Carl Barks igen - i det nye nummer.

Hvor er det svært at skrive noget om Carl Barks, mesteren over dem alle! For hvor er der allerede skrevet meget om ham!
Jeg har alle de gamle numre af Carl Barks & Co., et magasin der kom om mesteren og hans kollegaer for omkring tyve år siden, og der er skrevet flere biografier, artikler
og meget andet. Hvad kan jeg dog komme med?

Andersine Ands Dagbog

Men i det sidste Anders And & Co. var der sandelig en historie, som jeg aldrig havde læst før. Nu var Barks "kun" tegner på den, teksten var skrevet af Bob Gregory.
Barks var en af de sjældne tilfælde, der havde talent for både tegning og historiefortælling. Fordi det er sjældent, så skabes de bedste tegneserier ofte i parløb mellem en forfatter og tegner.
Bob Gregory var også en af de flittige forfattere af Disney-tegneserier, han er sjælden som tegner.
Denne historie hører til serien Andersine Ands Dagbog, som de amerikanske udgivere Western Publishing startede som led i en kampagne for at få piger til at læse bladene. De er fortalt i firkantede kasser af Andersine, og starter altid med Kære Dagbog. Barks har leveret tegninger til nogle historier i den serie, men det er ofte andre end ham selv, der har skrevet teksten. Han sagde endda i et interview, at han ærgrede sig over, at han aldrig rigtig nåede at udvikle Andersine. Nok ikke så mærkeligt, i betragtning af, at det var andre forfattere, der skrev disse "særserier."

Den for mig ukendte historie.

Serien i det nyeste blad er en typisk "dagbogshistorie" fra Andersine, som der var mange af i bladet i starten af tresserne. Hun har et typisk kvindeproblem, alt er baseret på at lave noget, som piger kan genkende og er optaget af. Her er det hvem hun skal invitere til middag, når Anders er med - som ofte i disse historier er Anders' rolle reduceret til "problemskaber." Her er det - også typisk - Klara Kluk, der skal rådgive, og ligegyldig hvem hun foreslår, har Andersine en indvending. Så kommer Klara i tanke om sin penneven Hagbart Hane, som mener det samme som Anders i alle ting. Så inviterer de ham, men det udvikler sig til en kedelig aften for de to piger, for de to herrer er så optaget af at snakke om fodbold og alt det, som de nu kan finde sammen om, så Andersine og Klara ikke kan følge med og keder sig. Så går der endelig skår i de tos nye venskab, da de bliver uenige som dommere i en dansekonkurrence, så er alt løst for pigerne, tror de. Men det viser sig, at Hagbart tog fejl, og så er de to atter pot og pande. I de sidste billeder finder Andersine sammen med sine niecer og hygger sig med Anders og hans nevøer - en typisk "dagbogshistorie"-løsning.

Hvad mener jeg om den?

Den er helt og holdent en typisk historie af sin slags, hverken værre eller bedre end de fleste. Barks' tegninger er som altid herlige, Anders og Hagbarts mimik er skøn flere steder. Hagbart er sådan en figur, som kan bruges i en enkelt historie, men så heller ikke mere.
Som alle andre dagbogshistorier med Barks ved tegnepennen er den habil og kan godt underholde, men er ikke en af de store klassikere, som kan tåle mange gensyn. Mange andre dagbogshistorier har været tyndbenede. De har ofte været tegnet af Dick Moores, som har en vis charme med sine runde hoveder på figurerne, men han er ikke nogen superfortæller.
Ok, denne historie kan så gå, men i sammenligning hvad man ellers forbinder med Barks er den tynd.