Viser opslag med etiketten Mickey Mouse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mickey Mouse. Vis alle opslag

mandag

Fedtmule og Agnes

Jeg har tidligere anbefalet en historie af Floyd Gottfredson på denne blog. Nu vil jeg da også anbefale en, Fedtmule og Agnes som ligger senere i hans produktion, det kan kendes alene på, at Mickey Mouse har pupiller. Det var en del af den, som man kunne læse i Anders And & Co. i starten, sågar den første fortsatte historie i bladet lang tid før det blev en fast bestanddel af bladet. I lighed med andet af Gottfredson er den oprindelig avisføljeton og gik som sådan i USA i 1942, men her i Danmark lavede man den om til seriebladsformat og havde den som fortsat serie i Anders And-bladet fra 1949 nr. 10 til og med 1950 nr. 3. Siden blev den genoptrykt samlet i Ekstrahæfte nr. 7 i 1970.

Karakteristik af historien

Det er Fedtmule, der nævnes i titlen og med god grund, for det er for en gangs skyld ham, der er hovedpersonen, hvor han ellers ofte hos Gottfredson var Mickeys alternativ intelligente sidekick. I denne historie er Mickey Mouse det fornuftige sidekick, der prøver at rådgive Fedtmule, og han fungerer langt bedre i den rolle end den senere tilføjede nevø til Fedtmule, Gilbert med de overakademiske evner, for Mickey står mere for den jordbundne fornuft.
Den er  heller ikke en adventure historie, som Gottfredson ofte gjorde det i, alt foregår hjemme i - ja, Andeby, står der i oversættelsen, af en eller anden grund ville de danske oversættere af serierne have, at ænderne og figurerne omkring Mickey skulle bo i samme by. På originalsproget boede Mickey og hans venner i Mouseton og ikke Duckburg. Der  er heller ingen skurke, som Mickey skal stoppe, alt drejer sig om Fedtmules problem.

Handlingen

Det problem går ud på, at han har købt en tam løve af et cirkus, som hedder Agnes og som han er helt forgabt i. En løve med manke, der hedder Agnes...? Historiens slutning giver forklaringen. Mickey gør alt for at få ham til at sætte grænser, Fedtmule synes bare det er sødt uanset hvad den gør. Historien skildrer i det ene gag efter det andet - hvor man godt kan se den oprindelig har kørt med fire billeder i avisstriber - hvordan løven sætter byen på den anden ende, og byrådet ved ikke levende råd.
Borgmesteren prøver at henvende sig til Fedtmule for at købe løven af ham. Mødet mellem Fedtmule og borgmesteren er et af de virkelig højdepunkter i historien. Først synes der at komme en forståelse, men da borgmesteren siger, at løven skal aflives bliver Fedtmule gal og viser ham døren.
Nu sidder byrådet og må vedtage en lov mod løver, og da den endelig er vedtaget sætter de hundefangeren på den opgave at fange vilddyret. Han er ikke meget for det, da han er lige så bange for løver som os andre, men han forsøger. Det lykkes, men Fedtmule får Agnes tilbage. Han er ikke rigtig glad, kan Mickey mærke, og nu må Fedtmule betro sin ven, at han ikke har råd til at have Agnes. Han er i gæld op til begge sine lange ører med alt det kød han har købt. Historien er nu temmelig sørgelig, de må erkende, at Agnes' dage snart er talte.
Men så kommer redningen: Agnes får unger, og den nye lov gælder ikke løver med unger. Mickey undrer sig, men så hiver Fedtmule manken af, der bare er en paryk. Nu vedtager byrådet en lov, der også gælder løver med unger og tror, at nu kan de blive vilddyret kvit, men Mickey har fået kontakt med et cirkus, der er kommet til byen og netop står og mangler en løve, og mod en god betaling, der dækker Fedtmules uoverstigelige gæld, får Agnes et godt hjem.

Historiens kvaliteter

Det er ikke uden grund, at fans af Fedtmule elsker denne historie. Den giver den ene prøve på hans utrolige alternative intelligens efter den anden. Den er især kostelig der, hvor Mickey korrigerer tiltalen af borgmesteren med "Deres højhed" og siger "Det hedder hr. borgmester, dit fæ," og Fedtmule så siger til sin gæst: "Hr. borgmester, dit fæ, jeg..."
Den er heller ikke uden satire. Byrådets farceagtige møder og deres vedtagen love, der gælder med tilbagevirkende kraft, giver mindelser om den lokalpolitik, som var meget kritiseret i USA netop i fyrrerne, og som skiftende præsidenter måtte stramme op overfor. Fedtmules forgabelse i Agnes kan også ses som en ustyrlig parodi på visse hundeejeres ustyrlige forgabelse i deres hund, så de ikke sætter nogen grænser for den.
Først og fremmest er den nok en serie gags mere end egentlig en historie, ligesom adskillige stumfilmfarcer. Men hvilke gags!
Se tidligere anbefalinger

torsdag

Dyrefabler som rødder til Disneyserier


Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det  nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Titelsekvens fra Disneys Symphony-serie

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Billede fra Song of the South med fortælleren Onkel Remus og Bror Kanin
Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South
I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer


Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Anders And er stolt af at være blevet sælgerVi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

mandag

Mickeys rival

Billede fra filmen
Fra filmen Mickeys Rival fra 1938
Når man nu gerne vil anbefale en af Floyd Gottfredsons Mickey-historier, så er det næsten lige så svært som at vælge en historie af Carl Barks. Samme dilemma: der er så mange gode at vælge imellem og hvorfor lige vælge den ene frem for den anden?
Når jeg vælger denne, Mickeys Rival, så er det dels fordi den er med i Hall of Fame-seriens bind om Gottredson og derfor til at få fat på, dels er det en historie, hvor Mickey for en gangs skyld selv er alvorligt på den og derfor viser nogle vrkelige menneskelige træk.

Placering i Gottfredsons produktion

Oprindelig gik denne historie -  i lighed med andre Gottfredson-historier - som fortsat avisstribe, det var fra april 1941. Floyd Gottfredson hentede ofte inspiration fra filmene uden at følge deres handling slavisk. Det gælder også denne historie, som er inspireret af filmen Mickeys Rival fra 1938, hvor Minnie falder for en flot fyr på en skovtur og Mickey skummer af jalousi, men heldigvis flygter han for en rasende tyr til sidst, hvor Mickey så bliver redningsmanden og Minnie erkender, at hun er bedst tjent med ham.
Det eneste Gottfredson har taget med sig fra filmen er ideen med, at Mickey Mouse får en rival og så rivalens udseende. I filmen hedder han Mortimer, i tegneserien har han fået det fornemt klingende Montmorency Rodent, der blev fordansket i Den Store Mickey Mouse, hvor danske læsere så den første gang, til Smiske og i Hall of Fame-bindet om Gottfredson til Rollo Rottweiler, selv om han nok nærmere er en rotte.

Handlingen i Mickeys rival


Mickey Mouse går gennem en af Minnies ruder af jalousiMickey kommer hjem fra en rejse og kan ikke forstå, at Minnie ikke virker glad for at se ham igen, og snart får han forklaringen: Rollo dukker op og inviterer Minnie ud. Stakkels Mickey står slukøret tilbage og skummer af raseri. Den næste lange del af historien handler om alle hans forgæves forsøg på at vinde Minnie tilbage. Det er let at se det oprindelige avisstribeformat, selv om det er brudt om til en serieside: hvert fjerde billede slutter med enten en komisk pointe eller en cliffhanger, der straks skal få læseren til at finde striben i avisen næste dag. Der er mange forskellige komiske ting i forbindelse med det: Klaus Krikkes mislykkede forsøg på at få Mickey til at tage det humoristisk, Nora Malkekos tåbelige forgabelse i Rollo og hendes komiske nysgerrighed, Mik og Maks uforståen og ikke mindst alle Rollos sejre over Mickey. Som det skrider frem bliver han mere og mere fortvivlet og Gottfredsons evne til at tegne mimik på figurerne får rig mulighed for at udfolde sig.

Men så dukker der en pige op, Tusindfryd, og nu har Mickey en ny kæreste. Så vender krigslykken, Minnie kan ikke skjule sin jalousi og pludselig er det Rollo, der taber den ene gang efter den anden. Til sidst opdager Mickey og Tusindfryd ved et tilfælde, at Rollo ikke er fin i kanten, hvad man som læser også har anet. Med hjælp fra Fedtmule som forklædt syngende telegrambud får Mickey afsløret ved en større fest i overklassecirklerne, at Rollo er en privatchauffør, der i sin arbejdsgivers fravær har stjålet den dyre bil og de penge, han var ansvarlig for, og nu optræder som rigmand. Under forsamlingens hånlatter flygter Rollo fra byen.
Minnie græder dybt fortvivlet, hun ville bare gøre Mickey jaloux. Da dukker Mickey op med - ja, nu præsenterer han hende som hans kusine Madeline, der var kommet for at hjælpe ham med at afsløre Rollo. Så alt ender lykkeligt.
Fedtmule har som syngende telegrambud afsløret sandheden om Rollo
Rollo Rottweiler er afsløret

Kvaliteterne ved Mickeys rival

Man kan indvende, at det er lidt af en hovsa-løsning at Mickey opdager Rollos sande identitet ved et rent tilfælde og ikke som almindeligt er i Mickey-historier ved, at han undersøger sagen, men bortset fra denne lille svaghed anser jeg den for at være en af Gottfredsons bedste. Hans tidlige og mellemste produktion fik vi jo først rigtig kendskab til her i Danmark, da Den Store.. serien kom i firserne. I de tidlige Anders And-blade var det den sene Gottfredsons striber, som vi fik, hvor han var gået væk fra de fortsatte historier og hver stribe så bare var et gag for sig. Undtagelsen er den første fortsatte serie nogensinde i et dansk Anders And-blad, Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve, det er bestemt også en herlig historie.
Men denne med Mickeys rival er der store følelser på spil og det ene optrin tager det andet. Gottfredson kan tegne mimik, ingen tvivl om det. Dertil kommer, at Mickey Mouse først bliver en rigtig menneskelig figur, når han er godt på spanden.
Se tidligere anbefalinger

fredag

Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

tirsdag

Sorteper, den gamle skurk


Hvis du nu er quizdeltager og så spørges: Hvilken Disney-figur, som kendes i dag, så første gang dagens lys? så svarer du måske - om du er Disney-fan - Mickey Mouse.



Hov stop lige en halv!
Billedresultat for Sorteper
En tidlig Sorteper med træben
Du siger det i god tro, for de færreste i dag, undtagen hardcore fans, tænker over, at Disney i tyverne lavede en serie stumfilm, kaldet Laugh O Gram-film, hvor han med de primitive midler, der var til rådighed den gang, lod en lille pige, Alice, opleve en masse skøre ting med tegnede figurer, en blanding af realfilm og tegnefilm, som vi skal helt frem til Mary Poppins i 1965 for at det rigtig lykkedes at gøre godt. Alice blev en overgang spillet af hans senere bedre halvdel, Lillian Marie Bounds. Disse film har mest historisk interesse, de er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men Disney og hans stab fik da trænet nogen færdigheder op.

Den tidlige Sorteper

Men i netop en af disse glemte stumfilm dukkede en stor brovtende og ubarberet karl op i 1925, som vi senere lærte at kende som Sorteper.
Ja, er det ikke underligt? Skurken opstod før helten i universet omkring Mickey. Han forpestede tilværelsen for Alice og hendes tegnede venner i flere Laugh O Gram-film, men hun vandt altid over ham ved snilde og hurtighed. Det samme gjorde Mickey i adskillige af de tidlige film, hvor den ondskabsfulde fyr, som der endnu ikke var fundet noget navn til, havde Mickey og Minnie som sine yndlingsofre.
Da Floyd Gottfredson i 30'erne tegnede Mickey Mouse-striber til dagbladene, overtog han også dette store bæst og gav ham et navn, Pegleg Pete, pegleg betyder træben og Sorteper havde også et træben i disse tidlige striber. Da de blev trykt i danske blade før og under besættelsen, hvor Mickey hed Mikkel Mus, fordanskede man skurkens navn til Per med Træbenet. På et tidspunkt blev det krævet af Gottfredson, at han skulle lade Pete have to normale ben, da man mente det andet var at gøre nar af handicappede. Han rettede sig efter det og måtte derfor omdøbe figuren til Black Pete, der i de danske Anders And-blade blev til Sorteper.

Sortepers forbryderkarriere på film og tegneserier.

Sorteper i en filmscene
I rollen som led karl på film
Figuren blev sideløbende med at være skurk i Mickey-striberne også brugt i adskillige tegnefilm som en led karl. Her kan i flæng nævnes den, hvor Anders And får job som nitter og chikaneres af Per som den skrappe chef, filmene fra 2. verdenskrig, hvor Anders And er soldat og Per er sergent, Mickey Mouse-filmen hvor hele staben af figurer skal opføre en von Suppé-ouverture med det store brød som deres manager og flere andre.
Men de fleste Anders And-læsere kender ham  især som en stadigt tilbagevendende skurk i Mickey-historierne, for den rolle beholdt han efter at andre tegnere end Gottfredson tegnede Mickey Mouse.
Sorteper tegnet af Paul Murry
I Paul Murrys udgave
Selv om Paul Murry, der stod for Mickey-historierne i en lang periode, har et galleri af brovtende skurke uden mange karakternuancer, så vender Sorteper altid frygteligt tilbage, og i dette tilfælde skal udtrykket forstås bogstaveligt. Han er en ægte vaneforbryder, altid med nye friske planer, der kan skaffe ham en god indtægt, og han har ingen skrupler. Han er støvsuget for det mindste samvittighedsnag og har intet begreb om, at han gør noget forkert. Hans raseri over, at den irriterende lille Mickey Mouse altid kommer og ødelægger hans "forretninger" er dybfølt og fuld af moralsk indignation - ja, takket være Sorteper lærte jeg allerede i den tidlige skolealder, at gåseøjne om et ord giver det en anden betydning. Selv om han mest gør i berigelsesforbrydelser, som han kalder en "forretning", så skyr han ingen midler, når han skal rydde Mickey og Fedtmule af vejen. Men Mickey er en klog og snarrådig mus, så historierne ender altid med, at Sorteper og hans makker - som vi i Danmark kalder Lusk - må ind og ruske tremmer.

Den italienske Sorteper.

Sorteper tuder, da han bliver arresteret. "Det er alt sammen den lille musesnudes skyld!"
Så skal vi ikke her glemme, at de italienske tegnere, som her i Danmark overvejende kendes fra Jumbobøger og lignende, har deres egen stil og fortolkning af de Disney'ske universer. Det gælder også Sorteper. De har endda gjort noget positivt ved ham ved at gøre ham mere rund med noget karakter. I disse historier kan han blive glad, når han ser et bord med kager og glæde sig over at slappe af. Tegneren Romana Scarpa forsynede ham endda med en kæreste, som på dansk hedder Hilda, hans hengivenhed for hende er ægte. Også i disse historier er han rasende over snushanen Mouse, der altid ødelægger hans "forretninger," men han er det med en mimik og formuleringer som en dybt forkælet møgunge, der virker som en komisk kontrast til hans store korpus.
Ja, jeg holder meget af Gottfredsons balstyrige historier og Murrys spændingshistorier med Mickey, men jeg synes italienerne har gjort noget virkelig godt ved den gamle skurk Soirteper, så han ikke bare er en enstrenget karakter.

søndag

Mickey og Fedtmule flytter for Minnie

Dette indlæg er den første, som jeg kalder ugens anbefaling. Jeg vil bestræbe mig på en gang om ugen at anbefale en Disney-tegneserie, som jeg synes godt om. Det er ikke sikkert jeg kan holde takten helt perfekt, men jeg bestræber mig på det.
Som alle andre donaldister elsker jeg klassikere som Den Gyldne Hjelm, De firkantede æg fra Peru, Anders And på Grønland og alle de andre dejlige klassikere af Barks, men der er så mange andre end mig, der har talt varmt om dem, så her kan jeg næppe bidrage med noget.
Lad mig da i anledning af julemåneden anbefale en julehistorie som det første - det vil jeg så gøre indtil jul og finde en nytårshistorie til ugen mellem jul og nytår.
Det bliver så en historie af Paul Murry, for en gangs skyld en af hans korte fra Anders And & Co. 1962 nr. 51. Mickey skal hjælpe Minnie med en julefest for byens fattige børn, men da han kommer finder han hende opløst af gråd, fordi værten vil sætte hende på gaden. Værten viser sig at være selveste Sorteper, og han er som sædvanlig ikke til at snakke med. Han giver et klokkeslet hvor huset skal være tømt, er det ikke tilfældet tilhører hele indboet ham. Mickey beder nu Fedtmule om hjælp, og dennes klodsethed laver det ene gag efter det andet til Sortepers skadefro latter - og læserens, når det kommer til at gå ud over Sorteper selv. Den sidste fadæse Fedtmule laver er at tage en gasvarmer ud uden at slukke for gassen, og da han forsøger at holde den inde med sin hat, pustes den op og slynger vores radmagre ven ud og vælte læsset på lastbilen.
Sorteper fryder sig, for nu er tiden udløbet og alt i huset tilhører ham. Han overhører Fedtmules advarsel mod at gå ind i det gasfyldte hus med sin tændte cigar, med det resultat, at han slynges til vejrs af eksplosionen og til sidst må agere julemand for børnene ved Minnies fest i halvt bevidstløs tilstand. Endnu et eksempel på, at tegneseriefigurer kan overleve det utroligste.
Historien er underholdende især for dens fyrværkeri af gags, der kunne have været de klassiske stumfilmkomikere værdig. Sortepers skadefryd er så udtalt, at det især udløser latter, når det går ud over ham selv. Selv om Murrys styrke er de lange historier, så har han bestemt lavet underholdende ting som denne lille juleperle. Her kan man især nyde hans evne til at tegne bevægelser, så de ser virkelige ud på papiret og hans evner til at tegne vejr, her snevejr. Sjovere julehistorie er det svært at finde.
Og for en gangs skyld er det ikke Mickeys klogskab, der besejrer Sorteper, men Fedtmules klodsethed.
Se ssamtlige anbefalinger.

torsdag

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Billede af Pluto
Pluto siger kun vov
Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

Pr-billede af Chip og Chap
'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern
Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

fredag

Spin-off

Et spin-off vil sige, at en biperson fra en serie får sin egen serie som hovedperson. Det kendes fra TV i form af, at psykiateren Fraser fra Sams Bar fik sin egen serie.
Disneys koncern har i sandhed været eksperter i spin-offs. Bare i nyere tid ser man Timon og Pumba fra filmen Løvernes Konge på Disney Sjovs halvtimes-tegnefilm.

Anders And som spin-off

I virkeligheden er Anders And et stort spin-off. Han var oprindelig bifigur, først i en Silly Symphony, som Disney kaldte sine korte tegnefilm uden fast gennemgående figur, senere som Mickey Mouses kujonagtige og koleriske ven, se nærmere Anders Ands start som solostjerne. I dag er han hovedfiguren. Selv om Walt Disney ikke brød sig om ham, så kunne han ikke komme uden om, at han stjal billedet.
Carl Barks skabte sit eget univers omkring anden, og det blev en hel spin-off kæde, snart kom der historier med Andersine And, Bedstemor And og Rip, Rap og Rup. Selv den nærige onkel Joakim von And fik snart sit eget blad, sågar begyndte der at komme historier med hans evige ærkefjender Bjørne Banden som hovedpersoner. Selv den skøre biperson Georg Gearløs fik sin egen tegneserie.

Masser af eksempler

Det vi ser med Timon og Pumba var meget almindeligt i Anders And & Co. tidligere. De Syv Små Dværge fik nogle historier, Snehvide kunne endda medvirke i dem. Selv heksen dukkede op og var skurk i adskillige af de historier, der foregår i skoven, hvordan hun så end kan det, når hun styrter ned i kløften i filmen Snehvide. Chip og Chap fik deres egne film uden Anders And som modstander, og dermed også deres egne serier. Jesper Fårekylling dukker op fra tid til anden, ofte som hovedperson - det kan Pinocchio endda også gøre ind imellem. Tim og Bum fra Askepot har også deres serier, de har endda i en stribe historier flyttet ind hos Bedstemor And.
Se indlægget Skovuniverset.

Vaks

Om det så var figurer, som man kun ser i et kort glimt, så kunne der laves spin-off på dem. Sidst i Lady og Vagabonden har de fået hvalpe, og minsandten om ikke den lille hanhvalp kunne få sin egen serie under navnet Vaks. Den blev ofte tegnet af Al Hubbard og er en lille børnehyggelig serie om den lille hvalps hverdag og hans problemer med andre hunde. Lady og Vagabonden er her i forældrerollen, og mange af bifigurerne fra filmen dukker op som bifigurer. Den  henvender sig nok mest til de helt små, som Rasmus Klump også henvender sig til. Det er  forståeligt, at større børn finder den noget barnlig. Den har så været et indslag i bladet for dem, der ikke var gamle nok til at forstå pengemekanismerne i Barks' historier.

Madam Mim

I midttresserne kom filmen Sværdet i Stenen, hvor der optrådte en komisk heks ved navn Madam Mim. Hun var mere skæg end uhyggelig, og hun fik snart sin serie i bladet. Hun kunne være ond, men altid på en komisk måde, ofte bestod humoren i, at hun vendte op og ned på det hele, f. eks. sagde Du Ondeste i stedet for Du Godeste. Hun indgik makkerskab med Hexia de Trick og Bjørnebanden, de sidste har hun et specielt had-kærlighedsforhold til, og naturligvis var modstanderen Joakim von And. Når hun senere optrådte i forbindelse med diverse figurer fra andeuniverset kunne hun være godmodig og venlig, om end altid lidt småfarlig. Skør kælling, vil man sige, men som barn syntes jeg da, at hun var skæg. Et nærliggende spørgsmål: hvordan kunne hun dog pludselig komme fra middelalderens England, hvor filmen foregår, til nutidens Andeby? En af Gearløs' tidsmaskiner?

onsdag

Det første nummer af Anders And & Co.


Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Første nummer af Anders And & Co. hvor Anders med Rip, Rap og Rup i baggrunden peger på titlen
Forsiden til første nummer
De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.


Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.
Anders And er blevet degraderet i brandkorpset og er dybt nedbøjet.
Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn
Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.

Mickey Mouse med røde shorts

Fra Steamoat Willie den første Mickey Mouse-film, farvelagt
Den klassiske Mickey Mouse har fået en genoplivning i de seneste årgange af Anders And-bladet, den sorte mus med de røde shorts. Sådan så han oprindelig ud, da han var en balstyrig karl i de tidlige film Plane Crazy og Steamboat Willie, og han fortsatte med at være balstyrig i lang tid - i en af disse tidlige film bliver han hidsig og kaster en bog efter en papegøje, en reaktion som senere var forbeholdt Anders And.

Mickey Mouse som detektiv

Mange af os - især i min alder - kender mest Mickey som den velklædte detektiv, der ordner alting for den måbende politimester Striks, oftest med enten Sorteper eller Sorte Slyngel som modstandere og den alternativ intelligente Fedtmule som følgesvend. Den lille sorte mus med de røde shorts så man glimtvis i tegnefilmshows, men ellers kendte man ham ikke.

Floyd Gottfredsons balstyrige Mickey

Så udsendte Egmont Den Store.. -serien, hvor der så kom Den Store Mickey Mouse, hvor vi rigtig blev introduceret for Floyd Gottfredsons udgave af Mickey. Den sene Gottfredson havde striber med i de første årgange af Anders And & Co., og en længere historie, den uforlignelige Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve. Men i Den Store Mickey Mouse fik man set de forrygende eventyr krydret med en total barok komik - egentlig var det en langt sjovere Mickey end superdetektiven fra bladene, selv om jeg godt kan lide Paul Murrys historier om Mickey som detektiv, som var en næsten fast bestanddel af Anders And-bladet i 60'erne og 70'erne.

De nye musehistorier

I de nyere blade er han så pludselig en sort mus med røde shorts igen. Han er så ikke lige så balstyrig som hos Gottfredson, men han har nu noget af de sene Gottfredson over sig i disse nye serier, småborgeren, der kæmper med problemer. Så har vi endelig fået lov at gense en hel del skønne bifigurer, som ellers var sendt på pension, Klavs Krikke, Nora Malkeko og Klara Kluk - den sidste optræder også i andehistorier som Andersines veninde, her er hun oftest en klog pige. Klavs Krikke kan være irriterende for Mickey, Nora er lige så alternativ intelligent som Fedtmule. Skønt at få lov at gense disse obskure figurer, der for mig er forbundet med barndomsminder.