mandag

Anders And og Søslangen - Barks-klassiker

Forsiden til hæfteudgaven af Anders And og Søslangen
Forside til Anders And og Søslangen
Denne uges anbefaling er en af Carl Barks' store klassikere efter min mening. Den så dagens lys i USA i 1951 under titlen No Such Varmint og er en af dem, der ligger lige i overgangen fra den grove komik hos den tidlige Barks til den mere afdæmpede stil, hvor Anders And er en tragikomisk figur. I vores andedam kom den første gang som Solohæfte i 1955, men den er siden blevet genoptrykt adskillige gange, se oversigt på ComicWiki. Har man adgang til Barks' samlede værker, så er det bind 8, side 246.

Placeringen i Carl Barks' produktion

Barks havde tidligere lavet en historie om en søslange, der spredte skræk og rædsel, Flodens Skræk, den viste sig at være styret af en grum skurk via en ubåd.
I denne historie er det ikke fup, det er en søslange, så det må siges at være et eksempel på en andehistorie, der er fantasy ud over det sædvanlige, at ænder taler, se mit indlæg Er andeserierne fantasy?
Den er blevet til på et tidspunkt, hvor Onkel Joakim var en forholdsvis ny figur (han dukkede op i 1948). Det var endnu ikke sikkert, at han ville blive en hovedfigur som han senere blev og i denne historie spiller han en perifer rolle. Første billede i historien viser at fragtskib, der er ved at synke og på det næste ser vi mandskabet i redningsbåden, hvor kaptajnen spekulerer over, hvad det var de stødte på. Det er et af Joakims skibe, der var på vej ind med en kostbar last, så kender man til andeuniverset, så er man straks klar over, at det passer ham absolut ikke.

Handlingen i Anders And og Søslangen

Anders viser sine nevøer at han er slangetæmmer
Anders And som slangetæmmer
I første omgang er det Rip, Rap og Rup, som det skifter til, og de sidder og spekulerer over, hvorfor nogen kommer højt på strå og bliver berømte. De kigger på forbipasserende og genkender flere berømtheder i blandt dem. Denne passage giver Barks rig mulighed for at demonstrere sin evne til at tegne karakteristiske bipersoner, her er mange sjove typer.
Så kommer deres onkel Anders, og han er tydelig i godt humør. Det er hans nevøer ikke, for hvorfor er han ikke blevet noget stort som alle andre? Anders indrømmer, at han hidtil har været uduelig, men nu har han fundet noget, som han er god til: slangetæmmer. Nu gribes de tre nevøer for alvor af flovhed, men Anders går op i det med liv og sjæl, og gennem historien er der flere komiske situationer, hvor han går op i sit slangetæmmeri. Dog må man sige, at det er rørende at se hans entusiasme.
Rip, Rap og Rup finder frem til en mand, der med et apparat kan måle folks hjernesvingninger, så man kan se, hvad de er egnede til - nu nærmer historien sig næsten science fiction. De får overtalt deres onkel til at komme med hen til ham, Anders gør det for at glæde dem, og hans hjernesvingninger bliver aflæst. Der er bare ingen der ser, at en stor flue sætter sig på et ettal, så det ligner et syvtal, og ifølge det antal svingninger dette forkerte tal angiver, kan han blive en stor detektiv. Nu er ungerne begejstrede, men Anders vil stille og roligt blive ved med at tæmme slanger. Hans tre nevøer åbner imidlertid et kontor til hans detektivbureau, og nu hopper vi til Joakim, der er godt rasende over, at ingen kan finde ud af årsagen til hans skibsforlis, så han beordrer hidsigt sin sekretær til at finde en detektiv. Han finder så annoncen, som Rip, Rap og Rup har indrykket og bestiller detektiven Anders And til at opklare mysteriet.
Anders forsøger at flygte fra søslangen
Anders på flugt fra søslangen
Så tager Anders og ungerne ud til den bugt, hvor det skete. Her er det mest ungerne, der gør detektivarbejdet, mens deres onkel går op i slangetæmning. Da de sejler ud i en båd, der har en glasbund, finder Anders på at spille på slangetæmmerfløjten i jazzrytme, og så dukker søslangen op. Her er brugt store billeder, så den virkelig ser stor og skræmmende ud. Den kan lide Anders' musik, og det viser sig, at nu er han nødt til at blive ved med at spille, ellers bliver den gal. Så får vi over flere billeder Anders' kvaler med at skulle fortsætte med at blæse i flere dage, mens han bliver mere og mere udkørt. Her har vi stadigvæk noget af den groteske humor fra den tidlige Barks man ved næsten ikke, om man skal grine eller græde.
Ungerne sender efter hjælp hos Onkel Joakim, der ikke tror på det med søslangen, men han går dog ind på at sende dem krudt. Ved en fejl får de peber, men ungerne ved råd - deres siden almindelige rolle som problemløsere er begyndt at udvikle sig i denne historie - og ved hjælp af en vippeanordning får de slynget peberet i gabet på søslangen. Nu er den tørstig, den kravler om i vulkankrateret tæt ved og drikke alt ferskvandet, som det indeholder. Så kommer Joakims skib til syne, men søslangen er stadigvæk syg af peberet, så den søger mod havet og tager skibet med sig. Anders kæmper for at få vejret efter de mange dages spilleri på fløjten, og ungerne er godt ærgerlige, for nu kan de ikke vise deres rige onkel søslangen og dermed vælte hans skepsis.
Da de sidder hjemme i deres have, godt slukørede mens Onkel Anders daser tiltrængt i hængekøjen, dukker videnskabsmanden op, han har opdaget fejlen ved hans aflæsning, så nu kender han de rigtige antal hjernesvingninger hos Anders. De viser, at han kan blive en stor slangetæmmer. Anders får et nervøst rysteanfald af at høre det, nu har han fået nok efter alt det tæmmeri af søslangen.
Så nu bider historien sig i halen: ungerne sidder igen og ser på berømthederne på gaden og spekulerer, mens deres onkel fløjter fornøjet, idet han passer sit gadefejerjob.

Historiens kvaliteter.

Når jeg godt kan lide denne historie, så er det fordi den netop ligger i overgangen i to perioder af Barks' karriere og kombinerer det sjove i den tidlige periode og det gode i den midterste. Anders er begyndt at blive den tragikomiske figur, som donaldister elsker så højt. Det her er alt i alt en fortælling om, at man skal gøre hvad man har lyst til og gerne vil frem for alt det, som alle andre synes man skal og gerne vil presse en til. Der er jo noget tragisk ved, at Anders, der så endelig har fundet noget han er god til, får det ødelagt fuldstændig af en situation, hvor han må gøre det for meget. Samtidig må man også sige, at han tilsyneladende da er tilfreds med sit ufaglærte job til sidst, og så burde hans tre nevøer da være tilfredse med det. Det er for en gangs skyld en historie, hvor de tre har en mindre flatterende rolle, men som før nævnt, deres senere almindelige rolle som problemløsere er begyndt at vokse frem. De er ikke rene møgunger længere, som de var ved deres første opdukken.
Så det er for mig en af de store Barks-klassikere.
Se tidligere anbefalinger

torsdag

Gys og Disneyserier

Mange vil nok ikke tænke først på horror, når man siger Disney-serier.

Disneys film med gys

Men at Walt Disney havde adskillige gys i sine film, det tror jeg er velkendt. Det startede  allerede tidligt med Skeletdansen i hans Silly Symphony-serie, hvor skeletterne hopper op ad graven og danser. For ikke at tale om den Mickey Mouse-film The Mad Doctor, hvor Pluto er forsøgsdyr for en bindegal videnskabsmand (en klassisk figur i horrorgenren) og Mickey redder ham på hængende hår. I en anden film Pluto's Judgment Day er Pluto under anklage i kattehimlen for at have været slem ved kattene.
Det er tidlige film, som nok mest er kendt af inkarnerede Disney-fans, men mange har vel set Snehvide, hvor den onde dronning i bedste Jekyll-Hyde stil forvandler sig til en grim heks og forgifter et æble,. Da hun drager af sted ser man skelettet af en i fangehullet, der tydeligvis har grebet desperat efter et vandfad. Hun følges af to gribbe  og hele passagen, hvor hun står ved dværgenes hus og dværgene er i fuld fart hjem, kunne Hitchcock ikke have gjort bedre. Da hun under sin flugt fra dværgene styrter i en kløft flyver de to gribbe ned efter hende. Klassisk gysertrick.
Så overgås den dog af Pinnochio. Hvem husker ikke scenen med titelpersonen i kløerne på teaterlederen Stromboli eller den gåsehudsfremkaldende sekvens, hvor de skulkende drenge bliver til æsler på Pleasure Island?

Gys i Mickey Mouse-historier.


Sorte Slyngel i tidlig Gottfredson-streg
Sorte Slyngel
Hvor meget indgik det så i tegneserier? I de tidlige: ikke så lidt endda. Floyd Gottfredsons Mickey-historier er fulde af gys. I en historie er Klaus Krikke uskyldig anklaget, og det lykkes på hængende hår Mickey at finde den virkelig skyldige og redde sin ven fra en lynchhob, der vil hænge ham. I disse tidlige serier var man ikke så bange for at berøre sådanne emner som man blev senere.
Det var også Gottfredson  der skabte The Phantom Blot, som på dansk fik navnet Sorte Slyngel, et sort spøgelse, der altid efterlader en seddel med en klat, hvor han begår sine forbrydelser. Hans debuthistorie er en ægte gyser med alle elementer af skummelhed og ildevarslende signaler, og Sorte Slyngel prøver at gøre det af med Mickey på flere sadistiske måder, den ene mere grum end den anden, men Mickey undslipper dem alle. Denne debuthistorie er den eneste historie med denne skurk, hvor vi får lov at se, hvad der gemmer sig under masken, det komiske er, at han ligner selveste Walt Disney. Sortepers ondskab i Gottfredson-historierne overskrider også en grænse, så det ligner ægte gys.
Da det senere blev Paul Murry, der overtog Mickey-historierne, genoplivede han Sorte Slyngel, og flere af hans tidligere historier med ham som skurk er rene gysere med Gottfredsons historie som forbillede. Det er lige før han er en mere effektiv farlig skurk end Sorteper, der hos Murry er gjort mere komisk. Efterhånden bliver Sorte Slyngel en lidt tandløs figur, de senere historier med ham som skurk, der kom som Månedshæfte i tresserne, virker han lidt flad, omend jeg så kan blive imponeret over, hvor meget Murry kan give ham af udtryk med bare de to øjne.

Gys i andehistorier.


Ungerne jages af spøgelset, tegning af Carl Barks
Rip, Rap og Rup jages af et spøgelse i The Old Castles Secret
Den tidlige Carl Barks må siges at være en sand gysets mester. Flere lange andehistorier fra hans tidlige periode blev ikke brugt i de første årtier af Anders And-bladet, fordi man mente, at de var for skræmmende for børn. I flæng kan nævnes Flodens Skræk om en søslange, der spreder skræk og rædsel, den viser sig at være styret fra en u-båd af en grum skurk. Der er Spøgelset i Grotten, hvor Anders og ungerne holder ferie et sted, hvor der hvert år på samme dag forsvinder et barn, og denne dag er netop i ændernes ferie. På denne dag forsvinder Rap, men han reddes af sin onkel og sine brødre fra det uhyggelige spøgelse i grotten, der viser sig ikke at være så slem alligevel. Voodoo Hoodoo, hvor Joakim forfølges af en zombie, eller Det Magiske Timeglas, hvor Anders og ungerne kæmper med Onkel Joakim om et timeglas med magiske kræfter, den er en af de få tilfælde hos Barks, hvor Joakim decideret bruger grove midler.
Fra barn af kan jeg huske, at jeg læste The Old Castles Secret på svensk som Den Gamla Borgens Hemlighet. Den er senere kommet på dansk som Det Gamle Slots Hemmelighed, men da jeg var barn mente den danske redaktion, at den var for skræmmende for børn. Her rejser Anders og ungerne med Onkel Joakim til hans slægts borg i Skotland, hvor der skulle være en skat. Den gamle hushovmester Scottie hjælper dem, men advarer dem imod, at en af Joakims forfædre spøger på borgen og slår alle dem ihjel, der vil tage skatten. Det er en gammel borg i en skummel øde egn, som en ægte gotisk gyser a la Poe. De møder så et spøgelse i form af en usynlig skikkelse, der jager dem, men man kan se skyggen af et skelet hvor det er. En særlig uhyggelig scene er der, hvor Rip, Rap og Rup finder skatten, men så forfølges af spøgelset, der søger at dræbe dem med sværd. De får til sidst afsløret, at det hele er trick, foranlediget af hushovmesteren, der i virkeligheden er en berygtet juveltyv, den ægte Scottie har været død i syv år.
Så er der jo også historien Dangerous Disguise, hvor Anders og ungerne møder en farlig kvindelig spion. Den scene, hvor hun har givet dem sovemiddel og Anders falder i søvn på et banelegeme, men man ser et tog nærme sig, den alene kunne have været gjort af Hitchcock på film, hvis ikke det havde været talende ænder.

Restriktionerne på Disney-serierne

Senere begyndte der at blive stærke restriktioner på, hvad Disneyserierne måtte vise, man skulle nødig have vrede forældre på nakken. Barks formåede så som en historiefortæller med pondus at udnytte den restriktion på bedste måde og gøre Anders til en mere neddæmpet, tragikomisk figur. Da han i den senere periode introducerede Hexia de Trick var der godt nok noget, der kaldte på gyset, når hun gik i gang med sit hokus pokus, men adskilligt af det var nok blevet gjort mere uhyggeligt i den tidlige periode.
Italienerne har  ikke været bundet af de samme restriktioner. Hos dem har man set Anders blive reddet fra en halshugning på hængende hår, blive dødsdømt med ungerne i en afrikansk landsby, komme i kløerne på hovedjægere og meget andet, der kalder på gyset. Sorte Slyngel er i de italienske Mickey-historier næsten lige så grum som i debuthistorien hos Gottfredson.
Men selv med disse gyserelementer er der dog ingen af dem, der har overskredet grænsen til de horrorserier, der kunne have været trykt af EC Comics. Det vil jeg nok også mene ville vær for meget.
Men er man til gys, så kan der være noget at hente i tidlige amerikanske serier og de italienske serier.

mandag

Sild og en flyvende sørøver - AA i Topform del 2

Jeg har så gjort det usædvanlige at have en hel jumbobog som ugens anbefaling, og så har jeg af hensyn til længden delt i to.
Sidste uge behandlede jeg den første historie om Balladeskolen og så denne sammenkædning, som efter min mening er akilleshælen i de tidlige jumbobøger. I denne overgang har Joakim fået en sag på halsen om en kontrakt, som Anders var vidne til indgåelsen af. Så nu er Joakim ikke vred på sin nevø mere, nu har han brug for hans hjælp, men her er Anders noget fræk og benægter ethvert kendskab. Det synes Rip, Rap og Rup er noget uforskammet, for det er en historie, som de aldrig har kunnet glemme.
Så starter som et flash-back historien om...

Den Flyvende Skotte.

På de første to sider hører vi om, at der hvert år, den 3. maj, regner med sild over Tegucigalpa, den mellemamerikanske stat Honduras' hovedstad. Indbyggerne er begejstrede og videnskabsmændene søger forgæves efter en forklaring.
Så hopper det til Andeby. Endnu engang er det Romana Scarpa, der står bag som tegner, men i denne historie gør han Joakim mere menneskelig. Han er ensom blandt sine penge og beslutter sig at købe en tam fugl. Det er en fantasifugl - for dette er virkelig en fantasihistorie i mere end den sædvanlige forstand, at ænder taler! - den koster tyve kroner, så Joakim skal lige høre i telefonen, hvordan hans forretninger går, men han køber den så. Kitty hedder den, og den er billig at have på kost, for den spiser kun en halv sild om ugen, som skal være helt frisk. Det skulle være let nok, men ak, der er pludselig mangel på sild og stakkels Kitty sygner hen. Kampen for at finde den sild sætter nogle balstyrige løjer i gang, Anders og ungerne involveres, og Joakim modtager et tilbud om at købe en sildefabrik. Han slår til, og nu skulle alt være godt, fra hans egen fabrik kan han nu bare få en halv sild om ugen til lille Kitty, men det viser sig, at han har købt et fallitbo. Søfolkene fortæller, at der ingen sild er, de bliver enten fanget eller skræmt væk af Den Flyvende Skotte, et flyvende spøgelsesskib. Det er let at se inspirationen fra det gamle sagn om Den Flyvende Hollænder. Ænderne beslutter selv at rejse ud for at fange nogle sild, men de finder også ud af, at det er forgæves. De tror ikke på det vrøvl om den flyvende skotte, men da ser de pludselig et flyvende sejlskib med et skotsk navn.
Da historien kom første gang i Italien i 1957, sluttede den her med Fortsættes i næste nummer, men i den danske jumbobog får man lov at læse videre med det samme. Joakim får set sørøveren gennem en kikkert og synes, at der er noget bekendt ved ham. Da ryger en hel stime sild ombord på ændernes båd, de flygter fra Den Flyvende Skotte. Så kan Kitty få sin ugentlige sild, men der opstår et skænderi om, hvorvidt de skal smide de andre sild ud, Anders og ungerne ræsonnerer fornuftigt, at de ikke kan holde sig til de kommer i havn, men Joakim raser. De spærrer ham inde og kaster sildene over bord, men gemmer lige en, så Joakim kan få lov at lugte den som rådden.
Imidlertid er de havnet ved Honduras' kyst netop på 3. maj og oplever dermed silderegnen. De kommer overens med de lokale forskere om, at de vil udforske fænomenet og går op i en ballon. I skyen støder de ind i den flyvende skotte og border skibet, men sørøveren kaster et net over dem og tager dem til fange. Da de skal til at gå planken ud, kommer Joakim i tanke om hvem han er - Andrik McNærig. Det er en af hans aner, som han har blandt sine familiebilleder derhjemme, og sørøveren bliver rørt og blødgjort. Han fortæller sine efterkommere om, hvordan han plyndrede de fattige ved kysterne, men til sidst gjorde hans mandskab mytteri og stak af. Det så han som en straf for hans ugerninger, så han aflagde det løfte, at han i 300 år ville lade sild regne over Tegucigalpa en gang om året. Han har nu otte år tilbage, men det er meget når han er gammel og træt.
Her er det tydeligt, at oversættelsen har villet sløre, at han er et spøgelse, der først kan få fred, når han har holdt sit løfte. I den danske oversættelse stejler man over, at han skulle være mere end trehundrede år. Men ok, historien er da god nok alligevel, det har meget at gøre med, hvad man på Gutenberghus mente, at børn kunne klare at læse. Joakim tilbyder nu at lade silderegnen falde for ham de sidste otte år, så kan han få ro - ja, og så vil han til gengæld holde sig væk, så Joakims fabrik kan få fanget nogle sild. Anders og ungerne er noget forargede over, at han i den grad spiller hellig. men kontrakten underskrives, og det gamle spøgelse flyver dem hjem til Andeby.
Nu kan han lægge sig til hvile og flyver væk. På historiens sidste billede står Joakim med Kitty på sin stok og har tårer i øjnene. Det glæder hans nevøer at se, at så var der alligevel noget medmenneskelighed i det.
Ja, det er en af Scarpas bedste historier, synes jeg, og jeg kan godt forstå, at Rip, Rap og Rup aldrig har glemt den oplevelse. Det er tydeligt inspireret af to legender, silderegnen i Honduras og Den Flyvende Hollænder. som Scarpa får kombineret elegant. Den er også en demonstration af, at Scarpa har evne til at gøre Joakims nærighed komisk mere end usympatisk, netop når han skal gøres mere sympatisk i en historie. Tegningerne af hans apoplektiske anfald over at give penge ud er en sand fornøjelse at se.
Samtidig er det også en historie, der midt i løjerne har en melankolsk tone i forbindelse med sørøverens skæbne. Det er et træk, der langt på vej er Scarpas speciale.

Klassiske amerikanske fortællinger

Så er vi igen tilbage hvor vi slap, Joakim er jo overbevist om, at kontrakten er hos Anders. Denne forlanger så halvtreds kroner for at lede efter den. For en gangs skyld lykkes det Perrega at lave en situation, der virkelig er lattervækkende. Men da Anders  har overbevist sin onkel om, at kontrakten ligger i en sildekasse i Honduras, tager Joakim af sted og nu skal Anders nyde friheden. Ikke en særlig overbevisende overgang, hvem ville dog lægge en kontrakt i en sildekasse?
Men ok, så kommer der en stribe amerikanske historier, bundet sammen af, at Anders og ungerne ser lysbilleder, der får dem til at tænke på tidligere oplevelser. De hører til de såkaldt fotoalbumhistorier, som også var kendt fra Anders And-bladet, der indledes med at de ser på billeder og så tænker tilbage, så får vi historien. Et par af disse historier er ganske skægge. Der er Fyret på Gråt Papir, en Bedstemor And-historie, hvor hun for en gangs skyld bliver så gal på Fætter Guf, at hun fyrer ham. I stedet for ansætter hun en Tor Tornado, der passer til sit navn. Han arbejder i en sådan hast, at hun ikke kan nå at bestille noget, og det keder hende. Så hun genansætter straks Guf, han tager i det mindste ikke arbejdet ud af hånden på hende. Der er også en Joakim-historie, hvor han drømmer sig på rejse, fordi han er for nærig til at betale en.
Denne længere sammenkædning af historier ender så igen med, at Perrega skal lave en overledning til det næste. Anders finder kontrakten i sin hue og i Honduras er Joakim for retten. Anders dukker nu op og prøver at slippe udenom med den løgn, at han fandt den i en sildekasse. Så dukker Mickey Mouse og hans venner op, og som det er tradition, når han optræder, så udreder han det hele og alt er godt.
Joakim inviterer dem alle til Disneyland, og der er de så i den sidste, der også er en sammenkædning af amerikanske historier. Her er det dejligt at se en lille Barks-perle, Den Store Kapsejlads. Joakim og Andrea - som Bedstemor And hedder, men kun bliver kaldt af Joakim - sejler i en flodbåd og får fortalt en af sin rige brors ungdomsminder, da han sejlede med flodbåd med Georg Gearløs' bedstefar Gregor Gearløs som maskinmester og hans første konfrontation med Bjørnebanden. Alene for denne lille klassikers skyld er den sidste afdeling værd at læse, men så er der science fiction historien , hvor Anders og ungerne bortføres til en anden planet for at lære dem at bruge tømmer, og historien med Mickey og Fedtmule på flodtur i junglen, de er heller ikke uefne.
Ja, som helhed er det nok den bedste jumbobog. Det betyder så ikke, at jeg ikke også vil anbefale historier fra denne udgivelse fremover, men jeg syntes bare, at jeg lige ville pege på den jumbobog, som jeg finder den bedste.