. Anders er lige så forvirret, som han ofte var i de tidlige Barks-historier og Rip, Rap og Rup tager det køligt, de aner jo ikke, at det er dem, der har forårsaget miseren.
Det tredjesidste i remsen er tre franske høns, så Anders beordrer sine nevøer i hønsekostume, hvor de taler fransk, Anders selv forklæder sig som agerhønen i pæretræet, som er det sidste af remsens gaver. Han laver et vældigt postyr i håb om at forsinke leveringen, indtil hypnosen har fortaget sig, med det resultat, at Joakim binder ham til pæretræet uden at vide, at det er hans nevø. Så bliver gaverne leveret til grevindens hund og vi får nogle fnis af Anders i agerhønekostumet, der ikke forstår et muk. Da Joakim fortæller grevinden, at gaverne er til hendes søde vovse meddeler en af hans hjælpere, at agerhønen besvimede - igen et rigtig forvekslingskomedietræk, vi læsere ved jo godt hvorfor.
Grevinden er Joakim meget taknemlig, fordi han har været så god ved hendes lille skat - lille, hm, det er ellers en rimelig stor hund  - og snart laver den et vældigt postyr ved at jage gaverne. Rip, Rap og Rup må tage flugten, da de hører til skal i suppegryden til hønsekødssuppe, og Anders undgår ved at fare gennem en rude at blive stegt som agerhøne.

Udtoning

Da halløjet er ovre, har hypnosen fortaget sig og på de sidste rolige billeder går Joakim hjem og undrer sig over, hvorfor han dog har købt alle de flotte gaver til grevindens hund. Hjemme tager han så julegavelisten op med de beskedne gaver - han er sit nærige selv igen.
Ligesom i sidste uges anbefaling er Anders en kende moralsk anløben i denne historie, og Joakims nærighed er mere komisk end usympatisk. Det er den, der får hans flothed under hypnosen til at virke som en skærende kontrast.
Som sagt: en rigtig forvekslingsfniser, som burde have været i julenumrene af Anders And & Co. dette år fremfor de noget mere svage, der blev brugt her.
Se tidligere anbefalinger.

Anders And Mandelgaven

Det første nummer af Mandelgaven

I 1961 udsendte Gutenberghus, som Egmont hed den gang, en lille ekstra udgivelse før jul, kaldet & Co. Mandelgaven, den ændrede senere navn til Anders And Mandelgaven, i daglig tale bare kaldt Mandelgaven.

Hermed lagde de sig i en tradition, som kendtes fra adskillige andre tegneserier: det årlige julehæfte med serien, som i nogen familier bruges som mandelgave i forbindelse med risengrød eller ris a la mande. Det lille hæfte var på størrelse med Anders And-bladet i bredden, men kun halvt så høj, så historierne blev brudt om fra de otte billeder per side til fire billeder per side, men i kraft af den ekstra tykkelse svarer længden til et gængs blad. Højtlæsningshistorierne fra de første årgange har fået et come-back her ( se Disney i prosaform).

Nu var det ikke første gang, at der blev lavet specielle juleudgivelser. I Solohæfterne, der udkom sideløbende med det gængse blad i halvtredserne, var der til jul en Juleparade med julehistorier. Dette var så bare en helt ny indpakning, et nyt format. 

Det var kun to år efter, at det gængse blad var gået fra at være fjortendages-blad til at være ugeblad, og forsiden af den første mandelgave var tegnet af danskeren Nils Rydahl, der startede med at tegne forsider til bladet og senere historier, da det kneb at få stof nok fra Staterne til bladet hver uge. Hvad skulle man egentlig også med en ekstra udgivelse, når manglen på stof var blevet et problem? Det har været et problem for udgiverne siden intervallet mellem udgivelserne blev speedet op, og de sidste måneder af tresserårgangene bærer som årtiet skrider frem mere og mere præg af infantile historier til at fylde pladsen ud.

Sandt at sige er en stor del af julehistorierne i hæftet heller ikke det helt store. Her skal ikke generaliseres, der er undtagelser, der bestemt er gode, men ofte fyldes pladsen ud af lignende venstrehåndsarbejder, som mere og mere kendetegnede Anders And & Co. op gennem tresserne. I den første er der en ganske skæg Paul Murry-tegnet Chip og Chap-historie, hvor de kæmper for at få et juletræ til Gårdmand Bjørns høns, og der er nogle ganske herlige Barks-julehistorier ind imellem. Men meget af det er en tynd kop te. Mange inkarnerede donaldister er af den mening, at Gutenberghus aldrig skulle have speedet udgivelserne så meget op som de gjorde, og jeg må siges at være enig.

Den sidste udgave af Mandelgaven kom i 2000, så den nåede et fyrreårs jubilæum.