1965-årgangen af Anders And & Co. - en broget årgang

Man må sige, når man i dag genlæser 1965-årgangen af Anders And & Co., at den er temmelig broget.

De fortsatte seriers tilbagekomst

Først og fremmest er den karakteristisk ved, at de fortsatte historier vender tilbage, efter at de havde glimret ved deres fravær det foregående år. Har det været en måde at holde salget i gang på? Vi mennesker er jo født nysgerrige og vil gerne se, hvad en historie ender med, hvilket også er en af hovedårsagerne til, at denne sætning "fortsættes i næste nummer" er en af de mest frygtindgydende sætninger, især for et barn, der brænder efter fortsættelsen.
De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.

Første møde med italienske Disney-tegnere

Samtidig er det også den årgang, hvor vi første gang ser de italienske tegnere, og det er både i afsluttede og fortsatte historier. Personlig synes jeg, at standarden af de italiensktegnede historier, der senere kom i Jumbobøgerne, var bedre, men det må nok siges at være en smagssag. Den ellers udmærkede fortsatte historie Den Højest Uheldige Skovtur skæmmes efter min mening af en lidt for rosenrød happy end.

Nye figurer

Madam Mim

Så dukkede der nye figurer op. I juleferien året før havde Sværdet i Stenen, eller Da Kongen var Knægt, som den også hedder på dansk, fået dansk premiere, og i denne årgang ser vi for første gang spin-off serien med bifiguren, den skøre heks Madam Mim. Allerede fra starten forsøger Bjørne Banden at udnytte hendes heksekunster for at få hjælp til deres kup, men madammen fatter ikke en pind af hvad det går ud på og lever i sit eget drømmeunivers, der får næring fra eventyrerne. Som et tilbagevendende element bliver det også heksekunsterne, som hun til sidst hævner sig på banditterne med, når hun bliver sur.
Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.

Fætter Vims

Men ingen regel uden undtagelse: fra disse studioserier kom også fra Al Hubbard og Dick Kinneys hånd den skrupforvirrede Fætter Vims, der evig og altid har en ny hobby, som han dyrker entusiastisk med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Han havde set dagens lys allerede i 1964 i hjemlandet, men først i 65 får danskerne lov til at more sig over, at denne skøre fætter sætter Anders' hus på den anden ende, og flere gange er ved at friste Anders til næsten at begå mord. Vims blev også en populær figur netop i Danmark, som er et af de få lande, hvor han er dukket op med jævne mellemrum lige siden. Forståeligt nok, for han er efter min mening ikke til at stå for. Han er så gennemført plimmelim, at man ikke kan andet end at holde af ham.
Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.

Chip og Chap før Nøddepatruljen

Deres oprindelige rollefag som
Plutos modstandere

To chipmonks

I dag er disse to søde små fyre, som Mickey Mouse kalder dem, mest kendt fra Disneys Juleshow, som DR stadig pr. tradition sender juleaften og som har filmen Plutos juletræ som det første filmindslag. De er ikke så ofte gæster i Anders And & Co. længere som de var en gang og i pocketformaterne glimrer de ved deres fravær.
Men i Disney Sjov dukker de da op fra tid til anden, dels i nogle af de gamle korte klassikere, dels fordi de er brugt som hovedpersoner i en af de nyere tv-serier, Nøddepatrulien, der af og til tages op, så helt glemte er de da ikke.
Men i Anders And-bladet fra midt-halvtredserne og langt op i fra halvfjerdserne var de hyppige optrædende blandt alle dem, der hørte under tilføjelsen "& Co." Endda meget populære.

En virkelig chipmunk

De er dannet efter den specielle nordamerikanske egernart, jordegern, på engelsk chipmonks, herfra har de fået deres karakteristiske stribe på ryggen. En mærkværdighed her er, at sådanne chipmunks, som den danske betegnelse siger, lever i jordhuler, men de to hurtigtsnakkende figurer lever i træer som alle andre egernarter. Sådan er der mange mærkværdigheder i tegneserier.
De fik så også hver sin personlighed, Chip som den kloge af de to og Chap som småskør og pjattet, han får ofte et gok i nøden af sin kammerat, når han er for irriterende.

Chip og Chap på filmstrimlen

De debuterede i 1943 i filmen Private Pluto, hvor de ligner hinanden fuldstændig og ikke har navne. Her er de to egern, der er oppe imod Pluto som i juleshowets film og det var en rolle de blev tildelt i flere film. Senere kom de op imod Anders And, som Jack Hannah lavede flere film med, hvor han kæmpede med forskellige modstandere, der gav den hidsige and kamp til stregen og altid tilførte ham et knusende nederlag. Her udviklede man så en forskel på dem, hvad det ydre look angår har Chip en sort snude og Chap en rød, desuden har Chap en hårtot i toppen. Her fik de også navnet Chip and Dale efter det gamle møbelfirma Chippendale, det blev så fordansket til Chip og Chap. De blev snart meget populære, og man startede snart en filmserie med dem som hovedpersoner, der så kun blev til tre film.

Chip og Chap på seriestriben

I Bradburys streg

Til gengæld blev der lavet overordentlig mange tegneserier med dem. Deres første rollefag som Plutos modstandere blev ikke brugt så meget, men som Anders Ands modstandere så man dem lidt oftere. Den gode tegner Carl Barks brugte dem aldrig, men den anden andetegner Jack Bradbury, der heller ikke er dårlig om ikke på højde med Barks, lavede en righoldig mængde af historier, hvor de dyster mod den for dem irriterende and. I mange af disse historier er de to jordegern de egentlige hovedpersoner med Anders som skurken, en tendens der også kunne ses i nogle af filmene.
Men de fik også deres egen serie, hvor de indgår som en del af skovuniverset, mange af de forskellige skovdyr fra forskellige Disney-film dukker op, Bror Kanins tilbagevendende ærkefjender Bror Ræv og Bror Bjørn optræder ofte som Chip og Chaps fjender. Mange af historierne handler om problemet med at samle nødder eller at få lov at beholde træet, som er deres bolig, i fred.

Chip og Chaps udvikling

De har fået en blødere personlighed i mange af disse historier, fra rene drillepinde på film til to vakse fyre, der altid er villige til at hjælpe deres andre venner i skoven. De kan dog godt drille ind imellem og få sig nogle utrolige skænderier indbyrdes, især når der er et kønt hunegern med i spillet (og så påstår man Disneys figurer er kønsløse!), men som regel er de fiffige og hjælpsomme. Lidt af samme udvikling, som Rip, Rap og Rup tog fra rene møgunger i starten til kloge børn, der altid vil hjælpe deres Onkel Anders.
Der er så det at sige til Chip og Chaps fiffighed, at den ofte bliver hjulpet godt på vej af, at deres modstandere er nogle paphoveder. I de fleste af de historier hvor de er oppe mod ræven og bjørnen vinder de mere på grund af de to modstanderes utrolige alternative intelligens end deres egen klogskab.
Udover Bradbury har også Al Hubbard og Harvey Eisenberg bidraget med ganske skægge historier. I Eisenbergs streg har de fart på med hans karakteristiske fartstriber.
Trods deres popularitet hører de til nogle af de figurer, der desværre blev sendt på pension i bladet. Nogen af os kunne godt ønske en renæssance for dem på striberne.

De oversete tegneseriekunstnere

Dem, der ofte beundres i tegneserieverdenen, er tegnerne. Deres indsats er også væsentlig nok, for hvor er det vigtigt, at figurens ansigtsudtryk er overbevisende - i mange af de venstrehåndsarbejder, som kom i Anders And & Co. i midt-60'erne, findes der rigeligt eksempler på figurer, der render rundt med et torskedumt udtryk og skal foregive at være i følelsesmæssigt oprør.

Forfattere overses.

Men vi glemmer ofte forfatterne. For hvad nytter nok så gode tegninger, hvis historien er dårlig? Flotte tegninger til en dårlig historie er en typisk faldgrube i tegneseriemediet.
Forklaringen på den større bevågenhed af tegnerne er givetvis, at det er lettere at kende en tegner på hans streg og figurernes udseende. Man åbner et Anders And-blad, og når man ser ændernes udseende, siger man straks: Barks, Strobl, Bradbury, Vicar og så videre. Det er ikke uden videre let at kende en forfatter på samme måde.

Det sjældne dobbelttalent.

At have et dobbelttalent for både at tegne og fortælle, det er en sjældenhed. Carl Barks var en af dem, udenfor Disney ser man undtagelsen hos Tintins far, Hergé. De bedste tegneserier udover de to undtagelser er oftest parløb mellem en forfatter og en tegner. Et eksempel på, hvor meget forfatteren betyder, kan uden for rammerne af Disneyserierne ses ved Asterix. Da tekstforfatteren René Coscinny døde, faldt tekstens kvalitet drastisk. Asterix blev herefter for kedelig.
Må vi barksister ikke spørge, med hånden på hjertet: havde vi kaldt Barks Den Gode Tegner, hvis historierne havde været dårlige? Jeg tror det ikke. Tegningerne havde givetvis været lige så gode, men de ville ikke have haft noget særligt at vise. Jeg personlig finder også de historier, som er skrevet af en anden forfatter, for de svageste i hans produktion.

Carl Fallberg.

Hvis jeg skal nævne nogen eksempler i Disneys regi på forfattere, der har gjort en stor indsats, så vil jeg nævne Carl Fallberg, der leverede manuskripter til størstedelen af Paul Murrys Mickey og Fedtmule-historier i deres glansperiode. Selv om Murrys streg er fin, så kommer man ikke udenom, at Fallbergs evne til at fortælle en spændende historie om Mickeys kamp mod skurkene. De er nok mere kulørte end Barks' andehistorier, men hvis Barks så er tegneseriernes H. C. Andersen, som Spirits skaber Will Eisner kaldte ham, så er Fallberg/Murry deres Conan Doyle. De sene Murry-historier er tydeligt præget af, at Fallberg ikke skriver ordene i taleboblerne mere. Nok er Murrys Fedtmule med hånden for munden herlig, men var det nok, hvis ikke Fallberg havde givet ham nogle idiotiske påfund?

Dick Kinney.

En anden forfatterindsats jeg vil trække frem, er Dick Kinney. Han havde tidligere lavet manuser til tegnefilm, hvor han viste at have en stor forkærlighed for at skildre en munter plageånd. Den forkærlighed tog han med ind i tegneserierne, da han skabte en ny personage blandt Anders' mange fætre: Fætter Vims. Ganske vist har Al Hubbard en underfundig, skødesløs streg, hvor ænderne har et hyggeligt udseende, og han kan tegne Anders' raseriudbrud over Vims så det er en lyst - men figuren Vims er Dick Kinneys påfund, ingen tvivl om det. Altid opslugt af nye hobbies, altid med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Læser man tidlige Hubbard-historier skrevet af andre forfattere, så er de en skuffelse.
Parret Hubbard/Kinney har også skabt nogle skønne andehistorier uden Vims - jeg mindes en historie, hvor Anders åbner en køreskole og får en skingrende skør gammel dame som sin første elev.
Eller den herlige fra 1965, hvor Anders har foreslået ungerne og Onkel Joakim, at de skal gå tidligt i seng, når de skal besøge Bedste, så forstyrres han i søvnen hele natten, så han på sidste billede ude hos Bedstemor And går søvndrukken rundt, mens de andre er friske som havørne.
Ingen tvivl om, at Dick Kinney har gjort disse historier festlige, uden at forklejne Hubbards streg.

Så fremhæves Al Taliafero ofte som den store skaber af avisstriberne med Anders And. Men var de morsomme uden Bob Karp til at finde på herlige gags?
Jeg håber med dette at have bragt forfatterne lidt til ære og værdighed i tegneseriemediet.

Filmserier

Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.

Tegneserier over kortfilmene.

Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.

Tegneserier baseret på langfilm.

Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i B- hæfterne og solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.