Jeg havde misforstået forhåndsomtalen, der er ikke nogen historie i det nye Anders And & Co., hvor han møder Olsen Banden.
I stedet er der et gammeldags brætspil over Olsen Banden, hvor man i samme princip som i ludospillet slår en terning og flytter brikkerne det antal felter. Så kan man havne på et heldigt eller uheldigt felt, og den, der kommer først i mål, har vundet. Den slags brætspil kom altid i min barndom over en Disney-film - for så vidt over de fleste familiefilm. I dag er det computerspil, der laves over film og får en ekstra indtægt ud af den. Brætspil over film sælger næppe - så hvad i alverden får dog Egmont til at tro, at de kan sælge mere af Anders And & Co. ved et primitivt brætspil over den nye animerede Olsen Bande-film?
Øv øv, det kunne ellers have været sjovt, hvis man lige havde mødt den berømte tyvebande i en andehistorie. Men hvad, den første historie i bladet, Anders' sidste sag, er ganske skæg. Rip, Rap og Rup er ikke i skole, da det er Kornelius Blisand-dag. Den er plantet i arven fra Barks, de fleste af os barksister husker nok, at han er Andebys grundlægger, som Onkel Joakim kappes om at rejse en statue af mod maharajahen af Pengostan.
Historien som helhed har også rødderne plantet i Barks-muld, da Anders er blevet privatdetektiv. Han er helt overbevist om, at han kan opklare forbrydelser med alle de krimier af Jo Nesquick (der er lige skævet til den norske krimiverden) han har læst. Da han skal opklare en kunsttyveri, laver en alle de Sherlock Holmes'ske logiske følgeslutninger, men han gør dem alle forkert, selv Onkel Joakim beskylder han for tyveriet. Det viser sig, at billedet bare har været til rensning. Så er han færdig med det detektivpjat - men da han så ser Indianer Jesper i tv, så kaster han sig over arkæologi. Der er mange mindelser til Barks-klassikeren Sheriffen i Seksløberdalen, den samme indbildskhed hos Anders og parodi på populærkultur i historien.
I stedet er der et gammeldags brætspil over Olsen Banden, hvor man i samme princip som i ludospillet slår en terning og flytter brikkerne det antal felter. Så kan man havne på et heldigt eller uheldigt felt, og den, der kommer først i mål, har vundet. Den slags brætspil kom altid i min barndom over en Disney-film - for så vidt over de fleste familiefilm. I dag er det computerspil, der laves over film og får en ekstra indtægt ud af den. Brætspil over film sælger næppe - så hvad i alverden får dog Egmont til at tro, at de kan sælge mere af Anders And & Co. ved et primitivt brætspil over den nye animerede Olsen Bande-film?
Øv øv, det kunne ellers have været sjovt, hvis man lige havde mødt den berømte tyvebande i en andehistorie. Men hvad, den første historie i bladet, Anders' sidste sag, er ganske skæg. Rip, Rap og Rup er ikke i skole, da det er Kornelius Blisand-dag. Den er plantet i arven fra Barks, de fleste af os barksister husker nok, at han er Andebys grundlægger, som Onkel Joakim kappes om at rejse en statue af mod maharajahen af Pengostan.
Historien som helhed har også rødderne plantet i Barks-muld, da Anders er blevet privatdetektiv. Han er helt overbevist om, at han kan opklare forbrydelser med alle de krimier af Jo Nesquick (der er lige skævet til den norske krimiverden) han har læst. Da han skal opklare en kunsttyveri, laver en alle de Sherlock Holmes'ske logiske følgeslutninger, men han gør dem alle forkert, selv Onkel Joakim beskylder han for tyveriet. Det viser sig, at billedet bare har været til rensning. Så er han færdig med det detektivpjat - men da han så ser Indianer Jesper i tv, så kaster han sig over arkæologi. Der er mange mindelser til Barks-klassikeren Sheriffen i Seksløberdalen, den samme indbildskhed hos Anders og parodi på populærkultur i historien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.