Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.
Silly Symphony-serien
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.
Song of the South med Bror Kanin
Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South |
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.
Tegneseriernes fabelelementer
Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Vi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.