tirsdag

Superhelte i Disney universet

I årgangsbog 6-1962 skriver Ove Høyer, kaldet Super-Ove, om superheltene hos Disney, Supermule og Stålanden. Han er skeptisk overfor det og synes ikke rigtig, at de hører hjemme der. Han kan i det mindste forstå det med Supermule, for han er amerikansk, skabt af den klassiske musetegner Paul Murry, og det er forståeligt at de derovre laver en parodi på superheltene.
Men Stålanden blev skabt af de italienske tegnere - derfor er han også mest i Jumbobøgerne - og der virker det malplaceret. Anden hører hjemme i jordnære omgivelser ifølge Super-Ove.

Supermule

Tegning af Supermule der flyver
Supermule
På en måde forstår jeg godt hans skepsis. I mange af Supermule-historierne er fortællerne ofte nødt til at gøre Fedtmule lidt klogere, når han i superkostumet skal jagte forbrydere. Jeg personlig synes Fedtmule er sjovere, når han er alternativ intelligent og superklodset, derfor bliver han en tand kedeligere som Supermule. Dog vil jeg ikke underkende, at der er Supermule-historier, der er ganske skægge på deres præmisser.

Stålanden

Tegning af Stålanden parat til aktion.
Stålanden
Stålanden er så den evigt uheldige Anders, der for en gangs skyld har været heldig. Den historie, hvor han finder Stålande-udstyret i et forladt hus er ganske skæg, nok mest optakten, hvor han kappes med ungerne om at fange en hund, som der er en stor findeløn for.
I de videre historier med Stålanden kan det godt føles, at Anders er knap så sjov, ligesom tilfældet er med Fedtmule som Supermule. Men jeg kan da godt læse dem med god vilje og se dem som festlige parodier på superhelte af Batman-typen. De gør grin med hele det univers, og når Super-Ove taler om at det virker malplaceret hos italienske tegnere, så skal vi ikke glemme, at italienerne altid har haft et godt øje til amerikansk populærkultur og endda har kunnet forny den, som vi så med westerngenren i tresserne.

Så omend jeg kan synes den elskede and og den herlige klodsmajor bliver lidt kedeligere som superhelte, så kan jeg læse historierne med god vilje som genreparodier, der i deres bedste øjeblikke kan være skægge.

søndag

Egmont & Co.

I 2009 var der 50-årsjubilæum hos Egmont, for i 1959 begyndte det selv at tegne deres egne ting, da det var svært at få nye serier til Anders And & Co. efter at det var blevet ugeblad. Det startede med forsider tegnet af reklametegneren Nils Rydahl, som så senere i 1962 begyndte at tegne historier. Siden er Egmont blevet storproducent af Disney-serier i Europa.

I anledning af jubilæet udgav Niels Houlberg Hansen en lille bog på 85 sider, Egmont & Co., der kan bestilles på hans eget forlag damcon.dk Den starter ned en historisk oversigt af Niels selv, derefter en beretning om, hvordan det begyndte af Carsten Jacobsen, der var chefredaktør for bladet, da egenproduktionen startede. Derefter er der interviews med adskillige tegnere og forfattere, der har været i Egmonts stald i de skiftende perioder. Man kan glæde sig over et interview med chileneren Vicar, som har mange fans og med den produktive Adrian Sørensen - og flere andre.

Først og fremmest er bogen værdifuld som historisk oplysning omkring Anders And-bladets historie, og interviewsene indeholder mange interssante oplysninger. Den vil kunne tjene til en god kilde for mig som forfatter til denne blog.

Men så skal man bare ikke vente nogen analyser af historierne, diskussion af forskellige historiers kvalitet og andre af de ting, som kunne være taget op. De glimrer ved deres fravær i bogen, der tydeligvis nok er blevet til i fanisk begejstring.

Men som historisk kilde, en udmærket bog.

tirsdag

De glade firsere

Forside til De Glade 80'ere med Walt Disney serier fra firserne.
Et bind i serien
Der var engang, hvor donaldismen var præget af, at Barks var det eneste rigtige. Han er også absolut mesteren blandt andetegnere, ingen tvivl om det, men adskillige af os, der var børn, da han tegnede en stor del af bladet, kan godt komme til at virke som sure gamle mænd, når vi taler om kvalitetsdykket. Et dyk, der virkelig fandt sted da jeg stadig var barn.

Barks & Co.

Da jeg som voksen fandt ud af, hvem manden bag mine favorithistorier var, så var det en oplevelse at genlæse historierne, der svarer til den oplevelse mange har af at genlæse H. C. Andersen.
Samtidig har jeg heller ikke helt kunnet affinde mig med den dogmatiske barksisme, da jeg trods alt synes, at Tony Strobl også har sine lyse øjeblikke, og jeg må sige, at jeg elsker de gamle Fætter Vims historier med Dick Kinney som forfatter og Al Hubbard som tegner. Deres totalt barokke komik og den nyopfundne figur til andeuniverset var et frisk pust i de i andesammenhæng ikke altid så glade tressere.

Back to Barks

I firserne skete der noget, man vendte tilbage til Barks, og nye tegnere havde ham som forbillede. Selvom jeg ikke læste nye numre af bladet i det årti, men mest de gode gamle, så har jeg nu sat mig for at læse bogserien De Glade Firsere, der indeholder en del historier fra dette årti. Det må siges at være herlig læsning, for mange af disse historier er bestemt på højde med om ikke de bedste fra guldalderen så dog på højde med de gode. Jeg vil nok vende tilbage til, hvad jeg synes om de enkelte historier i  kommende indlæg.

Ande- og museuniverset

Her vil jeg nævne, at når der skiftes fifty-fifty mellem historier fra andeuniverset og museuniverset så er forskellen på de to universer tydelig. Løsningen på konflikten i Mickey og Fedtmule-historierne er lette at forudsige, der er en grum skurk med en grum plan, men naturligvis forpurres det af den kloge spejdermus. I mange af disse spændingshistorier kan man godt savne lidt mere barok humor omkring den godmodige klodsmajor Fedtmule, men den kan findes i albumserien Fedtmule og Klassikerne, som jeg er begyndt at samle.
Konflikterne i andeuniverset er sværere at gennemskue slutningen på, skellet mellem helt og skurk er ikke så entydig her, mange gange er Joakim lidt af en skurk. Det gør også disse historier mere spændende, og det viser ldit om, at det var et mangesidet univers, som Barks fik skabt omkring sine ænder.
De historier, hvor Bjørnebanden er hovedpersoner har en komik, der siger spar to. Hvad skulle Egmont dog importere Olsen Banden til Andeby for? 'De har jo allerede en vanvitig tyvebande, der dummer sig konstant.
Jeg vender tilbage - jeg tør ikke love fuldt blus, men der skal nok være blus.