I årgangsbog 6-1962 skriver Ove Høyer, kaldet Super-Ove, om superheltene hos Disney, Supermule og Stålanden. Han er skeptisk overfor det og synes ikke rigtig, at de hører hjemme der. Han kan i det mindste forstå det med Supermule, for han er amerikansk, skabt af den klassiske musetegner Paul Murry, og det er forståeligt at de derovre laver en parodi på superheltene.
Men Stålanden blev skabt af de italienske tegnere - derfor er han også mest i Jumbobøgerne - og der virker det malplaceret. Anden hører hjemme i jordnære omgivelser ifølge Super-Ove.
På en måde forstår jeg godt hans skepsis. I mange af Supermule-historierne er fortællerne ofte nødt til at gøre Fedtmule lidt klogere, når han i superkostumet skal jagte forbrydere. Jeg personlig synes Fedtmule er sjovere, når han er alternativ intelligent og superklodset, derfor bliver han en tand kedeligere som Supermule. Dog vil jeg ikke underkende, at der er Supermule-historier, der er ganske skægge på deres præmisser.
Stålanden er så den evigt uheldige Anders, der for en gangs skyld har været heldig. Den historie, hvor han finder Stålande-udstyret i et forladt hus er ganske skæg, nok mest optakten, hvor han kappes med ungerne om at fange en hund, som der er en stor findeløn for.
Men Stålanden blev skabt af de italienske tegnere - derfor er han også mest i Jumbobøgerne - og der virker det malplaceret. Anden hører hjemme i jordnære omgivelser ifølge Super-Ove.
Supermule
Supermule |
Stålanden
Stålanden |
I de videre historier med Stålanden kan det godt føles, at Anders er knap så sjov, ligesom tilfældet er med Fedtmule som Supermule. Men jeg kan da godt læse dem med god vilje og se dem som festlige parodier på superhelte af Batman-typen. De gør grin med hele det univers, og når Super-Ove taler om at det virker malplaceret hos italienske tegnere, så skal vi ikke glemme, at italienerne altid har haft et godt øje til amerikansk populærkultur og endda har kunnet forny den, som vi så med westerngenren i tresserne.
Så omend jeg kan synes den elskede and og den herlige klodsmajor bliver lidt kedeligere som superhelte, så kan jeg læse historierne med god vilje som genreparodier, der i deres bedste øjeblikke kan være skægge.
Så omend jeg kan synes den elskede and og den herlige klodsmajor bliver lidt kedeligere som superhelte, så kan jeg læse historierne med god vilje som genreparodier, der i deres bedste øjeblikke kan være skægge.