Gys og Disneyserier

Mange vil nok ikke tænke først på horror, når man siger Disney-serier.

Disneys film med gys

Men at Walt Disney havde adskillige gys i sine film, det tror jeg er velkendt. Det startede  allerede tidligt med Skeletdansen i hans Silly Symphony-serie, hvor skeletterne hopper op ad graven og danser. For ikke at tale om den Mickey Mouse-film The Mad Doctor, hvor Pluto er forsøgsdyr for en bindegal videnskabsmand (en klassisk figur i horrorgenren) og Mickey redder ham på hængende hår. I en anden film Pluto's Judgment Day er Pluto under anklage i kattehimlen for at have været slem ved kattene.
Det er tidlige film, som nok mest er kendt af inkarnerede Disney-fans, men mange har vel set Snehvide, hvor den onde dronning i bedste Jekyll-Hyde stil forvandler sig til en grim heks og forgifter et æble,. Da hun drager af sted ser man skelettet af en i fangehullet, der tydeligvis har grebet desperat efter et vandfad. Hun følges af to gribbe  og hele passagen, hvor hun står ved dværgenes hus og dværgene er i fuld fart hjem, kunne Hitchcock ikke have gjort bedre. Da hun under sin flugt fra dværgene styrter i en kløft flyver de to gribbe ned efter hende. Klassisk gysertrick.
Så overgås den dog af Pinnochio. Hvem husker ikke scenen med titelpersonen i kløerne på teaterlederen Stromboli eller den gåsehudsfremkaldende sekvens, hvor de skulkende drenge bliver til æsler på Pleasure Island?

Gys i Mickey Mouse-historier.

Sorte Slyngel

Hvor meget indgik det så i tegneserier? I de tidlige: ikke så lidt endda. Floyd Gottfredsons Mickey-historier er fulde af gys. I en historie er Klaus Krikke uskyldig anklaget, og det lykkes på hængende hår Mickey at finde den virkelig skyldige og redde sin ven fra en lynchhob, der vil hænge ham. I disse tidlige serier var man ikke så bange for at berøre sådanne emner som man blev senere.
Det var også Gottfredson  der skabte The Phantom Blot, som på dansk fik navnet Sorte Slyngel, et sort spøgelse, der altid efterlader en seddel med en klat, hvor han begår sine forbrydelser. Hans debuthistorie er en ægte gyser med alle elementer af skummelhed og ildevarslende signaler, og Sorte Slyngel prøver at gøre det af med Mickey på flere sadistiske måder, den ene mere grum end den anden, men Mickey undslipper dem alle. Denne debuthistorie er den eneste historie med denne skurk, hvor vi får lov at se, hvad der gemmer sig under masken, det komiske er, at han ligner selveste Walt Disney. Sortepers ondskab i Gottfredson-historierne overskrider også en grænse, så det ligner ægte gys.
Da det senere blev Paul Murry, der overtog Mickey-historierne, genoplivede han Sorte Slyngel, og flere af hans tidligere historier med ham som skurk er rene gysere med Gottfredsons historie som forbillede. Det er lige før han er en mere effektiv farlig skurk end Sorteper, der hos Murry er gjort mere komisk. Efterhånden bliver Sorte Slyngel en lidt tandløs figur, de senere historier med ham som skurk, der kom som Månedshæfte i tresserne, virker han lidt flad, omend jeg så kan blive imponeret over, hvor meget Murry kan give ham af udtryk med bare de to øjne.

Gys i andehistorier.

Rip, Rap og Rup jages af et spøgelse i The Old Castles Secret

Den tidlige Carl Barks må siges at være en sand gysets mester. Flere lange andehistorier fra hans tidlige periode blev ikke brugt i de første årtier af Anders And-bladet, fordi man mente, at de var for skræmmende for børn. I flæng kan nævnes Flodens Skræk om en søslange, der spreder skræk og rædsel, den viser sig at være styret fra en u-båd af en grum skurk. Der er Spøgelset i Grotten, hvor Anders og ungerne holder ferie et sted, hvor der hvert år på samme dag forsvinder et barn, og denne dag er netop i ændernes ferie. På denne dag forsvinder Rap, men han reddes af sin onkel og sine brødre fra det uhyggelige spøgelse i grotten, der viser sig ikke at være så slem alligevel. Voodoo Hoodoo, hvor Joakim forfølges af en zombie, eller Det Magiske Timeglas, hvor Anders og ungerne kæmper med Onkel Joakim om et timeglas med magiske kræfter, den er en af de få tilfælde hos Barks, hvor Joakim decideret bruger grove midler.
Fra barn af kan jeg huske, at jeg læste The Old Castles Secret på svensk som Den Gamla Borgens Hemlighet. Den er senere kommet på dansk som Det Gamle Slots Hemmelighed, men da jeg var barn mente den danske redaktion, at den var for skræmmende for børn. Her rejser Anders og ungerne med Onkel Joakim til hans slægts borg i Skotland, hvor der skulle være en skat. Den gamle hushovmester Scottie hjælper dem, men advarer dem imod, at en af Joakims forfædre spøger på borgen og slår alle dem ihjel, der vil tage skatten. Det er en gammel borg i en skummel øde egn, som en ægte gotisk gyser a la Poe. De møder så et spøgelse i form af en usynlig skikkelse, der jager dem, men man kan se skyggen af et skelet hvor det er. En særlig uhyggelig scene er der, hvor Rip, Rap og Rup finder skatten, men så forfølges af spøgelset, der søger at dræbe dem med sværd. De får til sidst afsløret, at det hele er trick, foranlediget af hushovmesteren, der i virkeligheden er en berygtet juveltyv, den ægte Scottie har været død i syv år.
Så er der jo også historien Dangerous Disguise, hvor Anders og ungerne møder en farlig kvindelig spion. Den scene, hvor hun har givet dem sovemiddel og Anders falder i søvn på et banelegeme, men man ser et tog nærme sig, den alene kunne have været gjort af Hitchcock på film, hvis ikke det havde været talende ænder.

Restriktionerne på Disney-serierne

Senere begyndte der at blive stærke restriktioner på, hvad Disneyserierne måtte vise, man skulle nødig have vrede forældre på nakken. Barks formåede så som en historiefortæller med pondus at udnytte den restriktion på bedste måde og gøre Anders til en mere neddæmpet, tragikomisk figur. Da han i den senere periode introducerede Hexia de Trick var der godt nok noget, der kaldte på gyset, når hun gik i gang med sit hokus pokus, men adskilligt af det var nok blevet gjort mere uhyggeligt i den tidlige periode.
Italienerne har  ikke været bundet af de samme restriktioner. Hos dem har man set Anders blive reddet fra en halshugning på hængende hår, blive dødsdømt med ungerne i en afrikansk landsby, komme i kløerne på hovedjægere og meget andet, der kalder på gyset. Sorte Slyngel er i de italienske Mickey-historier næsten lige så grum som i debuthistorien hos Gottfredson.
Men selv med disse gyserelementer er der dog ingen af dem, der har overskredet grænsen til de horrorserier, der kunne have været trykt af EC Comics. Det vil jeg nok også mene ville vær for meget.
Men er man til gys, så kan der være noget at hente i tidlige amerikanske serier og de italienske serier.

Til lykke med de 65, Anders And & Co.!

Jeg vil godt ønske Anders And-bladet til lykke med det jubilæum som det fejrer i år. Sandt at sige er det  utroligt, at et blad har kunnet holde så længe, i særdeleshed et rent tegneserieblad, som ellers har en tendens til at komme og gå. Mange andre seriemagasiner er faldet bort, men Anders And & Co. står stadig. Nu ved jeg godt, at det ikke er længe siden, at jeg skrev et indlæg på denne blog, hvor jeg spurgte, om bladet blev holdt kunstigt i live. Men der skal alligevel lyde et til lykke, for det har sandt at sige været et blad, der har været til megen glæde.

Starten på Anders And & Co.

I denne uges Weekendavis er der i børnetillægget Faktisk en artikel af Majken S. Eliasen i anledning af jubilæet. Der nævnes, at meget var anderledes i Andeby i 1949, Mickeys nevøer med Mak og Muk, nogle historier var skrevet på vers (nogle af de ringeste, vil jeg sige, se mit indlæg Filmserier) og voksne røg og gav børnene smæk i halen. Så er der også en del, der er uforandret. Joakim går stadig med gamacher, Højben har stadig gammeldags bølget hår og Bjørnebanden er stadigvæk dumme og uheldige. 

OBS! Her er en faktuel fejl, Bjørnebanden viste sig ikke i første årgang, der gik et par år.
Der fortælles videre i artiklen, hvordan forlaget Gutenberghus lavede en aftale med Walt Disney om at udgive en dansk udgave af Walt Disney Comics som blev opkaldt efter danskernes favoritfigur. Er man den lykkelige ejer af Årgangsbogen for 1949 eller kan finde den på et bibliotek, så kan man læse hele historien i Jakob Stegelmanns forord.

Anders And-bladets videre udvikling

Det startede som et månedsblad, men blev i 1956 et fjortendages blad og i 1959 et ugeblad. I nævnte artikel fortæller Anders Christian Sivebæk, som er bestyrelsesformand for Donaldistforeningen, at forlaget begyndte at lave danske historier, fordi der ikke var nok amerikanske at tage af. Han siger også, at de danske var mere amatøragtige og underlige, men efterhånden lærte de at sætte en god historie sammen, og i 1970'erne var bladet yderst populært. Efterhånden blev der lavet et kodeks om, hvad der måtte og især ikke måtte være i et Anders And-blad. Ikke noget med stoffer, alkohol eller bare antydningen af sex. Det var også vigtigt, at læseren ikke kunne se, hvilket land Andeby lå i (jeg synes nu ikke man er i tvivl, når man ser Bedstemor Ands gård med den karakteristiske amerikanske silo). Mange af de regler er også grunden til, at der ikke er forandret så meget.

Stofmangel og hastværksarbejde

Her hører det efter min mening med til historien, at en del af stofmanglen skyldtes, at man tilsyneladende ikke var meget for at bruge af de i Danmark endnu ubrugte historier fra Staterne. At Lost in the Andes, som på dansk hedder De Firkantede Æg fra Peru, kom som fortsat serie i 1963, selv om den er en Carl Barks' tidlige mesterværker, det er en undtagelse og ikke reglen. Der er også andre undtagelser, men de er lige netop undtagelser. Man kunne have fyldt bladet op med gamle historier af Barks og Gottfredson, men man gjorde det ikke. Sivebæk har ret i sin bedømmelse af de danske historier, mange kender Nils Rydahl på de deforme ænder. Fra Disney studierne lavede man også en ekstra tegnestue, der kunne forsyne det stigende europæiske marked med serier, og hvad der kom fra denne tegnestue var ofte en ynk, hvor figurerne rendte rundt med evigt torskedumme udtryk og dårligt tegnet anatomi - at der så var Al Hubbard som tegner og Dick Kinney som forfatter, der fik skabt den skrupforvirrede Fætter Vims i en stribe af skønne historier, her må man igen sige, at det var undtagelsen og ikke reglen.

Forbedringer af bladet

Men ja, efterhånden lærte danskerne at lave bedre historier, efterhånden trykte man Barks-historier, der aldrig havde været udgivet i Danmark før og efterhånden tog man de meget bedre tegnere fra det hollandske Donald Duck ind - paradoksalt, det indbefattede den danske mestertegner Freddy Milton, der havde tegnet for det hollandske blad i lang tid før han kom ind i varmen hos Egmont.

Bladet situation efter 65 år

I sidste afsnit af artiklen fortæller Sivebæk, at han lærte at læse på grund af bladet, hans motivation var stor, fordi han ville læse hvad der stod i boblerne. Sådan tror jeg mange har haft det med Anders And-bladet, det gælder da også mig selv. Mange nye ord lærte jeg i bladet, som jeg ikke lærte i skolen, yakokse, pygmæ, naragtig (som jeg lige måtte lære at skelne fra nøjagtig), aktier og meget andet.
Så nævnes der også det faldende oplag i dag på bladet. Her nævnes det, at det måske i fremtiden skal kunne læses på Ipad. Ja, for mange serier er jo elektroniske i dag. De disneyske universer er jo ikke dalet i popularitet, Jumbobogen sælger stadig godt.
Så uanset det faldende oplag og de mindre gode ting, der er blevet trykt i bladet fra tid til anden, så lad det da til sidst stå:
Stort Tillykke med jubilæet og tak for alle historierne om ænderne og Mickey Mouse og figurerne omkring ham og alle skovens dyr.

Dyrefabler som rødder til Disneyserier

Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det  nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South

I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer

Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Vi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

Chip og Chap før Nøddepatruljen

Deres oprindelige rollefag som
Plutos modstandere

To chipmonks

I dag er disse to søde små fyre, som Mickey Mouse kalder dem, mest kendt fra Disneys Juleshow, som DR stadig pr. tradition sender juleaften og som har filmen Plutos juletræ som det første filmindslag. De er ikke så ofte gæster i Anders And & Co. længere som de var en gang og i pocketformaterne glimrer de ved deres fravær.
Men i Disney Sjov dukker de da op fra tid til anden, dels i nogle af de gamle korte klassikere, dels fordi de er brugt som hovedpersoner i en af de nyere tv-serier, Nøddepatrulien, der af og til tages op, så helt glemte er de da ikke.
Men i Anders And-bladet fra midt-halvtredserne og langt op i fra halvfjerdserne var de hyppige optrædende blandt alle dem, der hørte under tilføjelsen "& Co." Endda meget populære.

En virkelig chipmunk

De er dannet efter den specielle nordamerikanske egernart, jordegern, på engelsk chipmonks, herfra har de fået deres karakteristiske stribe på ryggen. En mærkværdighed her er, at sådanne chipmunks, som den danske betegnelse siger, lever i jordhuler, men de to hurtigtsnakkende figurer lever i træer som alle andre egernarter. Sådan er der mange mærkværdigheder i tegneserier.
De fik så også hver sin personlighed, Chip som den kloge af de to og Chap som småskør og pjattet, han får ofte et gok i nøden af sin kammerat, når han er for irriterende.

Chip og Chap på filmstrimlen

De debuterede i 1943 i filmen Private Pluto, hvor de ligner hinanden fuldstændig og ikke har navne. Her er de to egern, der er oppe imod Pluto som i juleshowets film og det var en rolle de blev tildelt i flere film. Senere kom de op imod Anders And, som Jack Hannah lavede flere film med, hvor han kæmpede med forskellige modstandere, der gav den hidsige and kamp til stregen og altid tilførte ham et knusende nederlag. Her udviklede man så en forskel på dem, hvad det ydre look angår har Chip en sort snude og Chap en rød, desuden har Chap en hårtot i toppen. Her fik de også navnet Chip and Dale efter det gamle møbelfirma Chippendale, det blev så fordansket til Chip og Chap. De blev snart meget populære, og man startede snart en filmserie med dem som hovedpersoner, der så kun blev til tre film.

Chip og Chap på seriestriben

I Bradburys streg

Til gengæld blev der lavet overordentlig mange tegneserier med dem. Deres første rollefag som Plutos modstandere blev ikke brugt så meget, men som Anders Ands modstandere så man dem lidt oftere. Den gode tegner Carl Barks brugte dem aldrig, men den anden andetegner Jack Bradbury, der heller ikke er dårlig om ikke på højde med Barks, lavede en righoldig mængde af historier, hvor de dyster mod den for dem irriterende and. I mange af disse historier er de to jordegern de egentlige hovedpersoner med Anders som skurken, en tendens der også kunne ses i nogle af filmene.
Men de fik også deres egen serie, hvor de indgår som en del af skovuniverset, mange af de forskellige skovdyr fra forskellige Disney-film dukker op, Bror Kanins tilbagevendende ærkefjender Bror Ræv og Bror Bjørn optræder ofte som Chip og Chaps fjender. Mange af historierne handler om problemet med at samle nødder eller at få lov at beholde træet, som er deres bolig, i fred.

Chip og Chaps udvikling

De har fået en blødere personlighed i mange af disse historier, fra rene drillepinde på film til to vakse fyre, der altid er villige til at hjælpe deres andre venner i skoven. De kan dog godt drille ind imellem og få sig nogle utrolige skænderier indbyrdes, især når der er et kønt hunegern med i spillet (og så påstår man Disneys figurer er kønsløse!), men som regel er de fiffige og hjælpsomme. Lidt af samme udvikling, som Rip, Rap og Rup tog fra rene møgunger i starten til kloge børn, der altid vil hjælpe deres Onkel Anders.
Der er så det at sige til Chip og Chaps fiffighed, at den ofte bliver hjulpet godt på vej af, at deres modstandere er nogle paphoveder. I de fleste af de historier hvor de er oppe mod ræven og bjørnen vinder de mere på grund af de to modstanderes utrolige alternative intelligens end deres egen klogskab.
Udover Bradbury har også Al Hubbard og Harvey Eisenberg bidraget med ganske skægge historier. I Eisenbergs streg har de fart på med hans karakteristiske fartstriber.
Trods deres popularitet hører de til nogle af de figurer, der desværre blev sendt på pension i bladet. Nogen af os kunne godt ønske en renæssance for dem på striberne.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Pluto siger kun vov

Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern

Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

Mickey Mouse med røde shorts

Den klassiske Mickey Mouse har fået en genoplivning i de seneste årgange af Anders And-bladet, den sorte mus med de røde shorts. Sådan så han oprindelig ud, da han var en balstyrig karl i de tidlige film Plane Crazy og Steamboat Willie, og han fortsatte med at være balstyrig i lang tid - i en af disse tidlige film bliver han hidsig og kaster en bog efter en papegøje, en reaktion som senere var forbeholdt Anders And.

Mickey Mouse som detektiv

Mange af os - især i min alder - kender mest Mickey som den velklædte detektiv, der ordner alting for den måbende politimester Striks, oftest med enten Sorteper eller Sorte Slyngel som modstandere og den alternativ intelligente Fedtmule som følgesvend. Den lille sorte mus med de røde shorts så man glimtvis i tegnefilmshows, men ellers kendte man ham ikke.

Floyd Gottfredsons balstyrige Mickey

Så udsendte Egmont Den Store.. -serien, hvor der så kom Den Store Mickey Mouse, hvor vi rigtig blev introduceret for Floyd Gottfredsons udgave af Mickey. Den sene Gottfredson havde striber med i de første årgange af Anders And & Co., og en længere historie, den uforlignelige Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve. Men i Den Store Mickey Mouse fik man set de forrygende eventyr krydret med en total barok komik - egentlig var det en langt sjovere Mickey end superdetektiven fra bladene, selv om jeg godt kan lide Paul Murrys historier om Mickey som detektiv, som var en næsten fast bestanddel af Anders And-bladet i 60'erne og 70'erne.

De nye musehistorier

I de nyere blade er han så pludselig en sort mus med røde shorts igen. Han er så ikke lige så balstyrig som hos Gottfredson, men han har nu noget af de sene Gottfredson over sig i disse nye serier, småborgeren, der kæmper med problemer. Så har vi endelig fået lov at gense en hel del skønne bifigurer, som ellers var sendt på pension, Klavs Krikke, Nora Malkeko og Klara Kluk - den sidste optræder også i andehistorier som Andersines veninde, her er hun oftest en klog pige. Klavs Krikke kan være irriterende for Mickey, Nora er lige så alternativ intelligent som Fedtmule. Skønt at få lov at gense disse obskure figurer, der for mig er forbundet med barndomsminder.

En side om Disneyserier - hvorfor ikke?

Som mange andre er jeg donaldist, medlem af Donaldistforeningen, for mig har Anders And været den store helt siden jeg var barn. Jeg er også en af dem, der mener, at Carl Barks er den bedste - men uden at forklejne andre, selv om guld er det mest værdifulde, så skal man ikke forklejne sølv af den grund.
Som mange andre i min generation elskede jeg, når der i Anders And & Co. fra tresserne stod En Udvalgt Serie, jeg vidste bare, at de var skidegode, som vi "uartigt" sagde dengang. Senere fandt jeg jo ud af, at det var genoptryk af tidligere udgivne historier. Ellers var bladet på det tidspunkt i lidt af et kvalitetsdyk, men Fætter Vims dukkede op i og satte liv i kludene.
Så kom Jumbobøgerne, og her var det tilskud af fantasi, som var tiltrængt, omend jeg indrømmer, at jeg godt kunne se, at de var noget mere voldelige. De er jo også tegnet i Italien, og forskellen på Jumbobøger og de amerikanske serier svarer næsten til forskellen på en amerikansk western og en spagettiwestern.
Denne blog vil komme til at indeholde indlæg om tegneserier, om deres skabere, donaldismen som sådan og så mine egne tanker om det. Film og tv-serier er heller ikke udelukket. Velkommen til at kigge ind igen - nu når jeg nok ikke mere, da jeg er travlt optaget næste weekend, men jeg vender tilbage.