mandag

Måske er jeg trist...

Georg Gearløs, der oprindelig var en bifigur i andeserierne, fik efterhånden sin egen serie, hvor han var hovedfigur uden at han af den grund ophørte med at optræde som bifigur i andeserierne. Mange af dem var på fire sider, og de blev i første omgang tegnet af hans skaber Carl Barks.
Firesider-formatet er vanskeligt, det er svært at få en god historie op at stå på så få sider, men Barks mestrer det så godt som samtlige historier om den venlige, men skøre opfinder.
Nærværende historie Måske er jeg trist er et lille godt eksempel på det. Den kom i USA i juni 1958, danske læsere så den første gange i Anders And & Co. nr. 20, 1959. Den har et typisk oplæg: Georg har gjort en opfindelse og skal nu prøve den. Her er det en maskine, der kan svare på spørgsmål, og da han prøver ved at spørge den om, hvorfor den lille fugl sidder og synger uden for hans vindue, svarer maskinen:
Måske er den trist,
måske er den glad
måske vil den blot sige tak for mad.
Det er Georg ikke tilfreds med, ikke de der måske-svar, der skal komme et klart svar. Maskinen råder ham til at spørge fuglen selv, hvilket vores opfinderven synes er en god ide, for han har lige opfundet en tankelæsermaskine, som han vil sætte fuglen i. Hvordan skal han så fange fuglen?
Strø salt på fuglens hale.
Et af Gearløs' mislykkede forsøg på at fange fuglenNu må den maskine være en mislykket opfindelse,  når den to gange kommer med et dumt svar på et seriøst spørgsmål. Så får vi ellers nogle drabelige mislykkede forsøg på at fange fuglen og hver gang spørger Georg igen: hvordan så?
 Strø salt på fuglens hale.
svarer maskinen hver gang. Endelig tager Lille Hjælper - Gearløs' lille robothjælper, der også efterhånden udviklede en egen personlighed - en saltbøsse, lister sig ind bag fuglen og strør salt på dens hale. Så er den fanget, og Gearløs sætter den i tankelæsemaskinen og spørger, hvorfor den sidder udenfor og synger. Prompte svarer fuglen gennem maskinens højttaler:
Måske er jeg trist,
måske er jeg glad
måske vil jeg blot sige tak for mad.
Gearløs rammes af chok og sidder så på en gren og kvidrer som en fugl. To forbipasserende mænd spørger, hvad der dog er galt med den mand i træet, og til deres forskrækkelse svarer maskinen inde fra huset:
Måske er han trist,
måske er han glad
måske vil han blot sige tak for mad.
 Barks udnytter i denne historie gentagelsen som vi kender det fra folkeeventyrene, men giver den en ironisk drejning. Han efterlader en med den eftertanke, at det ikke er alt man kan få svar på. Det er netop på grund af den enkle, men skarpe pointe, at historien fungerer trods det lille omfang.
Filminstruktøren Lars von Trier fremhævede maskinens svarvers som stor poesi, fordi det netop sagde noget om vores manglende formåen til at forstå alting. Han har også engang sagt, at vi burde rejse en statue for Cornelius Blisand, Andebys grundlægger, til minde om Barks. Jeg er ikke så vild med ham, men her sagde han noget, som jeg kunne gå ind for.
Tidligere anbefalinger

2 kommentarer:

  1. Jeg er på jagt efter "Måske er jeg trist". Der var min ynglingshistorie som barn, og min 9-årige søn er både Gearløs og Barks fan, så jeg vil rigtig gerne finde historien, så han kan læse den.

    Er der nogen, der ved, hvilke andre blade historien er udgivet i? (Jeg tænker, at den må have været genudgivet engang i 1970'erne.)

    SvarSlet
  2. Du kan finde dit svar her: http://coa.inducks.org/story.php?c=W+US+++22-04

    SvarSlet

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.