mandag

Den med John Melvis..

Forkrøblende musik

 Anders And flyver forskrækket op fra lænestolen på første billede man ser, når man åbner Anders And & Co. nr. 3 fra 1958, for hvad er det dog for en larm? En taleboble med noder, der peger ind i døren bag ham, viser: "Rul, rul, rul og rok, det kan aldrig blive nok."
Denne historie har ingen titel i bladet. Det udelod man ofte med de korte historier i bladet på det tidspunkt. På det amerikanske originalsprog fra 1957 hedder den Mutilatede Music, det kan oversættes med "forkrøblende musik." Den er skabt af Tony Strobl, som var en af dem, der måtte aflaste Carl Barks, da efterspørgslen efter andehistorier steg med de stigende antal udgivelser. De fleste kender historien som "den med John Melvis."

Anders Ands forvirring

Men hvad skyldes larmen? Anders spæner ind i stuen, hvor hans tre nevøer sidder foran tv og helt vildt begejstret ser på sangeren John Melvis. På originalsproget hedder han Melvis Presbee. Behøver jeg at skrive, hvem han er en parodi på? Det er også tydeligt ud fra den figur, der er tegnet på tv-skærmen, men man skal ikke tage noget for givet: Elvis Presley, naturligvis. Historien er ikke bare sjov, den er også et dokument fra den tid, hvor nævnte sangers popularitet som teenageidol toppede, og den ældre generation var lige så forvirrede over deres børns musiksmag, som Anders er her over sine nevøers. Han vil gerne forstå, hvorfor de er vilde med Melvis, men han kan ikke. Han vader rundt og lider, så han til sidst må slukke for tv. Da Rip, Rap og Rup tuder højlydt, siger han. "Selv det lyder bedre, men jeg nænner det ikke," så han tænder tv'et igen, så de kan få deres rædselsfulde helt. Ja, Anders er trods alle sine brist en rar and.
Nu gør han ærlige forsøg på at få dem interesseret i noget andet musik, så han tropper op med en guitar og synger en gammel traver for ungerne, men det falder ikke i god jord. Så prøver han med en mundharpe, det duer heller ikke, han forsøger det ene instrument efter det andet. Så forsøger han at lade som om han forlader dem, men de er ligeglade. Han går så til tubaspil i håb om, at den måtte kunne overdøve den rædselsfulde sanger. Hans lærer er dybt fortvivlet over hans spil, men da får Anders en ide, han udfordrer John Melvis til en konkurrence om, hvem der kan larme bedst.
Så nu er han i tv med sin tuba og ryster hele nabolaget med sit (host, host) spil, det er vist et af de tilfælde, hvor man skal være glad for, at tegneserien er et lydløst medium. Da Melvis har givet op på forhånd efter at have hørt det afsindige tubaspil, har Anders vundet, så nu kommer han hjem og triumferer. Da han begyndet at blæse på tubaen, vifter ungerne med det hvide flag og laver en aftale om, at hvis de aldrig mere lukker op for John Melvis, lover han så aldrig at spille på truthornet. Anders går med på den og er egentlig henrykt, for han kunne heller selv holde sit eget tubaspil ud.

Vurdering af historien

Ja, der er delte meninger om Strobl blandt donaldister, og sandt at sige er det ikke lige godt alt han har lavet, men som man ser i denne historie har han ramt godt ind imellem. Sjovere historie om den generationkløft, der i halvtredserne opstod på grund af rock'n'roll, er svær at finde.
Et lille kuriosum fra dansk rockhistorie: Da den kom i 1958, var der en ung mand Ivan Haagensen, der som mange andre unge mænd på det tidspunkt ville spille rock'n'roll, men ville finde et godt kunstnernavn. Så sad han og læste dette nummer af Anders And-bladet og syntes, at navnet Melvis var passende,  så han indspillede plader med sit band Melvis and the Gentlemen og fik nogle hits.
Se tidligere anbefalinger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.