Anders And Mandelgaven

Det første nummer af Mandelgaven

I 1961 udsendte Gutenberghus, som Egmont hed den gang, en lille ekstra udgivelse før jul, kaldet & Co. Mandelgaven, den ændrede senere navn til Anders And Mandelgaven, i daglig tale bare kaldt Mandelgaven.

Hermed lagde de sig i en tradition, som kendtes fra adskillige andre tegneserier: det årlige julehæfte med serien, som i nogen familier bruges som mandelgave i forbindelse med risengrød eller ris a la mande. Det lille hæfte var på størrelse med Anders And-bladet i bredden, men kun halvt så høj, så historierne blev brudt om fra de otte billeder per side til fire billeder per side, men i kraft af den ekstra tykkelse svarer længden til et gængs blad. Højtlæsningshistorierne fra de første årgange har fået et come-back her ( se Disney i prosaform).

Nu var det ikke første gang, at der blev lavet specielle juleudgivelser, i Solohæfterne, der udkom sideløbende med det gængse blad i halvtredserne, var der til jul en Juleparade med julehistorier. Dette var så bare en helt ny indpakning, et nyt format. 

Det var kun to år efter, at det gængse blad var gået fra at være fjortendages-blad til at være ugeblad, og forsiden af den første mandelgave var tegnet af danskeren Nils Rydahl, der startede med at tegne forsider til bladet og senere historier, da det kneb at få stof nok fra Staterne til bladet hver uge. Hvad skulle man egentlig også med en ekstra udgivelse, når manglen på stof var blevet et problem? Det har været et problem for udgiverne siden intervallet mellem udgivelserne blev speedet op, og de sidste måneder af tresserårgangene bærer som årtiet skrider frem mere og mere præg af infantile historier til at fylde pladsen ud.

Sandt at sige er en stor del af julehistorierne i hæftet heller ikke det helt store. Her skal ikke generaliseres, der er undtagelser, der bestemt er gode, men ofte fyldes pladsen ud af lignende venstrehåndsarbejder, som mere og mere kendetegnede Anders And & Co. op gennem tresserne. I den første er der en ganske skæg Paul Murry-tegnet Chip og Chap-historie, hvor de kæmper for at få et juletræ til Gårdmand Bjørns høns, og der er nogle ganske herlige Barks-julehistorier ind imellem. Men meget af det er en tynd kop te. Mange inkarnerede donaldister er af den mening, at Gutenberghus aldrig skulle have speedet udgivelserne så meget op som de gjorde, og jeg må siges at være enig.

Den sidste udgave af Mandelgaven kom i 2000, så den nåede et fyrreårs jubilæum.