Dyrefabler som rødder til Disneyserier

Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det  nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South

I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer

Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Vi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

En rolig nytårsaften

Ulvehistorierne har ofte været udskældt og dem, som inkarnerede Anders And-læsere sprang over. Efterhånden er man begyndt at indse, at de nok i virkeligheden er bedre end deres rygte. Hvis Carl Barks er den gode andetegner, så er Gil Turner den gode ulvetegner, for i hans streg og historier bliver både den store og den lille ulv til mere sammensatte figurer.

Store Stygge Ulvs plan

Netop historien fra Anders And & Co. nr. 27 1957 er en sjov lille nytårshistorie med alle trækkene fra Turners ulvehistorier, der så lige får en tvist. Den udkom første gang i USA i 1949, hvor Turner var begyndt med ulvehistorierne, så måske er de ikke fuldt udviklede endnu, men det er begyndt.
Den starter med, at Lille Ulv kommer med et kæmpekanonslag. Det fryder hans far, for nu vil han sprænge den uden for Gårdmand Bjørns vindue, men Lille Ulv skubber den i vandet og forklarer sin far, at det var med vilje, for han og grisene har vedtaget med alle andre børn, at de i år skal have en stille og rolig nytårsaften og derfor ikke vil skyde noget fyrværkeri af. Den stygge ulv er naturligvis sur over den dydige ide, men beslutter sig for at benytte sig af den. Han overmaler en kæmpesten med rød maling og giver den en lunte på, som han tænder i det håb, at de små flæskestege vil komme og stoppe ham, så han kan snuppe dem. Det lykkes også, fordi Praktiske Gris kommer for at bede ham stoppe og i øvrigt se at komme væk derfra, for klokken er snart 2.

Praktiske Gris forpurrer planen

Da grisen løber derfra igen, viser det sig, at der er et advarselsskilt om, at der bliver sprængt dynamit klokken 2, så det er forklaringen. Da sprængningen finder sted, tror Store Stygge Ulv, at det er kanonslaget der har sendt ham til vejrs, og han ligger hjemme med dårlige nerver. Da Gårdmand Bjørn kommer med noget fyrværkeri og inviterer ulven ud for at fyre det af, bliver ulven rasende og jagter bjørnen med en kølle. Ja, her var den lille tvist: hvor det ellers er bjørnen, der jager ulven med en kølle af raseri over hans skurkestreger, er det her til sidst omvendt.
Ja, ulvehistorierne er mange gange bedre end deres rygte, og er man ikke overbevist om det, så prøv at læs denne nytårshistorie. Ansigtsudtrykkende er virkelig gode.
Se tidligere anbefalinger

Rappet nr 22

Ingen tvivl, Donaldistforeningens blad Rappet er et seriøst tegneserieblad, af gode grunde specialiseret, men vægtigt alligevel. Det nyeste nummer, som jeg har fået med posten, er i det fine layout, som blev introduceret midtvejs i bladets levetid med en forsidetegning af en vikingeand, der har slået Mickey Mouse ud.

Bladets første indlæg

Efter lederen og de korte nyhedsnotitser kommer en artikel om gamle Disney-samleobjekter, her en Lego-hund forestillende Pluto. De sidste numre har budt på mange artikler om merchandise, som en del altså samler på. Nu er det så ikke lige et område, der interesserer mig så meget, men artiklen er bestemt velskrevet.
Så kommer en kort artikel om, hvad man får ud af at betale kontingentet til Donaldistforeningen udover bladet, som jeg bestemt synes er pengene værd. Ja, der er meget godt socialt samvær og fint at tage det op, men det kan diskuteres, om Rappet er det rette medium.
Det næste er en artikel om et CD-cover af Don Rosa til bandet Betonporsas, hvor han efterligner Robert Crumbs omslag til den klassiske Cheap Thrills, hvor man første gang hørte Janis Joplin på plade. Her lyder der noget kritik af Don Rosa, hans omslag når ikke Crumbs til sokkeholderne. Det er så nok en lille kuriøs historie.
Det samme må også siges om næste sides notits om svindel i Disney World for at komme forrest i køen. Så er der to læserbreve.

Rosa og Turner

Næste artikel er så om Don Rosas debut i Skandinavien i julehæftet Mandelgaven. Ja, rosaisternes dominans er umiskendelig, han fylder meget i bladet. Det er 25 år siden, at denne historie kom på dansk i Mandelgaven, så det må siges at være et jubilæum.
Den næste artikel om ulvetegneren Gil Turner af Niels Houlberg Hansen må siges at være fremragende. Her får vi en fremstilling af tegnerens liv og virke, det trækkes ind hvordan han blev rost af selveste Barks og så en analyse af, hvordan han gjorde både Lille Ulv og Store Stygge Ulv til mere spændende figurer end de oprindelig var. De ofte udskældte ulvehistorier bliver her givet noget ære og værdighed.
Brevkassen har så nogle ganske morsomme tegninger. Derefter er der en artikel om, at det finske heavyband Nightwish vil til at sætte Rosas saga om Joakims vej til rigdommen i musik. Klart, det er en nyhed, der har donaldisters interesse. Det skal blive spændende at høre resultatet en gang, indtil da må man læse interviewet med et af bandets medlemmer, foretaget sobert af Lars Skovmand.
Igen så en merchandise-artikel om en samler af Mickey Mouse-ting. Artiklen er ikke som sådan dårlig, som før nævnt er det bare et emne, der ikke interesserer mig så meget.

Vikingerne

Så kommer en af de rigtigt tunge artikler af nordmanden Sigvald Grøsfjeld. Den handler om vikingereferencer i Disney-serier, og det er nok nummerets vægtigste artikel. Der er dømt dybdeboring med lange fodnoter og referencer til amerikansk originaltekst. Her får man virkelig noget for pengene i form af interessante oplysninger og dybdeborende undersøgelser. Naturligvis er de to Barks-klassikere Anders And på Grønland - hvis historicitet ikke holder så godt - og Den Gyldne Hjelm - hvis historicitet holder noget bedre - og så den senere Barks-historie Gudernes Vrede. Paul Murry undersøges også i de tre historier Vikingernes Overmand, Mysteriet på Museet og (ikke at forveksle med Barks-historien) Den Gyldne Hjælm. Det er en artikel, der kræver noget, men giver valuta for anstrengelsen. Efter den slapper man så af med den faste lidt spøjse side Andersines Hjørne.
I det store og hele et godt og givende nummer af Rappet.

Andeby som bystat

Don Rosas opfattelse af Andeby

Det diskuteres ofte blandt donaldister, hvor Andeby ligger henne, og hvad samfundsstrukturen er. Enkelte gange har man placeret den i en fiktiv amerikansk stat Calisota, hvis navn er en kombination af Californien og Minnesota, som de, der har læst Don Rosas saga om Joakim von Ands vej til rigdommen, må vide.

Hvor er resten af USA?

Men er det ikke mærkeligt, at vi aldrig hører noget om det amerikanske præsidentvalg i Andeby? Man skulle ellers tro, at Joakim måtte være obs på, om der kommer en republikansk kandidat, der vil sænke skatterne. Vi hører heller ikke noget om guvernørvalg. Det er mest de lokale, borgmesteren og byrådet, der mest er optaget af at skaffe stemmer til næste valg.

Andeby som bystat med opland

Statue af Kornelius Blisand, byens grundlægger

Jeg vil  sige, at Andeby er en bystat  som de gamle bystater i det antikke Grækenland. De havde deres eget styre, formen kunne variere fra sted til sted, i Athen havde de valg blandt de frie borgere til at være byens ledere. De havde så kontakt med oplandet, der dyrkede korn og holdt husdyr, og på den måde var bystatens spisekammer.
Sådan synes også Andeby at være en bystat i et område af bystater, hvor vi  af og til hører om Gåserød som nærmest beliggende bystat. Så er der landboerne, der sørger for at dyrke jorden og holde dyr, så Andeby har sine forsyninger - her har vi Bedstemor And som gårdejer, der hører med til den særprægede andefamilie.
I skoven når lovene ikke rigtig ud, her har skurke som Store Stygge Ulv, heksen og andre onde kræfter frit spil - i byen hvor loven håndhæves, ender Bjørne Banden altid i fængsel.

Musekøbing

Noget af det samme må siges om Mouseton, der i Mickey Mouse-striber i bladene fra før Anders And & Co. blev oversat Musekøbing. Senere fandt man på, at alle boede i samme by, og i musehistorierne skrives der konsekvent Andeby, hvor der i originalteksten står Mouseton. Uanset at Sonja Rindom var en fremragende oversætter, så forstår jeg ikke helt dette valg, men det var måske et redaktionelt pålæg? Naturligvis, i de sene Murry-historier optræder Mickey og Fedtmule pludselig med andefamilien, og Sorte Slyngel indgår samarbejde med Bjørne Banden, her tyder det jo virkelig på, at de alle bor i Andeby.
Uanset det, i de tidlige historier bor personerne omkring Mickey Mouse i Musekøbing, også den synes at være en bystat, næppe langt væk fra Andeby. Her er det Mickey, der nok skal få skurkene buret inde.
Bystater a la det antikke Grækenland i USA med dyr - ja, det er et sælsomt univers - men som fans kan blive enige om, et herligt univers.

Skovuniverset

Dette er mit eget udtryk for et fleksibelt univers, som har været i Anders And & Co., det er ikke så meget mere. Jeg kalder det skovuniverset, da det er i skoven.
Er det så skoven omkring Andeby? Det vil jeg da tro, for af og til er ænderne fra Andeby dukket op i skoven.

De første beboere

Ude i skoven bor Store Stygge Ulv med sin dydsmønstersøn Lille Ulv, som af en besynderlig grund kaldes Lille Stygge Ulv i historiernes titler, men bare Lille Ulv i historierne. De er gennemført menneskeliggjorte og bor i huse, ligeledes Gårdmand Bjørn. Han er Lille Ulvs gode ven, der ofte hjælper ham, men han er farlig for den store ulv når han bliver gal. Der er De Tre Små Grise, som voksenulven ser som de lækre flæskestege, men de er gode venner med lilleulven.
Ja, det startede det med i første årgang, men så kom historierne om den undslupne cirkusbjørn Bongo og hans evige ærkefjende, grizzlybjørnen Knortekæbe, de bor i huler eller sover i de fri som bjørne nu engang gør, men Bongo har sin ethjulede cykel med fra cirkus.

Bror Kanin og Bror Bjørn

Senere i halvtredserne fik vi så onkel Remus' fortællinger om Bror Kanin, hvor Gårdmand Bjørn ikke længere er den hidsige, men rare bondeknold, men en tomhjernet godtroende vindbøjtel, som Bror Kanin kan narre så let som ingenting, og så Bror Ræv, lidt klogere, men dog ikke mere end at Bror Kanin kan snyde ham. Disse historier bygger på folkeeventyr fra den sorte befolkning i Sydstaterne, hvor Bror Kanin altid er kløgtig nok til at bruge hovedet, så han vinder over sine fysisk stærkere fjender.
Paul Murry, der ellers er mest kendt for Mickey-historierne, tegnede nogle af de bedste historier med den snedige kanin.

Da der kom flere til

De lovløse kræfter i skoven

På et tidspunkt skulle vi have historier med Chip og Chap, der i serierne kun lejlighedsvis er oppe imod Anders And. Ofte handler historierne om besværet med at finde nødder til vinteren eller at finde et træ at bo i. Jack Bradbury tegnede flere ganske skægge historier med de to egern, og han lod dem også være oppe imod Anders And flere gange.
Følger man årgangene af Anders And & Co., så må man konstatere, at der i den skov, der er befolket af disse søde og sjove figurer, danner sig et helt univers a la den franske forfatter Balzac, der lod sine personer optræde i alle sine romaner. Hovedpersonen fra en roman kunne dukke op som biperson i en anden. Skovuniverset er et sådant fleksibelt univers, man kan bare se hvad jeg nævnte før om Gårdmand Bjørns ændring af karakter alt efter om han er sat i forbindelse med ulvene eller med Bror Kanin.

Chip og Chap mod Anders And-
almindeligt på film, sjældnere i serier

Samtlige skovens dyr samt De Syv Små Dværge, som kendes fra filmen om Snehvide, befolker tilsyneladende den samme skov, de kan dukke op som bipersoner i hinandens historier. Heksen fra Snehvide er endda opstået fra de døde og dukker op som skurk adskillige gange, men uden at vi får noget at vide om hendes kongelige oprindelse. Selv Jesper Fårekylling, Tim og Bum fra Askepot og andre velkendte figurer fra filmene dukker op.
I visse historier er Bror Kanin biperson og bliver lidt af en skurk i form af en drillepind, der gør livet surt for de andre, ofte Chip og Chap.
I tresserne lod man også heksen Madam Mim fra Sværdet i Stenen bosætte sig i skoven, og hun kan være både god og ond alt efter hvem hun optræder med.

Madam Mim i Sværdet i Stenen

og i en typisk 60'erserie.

Karakteristik af universet

Det er ikke et univers, der har skabt de lange eventyr, som vi kender fra Barks' lange andehistorier eller Murrys lange musehistorier, der findes udelukkende korte historier. Nu har disse skovdyr  heller ikke mulighed for at rejse ud og opdage verden som beboerne i storbyen Andeby, men figurerne kunne nok heller ikke bære en længere historie. Men det skal ikke forklejne, at det er et charmerende univers, der i sine bedste øjeblikke har skabt søde og sjove små historier.

Forkortelse af historierne i Anders And & Co.

Jeg er stadig ved at modtage årgangsbøgerne med samtlige numre af Anders And & Co. fra 49 til 64, jeg er nu midt i 63 og kan godt være spændt på 64-årgangen.

Et nummer af 63-årgangen

Jeg har  netop læst blad nr. 18 i 63, og dette nummer er  karakteristisk ved, at der ikke er en eneste ti-siders historie, der ellers var det almindelige førhen. Det starter med en 6-siders historie Reklamens magt, hvor Anders og ungerne får job som reklamemænd ved hvert sit konkurrerende firma og nu kappes om at sætte salget op. Indledningen med Anders' skøre slogans som

I en hytte, på et slot, Fupski Cola smager godt

er nok den bedste, men historiens gags er ikke særligt overbevisende.
Så følger en tre-siders historie med Anders og Højben, hvor den sidstes held endnu engang sættes på prøve, men ikke så opfindsomt som Barks kunne gøre det. Så er der en fire-siders ulvehistorie, som har en skæg passage, da Praktiske Gris tror, at den rigtige ulv er hans brødre med maske på, men ellers ikke er den bedste ulvehistorie. Så er der to sider, der ender med Raptus von And kommer galt af sted med sit praleri. Så fem sider med Gearløs, der moderniserer lejrlivet for ungerne. Så er der Chip og Chap, der bor i et træ til salg og gør alt for at forhindre salget. Disse korte historier har ikke rigtig nogen skægge pointer, Raptus-historiens pointe virker primitiv.

En ældre Carl Barks-historie

Til sidst kommer første del af en meget ældre Barks-historie, det føles som at komme til en oase i ørkenen. Anders køber et modelfly til ungerne, men ved en forveksling kommer han til at købe et rigtigt fly, som en udlænding af spansktalende oprindelse Pablo køber for en slik. Han lokker de fire ænder med på en rejse til hans hjemland, Vulkanovia, og den er allerede balstyrig under turen, hvor de må flyve over bjergtoppe, men det er næsten ved at gå galt, da Pablo skal holde sin siesta. Glæder mig til at læse fortsættelsen.
Nu ved jeg godt, at de fleste, der har læst bladet som barn, har tendens til at synes, at bladet havde en guldalder, da de var børn, men så dykkede kvaliteten. Mange donaldister uanset alder er dog enige om, at det er tilfældet midt i tresserne. For mig at se er dette nummer af bladet et forvarsel om det. Kortere historier, ikke særlig morsomme eller opfindsomme. Det prægede  bladet i midt-tresserne.

Det karakteristiske ved årgangen.

63-årgangen har numre, der peger frem imod det. Den var præget af tegnere, der nok var habile, men ikke mesterlige som Barks og så Barks-historier fra hans sene periode, der netop lå her i disse tresserår. Han er stadig en glimrende historiefortæller og tegner, men hans mesterværker har han allerede skabt. I denne årgang trykkede man i det mindste meget ældre historier, dels den af donaldister højt elskede De firkantede æg fra Peru og så denne grotesk-komiske perle, som jeg så har læst første del af.
63-årgangen er nok ikke helt i bund, men Anders And & Co. havde sin store gyldne tid fra 49 op i halvtredserne.
Som sagt: jeg er spændt på 64-årgangen.

Det første nummer af Anders And & Co.

Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Forsiden til første nummer

De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.

Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.

Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn

Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.