Dyrefabler som rødder til Disneyserier

Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det  nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South

I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer

Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Vi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

Et gratis juletræ

I Mandelgaven 1 (1961) er der en Chip og Chap-historie, som er ganske skæg. Den udkom første gang i USA december 1956, hvor der endnu ikke var gået så meget venstrehåndsarbejde i det, og den er tegnet af Jack Bradbury. De to egern bor i et træ klods op ad Gårdmand Bjørns gård og hører hvordan kyllingerne i hans hønsegård græder højlydt, for de vil have et juletræ. De to venner beslutter sig for at hjælpe dem til et og henvender sig først til Bjørn, der ikke vil have noget med det at gøre. Det næste de gør er, at de sørger for at få Gårdmand Bjørns juletræ ned i hønsegården ved hjælp af en kælk, men da de så skal skubbe kælken tilbage har han opdaget tyveriet og da han løber ud render han ind i den kælk, som Chip og Chap skubber tilbage og tager en kælketur ned i hønsegården. Da fjerner han juletræet derfra.
Den næste ide er at lave et erstatningsjuletræ ved at male hønsenes æg og hænge dem på et almindeligt træ, men... VRÆÆÆL! det ligner ikke et rigtigt juletræ.
Men så får vi happy ending: på grund af at æggene hænger på træet tror Gårdmand Bjørn, at det skyldes en vrede hos hønsene over, at han tog træet og af frygt for ikke at få nogen æg mere, kommer han med juletræet til dem, og de tudende kyllinger jubler.
Chip og Chap sælger de malede æg på historiens sidste billede med et slogan om at forberede påsken i god tid - et lille hip til forretningernes tidlige juleudstillinger med samme slogan om julen.
Jack Bradbury var en habil tegner af så godt som alle Disney-figurer. Er hans historier ikke lige store klassikere som Barks' bedste, så kan de være ganske skægge og have nogle festlige gags. Denne lille julehistorie er et godt eksempel.
Se tidligere anbefalinger

Chip og Chap før Nøddepatruljen

Deres oprindelige rollefag som
Plutos modstandere

To chipmonks

I dag er disse to søde små fyre, som Mickey Mouse kalder dem, mest kendt fra Disneys Juleshow, som DR stadig pr. tradition sender juleaften og som har filmen Plutos juletræ som det første filmindslag. De er ikke så ofte gæster i Anders And & Co. længere som de var en gang og i pocketformaterne glimrer de ved deres fravær.
Men i Disney Sjov dukker de da op fra tid til anden, dels i nogle af de gamle korte klassikere, dels fordi de er brugt som hovedpersoner i en af de nyere tv-serier, Nøddepatrulien, der af og til tages op, så helt glemte er de da ikke.
Men i Anders And-bladet fra midt-halvtredserne og langt op i fra halvfjerdserne var de hyppige optrædende blandt alle dem, der hørte under tilføjelsen "& Co." Endda meget populære.

En virkelig chipmunk

De er dannet efter den specielle nordamerikanske egernart, jordegern, på engelsk chipmonks, herfra har de fået deres karakteristiske stribe på ryggen. En mærkværdighed her er, at sådanne chipmunks, som den danske betegnelse siger, lever i jordhuler, men de to hurtigtsnakkende figurer lever i træer som alle andre egernarter. Sådan er der mange mærkværdigheder i tegneserier.
De fik så også hver sin personlighed, Chip som den kloge af de to og Chap som småskør og pjattet, han får ofte et gok i nøden af sin kammerat, når han er for irriterende.

Chip og Chap på filmstrimlen

De debuterede i 1943 i filmen Private Pluto, hvor de ligner hinanden fuldstændig og ikke har navne. Her er de to egern, der er oppe imod Pluto som i juleshowets film og det var en rolle de blev tildelt i flere film. Senere kom de op imod Anders And, som Jack Hannah lavede flere film med, hvor han kæmpede med forskellige modstandere, der gav den hidsige and kamp til stregen og altid tilførte ham et knusende nederlag. Her udviklede man så en forskel på dem, hvad det ydre look angår har Chip en sort snude og Chap en rød, desuden har Chap en hårtot i toppen. Her fik de også navnet Chip and Dale efter det gamle møbelfirma Chippendale, det blev så fordansket til Chip og Chap. De blev snart meget populære, og man startede snart en filmserie med dem som hovedpersoner, der så kun blev til tre film.

Chip og Chap på seriestriben

I Bradburys streg

Til gengæld blev der lavet overordentlig mange tegneserier med dem. Deres første rollefag som Plutos modstandere blev ikke brugt så meget, men som Anders Ands modstandere så man dem lidt oftere. Den gode tegner Carl Barks brugte dem aldrig, men den anden andetegner Jack Bradbury, der heller ikke er dårlig om ikke på højde med Barks, lavede en righoldig mængde af historier, hvor de dyster mod den for dem irriterende and. I mange af disse historier er de to jordegern de egentlige hovedpersoner med Anders som skurken, en tendens der også kunne ses i nogle af filmene.
Men de fik også deres egen serie, hvor de indgår som en del af skovuniverset, mange af de forskellige skovdyr fra forskellige Disney-film dukker op, Bror Kanins tilbagevendende ærkefjender Bror Ræv og Bror Bjørn optræder ofte som Chip og Chaps fjender. Mange af historierne handler om problemet med at samle nødder eller at få lov at beholde træet, som er deres bolig, i fred.

Chip og Chaps udvikling

De har fået en blødere personlighed i mange af disse historier, fra rene drillepinde på film til to vakse fyre, der altid er villige til at hjælpe deres andre venner i skoven. De kan dog godt drille ind imellem og få sig nogle utrolige skænderier indbyrdes, især når der er et kønt hunegern med i spillet (og så påstår man Disneys figurer er kønsløse!), men som regel er de fiffige og hjælpsomme. Lidt af samme udvikling, som Rip, Rap og Rup tog fra rene møgunger i starten til kloge børn, der altid vil hjælpe deres Onkel Anders.
Der er så det at sige til Chip og Chaps fiffighed, at den ofte bliver hjulpet godt på vej af, at deres modstandere er nogle paphoveder. I de fleste af de historier hvor de er oppe mod ræven og bjørnen vinder de mere på grund af de to modstanderes utrolige alternative intelligens end deres egen klogskab.
Udover Bradbury har også Al Hubbard og Harvey Eisenberg bidraget med ganske skægge historier. I Eisenbergs streg har de fart på med hans karakteristiske fartstriber.
Trods deres popularitet hører de til nogle af de figurer, der desværre blev sendt på pension i bladet. Nogen af os kunne godt ønske en renæssance for dem på striberne.

Andeby som bystat

Don Rosas opfattelse af Andeby

Det diskuteres ofte blandt donaldister, hvor Andeby ligger henne, og hvad samfundsstrukturen er. Enkelte gange har man placeret den i en fiktiv amerikansk stat Calisota, hvis navn er en kombination af Californien og Minnesota, som de, der har læst Don Rosas saga om Joakim von Ands vej til rigdommen, må vide.

Hvor er resten af USA?

Men er det ikke mærkeligt, at vi aldrig hører noget om det amerikanske præsidentvalg i Andeby? Man skulle ellers tro, at Joakim måtte være obs på, om der kommer en republikansk kandidat, der vil sænke skatterne. Vi hører heller ikke noget om guvernørvalg. Det er mest de lokale, borgmesteren og byrådet, der mest er optaget af at skaffe stemmer til næste valg.

Andeby som bystat med opland

Statue af Kornelius Blisand, byens grundlægger

Jeg vil  sige, at Andeby er en bystat  som de gamle bystater i det antikke Grækenland. De havde deres eget styre, formen kunne variere fra sted til sted, i Athen havde de valg blandt de frie borgere til at være byens ledere. De havde så kontakt med oplandet, der dyrkede korn og holdt husdyr, og på den måde var bystatens spisekammer.
Sådan synes også Andeby at være en bystat i et område af bystater, hvor vi  af og til hører om Gåserød som nærmest beliggende bystat. Så er der landboerne, der sørger for at dyrke jorden og holde dyr, så Andeby har sine forsyninger - her har vi Bedstemor And som gårdejer, der hører med til den særprægede andefamilie.
I skoven når lovene ikke rigtig ud, her har skurke som Store Stygge Ulv, heksen og andre onde kræfter frit spil - i byen hvor loven håndhæves, ender Bjørne Banden altid i fængsel.

Musekøbing

Noget af det samme må siges om Mouseton, der i Mickey Mouse-striber i bladene fra før Anders And & Co. blev oversat Musekøbing. Senere fandt man på, at alle boede i samme by, og i musehistorierne skrives der konsekvent Andeby, hvor der i originalteksten står Mouseton. Uanset at Sonja Rindom var en fremragende oversætter, så forstår jeg ikke helt dette valg, men det var måske et redaktionelt pålæg? Naturligvis, i de sene Murry-historier optræder Mickey og Fedtmule pludselig med andefamilien, og Sorte Slyngel indgår samarbejde med Bjørne Banden, her tyder det jo virkelig på, at de alle bor i Andeby.
Uanset det, i de tidlige historier bor personerne omkring Mickey Mouse i Musekøbing, også den synes at være en bystat, næppe langt væk fra Andeby. Her er det Mickey, der nok skal få skurkene buret inde.
Bystater a la det antikke Grækenland i USA med dyr - ja, det er et sælsomt univers - men som fans kan blive enige om, et herligt univers.

Skovuniverset

Dette er mit eget udtryk for et fleksibelt univers, som har været i Anders And & Co., det er ikke så meget mere. Jeg kalder det skovuniverset, da det er i skoven.
Er det så skoven omkring Andeby? Det vil jeg da tro, for af og til er ænderne fra Andeby dukket op i skoven.

De første beboere

Ude i skoven bor Store Stygge Ulv med sin dydsmønstersøn Lille Ulv, som af en besynderlig grund kaldes Lille Stygge Ulv i historiernes titler, men bare Lille Ulv i historierne. De er gennemført menneskeliggjorte og bor i huse, ligeledes Gårdmand Bjørn. Han er Lille Ulvs gode ven, der ofte hjælper ham, men han er farlig for den store ulv når han bliver gal. Der er De Tre Små Grise, som voksenulven ser som de lækre flæskestege, men de er gode venner med lilleulven.
Ja, det startede det med i første årgang, men så kom historierne om den undslupne cirkusbjørn Bongo og hans evige ærkefjende, grizzlybjørnen Knortekæbe, de bor i huler eller sover i de fri som bjørne nu engang gør, men Bongo har sin ethjulede cykel med fra cirkus.

Bror Kanin og Bror Bjørn

Senere i halvtredserne fik vi så onkel Remus' fortællinger om Bror Kanin, hvor Gårdmand Bjørn ikke længere er den hidsige, men rare bondeknold, men en tomhjernet godtroende vindbøjtel, som Bror Kanin kan narre så let som ingenting, og så Bror Ræv, lidt klogere, men dog ikke mere end at Bror Kanin kan snyde ham. Disse historier bygger på folkeeventyr fra den sorte befolkning i Sydstaterne, hvor Bror Kanin altid er kløgtig nok til at bruge hovedet, så han vinder over sine fysisk stærkere fjender.
Paul Murry, der ellers er mest kendt for Mickey-historierne, tegnede nogle af de bedste historier med den snedige kanin.

Da der kom flere til

De lovløse kræfter i skoven

På et tidspunkt skulle vi have historier med Chip og Chap, der i serierne kun lejlighedsvis er oppe imod Anders And. Ofte handler historierne om besværet med at finde nødder til vinteren eller at finde et træ at bo i. Jack Bradbury tegnede flere ganske skægge historier med de to egern, og han lod dem også være oppe imod Anders And flere gange.
Følger man årgangene af Anders And & Co., så må man konstatere, at der i den skov, der er befolket af disse søde og sjove figurer, danner sig et helt univers a la den franske forfatter Balzac, der lod sine personer optræde i alle sine romaner. Hovedpersonen fra en roman kunne dukke op som biperson i en anden. Skovuniverset er et sådant fleksibelt univers, man kan bare se hvad jeg nævnte før om Gårdmand Bjørns ændring af karakter alt efter om han er sat i forbindelse med ulvene eller med Bror Kanin.

Chip og Chap mod Anders And-
almindeligt på film, sjældnere i serier

Samtlige skovens dyr samt De Syv Små Dværge, som kendes fra filmen om Snehvide, befolker tilsyneladende den samme skov, de kan dukke op som bipersoner i hinandens historier. Heksen fra Snehvide er endda opstået fra de døde og dukker op som skurk adskillige gange, men uden at vi får noget at vide om hendes kongelige oprindelse. Selv Jesper Fårekylling, Tim og Bum fra Askepot og andre velkendte figurer fra filmene dukker op.
I visse historier er Bror Kanin biperson og bliver lidt af en skurk i form af en drillepind, der gør livet surt for de andre, ofte Chip og Chap.
I tresserne lod man også heksen Madam Mim fra Sværdet i Stenen bosætte sig i skoven, og hun kan være både god og ond alt efter hvem hun optræder med.

Madam Mim i Sværdet i Stenen

og i en typisk 60'erserie.

Karakteristik af universet

Det er ikke et univers, der har skabt de lange eventyr, som vi kender fra Barks' lange andehistorier eller Murrys lange musehistorier, der findes udelukkende korte historier. Nu har disse skovdyr  heller ikke mulighed for at rejse ud og opdage verden som beboerne i storbyen Andeby, men figurerne kunne nok heller ikke bære en længere historie. Men det skal ikke forklejne, at det er et charmerende univers, der i sine bedste øjeblikke har skabt søde og sjove små historier.

Bongo

Da jeg skrev om filmtegneserier, overså jeg i farten, at der også i første årgang var historien om cirkusbjørnen Bongo, der bliver træt af at være i bur og flygter. Det viser sig at friheden ikke er så let. Alle frygter ham, fordi han er en bjørn - de tror, at alle bjørne er som den store frygtelige Knortekæbe, der spreder skræk og rædsel omkring sig.

De tidlige tre Bongo-tegneserier

Bongo nyder friheden, fra filnen

Det er hvad den første historie i juni 1949 handler om. Det lykkes Bongo ved hjælp af sin ethjulede cykel at vinde over sin store, brovtende fjende - og alle dyrene kommer til at holde af ham. Den historie lægger stilen for de senere historier om Bongo: meget koncentreret omkring hans kampe mod hans kæmpestore artsfælle, et David og Goliath-motiv.
Oprindelig indgik den i filmen Fun and Fancy Free, hvor Jesper Fårekylling er vært og fortæller to historier, først om Mickey og Bønnestagen (filmens danske titel) og så om Bongo.

Den anden Bongo-historie

Den anden historie i juli 1949 handler om, at det ikke er så let at leve i frihed. Det kan være svært at finde føden, og myrerne stikker. Så nu vil den lille bjørn tilbage til cirkus, men da Knortekæbe - der er hævngerrig oven på opgøret i den første historie - vil jage ham væk, får vi endnu et slagsmål, som Bongo vinder ved sin hurtighed, og han beslutter at blive, for det vil han helst.

Den tredje Bongo-historie

Knortekæbe

I august får vi den tredje del af trilogien, som det syntes at have været i første omgang. Der har nok været en biograf, der har vist filmen den sommer. Dens handling er heller ikke helt som de tre serier - i filmen er Bongo forelsket i en lille hunbjørn med Knortekæbe som rival. Det er udeladt i tegneserierne. Her i den tredje er det stadig svært for Bongo at leve i friheden, det er ikke til at sove derude. Knortekæbe forsøger nu at bruge list og lader som om, at han vil være Bongos ven. Han inviterer ham til at bo hos sig i sin hule, men kun for at overliste ham. Bongo slipper fra alle bulderbassens drabsforsøg uden at opdage dem, og til sidst er der jægere i farvandet, og Knortekæbe ender som et bjørneskindstæppe. Happy Ending, Bongo har en hule at bo i, og hans ærkefjende er væk.

Siden, da man lavede flere Bongo-historier, blev Knortekæbe genoplivet - der skulle jo være en skurk, og i senere genoptryk af den tredje historie blev Knortekæbes død derfor også ændret til, at han flygtede langt væk for at slippe fra jægerne.

Bongo-serierne set i dag

Historierne er forfattet af Chase Craig, der ellers skrev en historier om Store Stygge Ulv og Pelle Gris og Snurre Snup-serier - og tegnet er Gil Turner, der også stod bag mange ulvehistorier med sin streg. De tre Bongo-serier er om ikke tegneserieguld som Barks, så dog tegneseriesølv. De er charmerende med deres skovdyr, og slagsmålene mellem de to bjørne er komiske. Det er måske netop, fordi de ikke følger filmen så trofast, at de holder bedre end mange andre af de andre tegnefilmbaserede tegneserier. De er helt og holdent lavet efter, hvad der fungerer i det trykte medium.

Grundlag for skovuniverset

De danner også en del af grundlaget for hvad jeg med mit eget udtryk kalder skovuniverset - skoven, hvor Chip og Chap, Bongo og Knortekæbe, De Syv Små Dværge og heksen fra Snehvide, Lille Ulv og hans stygge far, Gårdmand Bjørn og Bror Ræv og Bror Kanin boltrer sig, dukker op på må og få som bipersoner og skurke i hinandens historier. Det er et fleksibelt og charmerende univers, tegnet af flere habile tegnere.
Den første årgangs ulvehistorier og de tre historier om Bongo er de tidlige rødder til dette.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Pluto siger kun vov

Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern

Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

Er andeserierne fantasy?

Det spørgsmål stilles tit, og på en vis måde kunne der siges ja. Allerede i kraft af at ænder taler må man sige, at først skridt ind i den kategori er betrådt. Tager vi alle dem, der i bladets navn hører under "Co." så er der jo mus, ulve, bjørne, kaniner og meget andet, der taler. Endda hunde, som Fedtmule. Der er lige Pluto, der kun siger vov som andre hunde.

Det "realistiske" element.

Også bipersonerne i andeuniverset er tegnet som dyr, vi har Andebys borgmester, tegnet som en gris, og den hos Carl Barks tilbagevendende griseskurk. Andre bipersoner tegnes med hundesnuder ligesom Bjørnebanden.
Barks forsøgte på et tidspunkt i klassikeren Old California at sætte ænderne sammen med realistiske mennesker, som han altid havde drømt om at tegne. Problemet var, at ænderne kom til at virke malplacerede i det realistiske gammelmexikanske miljø - en gang malurt i en ellers god historie med Barks i veloplagt tegnehjørne.
På samme måde faldt det også til jorden, da Paul Murry i tresserne anbragte Mickey og Fedtmule blandt virkelige mennesker, tegnet i en stil, som ligner tegneserieudgaverne af Disneystudiernes live-actionfilm. Seriernes bipersoner må tegnes som et slags dyr, ellers kommer de til at stikke i øjnene ved siden af de centrale besjælede dyr.
Så kommer paradokset, at i adskillige historier er de talende dyr det eneste uvirkelige. Om end mange hverdagskonflikter er sat på spidsen, og fysiske fænomener kan være vildt overdrevne - det hører til humortegneseriernes væsen - så er de menneskelige dyrs verden ikke altid uvirkelig. Når de er bedst, så genkender vi hverdagskonflikterne og kan ved at le af dem le af os selv. Vi kender typerne, narren Højben, der altid formår at klare sig, gnieren Joakim - de typer eksisterer.
Dertil kommer alle de eventyr, som Barks sendte Joakim ud på, og som Don Rosa senere udbyggede. Det er historisk virkelige skatte, man kan i flæng nævne inkaernes skatte, Djengis Khans krone. Barks anvendte fotos fra magasinet National Geographic til forlæg for sine tegninger, når ænderne rejste udenfor Andeby. Da jeg gik i skole, syntes jeg det var sjovt, når vi i historie og geografi havde noget, som jeg havde læst om i Anders And & Co. Da jeg senere som voksen var en tur til USA, var jeg i Californien ved den gamle guldgraverby Calligo, hvor der var et hus bygget af flasker i stedet for mursten. Jeg morede mig vældigt over, at sådan et hus eksisterede, da jeg kunne huske den historie, hvor Joakim havde gemt sit gamle skattekort i et sådant hus og genfinder det (blev trykt i bladet nr. 39-40 1967).

Tegneserier med fantasy-elementer.

Så langt på vej er ikke alle tegneserierne fantasy, bortset fra de talende dyr, men som det blev fremhævet i Anders Ands 70-års jubilæumsbog, så skete der i tresserne en stigning af det mystiske og magiske i andehistorierne. Anders kunne rejse vestpå og være i det gamle vilde vesten uden at være særlig forbavset over den tidsforskydning. Figurer med magiske evner som Madam Mim holdt deres indtog. Fantasifigurer fra Disnyes spillefilm som Kaptajn Klo, Peter Pan og flere andre dukkede op som bifigurer.
Også Barks hoppede på den vogn. Joakims første 25-øre, der i starten var en ren mindeartefakt, fik status som amulet. Han fik en ny modstander, Hexia de Tricks, en andeheks, der i modsætning til Bjørnebanden ikke er ude efter hans penge, men hans første 25-øre for at smelte den om til en superamulet. Her fik den rige and kamp til stregen med en modstander, der er lige så smart som ham selv i modsætning til båtnakkerne i Bjørnebanden. Selv om Joakim kæmper mod hendes hokus pokus med naturlige midler, så fylder magien så meget i disse historier, at de må regnes til fantasygenren.
I nyere tid har den italienske tegner Cavazzano også tegnet en længere saga med ænderne, hvor de ryger ind i et helbefarent fantasy-univers (den blev trykt i det bind af Hall of Fame-serien, der omhandlede Cavazzano).

De øvrige tegneserier.

Mig bekendt har man aldrig i så udpræget grad indført magiske elementer i museuniverset. De eneste eksempler jeg lige kan komme på er, at Pluto en gang mødte den græske gud Pan, der fik ham til at danse ved hjælp af sin fløjte, og at Mickey og Fedtmule en gang tog til et land udelukkende bestående af klovner.
I skovuniverset lever dyrene meget som alle andre dyr, bortset fra at de taler, og så er der lige ulvene og Gårdmand Bjørn, der bor i huse. Men det sker jo i nogle af disse tegneserier, at heksen fra Snehvide er genopstået fra de døde og sætter skoven på den anden ende med sin onde magi - hun har fra tid til anden indgået samarbejde med Store Stygge Ulv.

Så ja, der er tegneserier i Disneys regi, der må regnes for helbefaren fantasy udover det, at dyrene taler. Bare langt fra dem alle!

Spin-off

Et spin-off vil sige, at en biperson fra en serie får sin egen serie som hovedperson. Det kendes fra TV i form af, at psykiateren Fraser fra Sams Bar fik sin egen serie.
Disneys koncern har i sandhed været eksperter i spin-offs. Bare i nyere tid ser man Timon og Pumba fra filmen Løvernes Konge på Disney Sjovs halvtimes-tegnefilm.

Anders And som spin-off

I virkeligheden er Anders And et stort spin-off. Han var oprindelig bifigur, først i en Silly Symphony, som Disney kaldte sine korte tegnefilm uden fast gennemgående figur, senere som Mickey Mouses kujonagtige og koleriske ven, se nærmere Anders Ands start som solostjerne. I dag er han hovedfiguren. Selv om Walt Disney ikke brød sig om ham, så kunne han ikke komme uden om, at han stjal billedet.
Carl Barks skabte sit eget univers omkring anden, og det blev en hel spin-off kæde, snart kom der historier med Andersine And, Bedstemor And og Rip, Rap og Rup. Selv den nærige onkel Joakim von And fik snart sit eget blad, sågar begyndte der at komme historier med hans evige ærkefjender Bjørne Banden som hovedpersoner. Selv den skøre biperson Georg Gearløs fik sin egen tegneserie.

Masser af eksempler

Det vi ser med Timon og Pumba var meget almindeligt i Anders And & Co. tidligere. De Syv Små Dværge fik nogle historier, Snehvide kunne endda medvirke i dem. Selv heksen dukkede op og var skurk i adskillige af de historier, der foregår i skoven, hvordan hun så end kan det, når hun styrter ned i kløften i filmen Snehvide. Chip og Chap fik deres egne film uden Anders And som modstander, og dermed også deres egne serier. Jesper Fårekylling dukker op fra tid til anden, ofte som hovedperson - det kan Pinocchio endda også gøre ind imellem. Tim og Bum fra Askepot har også deres serier, de har endda i en stribe historier flyttet ind hos Bedstemor And.
Se indlægget Skovuniverset.

Vaks

Om det så var figurer, som man kun ser i et kort glimt, så kunne der laves spin-off på dem. Sidst i Lady og Vagabonden har de fået hvalpe, og minsandten om ikke den lille hanhvalp kunne få sin egen serie under navnet Vaks. Den blev ofte tegnet af Al Hubbard og er en lille børnehyggelig serie om den lille hvalps hverdag og hans problemer med andre hunde. Lady og Vagabonden er her i forældrerollen, og mange af bifigurerne fra filmen dukker op som bifigurer. Den  henvender sig nok mest til de helt små, som Rasmus Klump også henvender sig til. Det er  forståeligt, at større børn finder den noget barnlig. Den har så været et indslag i bladet for dem, der ikke var gamle nok til at forstå pengemekanismerne i Barks' historier.

Madam Mim

I midttresserne kom filmen Sværdet i Stenen, hvor der optrådte en komisk heks ved navn Madam Mim. Hun var mere skæg end uhyggelig, og hun fik snart sin serie i bladet. Hun kunne være ond, men altid på en komisk måde, ofte bestod humoren i, at hun vendte op og ned på det hele, f. eks. sagde Du Ondeste i stedet for Du Godeste. Hun indgik makkerskab med Hexia de Trick og Bjørnebanden, de sidste har hun et specielt had-kærlighedsforhold til, og naturligvis var modstanderen Joakim von And. Når hun senere optrådte i forbindelse med diverse figurer fra andeuniverset kunne hun være godmodig og venlig, om end altid lidt småfarlig. Skør kælling, vil man sige, men som barn syntes jeg da, at hun var skæg. Et nærliggende spørgsmål: hvordan kunne hun dog pludselig komme fra middelalderens England, hvor filmen foregår, til nutidens Andeby? En af Gearløs' tidsmaskiner?

Det første nummer af Anders And & Co.

Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Forsiden til første nummer

De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.

Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.

Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn

Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.