3. maj 2011

De glade firsere

Forside til De Glade 80'ere med Walt Disney serier fra firserne.
Et bind i serien
Der var engang, hvor donaldismen var præget af, at Barks var det eneste rigtige. Han er også absolut mesteren blandt andetegnere, ingen tvivl om det, men adskillige af os, der var børn, da han tegnede en stor del af bladet, kan godt komme til at virke som sure gamle mænd, når vi taler om kvalitetsdykket. Et dyk, der virkelig fandt sted da jeg stadig var barn.

Barks & Co.

Da jeg som voksen fandt ud af, hvem manden bag mine favorithistorier var, så var det en oplevelse at genlæse historierne, der svarer til den oplevelse mange har af at genlæse H. C. Andersen.
Samtidig har jeg heller ikke helt kunnet affinde mig med den dogmatiske barksisme, da jeg trods alt synes, at Tony Strobl også har sine lyse øjeblikke, og jeg må sige, at jeg elsker de gamle Fætter Vims historier med Dick Kinney som forfatter og Al Hubbard som tegner. Deres totalt barokke komik og den nyopfundne figur til andeuniverset var et frisk pust i de i andesammenhæng ikke altid så glade tressere.

Back to Barks

I firserne skete der noget, man vendte tilbage til Barks, og nye tegnere havde ham som forbillede. Selvom jeg ikke læste nye numre af bladet i det årti, men mest de gode gamle, så har jeg nu sat mig for at læse bogserien De Glade Firsere, der indeholder en del historier fra dette årti. Det må siges at være herlig læsning, for mange af disse historier er bestemt på højde med om ikke de bedste fra guldalderen så dog på højde med de gode. Jeg vil nok vende tilbage til, hvad jeg synes om de enkelte historier i  kommende indlæg.

Ande- og museuniverset

Her vil jeg nævne, at når der skiftes fifty-fifty mellem historier fra andeuniverset og museuniverset så er forskellen på de to universer tydelig. Løsningen på konflikten i Mickey og Fedtmule-historierne er lette at forudsige, der er en grum skurk med en grum plan, men naturligvis forpurres det af den kloge spejdermus. I mange af disse spændingshistorier kan man godt savne lidt mere barok humor omkring den godmodige klodsmajor Fedtmule, men den kan findes i albumserien Fedtmule og Klassikerne, som jeg er begyndt at samle.
Konflikterne i andeuniverset er sværere at gennemskue slutningen på, skellet mellem helt og skurk er ikke så entydig her, mange gange er Joakim lidt af en skurk. Det gør også disse historier mere spændende, og det viser ldit om, at det var et mangesidet univers, som Barks fik skabt omkring sine ænder.
De historier, hvor Bjørnebanden er hovedpersoner har en komik, der siger spar to. Hvad skulle Egmont dog importere Olsen Banden til Andeby for? 'De har jo allerede en vanvitig tyvebande, der dummer sig konstant.
Jeg vender tilbage - jeg tør ikke love fuldt blus, men der skal nok være blus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.