Man må sige, når man i dag genlæser 1965-årgangen af Anders And & Co., at den er temmelig broget.
De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.
Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.
Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.
De fortsatte seriers tilbagekomst
Først og fremmest er den karakteristisk ved, at de fortsatte historier vender tilbage, efter at de havde glimret ved deres fravær det foregående år. Har det været en måde at holde salget i gang på? Vi mennesker er jo født nysgerrige og vil gerne se, hvad en historie ender med, hvilket også er en af hovedårsagerne til, at denne sætning "fortsættes i næste nummer" er en af de mest frygtindgydende sætninger, især for et barn, der brænder efter fortsættelsen.De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.
Første møde med italienske Disney-tegnere
Samtidig er det også den årgang, hvor vi første gang ser de italienske tegnere, og det er både i afsluttede og fortsatte historier. Personlig synes jeg, at standarden af de italiensktegnede historier, der senere kom i Jumbobøgerne, var bedre, men det må nok siges at være en smagssag. Den ellers udmærkede fortsatte historie Den Højest Uheldige Skovtur skæmmes efter min mening af en lidt for rosenrød happy end.Nye figurer
Madam Mim
Så dukkede der nye figurer op. I juleferien året før havde Sværdet i Stenen, eller Da Kongen var Knægt, som den også hedder på dansk, fået dansk premiere, og i denne årgang ser vi for første gang spin-off serien med bifiguren, den skøre heks Madam Mim. Allerede fra starten forsøger Bjørne Banden at udnytte hendes heksekunster for at få hjælp til deres kup, men madammen fatter ikke en pind af hvad det går ud på og lever i sit eget drømmeunivers, der får næring fra eventyrerne. Som et tilbagevendende element bliver det også heksekunsterne, som hun til sidst hævner sig på banditterne med, når hun bliver sur.Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.
Fætter Vims
Men ingen regel uden undtagelse: fra disse studioserier kom også fra Al Hubbard og Dick Kinneys hånd den skrupforvirrede Fætter Vims, der evig og altid har en ny hobby, som han dyrker entusiastisk med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Han havde set dagens lys allerede i 1964 i hjemlandet, men først i 65 får danskerne lov til at more sig over, at denne skøre fætter sætter Anders' hus på den anden ende, og flere gange er ved at friste Anders til næsten at begå mord. Vims blev også en populær figur netop i Danmark, som er et af de få lande, hvor han er dukket op med jævne mellemrum lige siden. Forståeligt nok, for han er efter min mening ikke til at stå for. Han er så gennemført plimmelim, at man ikke kan andet end at holde af ham.Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.
