Gys og Disneyserier

Mange vil nok ikke tænke først på horror, når man siger Disney-serier.

Disneys film med gys

Men at Walt Disney havde adskillige gys i sine film, det tror jeg er velkendt. Det startede  allerede tidligt med Skeletdansen i hans Silly Symphony-serie, hvor skeletterne hopper op ad graven og danser. For ikke at tale om den Mickey Mouse-film The Mad Doctor, hvor Pluto er forsøgsdyr for en bindegal videnskabsmand (en klassisk figur i horrorgenren) og Mickey redder ham på hængende hår. I en anden film Pluto's Judgment Day er Pluto under anklage i kattehimlen for at have været slem ved kattene.
Det er tidlige film, som nok mest er kendt af inkarnerede Disney-fans, men mange har vel set Snehvide, hvor den onde dronning i bedste Jekyll-Hyde stil forvandler sig til en grim heks og forgifter et æble,. Da hun drager af sted ser man skelettet af en i fangehullet, der tydeligvis har grebet desperat efter et vandfad. Hun følges af to gribbe  og hele passagen, hvor hun står ved dværgenes hus og dværgene er i fuld fart hjem, kunne Hitchcock ikke have gjort bedre. Da hun under sin flugt fra dværgene styrter i en kløft flyver de to gribbe ned efter hende. Klassisk gysertrick.
Så overgås den dog af Pinnochio. Hvem husker ikke scenen med titelpersonen i kløerne på teaterlederen Stromboli eller den gåsehudsfremkaldende sekvens, hvor de skulkende drenge bliver til æsler på Pleasure Island?

Gys i Mickey Mouse-historier.

Sorte Slyngel

Hvor meget indgik det så i tegneserier? I de tidlige: ikke så lidt endda. Floyd Gottfredsons Mickey-historier er fulde af gys. I en historie er Klaus Krikke uskyldig anklaget, og det lykkes på hængende hår Mickey at finde den virkelig skyldige og redde sin ven fra en lynchhob, der vil hænge ham. I disse tidlige serier var man ikke så bange for at berøre sådanne emner som man blev senere.
Det var også Gottfredson  der skabte The Phantom Blot, som på dansk fik navnet Sorte Slyngel, et sort spøgelse, der altid efterlader en seddel med en klat, hvor han begår sine forbrydelser. Hans debuthistorie er en ægte gyser med alle elementer af skummelhed og ildevarslende signaler, og Sorte Slyngel prøver at gøre det af med Mickey på flere sadistiske måder, den ene mere grum end den anden, men Mickey undslipper dem alle. Denne debuthistorie er den eneste historie med denne skurk, hvor vi får lov at se, hvad der gemmer sig under masken, det komiske er, at han ligner selveste Walt Disney. Sortepers ondskab i Gottfredson-historierne overskrider også en grænse, så det ligner ægte gys.
Da det senere blev Paul Murry, der overtog Mickey-historierne, genoplivede han Sorte Slyngel, og flere af hans tidligere historier med ham som skurk er rene gysere med Gottfredsons historie som forbillede. Det er lige før han er en mere effektiv farlig skurk end Sorteper, der hos Murry er gjort mere komisk. Efterhånden bliver Sorte Slyngel en lidt tandløs figur, de senere historier med ham som skurk, der kom som Månedshæfte i tresserne, virker han lidt flad, omend jeg så kan blive imponeret over, hvor meget Murry kan give ham af udtryk med bare de to øjne.

Gys i andehistorier.

Rip, Rap og Rup jages af et spøgelse i The Old Castles Secret

Den tidlige Carl Barks må siges at være en sand gysets mester. Flere lange andehistorier fra hans tidlige periode blev ikke brugt i de første årtier af Anders And-bladet, fordi man mente, at de var for skræmmende for børn. I flæng kan nævnes Flodens Skræk om en søslange, der spreder skræk og rædsel, den viser sig at være styret fra en u-båd af en grum skurk. Der er Spøgelset i Grotten, hvor Anders og ungerne holder ferie et sted, hvor der hvert år på samme dag forsvinder et barn, og denne dag er netop i ændernes ferie. På denne dag forsvinder Rap, men han reddes af sin onkel og sine brødre fra det uhyggelige spøgelse i grotten, der viser sig ikke at være så slem alligevel. Voodoo Hoodoo, hvor Joakim forfølges af en zombie, eller Det Magiske Timeglas, hvor Anders og ungerne kæmper med Onkel Joakim om et timeglas med magiske kræfter, den er en af de få tilfælde hos Barks, hvor Joakim decideret bruger grove midler.
Fra barn af kan jeg huske, at jeg læste The Old Castles Secret på svensk som Den Gamla Borgens Hemlighet. Den er senere kommet på dansk som Det Gamle Slots Hemmelighed, men da jeg var barn mente den danske redaktion, at den var for skræmmende for børn. Her rejser Anders og ungerne med Onkel Joakim til hans slægts borg i Skotland, hvor der skulle være en skat. Den gamle hushovmester Scottie hjælper dem, men advarer dem imod, at en af Joakims forfædre spøger på borgen og slår alle dem ihjel, der vil tage skatten. Det er en gammel borg i en skummel øde egn, som en ægte gotisk gyser a la Poe. De møder så et spøgelse i form af en usynlig skikkelse, der jager dem, men man kan se skyggen af et skelet hvor det er. En særlig uhyggelig scene er der, hvor Rip, Rap og Rup finder skatten, men så forfølges af spøgelset, der søger at dræbe dem med sværd. De får til sidst afsløret, at det hele er trick, foranlediget af hushovmesteren, der i virkeligheden er en berygtet juveltyv, den ægte Scottie har været død i syv år.
Så er der jo også historien Dangerous Disguise, hvor Anders og ungerne møder en farlig kvindelig spion. Den scene, hvor hun har givet dem sovemiddel og Anders falder i søvn på et banelegeme, men man ser et tog nærme sig, den alene kunne have været gjort af Hitchcock på film, hvis ikke det havde været talende ænder.

Restriktionerne på Disney-serierne

Senere begyndte der at blive stærke restriktioner på, hvad Disneyserierne måtte vise, man skulle nødig have vrede forældre på nakken. Barks formåede så som en historiefortæller med pondus at udnytte den restriktion på bedste måde og gøre Anders til en mere neddæmpet, tragikomisk figur. Da han i den senere periode introducerede Hexia de Trick var der godt nok noget, der kaldte på gyset, når hun gik i gang med sit hokus pokus, men adskilligt af det var nok blevet gjort mere uhyggeligt i den tidlige periode.
Italienerne har  ikke været bundet af de samme restriktioner. Hos dem har man set Anders blive reddet fra en halshugning på hængende hår, blive dødsdømt med ungerne i en afrikansk landsby, komme i kløerne på hovedjægere og meget andet, der kalder på gyset. Sorte Slyngel er i de italienske Mickey-historier næsten lige så grum som i debuthistorien hos Gottfredson.
Men selv med disse gyserelementer er der dog ingen af dem, der har overskredet grænsen til de horrorserier, der kunne have været trykt af EC Comics. Det vil jeg nok også mene ville vær for meget.
Men er man til gys, så kan der være noget at hente i tidlige amerikanske serier og de italienske serier.

Fedtmule og Agnes

Jeg har tidligere anbefalet en historie af Floyd Gottfredson på denne blog. Nu vil jeg da også anbefale en, Fedtmule og Agnes som ligger senere i hans produktion, det kan kendes alene på, at Mickey Mouse har pupiller. Det var en del af den, som man kunne læse i Anders And & Co. i starten, sågar den første fortsatte historie i bladet lang tid før det blev en fast bestanddel af bladet. I lighed med andet af Gottfredson er den oprindelig avisføljeton og gik som sådan i USA i 1942, men her i Danmark lavede man den om til seriebladsformat og havde den som fortsat serie i Anders And-bladet fra 1949 nr. 10 til og med 1950 nr. 3. Siden blev den genoptrykt samlet i Ekstrahæfte nr. 7 i 1970.

Karakteristik af historien

Det er Fedtmule, der nævnes i titlen og med god grund, for det er for en gangs skyld ham, der er hovedpersonen, hvor han ellers ofte hos Gottfredson var Mickeys alternativ intelligente sidekick. I denne historie er Mickey Mouse det fornuftige sidekick, der prøver at rådgive Fedtmule, og han fungerer langt bedre i den rolle end den senere tilføjede nevø til Fedtmule, Gilbert med de overakademiske evner, for Mickey står mere for den jordbundne fornuft.
Den er  heller ikke en adventure historie, som Gottfredson ofte gjorde det i, alt foregår hjemme i - ja, Andeby, står der i oversættelsen, af en eller anden grund ville de danske oversættere af serierne have, at ænderne og figurerne omkring Mickey skulle bo i samme by. På originalsproget boede Mickey og hans venner i Mouseton og ikke Duckburg. Der  er heller ingen skurke, som Mickey skal stoppe, alt drejer sig om Fedtmules problem.

Handlingen

Det problem går ud på, at han har købt en tam løve af et cirkus, som hedder Agnes og som han er helt forgabt i. En løve med manke, der hedder Agnes...? Historiens slutning giver forklaringen. Mickey gør alt for at få ham til at sætte grænser, Fedtmule synes bare det er sødt uanset hvad den gør. Historien skildrer i det ene gag efter det andet - hvor man godt kan se den oprindelig har kørt med fire billeder i avisstriber - hvordan løven sætter byen på den anden ende, og byrådet ved ikke levende råd.
Borgmesteren prøver at henvende sig til Fedtmule for at købe løven af ham. Mødet mellem Fedtmule og borgmesteren er et af de virkelig højdepunkter i historien. Først synes der at komme en forståelse, men da borgmesteren siger, at løven skal aflives bliver Fedtmule gal og viser ham døren.
Nu sidder byrådet og må vedtage en lov mod løver, og da den endelig er vedtaget sætter de hundefangeren på den opgave at fange vilddyret. Han er ikke meget for det, da han er lige så bange for løver som os andre, men han forsøger. Det lykkes, men Fedtmule får Agnes tilbage. Han er ikke rigtig glad, kan Mickey mærke, og nu må Fedtmule betro sin ven, at han ikke har råd til at have Agnes. Han er i gæld op til begge sine lange ører med alt det kød han har købt. Historien er nu temmelig sørgelig, de må erkende, at Agnes' dage snart er talte.
Men så kommer redningen: Agnes får unger, og den nye lov gælder ikke løver med unger. Mickey undrer sig, men så hiver Fedtmule manken af, der bare er en paryk. Nu vedtager byrådet en lov, der også gælder løver med unger og tror, at nu kan de blive vilddyret kvit, men Mickey har fået kontakt med et cirkus, der er kommet til byen og netop står og mangler en løve, og mod en god betaling, der dækker Fedtmules uoverstigelige gæld, får Agnes et godt hjem.

Historiens kvaliteter

Det er ikke uden grund, at fans af Fedtmule elsker denne historie. Den giver den ene prøve på hans utrolige alternative intelligens efter den anden. Den er især kostelig der, hvor Mickey korrigerer tiltalen af borgmesteren med "Deres højhed" og siger "Det hedder hr. borgmester, dit fæ," og Fedtmule så siger til sin gæst: "Hr. borgmester, dit fæ, jeg..."
Den er heller ikke uden satire. Byrådets farceagtige møder og deres vedtagen love, der gælder med tilbagevirkende kraft, giver mindelser om den lokalpolitik, som var meget kritiseret i USA netop i fyrrerne, og som skiftende præsidenter måtte stramme op overfor. Fedtmules forgabelse i Agnes kan også ses som en ustyrlig parodi på visse hundeejeres ustyrlige forgabelse i deres hund, så de ikke sætter nogen grænser for den.
Først og fremmest er den nok en serie gags mere end egentlig en historie, ligesom adskillige stumfilmfarcer. Men hvilke gags!
Se tidligere anbefalinger

Mickeys rival

Fra filmen Mickeys Rival fra 1938

Når man nu gerne vil anbefale en af Floyd Gottfredsons Mickey-historier, så er det næsten lige så svært som at vælge en historie af Carl Barks. Samme dilemma: der er så mange gode at vælge imellem og hvorfor lige vælge den ene frem for den anden?
Når jeg vælger denne, Mickeys Rival, så er det dels fordi den er med i Hall of Fame-seriens bind om Gottredson og derfor til at få fat på, dels er det en historie, hvor Mickey for en gangs skyld selv er alvorligt på den og derfor viser nogle vrkelige menneskelige træk.

Placering i Gottfredsons produktion

Oprindelig gik denne historie -  i lighed med andre Gottfredson-historier - som fortsat avisstribe, det var fra april 1941. Floyd Gottfredson hentede ofte inspiration fra filmene uden at følge deres handling slavisk. Det gælder også denne historie, som er inspireret af filmen Mickeys Rival fra 1938, hvor Minnie falder for en flot fyr på en skovtur og Mickey skummer af jalousi, men heldigvis flygter han for en rasende tyr til sidst, hvor Mickey så bliver redningsmanden og Minnie erkender, at hun er bedst tjent med ham.
Det eneste Gottfredson har taget med sig fra filmen er ideen med, at Mickey Mouse får en rival og så rivalens udseende. I filmen hedder han Mortimer, i tegneserien har han fået det fornemt klingende Montmorency Rodent, der blev fordansket i Den Store Mickey Mouse, hvor danske læsere så den første gang, til Smiske og i Hall of Fame-bindet om Gottfredson til Rollo Rottweiler, selv om han nok nærmere er en rotte.

Handlingen i Mickeys rival

Mickey kommer hjem fra en rejse og kan ikke forstå, at Minnie ikke virker glad for at se ham igen, og snart får han forklaringen: Rollo dukker op og inviterer Minnie ud. Stakkels Mickey står slukøret tilbage og skummer af raseri. Den næste lange del af historien handler om alle hans forgæves forsøg på at vinde Minnie tilbage. Det er let at se det oprindelige avisstribeformat, selv om det er brudt om til en serieside: hvert fjerde billede slutter med enten en komisk pointe eller en cliffhanger, der straks skal få læseren til at finde striben i avisen næste dag. Der er mange forskellige komiske ting i forbindelse med det: Klaus Krikkes mislykkede forsøg på at få Mickey til at tage det humoristisk, Nora Malkekos tåbelige forgabelse i Rollo og hendes komiske nysgerrighed, Mik og Maks uforståen og ikke mindst alle Rollos sejre over Mickey. Som det skrider frem bliver han mere og mere fortvivlet og Gottfredsons evne til at tegne mimik på figurerne får rig mulighed for at udfolde sig.

Men så dukker der en pige op, Tusindfryd, og nu har Mickey en ny kæreste. Så vender krigslykken, Minnie kan ikke skjule sin jalousi og pludselig er det Rollo, der taber den ene gang efter den anden. Til sidst opdager Mickey og Tusindfryd ved et tilfælde, at Rollo ikke er fin i kanten, hvad man som læser også har anet. Med hjælp fra Fedtmule som forklædt syngende telegrambud får Mickey afsløret ved en større fest i overklassecirklerne, at Rollo er en privatchauffør, der i sin arbejdsgivers fravær har stjålet den dyre bil og de penge, han var ansvarlig for, og nu optræder som rigmand. Under forsamlingens hånlatter flygter Rollo fra byen.
Minnie græder dybt fortvivlet, hun ville bare gøre Mickey jaloux. Da dukker Mickey op med - ja, nu præsenterer han hende som hans kusine Madeline, der var kommet for at hjælpe ham med at afsløre Rollo. Så alt ender lykkeligt.

Rollo Rottweiler er afsløret

Kvaliteterne ved Mickeys rival

Man kan indvende, at det er lidt af en hovsa-løsning at Mickey opdager Rollos sande identitet ved et rent tilfælde og ikke som almindeligt er i Mickey-historier ved, at han undersøger sagen, men bortset fra denne lille svaghed anser jeg den for at være en af Gottfredsons bedste. Hans tidlige og mellemste produktion fik vi jo først rigtig kendskab til her i Danmark, da Den Store.. serien kom i firserne. I de tidlige Anders And-blade var det den sene Gottfredsons striber, som vi fik, hvor han var gået væk fra de fortsatte historier og hver stribe så bare var et gag for sig. Undtagelsen er den første fortsatte serie nogensinde i et dansk Anders And-blad, Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve, det er bestemt også en herlig historie.
Men denne med Mickeys rival er der store følelser på spil og det ene optrin tager det andet. Gottfredson kan tegne mimik, ingen tvivl om det. Dertil kommer, at Mickey Mouse først bliver en rigtig menneskelig figur, når han er godt på spanden.
Se tidligere anbefalinger

Sorteper, den gamle skurk

Hvis du nu er quizdeltager og så spørges: Hvilken Disney-figur, som kendes i dag, så første gang dagens lys? så svarer du måske - om du er Disney-fan - Mickey Mouse.

Hov stop lige en halv!

En tidlig Sorteper med træben

Du siger det i god tro, for de færreste i dag, undtagen hardcore fans, tænker over, at Disney i tyverne lavede en serie stumfilm, kaldet Laugh O Gram-film, hvor han med de primitive midler, der var til rådighed den gang, lod en lille pige, Alice, opleve en masse skøre ting med tegnede figurer, en blanding af realfilm og tegnefilm, som vi skal helt frem til Mary Poppins i 1965 for at det rigtig lykkedes at gøre godt. Alice blev en overgang spillet af hans senere bedre halvdel, Lillian Marie Bounds. Disse film har mest historisk interesse, de er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men Disney og hans stab fik da trænet nogen færdigheder op.

Den tidlige Sorteper

Men i netop en af disse glemte stumfilm dukkede en stor brovtende og ubarberet karl op i 1925, som vi senere lærte at kende som Sorteper.
Ja, er det ikke underligt? Skurken opstod før helten i universet omkring Mickey. Han forpestede tilværelsen for Alice og hendes tegnede venner i flere Laugh O Gram-film, men hun vandt altid over ham ved snilde og hurtighed. Det samme gjorde Mickey i adskillige af de tidlige film, hvor den ondskabsfulde fyr, som der endnu ikke var fundet noget navn til, havde Mickey og Minnie som sine yndlingsofre.
Da Floyd Gottfredson i 30'erne tegnede Mickey Mouse-striber til dagbladene, overtog han også dette store bæst og gav ham et navn, Pegleg Pete, pegleg betyder træben og Sorteper havde også et træben i disse tidlige striber. Da de blev trykt i danske blade før og under besættelsen, hvor Mickey hed Mikkel Mus, fordanskede man skurkens navn til Per med Træbenet. På et tidspunkt blev det krævet af Gottfredson, at han skulle lade Pete have to normale ben, da man mente det andet var at gøre nar af handicappede. Han rettede sig efter det og måtte derfor omdøbe figuren til Black Pete, der i de danske Anders And-blade blev til Sorteper.

Sortepers forbryderkarriere på film og tegneserier.

I rollen som led karl på film

Figuren blev sideløbende med at være skurk i Mickey-striberne også brugt i adskillige tegnefilm som en led karl. Her kan i flæng nævnes den, hvor Anders And får job som nitter og chikaneres af Per som den skrappe chef, filmene fra 2. verdenskrig, hvor Anders And er soldat og Per er sergent, Mickey Mouse-filmen hvor hele staben af figurer skal opføre en von Suppé-ouverture med det store brød som deres manager og flere andre.
Men de fleste Anders And-læsere kender ham  især som en stadigt tilbagevendende skurk i Mickey-historierne, for den rolle beholdt han efter at andre tegnere end Gottfredson tegnede Mickey Mouse.

I Paul Murrys udgave

Selv om Paul Murry, der stod for Mickey-historierne i en lang periode, har et galleri af brovtende skurke uden mange karakternuancer, så vender Sorteper altid frygteligt tilbage, og i dette tilfælde skal udtrykket forstås bogstaveligt. Han er en ægte vaneforbryder, altid med nye friske planer, der kan skaffe ham en god indtægt, og han har ingen skrupler. Han er støvsuget for det mindste samvittighedsnag og har intet begreb om, at han gør noget forkert. Hans raseri over, at den irriterende lille Mickey Mouse altid kommer og ødelægger hans "forretninger" er dybfølt og fuld af moralsk indignation - ja, takket være Sorteper lærte jeg allerede i den tidlige skolealder, at gåseøjne om et ord giver det en anden betydning. Selv om han mest gør i berigelsesforbrydelser, som han kalder en "forretning", så skyr han ingen midler, når han skal rydde Mickey og Fedtmule af vejen. Men Mickey er en klog og snarrådig mus, så historierne ender altid med, at Sorteper og hans makker - som vi i Danmark kalder Lusk - må ind og ruske tremmer.

Den italienske Sorteper.

Så skal vi ikke her glemme, at de italienske tegnere, som her i Danmark overvejende kendes fra Jumbobøger og lignende, har deres egen stil og fortolkning af de Disney'ske universer. Det gælder også Sorteper. De har endda gjort noget positivt ved ham ved at gøre ham mere rund med noget karakter. I disse historier kan han blive glad, når han ser et bord med kager og glæde sig over at slappe af. Tegneren Romana Scarpa forsynede ham endda med en kæreste, som på dansk hedder Hilda, hans hengivenhed for hende er ægte. Også i disse historier er han rasende over snushanen Mouse, der altid ødelægger hans "forretninger," men han er det med en mimik og formuleringer som en dybt forkælet møgunge, der virker som en komisk kontrast til hans store korpus.
Ja, jeg holder meget af Gottfredsons balstyrige historier og Murrys spændingshistorier med Mickey, men jeg synes italienerne har gjort noget virkelig godt ved den gamle skurk Soirteper, så han ikke bare er en enstrenget karakter.

Anders Ands start som solostjerne

Det er vel snart sagt til hudløshed, at Anders And "kom ud af ægget" i Den kloge lille høne fra 1934. Den var en del af Disneys Silly Symphony-serie, hvor han ikke havde faste gennemgående figurer og hvor han ofte eksperimenterede. Disse eksperimenter blev senere brugt i de lange film.

Anders And som bifigur.

Anders som tidlig ballademager

Disse korte film kom  også i serieform sideløbende med Mickey Mouse. Såvel De Tre Små Grise, Skildpadden og Haren og flere andre kom her i tegneserieform.
Sideløbende med dem kørte Mickey Mouse, først med en daglig afsluttet lille gag på fire billeder, kaldet en strip. Efterhånden fandt tegneren Floyd Gottfredson på at fortælle fortsatte historier, der gik i avisernes strips i lang tid og blev fulgt med spænding.
I disse serier var Anders ofte med som Mickeys koleriske og kujonagtige ven. Han havde det lange spidse næb, som han havde i debutfilmen.

Anders And i Silly Symphony-serien.

Anders' første egen stribe

På et tidspunkt fandt den italienskfødte Al Taliafero, der tegnede Silly Symphoni-striberne, på at lave nogle Symphony-striber med den hidsige and. Så med Homer Brightman som manuskriptforfatter kom der i 1936 de første striber med anden, hvor der stod Silly Symphony i titelruden. Den første længere søndagssribe viser Anders, der forstyrres i nattesøvnen af en flue, og i hidsighed griber han et gevær og skyder mod den, da den sidder på væggen. Der er et stort hul i væggen, men fluen er væk og Anders lægger sig og sover.
Med den er karakteren slået an: hidsig og totalt ligeglad med konsekvenserne af sine drastiske problemløsninger, selv ved små problemer. Det lange spidse næb er helt symbolsk: han hakker på alt og alle. Allerede de næste striber laver han den ene gale streg efter den anden. Den tidlige Anders And er ikke en voksen figur, han er udpræget barnagtig og ondskabsfuld. I en af dem bliver han hidsig på Fedtmule, der falder i vandet, da Anders smider en fisk i hovedet på ham. Da Anders kaster et reb ud til ham tilsyneladende for at redde ham, binder han et anker i den anden ende og smider det ud, så Fedtmule trækkes ned - men rolig, han genopstår i de kommende tegneserier og tegnefilm - men så ond kunne den tidlige Anders være.

Rip Rap og Rups første opdukken

Hertil skal også siges, at det generelt er et ondt univers disse tidlige seriestriber foregår i.
Dem, der prøver at opdrage en puerile and, bruger metoder, som er så grove, at hvis nogen brugte dem i dag til børneopdragelse, så blev børnene snart tvangsfjernet. Nora Malkeko dukker ofte op som opdrageren og frem for den alternative intelligens hun udviser i Mickey-striberne, så er hun her en skrap kælling uden skrupler, når hun skal gøre Anders til en god and - hvordan hun så tror, at hun kan det med det eksempel hun udviser.
I 1937 dukker nevøerne Rip, Rap og Rup op. Før havde det været Mickeys nevøer Mik og Mak, der udsatte Anders for grove løjer, men nu får Anders et brev fra sin søster Della om, at hun sender sine tre drenge til ham. Deres far fik et nervesammenbrud, da der gik et kanonslag af under hans lænestol. De tre dukker op og medvirker i en række striber, der senere dannede grundlag for deres debutfilm. Her i starten er de langt fra de superbørn, der rager kastanjerne ud af ilden for deres onkel. De er så vanartede, at selv Knold og Tot ligner rene søndagsskolebørn i sammenligning. Ofte får Anders skylden for deres numre.

En prøve på Nora Malkekos opdragelsesmetoder i de tidlige andeserier

Anders Ands egen tegneserie.

I 1938 forlod Anders And-striberne Silly Symphony-serien og blev selvstændig. Bob Karp var blevet manus-forfatter, men det var stadig det samme lange spidse næb, stadig den slette karakter og det samme onde univers - men publikum elskede den krakilske and.
Efterhånden gør skaberne hans næb kortere og hans karakter mere neddæmpet. Nu bor nevøerne fast hos ham, så nu er han nødt til at være voksen, omend han stadig kan blive hidsig og er en kvajpande.

En senere mere fredelig Anders

Sådan blev Anders, der tidligt var en temmelig ondskabsfuld figur, til en tragikomisk figur.

Mickey Mouse med røde shorts

Den klassiske Mickey Mouse har fået en genoplivning i de seneste årgange af Anders And-bladet, den sorte mus med de røde shorts. Sådan så han oprindelig ud, da han var en balstyrig karl i de tidlige film Plane Crazy og Steamboat Willie, og han fortsatte med at være balstyrig i lang tid - i en af disse tidlige film bliver han hidsig og kaster en bog efter en papegøje, en reaktion som senere var forbeholdt Anders And.

Mickey Mouse som detektiv

Mange af os - især i min alder - kender mest Mickey som den velklædte detektiv, der ordner alting for den måbende politimester Striks, oftest med enten Sorteper eller Sorte Slyngel som modstandere og den alternativ intelligente Fedtmule som følgesvend. Den lille sorte mus med de røde shorts så man glimtvis i tegnefilmshows, men ellers kendte man ham ikke.

Floyd Gottfredsons balstyrige Mickey

Så udsendte Egmont Den Store.. -serien, hvor der så kom Den Store Mickey Mouse, hvor vi rigtig blev introduceret for Floyd Gottfredsons udgave af Mickey. Den sene Gottfredson havde striber med i de første årgange af Anders And & Co., og en længere historie, den uforlignelige Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve. Men i Den Store Mickey Mouse fik man set de forrygende eventyr krydret med en total barok komik - egentlig var det en langt sjovere Mickey end superdetektiven fra bladene, selv om jeg godt kan lide Paul Murrys historier om Mickey som detektiv, som var en næsten fast bestanddel af Anders And-bladet i 60'erne og 70'erne.

De nye musehistorier

I de nyere blade er han så pludselig en sort mus med røde shorts igen. Han er så ikke lige så balstyrig som hos Gottfredson, men han har nu noget af de sene Gottfredson over sig i disse nye serier, småborgeren, der kæmper med problemer. Så har vi endelig fået lov at gense en hel del skønne bifigurer, som ellers var sendt på pension, Klavs Krikke, Nora Malkeko og Klara Kluk - den sidste optræder også i andehistorier som Andersines veninde, her er hun oftest en klog pige. Klavs Krikke kan være irriterende for Mickey, Nora er lige så alternativ intelligent som Fedtmule. Skønt at få lov at gense disse obskure figurer, der for mig er forbundet med barndomsminder.