Moderne julenisser

Mogens Sørensen

Moderne Julenisser

I gamle dage var nisserne ondskabsfulde væsener, som vi frygtede. De kunne slå kvæget med sygdom og lave andre forfærdelige ulykker. I dag er det små sjove fyre, som vi sætter frem ved juletid for hyggens skyld, de hjælper endda den rare julemand med at lave gaver. Hvordan ser nisserne...

kr108,21 Paperback

Køb nu

Anders And og Søslangen - Barks-klassiker

Forside til Anders And og Søslangen

Denne uges anbefaling er en af Carl Barks' store klassikere efter min mening. Den så dagens lys i USA i 1951 under titlen No Such Varmint og er en af dem, der ligger lige i overgangen fra den grove komik hos den tidlige Barks til den mere afdæmpede stil, hvor Anders And er en tragikomisk figur. I vores andedam kom den første gang som Solohæfte i 1955, men den er siden blevet genoptrykt adskillige gange, se oversigt på ComicWiki. Har man adgang til Barks' samlede værker, så er det bind 8, side 246.

Placeringen i Carl Barks' produktion

Barks havde tidligere lavet en historie om en søslange, der spredte skræk og rædsel, Flodens Skræk, den viste sig at være styret af en grum skurk via en ubåd.

I denne historie er det ikke fup, det er en søslange, så det må siges at være et eksempel på en andehistorie, der er fantasy ud over det sædvanlige, at ænder taler, se mit indlæg Er andeserierne fantasy?

Den er blevet til på et tidspunkt, hvor Onkel Joakim var en forholdsvis ny figur (han dukkede op i 1948). Det var endnu ikke sikkert, at han ville blive en hovedfigur som han senere blev og i denne historie spiller han en perifer rolle. Første billede i historien viser at fragtskib, der er ved at synke og på det næste ser vi mandskabet i redningsbåden, hvor kaptajnen spekulerer over, hvad det var de stødte på. Det er et af Joakims skibe, der var på vej ind med en kostbar last, så kender man til andeuniverset, så er man straks klar over, at det passer ham absolut ikke.

Handlingen i Anders And og Søslangen

Anders And som slangetæmmer

I første omgang er det Rip, Rap og Rup, som det skifter til, og de sidder og spekulerer over, hvorfor nogen kommer højt på strå og bliver berømte. De kigger på forbipasserende og genkender flere berømtheder i blandt dem. Denne passage giver Barks rig mulighed for at demonstrere sin evne til at tegne karakteristiske bipersoner, her er mange sjove typer.

Så kommer deres onkel Anders, og han er tydelig i godt humør. Det er hans nevøer ikke, for hvorfor er han ikke blevet noget stort som alle andre? Anders indrømmer, at han hidtil har været uduelig, men nu har han fundet noget, som han er god til: slangetæmmer. Nu gribes de tre nevøer for alvor af flovhed, men Anders går op i det med liv og sjæl, og gennem historien er der flere komiske situationer, hvor han går op i sit slangetæmmeri. Dog må man sige, at det er rørende at se hans entusiasme.
Rip, Rap og Rup finder frem til en mand, der med et apparat kan måle folks hjernesvingninger, så man kan se, hvad de er egnede til - nu nærmer historien sig næsten science fiction. De får overtalt deres onkel til at komme med hen til ham, Anders gør det for at glæde dem, og hans hjernesvingninger bliver aflæst. Der er bare ingen der ser, at en stor flue sætter sig på et ettal, så det ligner et syvtal, og ifølge det antal svingninger dette forkerte tal angiver, kan han blive en stor detektiv. Nu er ungerne begejstrede, men Anders vil stille og roligt blive ved med at tæmme slanger. Hans tre nevøer åbner imidlertid et kontor til hans detektivbureau, og nu hopper vi til Joakim, der er godt rasende over, at ingen kan finde ud af årsagen til hans skibsforlis, så han beordrer hidsigt sin sekretær til at finde en detektiv. Han finder så annoncen, som Rip, Rap og Rup har indrykket og bestiller detektiven Anders And til at opklare mysteriet.

Anders på flugt fra søslangen

Så tager Anders og ungerne ud til den bugt, hvor det skete. Her er det mest ungerne, der gør detektivarbejdet, mens deres onkel går op i slangetæmning. Da de sejler ud i en båd, der har en glasbund, finder Anders på at spille på slangetæmmerfløjten i jazzrytme, og så dukker søslangen op. Her er brugt store billeder, så den virkelig ser stor og skræmmende ud. Den kan lide Anders' musik, og det viser sig, at nu er han nødt til at blive ved med at spille, ellers bliver den gal. Så får vi over flere billeder Anders' kvaler med at skulle fortsætte med at blæse i flere dage, mens han bliver mere og mere udkørt. Her har vi stadigvæk noget af den groteske humor fra den tidlige Barks man ved næsten ikke, om man skal grine eller græde.
Ungerne sender efter hjælp hos Onkel Joakim, der ikke tror på det med søslangen, men han går dog ind på at sende dem krudt. Ved en fejl får de peber, men ungerne ved råd - deres siden almindelige rolle som problemløsere er begyndt at udvikle sig i denne historie - og ved hjælp af en vippeanordning får de slynget peberet i gabet på søslangen. Nu er den tørstig, den kravler om i vulkankrateret tæt ved og drikke alt ferskvandet, som det indeholder. Så kommer Joakims skib til syne, men søslangen er stadigvæk syg af peberet, så den søger mod havet og tager skibet med sig. Anders kæmper for at få vejret efter de mange dages spilleri på fløjten, og ungerne er godt ærgerlige, for nu kan de ikke vise deres rige onkel søslangen og dermed vælte hans skepsis.

Da de sidder hjemme i deres have, godt slukørede mens Onkel Anders daser tiltrængt i hængekøjen, dukker videnskabsmanden op, han har opdaget fejlen ved hans aflæsning, så nu kender han de rigtige antal hjernesvingninger hos Anders. De viser, at han kan blive en stor slangetæmmer. Anders får et nervøst rysteanfald af at høre det, nu har han fået nok efter alt det tæmmeri af søslangen.

Så nu bider historien sig i halen: ungerne sidder igen og ser på berømthederne på gaden og spekulerer, mens deres onkel fløjter fornøjet, idet han passer sit gadefejerjob.

Historiens kvaliteter.

Når jeg godt kan lide denne historie, så er det fordi den netop ligger i overgangen i to perioder af Barks' karriere og kombinerer det sjove i den tidlige periode og det gode i den midterste. Anders er begyndt at blive den tragikomiske figur, som donaldister elsker så højt. Det her er alt i alt en fortælling om, at man skal gøre hvad man har lyst til og gerne vil frem for alt det, som alle andre synes man skal og gerne vil presse en til. Der er jo noget tragisk ved, at Anders, der så endelig har fundet noget han er god til, får det ødelagt fuldstændig af en situation, hvor han må gøre det for meget. Samtidig må man også sige, at han tilsyneladende da er tilfreds med sit ufaglærte job til sidst, og så burde hans tre nevøer da være tilfredse med det. Det er for en gangs skyld en historie, hvor de tre har en mindre flatterende rolle, men som før nævnt, deres senere almindelige rolle som problemløsere er begyndt at vokse frem. De er ikke rene møgunger længere, som de var ved deres første opdukken.

Så det er for mig en af de store Barks-klassikere.
Se tidligere anbefalinger

1965-årgangen af Anders And & Co. - en broget årgang

Man må sige, når man i dag genlæser 1965-årgangen af Anders And & Co., at den er temmelig broget.

De fortsatte seriers tilbagekomst

Først og fremmest er den karakteristisk ved, at de fortsatte historier vender tilbage, efter at de havde glimret ved deres fravær det foregående år. Har det været en måde at holde salget i gang på? Vi mennesker er jo født nysgerrige og vil gerne se, hvad en historie ender med, hvilket også er en af hovedårsagerne til, at denne sætning "fortsættes i næste nummer" er en af de mest frygtindgydende sætninger, især for et barn, der brænder efter fortsættelsen.
De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.

Første møde med italienske Disney-tegnere

Samtidig er det også den årgang, hvor vi første gang ser de italienske tegnere, og det er både i afsluttede og fortsatte historier. Personlig synes jeg, at standarden af de italiensktegnede historier, der senere kom i Jumbobøgerne, var bedre, men det må nok siges at være en smagssag. Den ellers udmærkede fortsatte historie Den Højest Uheldige Skovtur skæmmes efter min mening af en lidt for rosenrød happy end.

Nye figurer

Madam Mim

Så dukkede der nye figurer op. I juleferien året før havde Sværdet i Stenen, eller Da Kongen var Knægt, som den også hedder på dansk, fået dansk premiere, og i denne årgang ser vi for første gang spin-off serien med bifiguren, den skøre heks Madam Mim. Allerede fra starten forsøger Bjørne Banden at udnytte hendes heksekunster for at få hjælp til deres kup, men madammen fatter ikke en pind af hvad det går ud på og lever i sit eget drømmeunivers, der får næring fra eventyrerne. Som et tilbagevendende element bliver det også heksekunsterne, som hun til sidst hævner sig på banditterne med, når hun bliver sur.
Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.

Fætter Vims

Men ingen regel uden undtagelse: fra disse studioserier kom også fra Al Hubbard og Dick Kinneys hånd den skrupforvirrede Fætter Vims, der evig og altid har en ny hobby, som han dyrker entusiastisk med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Han havde set dagens lys allerede i 1964 i hjemlandet, men først i 65 får danskerne lov til at more sig over, at denne skøre fætter sætter Anders' hus på den anden ende, og flere gange er ved at friste Anders til næsten at begå mord. Vims blev også en populær figur netop i Danmark, som er et af de få lande, hvor han er dukket op med jævne mellemrum lige siden. Forståeligt nok, for han er efter min mening ikke til at stå for. Han er så gennemført plimmelim, at man ikke kan andet end at holde af ham.
Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.

Italienerne kommer - Jumbobogen

Baggrundshistorien

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde  Western Publishing været eneleverandører, og deres team var  stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre ofte præget af at være venstrehåndsarbejder, sagt med al respekt for de gode undtagelser.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham  om at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!

Til lykke med de 65, Anders And & Co.!

Jeg vil godt ønske Anders And-bladet til lykke med det jubilæum som det fejrer i år. Sandt at sige er det  utroligt, at et blad har kunnet holde så længe, i særdeleshed et rent tegneserieblad, som ellers har en tendens til at komme og gå. Mange andre seriemagasiner er faldet bort, men Anders And & Co. står stadig. Nu ved jeg godt, at det ikke er længe siden, at jeg skrev et indlæg på denne blog, hvor jeg spurgte, om bladet blev holdt kunstigt i live. Men der skal alligevel lyde et til lykke, for det har sandt at sige været et blad, der har været til megen glæde.

Starten på Anders And & Co.

I denne uges Weekendavis er der i børnetillægget Faktisk en artikel af Majken S. Eliasen i anledning af jubilæet. Der nævnes, at meget var anderledes i Andeby i 1949, Mickeys nevøer med Mak og Muk, nogle historier var skrevet på vers (nogle af de ringeste, vil jeg sige, se mit indlæg Filmserier) og voksne røg og gav børnene smæk i halen. Så er der også en del, der er uforandret. Joakim går stadig med gamacher, Højben har stadig gammeldags bølget hår og Bjørnebanden er stadigvæk dumme og uheldige. 

OBS! Her er en faktuel fejl, Bjørnebanden viste sig ikke i første årgang, der gik et par år.
Der fortælles videre i artiklen, hvordan forlaget Gutenberghus lavede en aftale med Walt Disney om at udgive en dansk udgave af Walt Disney Comics som blev opkaldt efter danskernes favoritfigur. Er man den lykkelige ejer af Årgangsbogen for 1949 eller kan finde den på et bibliotek, så kan man læse hele historien i Jakob Stegelmanns forord.

Anders And-bladets videre udvikling

Det startede som et månedsblad, men blev i 1956 et fjortendages blad og i 1959 et ugeblad. I nævnte artikel fortæller Anders Christian Sivebæk, som er bestyrelsesformand for Donaldistforeningen, at forlaget begyndte at lave danske historier, fordi der ikke var nok amerikanske at tage af. Han siger også, at de danske var mere amatøragtige og underlige, men efterhånden lærte de at sætte en god historie sammen, og i 1970'erne var bladet yderst populært. Efterhånden blev der lavet et kodeks om, hvad der måtte og især ikke måtte være i et Anders And-blad. Ikke noget med stoffer, alkohol eller bare antydningen af sex. Det var også vigtigt, at læseren ikke kunne se, hvilket land Andeby lå i (jeg synes nu ikke man er i tvivl, når man ser Bedstemor Ands gård med den karakteristiske amerikanske silo). Mange af de regler er også grunden til, at der ikke er forandret så meget.

Stofmangel og hastværksarbejde

Her hører det efter min mening med til historien, at en del af stofmanglen skyldtes, at man tilsyneladende ikke var meget for at bruge af de i Danmark endnu ubrugte historier fra Staterne. At Lost in the Andes, som på dansk hedder De Firkantede Æg fra Peru, kom som fortsat serie i 1963, selv om den er en Carl Barks' tidlige mesterværker, det er en undtagelse og ikke reglen. Der er også andre undtagelser, men de er lige netop undtagelser. Man kunne have fyldt bladet op med gamle historier af Barks og Gottfredson, men man gjorde det ikke. Sivebæk har ret i sin bedømmelse af de danske historier, mange kender Nils Rydahl på de deforme ænder. Fra Disney studierne lavede man også en ekstra tegnestue, der kunne forsyne det stigende europæiske marked med serier, og hvad der kom fra denne tegnestue var ofte en ynk, hvor figurerne rendte rundt med evigt torskedumme udtryk og dårligt tegnet anatomi - at der så var Al Hubbard som tegner og Dick Kinney som forfatter, der fik skabt den skrupforvirrede Fætter Vims i en stribe af skønne historier, her må man igen sige, at det var undtagelsen og ikke reglen.

Forbedringer af bladet

Men ja, efterhånden lærte danskerne at lave bedre historier, efterhånden trykte man Barks-historier, der aldrig havde været udgivet i Danmark før og efterhånden tog man de meget bedre tegnere fra det hollandske Donald Duck ind - paradoksalt, det indbefattede den danske mestertegner Freddy Milton, der havde tegnet for det hollandske blad i lang tid før han kom ind i varmen hos Egmont.

Bladet situation efter 65 år

I sidste afsnit af artiklen fortæller Sivebæk, at han lærte at læse på grund af bladet, hans motivation var stor, fordi han ville læse hvad der stod i boblerne. Sådan tror jeg mange har haft det med Anders And-bladet, det gælder da også mig selv. Mange nye ord lærte jeg i bladet, som jeg ikke lærte i skolen, yakokse, pygmæ, naragtig (som jeg lige måtte lære at skelne fra nøjagtig), aktier og meget andet.
Så nævnes der også det faldende oplag i dag på bladet. Her nævnes det, at det måske i fremtiden skal kunne læses på Ipad. Ja, for mange serier er jo elektroniske i dag. De disneyske universer er jo ikke dalet i popularitet, Jumbobogen sælger stadig godt.
Så uanset det faldende oplag og de mindre gode ting, der er blevet trykt i bladet fra tid til anden, så lad det da til sidst stå:
Stort Tillykke med jubilæet og tak for alle historierne om ænderne og Mickey Mouse og figurerne omkring ham og alle skovens dyr.

Holdes Anders And-bladet kunstigt i live?

Det sidste nummer af Anders And & Co. lokker med, at man kan få sange fra X-Factor med i købet, kraftigt understreget af et forsidebillede af Anders And, der synger i en mikrofon med tydeligt selvhøjtidelig mine. Jeg vil ikke i denne forbindelse gøre meget ud af, hvad jeg mener om X-Factor - jeg kan godt love det langtfra er mit yndlingsprogram - det er mere det, at bladet prøver at hæve oplaget, som de sidste år har været faldende.

De senere år har der næsten altid været en eller anden billig form for plasticlegetøj med bladet. Ofte er det legetøj for børn, hvis alder ligger under de børn, der for det meste læser Disneyserier, så det er ikke sært, hvis det ikke hjælper ret meget.
Så har man forsøgt med at tage Olsen Banden ind i en historie for at plyndre Joakim Von Ands pengetank. Man har sendt Anders og ungerne til Danmark i en historie med parodier på danske personer. Listen kunne snart blive lang, hvis jeg skulle remse alle disse salgstrick op.

Anders And-bladet og pocketformaterne

Et blad af den type burde ellers sælge sig selv på, at det indeholder herlige tegneserier med Disneys skønne figurer, men der skal åbenbart mere til.
Det er jo ikke fordi, at Disneys universer er dalet i popularitet, i hvert fald er andeuniverset stadig populært, men de fleste køber Jumbobogen i stedet for. Den holder også længere med mere læsestof og giver derfor mere for pengene.
Vi kommer så ikke udenom, at det er to traditioner, der er i de to medier, bladet indeholder de historier i formatet 4 per række, hvis længde er fra 1 stribe over 4-10 sider op til et helt blads længde - de er oftest som fortsatte serier - der i større eller mindre grad står i traditionen fra veteranerne Barks, Taliferro, Gottfredson, Murry og Bradbury.
Pocketformaterne står i den italienske tradition med 3 per række, lange historier, som oftest er vilde i stregen og noget grove ind imellem.
Det er en smagssag om man foretrækker den ene frem for den anden, nogen kan nok lide både og, men man kommer ikke uden om den større fordel lommeformaterne giver.
Vi har jo også set det med superhelte: ingen læser superhelteserier mere, bladene med dem har lidt bladdøden, men filmene med dem sælger billetter i massevis, de er ikke faldet i popularitet. Muligvis er det problemet med de to forskellige traditioner i Disney-serier, der får Egmont til at holde bladet gående trods det faldende oplag. Hvor skulle man ellers trykke de gamle klassiske amerikanske serier og de nye, der viderefører deres stil, hvis bladet gik ind? Flere forsøg på at ombryde dem til Jumbo-formatet har ikke været særligt vellykkede.

Seriernes situation i dag

Men det må nok ses i øjnene, at serieblade i det hele taget er en mindre luktrativ forretning. Da Dan Folke ville starte Anders And-bladet i de sene fyrrere var mange skeptiske, det ville aldrig gå med et rent tegneserieblad. I dag er der større grund til den skepsis. Tegneserier lider lige så meget på markedet som bøger, de japanske manga har taget meget af dette marked. Selv tegneseriealbums, som vi især har solgt de fransk-belgiske serier i, har det svært.

Forslag

Jeg tror så heller ikke mange af de ting, som Egmont gør for at sælge bladet, har særlig meget appeal til dem, der elsker at læse serierne. Bladet holdes kunstigt i live, frygter jeg. Måske var det en ide bare at lave et årshæfte med Disney-serier? Eller et kvartalsalbum? De kunne så være tykkere end bladet og indeholde nogle gode serier, både gamle klassiske og nyere i den tradition. Bare et forslag.

Anders And Gavehæfte

Det første gavehæfte

I 1957 kom det første såkaldte Gavehæfte, et hæfte på størrelse med det gængse Anders And-blad, men tykkere. I lighed med julehæftet Mandelgaven, der startede lidt senere, er de ikke med i årgangsbøgerne, så for mange vil det nok være ukendt land.

Hvad er Gavehæftet?

Langt på vej kan jeg godt forstå det, for dette hæfte indeholder ikke bare tegneserier, men sider med barnlige opgaver og spil, som selv barnlige sjæle, der stadig læser Disney-tegneserier, er vokset fra, krydsord og andre ting til at underholde børnene med i den sommerferie, der står for døren. De kan i høj grad ligne en klam kommerciel fidus. På en eller anden led kan man sige, at det er lidt en skam, for der kan jo gemme sig gode serier i disse forsøg fra Egmonts side på at presse citronen yderligere. det skal man ikke være blind for. Samtidig må der siges også at være en del skidt, som de lige får afsat.
Men i det første gavehæfte - med forside af Tony Strobl - var flere af andeserierne lavet af Paul Murry - der ellers mest er kendt for musehistorier - og Jack Bradbury, det er så ikke de værste der har aflastet Carl Barks, disse historier her er heller ikke så ringe endda.

Udvidelser med SommerSjov og VinterSjov

Det blev siden en udgivelse, der kom regelmæssigt, en gang om året, så lavede man yderlige et hæfte, der hed Sommersjov før sommerferien og udsendte så Gavehæftet om efteråret. Det har været en af de mindre heldige træk ved Gutenberghus - senere Egmont - at når successen er hjemme, så skal mængden af udgivelser presses op, hvor det ikke kan bære.
I 1978 ændrede efterårsudgivelsen navn til Vintersjov for at matche forårshæftet. I 1985 ændrede de navn til Sjov med Anders And, og under det navn fortsatte det til 1997, hvor Anders And-bladet begyndte at tabe i oplag. Så var det ikke så sært, at de var nødt til at skære ned på ekstraudgivelserne.

Vurdering

Som sagt: der kan godt skjule sig udmærkede serier her, men de bliver let overset af voksendonaldister, fordi Gavehæftet ofte ikke har den store interesse, det anses - egentlig med rette - for at være et barnligt hæfte, men ikke på den gode måde.
Ind imellem fyldte man også serierne op med mange af de rædsomme Studio-serier og med nogle striber af Nils Rydahl med Anders And, som ikke er specielt morsomme. Men af og til kom der da nogle italiensk tegnede serier, der ikke var så ringe endda. Det var i Gavehæftet i 1968, at man først blev introduceret til Rip, Rap og Rups teenageveninde, som blev kaldt Tinka (siden ændrede man hendes navn til Anita), skabt og tegnet af Romana Scarpa. Heller ikke det værste, men det, som ikke er så ringe endda, fylder kun lidt i forhold til det, som man snart mister interessen for.

Joakim von And og julen 4 - De italienske

Første del
Anden del
Tredje del
Den ide, som jeg sidste gang undrede mig ikke var så ofte forekommende omkring Joakim og julen, den har de italienske tegnere, som vi mest kender fra Jumbobøger og lignende, til gengæld udviklet. Hos dem er julen profit for Joakim, ofte i konkurrence med Anderbilt, der i dem som mange andre historier til sidst sidder og gnaver sin hat af ærgrelse over, at Joakim har vundet.
I det hele taget er Joakim i de italienske serier i langt højere grad en beregnende profitmager, den bizarre kærlighed til pengene for deres egen skyld, som vi kender fra den klassiske Joakim synes at være helt forduftet her, omend der er lidt af den.
Det giver sig også udslag i julehistorierne, som vi kan finde i den årlige udgivelse Fra Alle Os til Alle Jer, der indeholder julehistorier fra Italien. I de fleste af disse historier udnytter han julen til penge, nye smarte gaver og meget andet.
Her vil jeg bare opfordre læseren til at gå på opdagelse. Glædelig jul.

De glade firsere

Et bind i serien

Der var engang, hvor donaldismen var præget af, at Barks var det eneste rigtige. Han er også absolut mesteren blandt andetegnere, ingen tvivl om det, men adskillige af os, der var børn, da han tegnede en stor del af bladet, kan godt komme til at virke som sure gamle mænd, når vi taler om kvalitetsdykket. Et dyk, der virkelig fandt sted da jeg stadig var barn.

Barks & Co.

Da jeg som voksen fandt ud af, hvem manden bag mine favorithistorier var, så var det en oplevelse at genlæse historierne, der svarer til den oplevelse mange har af at genlæse H. C. Andersen.

Samtidig har jeg heller ikke helt kunnet affinde mig med den dogmatiske barksisme, da jeg trods alt synes, at Tony Strobl også har sine lyse øjeblikke, og jeg må sige, at jeg elsker de gamle Fætter Vims historier med Dick Kinney som forfatter og Al Hubbard som tegner. Deres totalt barokke komik og den nyopfundne figur til andeuniverset var et frisk pust i de i andesammenhæng ikke altid så glade tressere.

Back to Barks

I firserne skete der noget, man vendte tilbage til Barks, og nye tegnere havde ham som forbillede. Selvom jeg ikke læste nye numre af bladet i det årti, men mest de gode gamle, så har jeg nu sat mig for at læse bogserien De Glade Firsere, der indeholder en del historier fra dette årti. Det må siges at være herlig læsning, for mange af disse historier er bestemt på højde med om ikke de bedste fra guldalderen så dog på højde med de gode. Jeg vil nok vende tilbage til, hvad jeg synes om de enkelte historier i  kommende indlæg.

Ande- og museuniverset

Her vil jeg nævne, at når der skiftes fifty-fifty mellem historier fra andeuniverset og museuniverset så er forskellen på de to universer tydelig. Løsningen på konflikten i Mickey og Fedtmule-historierne er lette at forudsige, der er en grum skurk med en grum plan, men naturligvis forpurres det af den kloge spejdermus. I mange af disse spændingshistorier kan man godt savne lidt mere barok humor omkring den godmodige klodsmajor Fedtmule, men den kan findes i albumserien Fedtmule og Klassikerne, som jeg er begyndt at samle.

Konflikterne i andeuniverset er sværere at gennemskue slutningen på, skellet mellem helt og skurk er ikke så entydig her, mange gange er Joakim lidt af en skurk. Det gør også disse historier mere spændende, og det viser ldit om, at det var et mangesidet univers, som Barks fik skabt omkring sine ænder.

De historier, hvor Bjørnebanden er hovedpersoner har en komik, der siger spar to. Hvad skulle Egmont dog importere Olsen Banden til Andeby for? 'De har jo allerede en vanvitig tyvebande, der dummer sig konstant.

Jeg vender tilbage - jeg tør ikke love fuldt blus, men der skal nok være blus.