I det sidste nummer af Donaldistforeningens blad er der en artikel, der tager begrebet donaldisme op til overvejelse. Det kan der være god grund til, for hvem er egentlig donaldist?
Det er nok især nordmanden Jon Gisle, der opfandt begrebet. Hans bog Donaldismen kom i dansk oversættelse til at hedde Andelogien, men vi overtog så alligevel hans norske udtryk donaldisme. I nævnte artikel nævnes flere måder at være donaldist på, samler, læser og meget andet. Der prikkes en del hul i de opfattelser, at nogen donaldister er "på et lavere niveau."
Der er den besynderlige del af donaldismen, som kaldes den videnskabelige donaldisme, hvor man forsker i livet i Andeby som om det var virkeligt eksisterende. Her drøftes spørgsmål som hvorfor der kun er onkler og nevøer, ingen fædre og sønner, og hvorfor de aldrig rammer, når de skyder etc. Det kan være meget morsomt, men for meget af det synes jeg nok er lidt kedeligt. Jeg personligt er nok donaldist på den måde, at jeg trods min fremskredne alder har en stadigt levende kærlighed til serieuniverserne i Disneys serier, med Carl Barks i spidsen uden at forklejne andre gode, og jeg kan stadigt vende tilbage og læse dem, de bedste holder i dag. Så kan jeg lide at forske i det historiske, tegnerne, hvornår de virkede og hvornår historierne kom. Det er så min donaldisme.
Det er nok især nordmanden Jon Gisle, der opfandt begrebet. Hans bog Donaldismen kom i dansk oversættelse til at hedde Andelogien, men vi overtog så alligevel hans norske udtryk donaldisme. I nævnte artikel nævnes flere måder at være donaldist på, samler, læser og meget andet. Der prikkes en del hul i de opfattelser, at nogen donaldister er "på et lavere niveau."
Der er den besynderlige del af donaldismen, som kaldes den videnskabelige donaldisme, hvor man forsker i livet i Andeby som om det var virkeligt eksisterende. Her drøftes spørgsmål som hvorfor der kun er onkler og nevøer, ingen fædre og sønner, og hvorfor de aldrig rammer, når de skyder etc. Det kan være meget morsomt, men for meget af det synes jeg nok er lidt kedeligt. Jeg personligt er nok donaldist på den måde, at jeg trods min fremskredne alder har en stadigt levende kærlighed til serieuniverserne i Disneys serier, med Carl Barks i spidsen uden at forklejne andre gode, og jeg kan stadigt vende tilbage og læse dem, de bedste holder i dag. Så kan jeg lide at forske i det historiske, tegnerne, hvornår de virkede og hvornår historierne kom. Det er så min donaldisme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.