De oversete tegneseriekunstnere

Dem, der ofte beundres i tegneserieverdenen, er tegnerne. Deres indsats er også væsentlig nok, for hvor er det vigtigt, at figurens ansigtsudtryk er overbevisende - i mange af de venstrehåndsarbejder, som kom i Anders And & Co. i midt-60'erne, findes der rigeligt eksempler på figurer, der render rundt med et torskedumt udtryk og skal foregive at være i følelsesmæssigt oprør.

Forfattere overses.

Men vi glemmer ofte forfatterne. For hvad nytter nok så gode tegninger, hvis historien er dårlig? Flotte tegninger til en dårlig historie er en typisk faldgrube i tegneseriemediet.
Forklaringen på den større bevågenhed af tegnerne er givetvis, at det er lettere at kende en tegner på hans streg og figurernes udseende. Man åbner et Anders And-blad, og når man ser ændernes udseende, siger man straks: Barks, Strobl, Bradbury, Vicar og så videre. Det er ikke uden videre let at kende en forfatter på samme måde.

Det sjældne dobbelttalent.

At have et dobbelttalent for både at tegne og fortælle, det er en sjældenhed. Carl Barks var en af dem, udenfor Disney ser man undtagelsen hos Tintins far, Hergé. De bedste tegneserier udover de to undtagelser er oftest parløb mellem en forfatter og en tegner. Et eksempel på, hvor meget forfatteren betyder, kan uden for rammerne af Disneyserierne ses ved Asterix. Da tekstforfatteren René Coscinny døde, faldt tekstens kvalitet drastisk. Asterix blev herefter for kedelig.
Må vi barksister ikke spørge, med hånden på hjertet: havde vi kaldt Barks Den Gode Tegner, hvis historierne havde været dårlige? Jeg tror det ikke. Tegningerne havde givetvis været lige så gode, men de ville ikke have haft noget særligt at vise. Jeg personlig finder også de historier, som er skrevet af en anden forfatter, for de svageste i hans produktion.

Carl Fallberg.

Hvis jeg skal nævne nogen eksempler i Disneys regi på forfattere, der har gjort en stor indsats, så vil jeg nævne Carl Fallberg, der leverede manuskripter til størstedelen af Paul Murrys Mickey og Fedtmule-historier i deres glansperiode. Selv om Murrys streg er fin, så kommer man ikke udenom, at Fallbergs evne til at fortælle en spændende historie om Mickeys kamp mod skurkene. De er nok mere kulørte end Barks' andehistorier, men hvis Barks så er tegneseriernes H. C. Andersen, som Spirits skaber Will Eisner kaldte ham, så er Fallberg/Murry deres Conan Doyle. De sene Murry-historier er tydeligt præget af, at Fallberg ikke skriver ordene i taleboblerne mere. Nok er Murrys Fedtmule med hånden for munden herlig, men var det nok, hvis ikke Fallberg havde givet ham nogle idiotiske påfund?

Dick Kinney.

En anden forfatterindsats jeg vil trække frem, er Dick Kinney. Han havde tidligere lavet manuser til tegnefilm, hvor han viste at have en stor forkærlighed for at skildre en munter plageånd. Den forkærlighed tog han med ind i tegneserierne, da han skabte en ny personage blandt Anders' mange fætre: Fætter Vims. Ganske vist har Al Hubbard en underfundig, skødesløs streg, hvor ænderne har et hyggeligt udseende, og han kan tegne Anders' raseriudbrud over Vims så det er en lyst - men figuren Vims er Dick Kinneys påfund, ingen tvivl om det. Altid opslugt af nye hobbies, altid med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Læser man tidlige Hubbard-historier skrevet af andre forfattere, så er de en skuffelse.
Parret Hubbard/Kinney har også skabt nogle skønne andehistorier uden Vims - jeg mindes en historie, hvor Anders åbner en køreskole og får en skingrende skør gammel dame som sin første elev.
Eller den herlige fra 1965, hvor Anders har foreslået ungerne og Onkel Joakim, at de skal gå tidligt i seng, når de skal besøge Bedste, så forstyrres han i søvnen hele natten, så han på sidste billede ude hos Bedstemor And går søvndrukken rundt, mens de andre er friske som havørne.
Ingen tvivl om, at Dick Kinney har gjort disse historier festlige, uden at forklejne Hubbards streg.

Så fremhæves Al Taliafero ofte som den store skaber af avisstriberne med Anders And. Men var de morsomme uden Bob Karp til at finde på herlige gags?
Jeg håber med dette at have bragt forfatterne lidt til ære og værdighed i tegneseriemediet.