En jammerlig jul

Ugens anbefaling
Denne klassiske julehistorie af Carl Barks kom første gang i USA januar 1953 og blev første gang trykt i Anders And & Co. december 1953. Den kan læses som en satire over juleræset og stresseriet op til jul.
Vi starter med at se Anders And fare rundt og vikle sig ind i ledninger for at nå det hele, men han er helt overbevist om, at i år har han ikke glemt noget, for han har en seddel med det hele. Men ak, han glemte at få gåsestegen med på listen. Så til næste år må han lave en liste over, hvad der skal med på listen. Den eneste mad, der er i huset, er en pakke gryn.
Men han vil altså have gåsesteg og desperat klæder han sig ud som en sydamerikansk forretningsmand, der vil sælge en værdifuld oliekilde til Joakim von And. Denne går med på det og også, om end modvilligt, til en forretningsmiddag med gåsesteg på en dyr restaurant. Da de sidder i restauranten og Anders grådigt gnasker gåsen i sig, kommer han til at tygge på sit kunstige overskæg, men heldigvis er der på forsiden af avisen en grev Belloni, som Anders ligner til forveksling med sin sorte paryk, så det redder situationen for en tid.
Men ikke til evig tid, for da middagen skal betales, kan Anders ikke betale og Joakim forsøger at undgå det på grund af sin nærighed. Resten af historien handler om de to ænders krumspring for at undgå at betale, det ene mere tosset end det andet.
På starten af sidste side dukker den virkelige grev Belloni op og Joakim indser snart sagens rette sammenhæng og hiver parykken af Anders. Derefter spørger han indehaveren, om restauranten er til salg, og da han får ja, til en million kroner, smider han et seddelbundt på bordet og køber den trods hans tidligere modvillighed mod at betale middagen (typisk ham). Nu kan han sætte sin nevø til at arbejde regningen på middagen af ved at vaske tallerkener i køkkenet, en typisk løsning i Disneys universer, overfor dårlige betalere. Så på de sidste billeder arbejder stakkels Anders hårdt i køkkenet og ringer hjem til ungerne om at gemme den pakke gryn, der er i skabet, til ham, når han kommer hjem.
Denne historie er fra Barks' glansperiode, og efter at Joakim i en række julehistorier har været lidt af en skurk (se Joakim von And og julen del 1 og 2), så får vi her en moralsk speget Anders, der absolut vil have gåsesteg i julen (godt det ikke var andesteg, det ville have været kannibalisme) og udviser grådighed og usmart forsøg på svindel for at få det. Den er tegnet med herlige ansigtsudtryk, også på bipersonen, tjeneren, der efter at have hørt de to ænder snakke om skyhøje beløb flovt beder om den forholdsvis beskedne betaling for middagen.
Læs den sammen i familien til juletid som en påmindelse om, at julen er hygge og ikke stress.
Se tidligere anbefalinger.

Joakim von And og julen 2 - Den tidlige Barks

I sidste indlæg handlede det om Joakims første opdukken, som netop var i julehistorien Jul på Bjørnebjerg i 1947. Hans amerikanske navn Scrooge har han netop fået af den grund med hentydning til Dickens' klassiske juleeventyr.
I den tidlige fase var det ofte i julehistorierne han dukkede op, i starten mest som biperson, oftest som i debuten lidt af en skurk. Ingen tvivl om, at han bibeholder den negative opfattelse af julen her, men han er også for det meste en gnavpotte som i debuten.

Brevet til julemanden

Dog kan han i disse tidlige historier bevæges til at give en gave, når det passer i hans kram - ellers er det jo nok det med at give gaver, som han på grund af sin nærighed ikke kan lide ved julen. En af de gode eksempler er historien Brevet til julemanden fra 1949, første gang på dansk i Den Store Anders And fra 1974, hvor Anders glemmer at poste ungernes brev til julemanden, hvor de ønsker sig en gravko. Han bliver flov og gør alt for at skaffe en til dem, om det så er at tigge Joakim om penge. Denne vil dog have æren selv og som man kender det fra mange andre historier er det med æren en af de ting, der kan få ham til at punge ud. Så han kommer selv med en gravko til ungerne, og historien når sit højdepunkt i et drabeligt slagsmål mellem de to gravkøer. Til sidst dukker Julemanden op med en legetøjsgravko til ungerne, det var jo det de mente. Kunne Anders og Joakim dog ikke have tænkt sig til det med ungernes alder? Naturligvis, men hvis de havde tænkt så logisk, så ville der ikke være kommet en historie. Det må siges, at den halter lidt. Men lad gå, den er festlig, og vi ser hvad der kan få den gamle gnier til at punge ud.

Prøv at gætte

Også i historien Prøv at gætte fra 1950. første gang på dansk i Juleparade, Solohæfte fra 1953, giver han ligefrem en gave. Ungerne ønsker sig brændende et samlesæt til jul, og Anders lover at give dem det, hvis de kan gætter hvad han ønsker sig. De gør alt for at få det opklaret og spørger både Joakim, Bedstemor And og Fætter Højben til råds. Alle disse, selv Joakim, bliver bløde og køber et samlesæt til dem, og de køber tre for at de ikke skal komme op at slås om det. Nu har ungerne imidlertid gættet rigtigt, og Anders køber så også tre til dem med det resultat, at de står med 12 sæt og kan bygge et gigantisk mekanisk rensdyr, som de tropper op hos Bedste med på historiens slutbillede. Trods sin nærighed kunne gamle von And dog bevæges. Det kan tages som et forvarsel om hans senere mere forsonlige karakter.

Jul i Pengeløse

Men i Jul i Pengeløse, 1952, første gang på dansk som solohæfte i 1954, er han skurken. Rip, Rap og Rup viser sig fra en moralsk side og arbejder på at skaffe penge til, at de fattige børn i Pengeløse kan få en god jul. De får hjælp af Andersine og en først lidt modstræbende Anders, der ikke ved hvad han skal stille op. Da han beder sin rige onkel om hjælp, får han skarpt afslag, Joakim vil sandelig ikke give penge til "et idiotisk unyttigt legetøjstog" som han udtrykker det. Han går dog med til at give penge til flæskesteg og rødkål, hvis Anders selv skaffer pengene til toget. Det går han ind på og får hjælp af Højbens held (et af de få eksempler på, at de to er gode venner).
Men som i en rigtig Dickens-historie får skurken sin velfortjente straf i form af, at bunden af pengetanken brister og alle pengene styrter i et stort sort hul, hvor det er umuligt at fiske dem op. På dette tidspunkt har Barks tydeligvis stadig været i tvivl om, hvorvidt Joakim skulle være en fast tilbagevendende person til evig tid, i de efterfølgende historier er det jo lidt svært at forstå, hvorfor han stadigvæk har en tank fyldt med penge, når han  på et tidligt tidspunkt blev ramt af den katastrofe.
Ungerne finder dog en hule, hvor de kan se ind til pengene og ved hjælp af "et unyttigt idiotisk legetøjstog" får de pengene ud, dog i så langsomt et tempo, at det vil vare mange år at få dem ud. De fattige børn i Pengeløse får en herlig jul, mens den gamle gnier ærgrer sig.
Ja, som i debutten er han lidt af en skurk endnu engang i en julehistorie, selv om han efterhånden har udviklet det udseende, som vi er blevet vant til at se. Også lige en julehistorie med alt hvad der hører til af sentimentalitet og lidt moral, men dog turneret med en ironi og humor, der får det til at glide ned.
Ja, Joakim dukker op i julehistorier meget ofte.
Som jeg nævnte i første indlæg bibeholder han sin negative opfattelse af julen, vi vender tilbage til det.
Næste indlæg

Mickey og Fedtmule flytter for Minnie

Dette indlæg er den første, som jeg kalder ugens anbefaling. Jeg vil bestræbe mig på en gang om ugen at anbefale en Disney-tegneserie, som jeg synes godt om. Det er ikke sikkert jeg kan holde takten helt perfekt, men jeg bestræber mig på det.
Som alle andre donaldister elsker jeg klassikere som Den Gyldne Hjelm, De firkantede æg fra Peru, Anders And på Grønland og alle de andre dejlige klassikere af Barks, men der er så mange andre end mig, der har talt varmt om dem, så her kan jeg næppe bidrage med noget.
Lad mig da i anledning af julemåneden anbefale en julehistorie som det første - det vil jeg så gøre indtil jul og finde en nytårshistorie til ugen mellem jul og nytår.
Det bliver så en historie af Paul Murry, for en gangs skyld en af hans korte fra Anders And & Co. 1962 nr. 51. Mickey skal hjælpe Minnie med en julefest for byens fattige børn, men da han kommer finder han hende opløst af gråd, fordi værten vil sætte hende på gaden. Værten viser sig at være selveste Sorteper, og han er som sædvanlig ikke til at snakke med. Han giver et klokkeslet hvor huset skal være tømt, er det ikke tilfældet tilhører hele indboet ham. Mickey beder nu Fedtmule om hjælp, og dennes klodsethed laver det ene gag efter det andet til Sortepers skadefro latter - og læserens, når det kommer til at gå ud over Sorteper selv. Den sidste fadæse Fedtmule laver er at tage en gasvarmer ud uden at slukke for gassen, og da han forsøger at holde den inde med sin hat, pustes den op og slynger vores radmagre ven ud og vælte læsset på lastbilen.
Sorteper fryder sig, for nu er tiden udløbet og alt i huset tilhører ham. Han overhører Fedtmules advarsel mod at gå ind i det gasfyldte hus med sin tændte cigar, med det resultat, at han slynges til vejrs af eksplosionen og til sidst må agere julemand for børnene ved Minnies fest i halvt bevidstløs tilstand. Endnu et eksempel på, at tegneseriefigurer kan overleve det utroligste.
Historien er underholdende især for dens fyrværkeri af gags, der kunne have været de klassiske stumfilmkomikere værdig. Sortepers skadefryd er så udtalt, at det især udløser latter, når det går ud over ham selv. Selv om Murrys styrke er de lange historier, så har han bestemt lavet underholdende ting som denne lille juleperle. Her kan man især nyde hans evne til at tegne bevægelser, så de ser virkelige ud på papiret og hans evner til at tegne vejr, her snevejr. Sjovere julehistorie er det svært at finde.
Og for en gangs skyld er det ikke Mickeys klogskab, der besejrer Sorteper, men Fedtmules klodsethed.
Se ssamtlige anbefalinger.