Måske er jeg trist...

Georg Gearløs, der oprindelig var en bifigur i andeserierne, fik efterhånden sin egen serie, hvor han var hovedfigur uden at han af den grund ophørte med at optræde som lejlighedsvis bifigur i andeserierne. Mange af Gearløs-historierne var på fire sider, og de blev i første omgang tegnet af hans skaber Carl Barks.
Firesider-formatet er vanskeligt, det er svært at få en god historie op at stå på så få sider, men Barks mestrer det så godt som samtlige historier om den venlige, men skøre opfinder.
Nærværende historie Måske er jeg trist er et lille godt eksempel på det. Den kom i USA i juni 1958, danske læsere så den første gange i Anders And & Co. nr. 20, 1959. Den har et typisk oplæg: Georg har gjort en opfindelse og skal nu prøve den. Her er det en maskine, der kan svare på spørgsmål, og da han prøver ved at spørge den om, hvorfor den lille fugl sidder og synger uden for hans vindue, svarer maskinen:

Måske er den trist,
måske er den glad
måske vil den blot sige tak for mad.

Det er Georg ikke tilfreds med, ikke de der måske-svar, der skal komme et klart svar. Maskinen råder ham til at spørge fuglen selv, hvilket vores opfinderven synes er en god ide, for han har lige opfundet en tankelæsermaskine, som han vil sætte fuglen i. Hvordan skal han så fange fuglen?

Strø salt på fuglens hale.

Nu må den maskine være en mislykket opfindelse,  når den to gange kommer med et dumt svar på et seriøst spørgsmål. Så får vi ellers nogle drabelige mislykkede forsøg på at fange fuglen og hver gang spørger Georg igen: hvordan så?

 Strø salt på fuglens hale.

svarer maskinen hver gang. Endelig tager Lille Hjælper - Gearløs' lille robothjælper, der også efterhånden udviklede en egen personlighed - en saltbøsse, lister sig ind bag fuglen og strør salt på dens hale. Så er den fanget, og Gearløs sætter den i tankelæsemaskinen og spørger, hvorfor den sidder udenfor og synger. Prompte svarer fuglen gennem maskinens højttaler:

Måske er jeg trist,
måske er jeg glad
måske vil jeg blot sige tak for mad.

Gearløs rammes af chok og sidder så på en gren og kvidrer som en fugl. To forbipasserende mænd spørger, hvad der dog er galt med den mand i træet, og til deres forskrækkelse svarer maskinen inde fra huset:

Måske er han trist,
måske er han glad
måske vil han blot sige tak for mad.

 Barks udnytter i denne historie gentagelsen som vi kender det fra folkeeventyrene, men giver den en ironisk drejning. Han efterlader en med den eftertanke, at det ikke er alt man kan få svar på. Det er netop på grund af den enkle, men skarpe pointe, at historien fungerer trods det lille omfang.
Filminstruktøren Lars von Trier fremhævede maskinens svarvers som stor poesi, fordi det netop sagde noget om vores manglende formåen til at forstå alting. Han har også engang sagt, at vi burde rejse en statue for Cornelius Blisand, Andebys grundlægger, til minde om Barks. Jeg er ikke så vild med ham, men her sagde han noget, som jeg kunne gå ind for.
Tidligere anbefalinger

Nytårsspøg: Figurer jeg ikke kan lide

En blog som denne er først og fremmest skabt af kærlighed til de Disney'ske universer, Nu er der bare mange forskellige tegnere, der har leveret stof til universerne og klart: de er ikke lide gode alle sammen.
På et tidspunkt har der også været skabt nye figurer, når man ikke kunne finde på nye historier. Nogen af disse figurer er gode nyskabelser, her kan man tænke på Barks' Fætter Højben, Joakim von And, Bjørne Banden og Hexia de Trick. Af senere nyskabelser er det ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af den skrupforvirrede Fætter Vims. Også på den italienske front, som især dominerer Jumbobøger og lignende udgivelser i dette land,  er der skabt nogle skønne nye personer, især af Romana Scarpa. Her er Joakims beundrer Mary Moseand helt skøn, den nye konkurrent til Joakim Næbhøj, Sortepers kæreste Hilda og ungernes teenageveninde Tinka.
Men af og til er der også skabt figurer, som man godt kan undvære - for nu at sige det venligt. Nu skal det her så først og fremmest tages som en nytårsspøg og ikke andet, men dem jeg nævner her bryder jeg mig ikke om.

Øjvind Ørn.

På et tidspunkt gav man Gearløs en ond konkurrent, Øjvind Ørn, han hed Ejvind Eagle på originalsproget. I starten var det meget sjovt, især at han havde et skilt foran sit hus, hvor han åbenlyst reklamerede med, at han var den onde opfinder af grimme og skadelige ting, lige så skørt som at Bjørnebanden går rundt med masker og reklamerer åbent med at de er tyveknægte. I længden syntes jeg bare han blev en noget ensporet figur, især da man begyndte at bruge ham som skurk i Mickey Mouse-historierne. Nu er skurkene i disse historier godt nok i mere stereotype end skurkene i andehistorierne, men den hidsige ørn blev efter min mening for meget. Der var næsten ikke andet at spille på end hans vilde koleriske anfald. Så syntes jeg Sortepers irritationsudbrud over, at snushanen Mickey altid ødelægger hans "forretninger" er sjovere. Nu udnyttede man også i Mickey-historierne, at ørnen er opfinder så de bliver en slags science fiction, men ikke af den rigtig morsomme slags som i historierne om den venlige konkurrent Gearløs, der er en af mine storfavoritter.

Gilbert.

På et tidspunkt gav man Fedtmule en hyperklog nevø for at lave en kontrast til Fedtmules alternative intelligens. Han er klog på alt, fysik, matematik, kemi, historie og hvad ved jeg. Han må ofte vejlede sin onkel, det er hans egentlige funktion i historierne. Nu kan flere af de historier han medvirker i godt være ganske skægge, men det skyldes mest Fedtmules fjollerier. Efter min mening kan Gilberts klogskab godt være lidt for meget efter min mening.
Rip. Rap og Rup har også ofte den funktion at vejlede deres ikke særligt kløgtige onkel, men deres karakter er mere sammensat og de kan godt være "rigtige" børn ind imellem og lave gale streger. Gilbert er bare så perfekt, at man ikke kan holde ham ud i længden. Det blev især klart, da man i serien Walt Disney Præsenterer havde hæftet Spejder Fedtmule, hvor Fedtmule bliver spejderleder ved en fejltagelse og Gilbert gennem anstrengende dage må rage kastanjerne ud af ilden for ham.  Hæftet har sine morsomme passager, men man får for meget af Gilbert.

Musse.

Hun er Minnies niece, som blev introduceret i tresserne i museuniverset som et sødt og artigt modstykke til Mickeys to nevøer Mik og Mak. På originalsproget hed hun Melody. Aarrggghhh, hvor er hun sukkersød. Nuvel, det kan Lille Ulv også være ind imellem, men han kan i det mindste godt finde på nogle lidt gale streger, når han skal forhindre sin stygge far i at æde hans venner. Musse er bare det gennemførte dydsmønster uden ridse i lakken. Jeg er næsten så hjerteløs at jeg godt kan forstå Mik og Mak ikke gider lege med hende og synes, at hun er en dum tøs.
Nu var hun heller ikke en figur, der holdt ret længe i bladet, lige så lidt som Moby And (der også er lidt kedelig i længden efter min mening), Dumriand og alle de mange andre tresser-nyskabelser. Godt det samme, ellers tror jeg mange Anders And-læsere var blevet indlagt med sukkerchok.
Nuvel, det var nytårsspøgen, efter årsskiftet vil jeg vende tilbage og skriver om de figurer, jeg kan lide. Indtil da, så læs da mine indlæg om Anders Ands start som solostjerne Fedtmule og Chip og Chap og mine Ugens Anbefalinger.

Fra fedtsyl til flottenhejmer

Nu har jeg tidligere været ude efter julehæftet Mandelgaven og antydet, at det var en overflødig udgivelse, men forhåbentlig kom det også med her, at der var gode historier ind imellem.
Som ugens anbefaling har jeg en af disse fra Mandelgaven 4 i 1964, hvor den gennemsnitlige kvalitet af Anders And-bladet ellers er ved at dykke. Det er en rigtig forvekslingsfniser af Carl Barks, som blev udgivet i februar 1964, den kan i Barks samlede værker findes i bind 26.

Optakten

Den starter med, at vi ser Joakim udføre sine yndlingslege i pengene, som blev introduceret i Den Snedige Onkel Joakim (Only af poor old man), og så har han kræfter til lidt af hvert og kan se julegavelisten, som han på grund af sin nærighed afskyr. Det er nærige gaver: til Anders en golfkugle, til Rip, Rap og Rup en glaskugle hver.
Så klippes der til hans nevø Anders, der står med et hypnoseapparat, som Gearløs har opfundet. Han sætter et lysbillede i af sig selv. Med det kan han hypnotisere sin gerrige onkel til at give en masse flotte gaver. Da han går et øjeblik, ser ungerne apparatet og prøver det i den tro, at det er et lysbilledapparat, og i stedet for billedet af deres onkel Anders putter de et billede i af "en eller anden dum hund," som de siger.

Så ruller den...

Så skal Anders udføre sit nummer og lige i det, at Joakim har set, at Bedstemor And skal have en støvleknap, retter Anders apparatet mod sin onkel i den tro, at der er et billede af ham selv i det, men Joakim ser den ukendte hund og kan ikke forstå, at det skal være morsomt. Men apparatet virker og straks bliver den gamle fedtsyl grebet af en ubændig trang til at give den hund en masse flotte gaver. Da han løber ud for at finde ud af, hvor den hund er, giver sekretæren ham et julekort med den gamle engelske juleremse 12 Days of Christmas, hvor der på julens 12 dage gives nogle helt skøre gaver (se teksten her). Hypnosen får nu Joakim til at ville give disse gaver og på vej hen for at spørge sin nevø om den hund, skyder han genvej gennem en park, der ejes af en grevinde, der til forveksling ligner Bedstemor And, og da han forfølges af hendes hund, viser det sig at være

hunden på billedet.

Og det bliver mere bizart

Nu begynder han at skaffe de 12 sækkepibeblæsere og 11 trommeslagere og så videre, og Anders tror gaverne er til ham, så han bliver helt konfus over at skulle have alle de gaver, der er dyre på kost. Hele den passage, hvor han farer forvirret rundt for at stoppe disse gaver, har alle elementerne til en rigtig forvekslingskomedie, som er en gammel traditionel genre: læseren/publikum ved godt, hvordan det hele hænger sammen og kan så more sig over figurerne, der har misforstået situationen fuldstændig. Anders er lige så forvirret, som han ofte var i de tidlige Barks-historier og Rip, Rap og Rup tager det køligt, de aner jo ikke, at det er dem, der har forårsaget miseren.
Det tredjesidste i remsen er tre franske høns, så Anders beordrer sine nevøer i hønsekostume, hvor de taler fransk, Anders selv forklæder sig som agerhønen i pæretræet, som er det sidste af remsens gaver. Han laver et vældigt postyr i håb om at forsinke leveringen, indtil hypnosen har fortaget sig, med det resultat, at Joakim binder ham til pæretræet uden at vide, at det er hans nevø. Så bliver gaverne leveret til grevindens hund og vi får nogle fnis af Anders i agerhønekostumet, der ikke forstår et muk. Da Joakim fortæller grevinden, at gaverne er til hendes søde vovse meddeler en af hans hjælpere, at agerhønen besvimede - igen et rigtig forvekslingskomedietræk, vi læsere ved jo godt hvorfor.
Grevinden er Joakim meget taknemlig, fordi han har været så god ved hendes lille skat - lille, hm, det er ellers en rimelig stor hund  - og snart laver den et vældigt postyr ved at jage gaverne. Rip, Rap og Rup må tage flugten, da de hører til skal i suppegryden til hønsekødssuppe, og Anders undgår ved at fare gennem en rude at blive stegt som agerhøne.

Udtoning

Da halløjet er ovre, har hypnosen fortaget sig og på de sidste rolige billeder går Joakim hjem og undrer sig over, hvorfor han dog har købt alle de flotte gaver til grevindens hund. Hjemme tager han så julegavelisten op med de beskedne gaver - han er sit nærige selv igen.
Ligesom i sidste uges anbefaling er Anders en kende moralsk anløben i denne historie, og Joakims nærighed er mere komisk end usympatisk. Det er den, der får hans flothed under hypnosen til at virke som en skærende kontrast.
Som sagt: en rigtig forvekslingsfniser, som burde have været i julenumrene af Anders And & Co. dette år fremfor de noget mere svage, der blev brugt her.
Se tidligere anbefalinger.

Joakim von And og julen 3 .- Den senere Barks

Første del
Anden del
Det var som om, at Joakim ikke blev udnyttet ret meget til julehistorier, da vi kom til Barks's mellemste glansperiode. Dog er han i den historie, som sidst var ugens anbefaling, hvor Anders lokker ham til at give middag forklædt som oliekonge, men her er det nærmere Anders, der er noget anløben. Joakims nærighed er dog også udtalt, men den er gjort mere komisk end frastødende, hvad der også blev almindeligt som figuren udviklede sig.

Sen Barks

Senere bliver det i de julehistorier, som der dukker op senere, også mere hans ærgrelse over, at der skal gives gaver i julen, som bliver mere komisk end egentlig stødende. I første indlæg nævnte jeg historien fra december 1963 i Anders And-bladet, men her nævnte jeg også, at hans had til julen er intakt trods hans mere forsonlige træk. Barks selv syntes, at julen var lidt af en højtid med ræs og alt for meget hurlumhej, så alt tyder på, at han har forstået Joakim en hel del på det punkt.
Så er der også den sene historie fra 1964, som blev trykt i Mandelgaven 4 samme år, hvor Anders hypnotiserer sin gamle onkel til at give ham en masse flotte gaver. Da hypnosen virker, får Joakim et kort med juleremsen 12 Days of Christmas, hvor han så får ideen at give de i denne remse nævnte gaver, men dem er Anders ikke tilfreds med.
Også her er vores kære ven i matrostøjet en kende moralsk anløben, og Joakims nærighed i starten før hypnosen får hans utrolige flothed mens den virker til at stå som en skærende kontrast. Det er en læseværdig historie og en af dem, hvor vi endnu engang får en Joakim, der værgrer sig ved at give gaver.

Barks' samtidige

Når flere af Barks' samtidige andetegnere lavede julehistorier med Joakim som medvirkende, var det hele det med at give gaver, som plagede ham eller også flygtede han fra folk, der bad om bidrag til velgørenhed som den historie af Peter Alvarado, der blev trykt i Mandelgaven 2. Her ser vi også Anders og ungerne have spekulationer over, hvad de skal give til ham, der har alt, en ide man undrer sig over ingen andre har fundet på, den er ellers nærliggende, når han er verdens rigeste and.
I Mandelgaven 4 er der også en Strobl-historie, hvor Bjørne Banden stjæler hans juletræer og i sammen hæfte nr. 3 også af Strobl har vi endnu engang en Joakim, der vægrer sig ved at give et træ fra sin skov til Andebys torv. Det viser sig dog her, at skoven tilhører Andersine, fordi hendes bedstefar har testamenteret den til hende - så Andeby får sit træ.
I den forbindelse skal også nævnes to historier tegnet af Barks, hvor Bob Gregory er forfatteren. Den ene fra december 1959, den anden fra december 1960. De handler begge om en fest i Andeby, som Joakim må bidrage til, men i den første gælder det at vinde et væddemål for at få et træ højere end Andeby tårn. Her har vi endnu engang Joakim ude efter sin ære som rigmand. I den anden forsøger han at vinde en dansekonkurrence ved juleballet, pengepuger er han jo.
Men så kan man undre sig over, at en forretningsmand som Joakim ikke kan finde ud af at udnytte julen kommercielt. Det lod Barks ham gøre en gang - og det blev et gennemgående tema i de italienske seriers julehistorier, mere om det næste gang.
Fjerde del

Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet hos Disney

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.

Så ja, ikke skidt alt sammen, selv om der er meget af det.

Karakteristiske træk i gode og dårlige serier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::

1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.

 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i en stor del af dem. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer disse venstrehåndsarbejder mere og mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.

Andeby som bystat

Don Rosas opfattelse af Andeby

Det diskuteres ofte blandt donaldister, hvor Andeby ligger henne, og hvad samfundsstrukturen er. Enkelte gange har man placeret den i en fiktiv amerikansk stat Calisota, hvis navn er en kombination af Californien og Minnesota, som de, der har læst Don Rosas saga om Joakim von Ands vej til rigdommen, må vide.

Hvor er resten af USA?

Men er det ikke mærkeligt, at vi aldrig hører noget om det amerikanske præsidentvalg i Andeby? Man skulle ellers tro, at Joakim måtte være obs på, om der kommer en republikansk kandidat, der vil sænke skatterne. Vi hører heller ikke noget om guvernørvalg. Det er mest de lokale, borgmesteren og byrådet, der mest er optaget af at skaffe stemmer til næste valg.

Andeby som bystat med opland

Statue af Kornelius Blisand, byens grundlægger

Jeg vil  sige, at Andeby er en bystat  som de gamle bystater i det antikke Grækenland. De havde deres eget styre, formen kunne variere fra sted til sted, i Athen havde de valg blandt de frie borgere til at være byens ledere. De havde så kontakt med oplandet, der dyrkede korn og holdt husdyr, og på den måde var bystatens spisekammer.
Sådan synes også Andeby at være en bystat i et område af bystater, hvor vi  af og til hører om Gåserød som nærmest beliggende bystat. Så er der landboerne, der sørger for at dyrke jorden og holde dyr, så Andeby har sine forsyninger - her har vi Bedstemor And som gårdejer, der hører med til den særprægede andefamilie.
I skoven når lovene ikke rigtig ud, her har skurke som Store Stygge Ulv, heksen og andre onde kræfter frit spil - i byen hvor loven håndhæves, ender Bjørne Banden altid i fængsel.

Musekøbing

Noget af det samme må siges om Mouseton, der i Mickey Mouse-striber i bladene fra før Anders And & Co. blev oversat Musekøbing. Senere fandt man på, at alle boede i samme by, og i musehistorierne skrives der konsekvent Andeby, hvor der i originalteksten står Mouseton. Uanset at Sonja Rindom var en fremragende oversætter, så forstår jeg ikke helt dette valg, men det var måske et redaktionelt pålæg? Naturligvis, i de sene Murry-historier optræder Mickey og Fedtmule pludselig med andefamilien, og Sorte Slyngel indgår samarbejde med Bjørne Banden, her tyder det jo virkelig på, at de alle bor i Andeby.
Uanset det, i de tidlige historier bor personerne omkring Mickey Mouse i Musekøbing, også den synes at være en bystat, næppe langt væk fra Andeby. Her er det Mickey, der nok skal få skurkene buret inde.
Bystater a la det antikke Grækenland i USA med dyr - ja, det er et sælsomt univers - men som fans kan blive enige om, et herligt univers.