Hos huleboerne

Denne historie Hos Huleboerne er fra Barks' sene periode, den blev trykt første gang i USA i 1961, danske læsere så den første gang i Gavehæfte nr. 11 i 1966. I dag findes den i Carl Barks' samlede værker bind 22, s 97. Som alle andre historier, der er trykt første gang i Gavehæfte, har den  haft en tendens til at blive lidt overset, også af barksister. Det er en skam, for det er en rigtig god historie med en underfundig pointe. Det er nok den ældre Barks, når han er bedst.

Handlingen i Hos huleboerne

Rip, Rap og Rup sidder foran flimmerkassen og er opslugte af et program om en, der hedder Kaptajn Dristig. Han er i Himalaya, den berømmelige Afskyelige Snemand er lige bag ham og han har ikke set den. Men så er der en af de tibetanske hjælpere, der jager snemanden bort, så ungerne er lettede og er enige om, at det var alle tiders program, ham Kaptajn Dristig opdager mange ting på sine rejser.

Bag ved dem sidder deres Onkel Anders og skumler, og på et tidspunkt skal han "sige dem en seks-syv ting" (en af oversætteren Sonja Rindoms nyskabelser). Ifølge ham er Kaptajn Dristig en svindler og fuld af fup og det værste er, at ungerne tror på hans bavl. De forsikrer deres onkel, at Dristig er vågen og interesseret og derfor ser ting ingen andre ser. Deres diskussion afbrydes af, at kaptajnen igen toner frem på skærmen for at fortælle, at han næste uge tager til Grand Canyon, måske finder han huleboere der.

Anders tager nu sine nevøer med på en tur til den berømte bjergkløft for at vise dem, at det er fup. Ude ved kanten kan de godt se, at næste uge får Dristig ikke noget at vise, men de spørger dog: canyon'en er jo stor, måske er der huleboere længere henne. Det får Anders til at leje lille fly for at de kan flyve over bjergene. Ungerne har sørget for at få et lille transportabelt fjernsyn med, de vil ikke gå glip af kaptajnens program, hvis de flyver vild.
De flyver så hen over de røde bjergtoppe, det er en fantastisk prøve på Barks' evne til at tegne autentiske lokaliteter, som han oftest gjorde fra fotos i National Geographic Magazine, men denne her kan han i princippet godt have besøgt selv, da det er i hans eget land.
På vejen lander ænderne på en flad bjergtop, og da viser det sig ikke desto mindre, at der sandelig er huleboere, en familie på far, mor og to drenge, der lever som i stenalderen og siger uartikulerede lyde, der måske betyder noget. Disse huleboere stjæler ændernes tøj og giver dem deres eget skindtøj på. Huleboerfar prøver til ændernes skræk at skubbe flyveren ud over kanten, men heldigvis stoppes han, da en af huledrengene tænder for det lille tv, og farmand så bliver optaget af det.

De sidder nu og skifter kanal og støder mest ind i undervisningsprogrammer. Disse primitive folk viser en utrolig lærenemhed, og da de kommer ind på noget om at stege en and, gør de fire ænder sig parate til at slås for livet. De reddes dog af, at en af drengene går ind på en kanal, hvor der vises en western og skuddene får huleboerne til at far forskrækket væk.
Men så sker katastrofen: de får drejet ind på et program, der underviser i at flyve et privatfly, også det lærer de og så flyver de væk og efterlader Anders og ungerne på klippetoppen (lad være at spørge, hvor de bliver af, det røber historien ikke). Nu må ænderne belave sig på måske for bestandig at leve som huleboere af tørre rødder.

Dog håber ungerne, at Kaptajn Dristig vil komme forbi, og ja, det gør han, han ser disse andehuleboere fra sit fly og lander. Da han er ved at stille sit filmkamera op, forsikrer Anders ham om, at de ikke er ægte huleboere, de er civiliserede ænder. Kaptajnen tror ham, men han må lige bede om en tjeneste, så han kan få et program i kassen. På sidste billede sidder ænderne hjemme foran tv og ser sig selv som huleboere i Kaptajn Dristigs program. Ungerne smiler, mens Anders koger af raseri over, at hans intention om at afsløre kaptajnens fup endte med, at han skulle se sig selv spille huleboer.

Kvaliteterne i Barks' historie

Det er virkelig en historie, der lever i kraft i sin pointe.

Som ofte hos Barks er det flydende, hvem der har ret og hvem der tager fejl, det er bl. a. en af de træk der gør hans historier til de bedste. Man kommer jo ikke uden om i starten af historien, da ungerne forsikrer om Dristigs vågenhed, at den "vågne mand" ikke havde set Den Afskyelige Snemand, men kun blev reddet fordi en af hjælperne jog den bort. Så kommer man heller ikke uden om, at der reelt er huleboere, hvor ænderne havner. Hvis Anders ikke havde fået sin ide, så ville Kaptajn Dristig virkelig have fundet huleboere.
Man må så alligevel sige, at det program der kommer i kassen om huleboere, er iscenesat. Det leger også lidt med det, at dokumentarister på film ofte iscenesætter for at få en troværdig fremstilling i filmen, som det ikke er mulig at lave ved bare at tænde kameraet. Er det så virkeligheden de viser? Historien her leger virkelig med den problemstilling. Kan man kalde Dristig en svindler?
Denne historie efterlader ikke med noget færdigt svar, men netop det gør den god. Samtidig er den også en prøve på Barks' tegneevner, både af landskabet og af ændernes mimik.

Ja, den er fra hans sidste periode, hvor han godt nok kørte en del på rutinen, men denne her er virkelig lykkedes godt for ham.
Se tidligere anbefalinger